»Det er din Lykke, Vorherre, at jeg ikke kan faae fat i Dig«

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

»Det er din Lykke, Vorherre, at jeg ikke kan faae fat i Dig«
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der boede et Par Bønderfolk paa deres Gaard. En Sommer havde de en Mængde halvtørret Hø liggende paa Engen, og det saae ud til Regn; de gik derfor ud med alle deres Folk forat rive det sammen, før den truende Byge kom. Skjøndt de stræbte af alle Livsens Kræfter, bleve de dog ikke færdige med at rive Høet sammen, før Regnen pladskede paa, og de maatte derfor lade nogle Flader blive liggende og høre op med Arbeidet for denne Gang.

Bondens Hustru blev da vred baade paa Regnen og paa Regnens Giver, tog fat i Rivens Hoved og stak Skaftet op i Luften, saa langt som hun paa nogen Maade var istand til, og sagde: »Det er din Lykke, Vorherre, at jeg ikke kan faae fat i Dig.« 

Bonden brugte vel ikke saa store Ord den Gang, men at han ogsaa havde været vred over Regnen, det mærkede man den følgende Dag, da han om Morgenen kom hjem forat spise sin Davre. Det var det deiligste Solskinsveir, og Solen skinnede ham lige ind i Ansigtet, hvor han sad i Badstuen.

Men han gjorde ingen videre Omstændigheder, trak sine Buxer af og stoppede dem op i Vinduet, med disse Ord: »Ellers Tak, Du var ikke saa god at skinne saa venligt paa min Visk Hø igaar.«