Adam af Bremen: Unman

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Håndskrift af Adams værk
(GKS 719 5r fol.)
Adam af Bremen


Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)

Unman
(1013-1029)


oversat af

P. W. Christensen


[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]


Unman var Erkebisp i 16 Aar. Staven modtog han af Henrik, Kaaben af Pave Benedikt den Ældre. Han udtoges af Choret i Paderborn, og han nedstammede fra Immedingernes berømte Slægt.

[ Der fortælles, at han var kommen i Embede ved den pestagtige Simoni, fordi han besad saa stor en Arv. Heraf overlod han nødtvungen en Deel til Keiseren, og en anden Deel offrede han til sin Menighed, som han styrede fromt; en tredie Deel gav han sine Forældre tilbage. Han var en ærværdig Olding, Fattigfolks Velynder og især en Børneven. Heraf tog hans Brødre Anledning til egenmægtig at bryde ud af Klostrene, for at søge sig Hustruer; hvilket i førstningen forblev uændret. Skolie 35 ]

Rig og gavmild, var han Alles Yndling, men selv holdt han meest af Præsteskabet, hvilket han ogsaa, tilskyndet af Libentius, der dengang var Præst, skjænkede sin Gaard Baden, med den Bestemmelse, at sammes Indtægter altid skulde udredes paa Apostlernes Aarsdag.


Unwan var den, som først bandt alle Foreninger til Kloster-Regler, medens de tilforn havde levet halv paa Munke- halv paa Kannike-Viis. Fremdeles paabød han en fuldstændig Udryddelse af alle de hedenske Skikke, der endnu paa overtroisk Viis havde holdt sig i den Egn. Saaledes lod han af de Lunde, som vore Marskboere med taabelig Ærefrygt valfartede til, Kirkerne istandsætte trindt i Stiftet; deraf lod han ogsaa en Kirke opføre for den hellige Vitus udenfor Byen, og deraf blev, paa hans Befaling, den hellige Wilhads Capel, som var nedbrændt, fornyet.


Paa samme Tid blev, siger man, Bremens Vold befæstet mod Fjendernes List og Magt, især fordi Hertug Bernhard vovede at sætte sig op mod Keiser Henrik og voldte alle Saxlands Kirker Uro og Forstyrrelse. Ligefra den Stund af, da han blev indsat til Hertug her i Egnen, har der nemlig været stadig Splid imellem de to Huse: Erkebispens og Hertugens; dette feidede paa Kongen og Kirken, hiint stred for Kirkens Bedste og for Troskab mod Kongerne. Medens denne Partistridighed tilforn havde været skjult, blev den fra nu af mægtig og voxte i det Uendelige. Thi Hertug Bernhard, der baade glemte Bedstefaderens ringe Stand og Faderens Tro, underkuede for det første Vendlerne i den Grad ved sin Gjerrighed og Grumhed, at han tvang dem tilbage til Hedenskabet; og for det Andet blev han af Overmod saa hensynsløs, at han uden at ændse de modtagne Velgjerninger, æggede hele Saxland til Oprør mod Keiseren; og endelig satte han sig op imod Christus selv, idet han ikke tog i Betænkning at angribe Kirkerne her i sit Fædreland, og da især vor Kirke, der baade var rigere end de øvrige Kirker paa den Tid, og tillige syntes at ligge langt fra Haanden for Keiseren.

[ Unwan havde ved Paaskehøitid og andre Festligheder som oftest syv Biskopper hos sig, saavelsom Abbederne; og desuden beviste han i den Anledning baade Hertugen og adskillige af Landskabets Grever en ikke ringe Ære. Skolie 36 ]

