Angakokkens Aandeflugt til Indlandsboerne (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
50. Angakokkens Aandeflugt til Indlandsboerne
Okataks Fader var en stor Angakok. Da man mærkede det, og stadig bad ham, tog han engang en Koblerem, og skar et Hul i Enden af den, som til en Tommelfinger. Om Aftenen samledes Tilhørerne; han pustede gjennem Hullet paa Remmen, stak Taaspidsen igjennem det og gjorde den anden Ende fast om Hovedet. Da de havde slukket Lamperne, løftedes han op og svævede rundt i Huset; derpaa aabnede Taget sig, saa at de kunde skimte Stjernerne, og han fløi bort ind over Landet. Omsider kom han til et Huus, dalede ned over det, og saae, at det var beboet af Qvinder alene. Han gik ind, og saae at Huusstøtten var skinnende blank, denne var nemlig deres forhexede Mand. Angakokken syntes godt om en af Qvinderne, men hvergang han nærmede sig til hende, sprudlede der Gnister ud af Støtten, og da han lagde sig paa Brixen, faldt den om imod ham. Hurtigt vendte han tilbage igjen. Den næste Dags Aften lod han sig atter binde, fløi atter til Indlandet, saae et Huus og dalede ned. Her saae han Inorusekker og Bjergtrolde ifærd med at synge Vexelsange. En af Indlandsboerne, deres Angakok, gik ud og bad ham komme ind og høre paa Bjergtroldenes Sang. Da han kom indenfor, gik to Indlandsboere hen imod ham, grebe ham og vare nær ved at sønderslide ham. Derpaa reiste Alle sig op og gave sig til at spille Bolt med ham, indtil han var halvdød, og de lagde ham op paa Tørrehækken. Da kaldte han sin Tornak til Hjælp, og snart hørtes der en