Denne Herres Hidsighed skal nu dog vor Erkebiskop Unwan ved sin Sjælsstyrke saaledes have kjølnet, at Hertugen skammede sig for Biskoppens Viisdom og Ædelmodighed, og fandt sig nødt til at vise den Kirke, hvis Modstander han før havde været, al Venlighed og Velvillie. Efter vor Kirkefaders Raad besluttede den gjenstridige Fyrste sig omsider til, i Hausberge at række Keiser Henrik Haanden til Forlig. Understøttet af Unwan gjorde han ogsaa kort derpaa Slaverne skatskyldige paany, samt gjengav Nordalbingerne og Moder-Staden Hamborg Freden. For at ophjælpe Hamborg, skal den ærværdige Metropolitan strax efter Slavernes Nederlag have fornyet baade Staden og Kirken, samt af sine enkelte mandlige Klostersamfund have udvalgt tolv Brødre, tre af hvert, der i Hamborg skulde leve som Kanniker, eller omvende Folket fra Afguderiets Vildfarelse. For Slavenland indviede han, efter Reinberts død, en klog Mand, ved Navn Benno, som valgtes af Brødrene i Hamborgs Menighed, og hvis Prædiken frugtede godt hos Slaver-Folket.


I Danmark levede endnu baade Theologen Poppo og hiin berømte Biskop Odinkær, der for sin Troes og hellige Vandels Skyld var Erkebispens Fortrolige. Disse to Biskopper siges at have været de to eneste i Jylland, inden Knud blev Konge. Odinkær

[ Odinkær var en Søn af Vinlands Hertug Toke, og havde sit Sæde i Ribe. Trediedelen af Vinland skal have været hans Fædrenearv; og endda var denne hovedrige Mand vidunderlig afholdende. Som et Exempel paa hans Dyd har jeg hørt anføre, at han i hele Fastetiden hveranden Dag lod sig tugte med Svøber af en af sine Præster. Skolie 37 ]

var igjen den eneste af vore Biskopper, som gjæstede Menighederne hinsides Havet; Esiko sad hjemme, Forfølgelser tilbageholdt de Øvrige. Erkebiskoppen indviede ogsaa adskillige andre høilærde Mænd for Norge eller Sverrig. Af Godhed for Kongerne tillod han desuden Andre, som havde faaet deres Vielse i England, at opbygge Kirker, naar de ellers fandtes dygtige dertil. Mange af disse beholdt han hos sig, og dem alle overøste han til Afsked med Foræringer, hvorved han gjorde dem villige til at underordne sig Kirken i Hamborg.


Ligesaa anseet en Mand som Unwan var, ligesaa anseet og svarende til hans Gavmildhed var ogsaa det Bispedømme, der var falden i hans Lod, saa at han deri baade kunde vise sin Høimodighed og fremme Kirkens Tarv. Kirkens i lang Tid og med Omhu samlede Skatte vilde han ikke ansee for en Fornødenhed, der skulde holdes under Laas og Lukke; nei, at udgive dem til sit Kalds Fremme, det var hans Stræben, for at han som en glad Giver kunde faae det med Nordens Konger, som han vilde. En stor Synder var han da heller ikke, kan jeg troe, idet han saaledes saaede i Kjødet, for at høste i Aanden. Tvertimod udfoldede han en saare gavnlig Virksomhed iblandt de nys omvendte Hedninger; og Kirken gjorde han ingen synderlig Skade, fordi den ved de foregaaende Fædres Omsorg var bleven meget velhavende. Han efterlignede deri, efter mit Skjøn, saavel den hellige Ansgar som og den Theotimus, Kirkehistorien omtaler. Om den Ene læse vi jo nemlig, at han ved Gaver formildede de vantroe Konger; og om den Anden, som var Biskop hos Skytherne, at han paa en hæderlig Maade tæmmede de af Naturen vilde Barbarer ved Gjæstebud og Foræringer. Dette faaer nu være nok sagt til Forsvar for Erkebiskoppen1). I Medfør af Begivenhedernes Gang vende vi os hermed atter til Kirkens Virksomhed blandt Hedningerne, som vi strax skal see, lykkedes fortræffeligt i Unwans Tid.


De Danskes og Norskes Konge, Svend, pønsede paa at hævne gamle Fornærmelser. Hans Broder havde man jo dræbt, og ham selv havde man viist bort. Derfor hjemsøgte han England med en stor Flaade, i Ledtog med sin Søn Knud samt med Olaf, en Søn af den forhennævnte Kragebeen. Lang Tid gik, og mange Træfninger holdtes med Anglerne; men omsider fordrev Svend den alderstegne Kong Edelred og gjorde sig til Herre over Øen; dog kun for en føie Stund. Tre Maaneder efter Seiren overraskedes han nemlig sammesteds af døden.

[ Kong Svends Søn Knud aflagde sit hedenske Navn og modtog i Daaben Navnet Lambert. Derfor hedder det i vort Broderskabs Bog: “Lambrecht, de Danskes Konge, og Dronning Emma samt deres Søn Knud anbefale sig ærbødigst til de bremiske Brødres Forbønner. Skolie 38 ]


Kongens Søn Knud vendte hjem med Hæren, men fornyede Kampen mod Anglerne. Olaf blev af Normændene kaaret til Konge og skilte sig dermed fra det danske Herredømme. I denne dobbelte Forlegenhed sluttede Knud Forbund med sin Broder, Olav Eriksøn, der var Konge i Sverrig, og haabede med hans Bistand at undertvinge først England, saa Norge. Udrustet med 1000 store Snekker satte da Knud over det Britiske Hav, som efter Søfarendes Sigende kræver en tre Dages Seilads fra Danmark til England for en Sydøstvind. Dette store og yderst farefulde Hav har Ørkney-Øerne paa sin venstre Side og Frisland tilhøire.


Paa tre Aar indtog Knud Britannien; Anglernes Konge, Edelred ,

[ Edgar var Anglernes vældigste Konge. Hans ægtefødte Søn var Edvard, en saare hellig Mand. Men Edvards Stifmoder Elfride dræbte sin kongelige Stifsøn og gjorde sin egen Søn til Konge. Skolie 39 ]

døde i London under Beleiringen og tilsatte saaledes baade Liv og Krone. Det var Løn som forskyldt fra Gud; thi sin Broder havde Edelred voldt Martyrdøden, og i 38 Aar havde han plettet sit Scepter med Blod. Saaledes maatte han da bøde for Brud paa Blodets Baand. Sin Hustru Emma efterlod han en umyndig Søn Edvard. Edelreds Broder Emund, en drabelig Helt, ryddede man afveien ved Gift, for at fornøie Seierherren, og Emunds Sønner bleve forviste til Rusland.


Knud overtog Edelreds Herredømme og ægtede hans Hustru Emma, som var en Søster til Grev Rikard i Normandiet .

[ Knud bortgiftede sin Søster Estrid til Kongen af Ruslands Søn. Skolie 40 ]

Ham traadte Danekongen i Forbund med og gav ham sin Søster Margrete tilægte. Da hun dernæst blev forskudt af Greven, bortgiftede Knud hende til en engelsk Jarl, ved Navn Ulf, og Søsteren til denne Ulf gav han en anden Jarl, Godvin, tilægte. Han gjorde den snilde Regning, at jo flere indbyrdes Giftermaal, desmere vilde Angler og Normanner være Danskerne hengivne; og den bedrog han sig ikke. — For at undgaae Knuds Vrede, drog Grev Rikard til Jerusalem, hvor han døde.

[ Da nemlig Rikard havde skilt sig ved Søsteren til Knud, blev han bange for Danskerne, gik til Jerusalem og døde der. Hans 40 Reisefæller skal paa Hjemveien have sat sig fast i Apulien, og fra den Tid af har Normannerne siddet inde med Apulien. Skolie 41 ]

Han efterlod sig en Søn i Normandiet, ved Navn Robert; hans Søn er den Wilhelm, som Franskmændene kalde Bastarden. — Ulfs Sønner med Kong Knuds Søster vare Hertug Bern og Kong Svend; Godvins Sønner med Ulfs Søster vare Svend, Toste og Harald; ret en Manddraber-Yngel. Denne Slægtrække har jeg troet det Umagen værd at indskyde, fordi den i det Følgende vil gavne Læsningen.


Seierrig vendte Knud tilbage fra England; og i mange Aar beholdt han Herredømmet over Danmark og England. Mange Biskopper førte han i den Tid fra England over til Danmark. Iblandt disse var Bernhard, som han indsatte i Skaane; til Sælland kom Gerbrand, og Rembert til Fyen. Dette opbragte vor Erkebisp Unwan. Han fik at vide, at Gerbrand var indviet af den Engelske Erkebisp Elnod, og derfor tog han Gerbrand, som var underveis fra England, tilfange. Denne maatte da nødtvungen love Hamborger-Sædet Troskab og skyldig Underkastelse, og blev fra den Tid af Erkebispens fortrolige Ven. Gerbrand kom endog til at gaae i Spidsen for de Mænd, han sendte med Gaver til Kong Knud, idet han lykønskede denne til Hans Bedrifter i England, men lastede hans egenmægtige Ansættelse af de Biskopper, han havde ført med sig fra England. Kongen optog dette naadigt og blev fra den Tid saa igaaet med Erkebispen, at han helst vilde rette sig efter denne i Eet og Alt. Dette har Danmarks Konge fortalt os om sin Morbroder, uden at fortie Gerbrands Fængsling.


Da Unwan havde været Erkebisp i 12 Aar, drog Keiser Henrik, berømt for sin Retfærdighed og Hellighed, han som lagde Saxer, Italiener og Burgunder under sit Rige, bort til Himmeriges Rige. Hans Eftermand i Regjeringen var den gjæve Keiser Konrad, som ved sin store Tapperhed snart nødte Polakkerne og deres Konge Mieczyslaw til at bukke for sig, ligesom han og gjorde Böhmerne, der havde understøttet dem, skatskyldige tilligemed de øvrige Slaviske Folk. Med den danske eller engelske Konge sluttede han Fred; der var Erkebiskoppen Voldgiftsmand. Keiseren begjærede Knuds Datter tilægte for sin Søn og afstod til ham Staden og Markgrevskabet Slesvig hinsides Eideren til Venskabets Bekræftelse; og fra den Tid af har Slesvig tilhørt Danmarks Konger.


Imellem Knud og den norske Kong Olaf var der Krig alle deres Livs Dage; Dansken stred for Herredømmet, Normanden for Friheden. Her forekommer nu Retten mig at have været meest paa Olafs Side; thi for ham var Krigen en Nødvendighed og ikke en Fornøielse. Og naarsomhelst Olaf havde et af Krigsurolighederne uforstyrret Øieblik, styrede han Riget med Ret og Retfærdighed. Iblandt de gode Gjerninger, han berømmes for, var ogsaa den Nidkjærhed for Gud, hvormed han stræbte at udrydde Troldmænd af Landet. Det er en Skare, der oversvømmer hele Barbariet; men af disse Uhyrer vrimler det dog især i Norge. Der har Spaamænd og Tegns-Udlæggere, Seidmænd og Galdre-Sangere og Antichristens øvrige Følgesvende deres Hjem; og ved deres Kunster og Blændværk blive de ulykkelige Sjæle et Legetøi for Troldene. Alle det Slags Folk var den høisalige Kong Olaf bestemt paa at forfølge, for at Forargelserne maatte komme afveien og Christendommen styrkes og vore i hans Rige. Mange Biskopper og Præster fra England havde han hos sig; efter deres Formaning og Lærdom beredte han selv sit Hjerte for Gud, og til deres Veiledning overgav han sine Undersaatter. Iblandt disse Mænd udmærkede sig Sigfred, Grimkil, Rodulf og Bernhard ved Lærdom og Dyd. Disse gik ogsaa paa Kongens Befaling til Sverrig og Gothland og til alle Øerne hinsides Norge med Guds Ords og Jesu Christi, Riges Forkyndelse for Barbarerne. Olaf lod ogsaa gaae Bud med Foræringer til vor Erkebisp, hvem han bad om at tage godt imod disse Biskopper, samt at sende sig Nogle af hans egne, som kunde styrke de vankundige Normænd i Christendommen.


En lignende Kjærlighed til Religionen siges at have prydet hiin anden Olaf, ham i Sverrig. I det Øiemed at omvende sine Undersaatter til Christendommen, arbeidede han med megen Iver paa at faae Afgudstemplet i Upsal, midt i Sverrig, nedbrudt. Denne hans Hensigt vakte Hedningernes Bekymring, og de indgik, siger man, den Aftale med deres Konge, at vilde han selv være Christen, skulde han raade frit for den Egn i Sverrig, der bedst stod ham an, til Menighedens og Christendommens Opbyggelse, men saa maatte han ikke nøde Nogen af Folket, der ikke selv ønskede at omvende sig til Christus, til at afvige fra Gudernes Dyrkelse. Denne Bestemmelse fornøiede Kongen, og snart grundede han en Kirke for Gud samt et Bispesæde i det vestlige Gothland, som er Danskerne eller Normannerne nærmest, nemlig i den store Stad Skara. Hertil blev, paa den christelige Konges Begjæring, Thurgot som første Biskop indviet af Erkebisp Unwan. Og Thurgot udførte med Dygtighed sit Ærinde til Hedningerne; Gothernes de to herlige Stammer vandt han for Christus. Igjennem denne Biskop sendte Olaf store Foræringer til Metropoliten Unwan.


Denne Konge havde, hedder det fremdeles, to Sønner, som han befalede at lade sig døbe tilligemed sin Hustru og Folket. Den Ene, som var en Slegfredsøn, blev kaldet Emund; den Anden, ved Navn Anund, som var ægtefødt, erholdt Troens og Naadens Kjendingsnavn: Jakob. Ung af Alder overgik han i Viisdom og Fromhed alle sine Forgjængere; ingen Konge var mere yndet hos det svenske Folk end Anund.


Da der paa den Tid herskede en uforstyrret Fred mellem Slaverne og dem hinsides Elben, saa gav Erkebiskop Unwan Moderstaden Hamborg en fornyet Skikkelse. Han samlede de adspredte Klerke og tilveiebragte sammesteds en talrig Forening af Borgere saavelsom af Brødre. Tilligemed Hertug Bernhard tog han ofte Sæde der, tilbragte i Hamborg mangen Gang den halve Deel af Aaret og indbød til Samtale den berømte Kong Knud samt Slavernes Lehnsfyrster Uto og Sederik. Paa denne Maade siges Erkebisp Unwan at have udmærket sig hjemme og ude, under Opfyldelsen af sit Kald til Hedningerne.


Endnu staaer tilbage at melde, hvad der paa Rygtets Vinger er kommen til vor Kundskab angaaende Kong Olafs Martyrdød. Olaf altsaa, denne Normændenes berømteste Konge, laae stadig i Strid med den danske Kong Knud, der havde angrebet hans Rige. Enden derpaa blev, siger man, at Olaf, den høisalige Drot, formedelst en Opstand af de Høvdinger, hvis Hustruer han for Trolddoms Skyld havde ryddet afveien, fordreves fra Norges Rige. Saa var da Knud Konge over Norge og Danmark tillige, samt, hvad ingen af hans kongelige Forgjængere havde kunnet opnaae, over England. Olaf satte imidlertid al sin Lid til Gud og fornyede Krigen, for at undertrykke Afgudsdyrkerne. Understøttet af den svenske Konge, hvis Datter han havde ægtet, samlede han en heel væbnet Styrke, bestaaende af Svenske og Islændere, og gjenvandt dermed sit fædrene Rige. Saaledes udmærket ved Tapperhed mod Fjenden og ved Retfærdighed mod sine Egne, ansaae nu den christelige Konge sig dertil gjenindsat af Gud i Herredømmet, at han ingen Skaansel mere burde udvise mod hvem der enten vedblev at være Troldmand eller ikke vilde christnes. For en stor Deel havde han ogsaa allerede naaet sit Ønske i denne Retning, da nogle faa Troldmænd, som endnu havde holdt sig, ikke tog i Betænkning at dræbe ham. Andre sige, at han dræbtes i Krigen; atter Andre, at han led den langt større Forsmædelse at omkomme i Kredsen af en Folkeforsamling.

[ Olaf var høist samvittighedsfuld i at iagttage Helligdagene. For den guddommelige Religions Skyld havde han maattet rømme sit Herresæde, men atter tilkjæmpet sig det. Paa dette Tog siges han at være falden i Søvn i sit Telt, og der at have havt et Drømmesyn. Da Fjenden pludselig nærmede sig, gik Anføreren for hans Hær, som hed Fin, hen til Kongen og vakte ham. “Hvad har du dog gjort,” udbrød Kongen med et Suk — “jeg saae en Stige, som naaede til Stjernerne, og jeg steg opad den. Ak! jeg havde allerede naaet dens høieste Trin, og jeg var lige ved at indgaae i den aabne Himmel, hvis ikke du havde vakt mig.” Efter dette Syn blev Kongen omringet af Sine, og da han ikke satte sig til Modværge, faldt han som en kronet Martyr. Skolie 42 ]

Somme paastaae, at man snigmyrdede ham, for at behage Kong Knud; og jeg tvivler ikke paa, at jo dette kommer Sandheden nærmere, efterdi det var Knud, der angreb hans Rige. Saaledes endte Kong Olaf, i vore Øine en Martyr. Hans Liig blev med al sømmelig Æresbeviisning stædt til Jorde i Rigets store Hovedstad Trondhjem. Det er Stedet, som Herren den Dag idag agter værdigst til forskjellige Jærtegn og Helbredelser formedelst Olaf, til Beviis paa, hvor høit han skattes i Himlen, efterdi han saaledes forherliges paa Jorden. Han var Konge i 12 Aar. Hans Minde høitideligholdes den 29de Juli, som en Helligdag for evige Tider, blandt de Norske, Svenske, Gothiske, Sambriske, Danske og Slaviske Folkefærd.


Paa samme Tid omtales en vis Ulfred fra England, som af guddommelig Kjærligheds Drift kom til Sverrig og med stor Frimodighed forkyndte Hedningerne Guds Ord. Efterat han da ved sin Prædiken havde omvendt Mange til den christne Tro, fremstod han i en Forsamling af Hedninger og begyndte at lyse Folkets Afgud Thor i Ban; og med det Samme greb han en Øxe og hug Billedet i Stykker. For denne raske Daads Skyld blev han strax gjennemboret og bedækket med Saar i Tusindviis; dermed sendte han sin Sjæl, værdig til Martyrkrandsen, til Himmels. Hans sønderrevne Liig haanede de Barbarer paa mangfoldige Maader og sænkede det derpaa ned i Mosedynd.


Dette har jeg nu meddeelt efter sanddru Kilde; og vistnok er der endnu Andet, som nok kunde fortjene at optegnes. Men om Unwan og hvad der skeete i hans Dage troer jeg nu dog troligen at have fortalt det Fornødne. I Magdeborg blev dengang Walthard efterfulgt af Gero og dernæst af Hunfred, som begge vare hellige Mænd og Bispenavnet værdige. Derpaa døde den berømmelige Erkebiskop. Hans død siges at være indtruffen den 27de Januar, i Herrens Aar 1029, i Rente-Terminens 12te Aar. Han ligger begravet hos sin Forgjænger, ved dennes venstre Side.




Noter og Anmærkninger

1) Fortællingen om Theotimus er tagen af Cassiodors saakaldte “Trilling-Krønike” (historia tripartitta), som var Middelalderens sædvanlige Haandbog i Kirkehistorien.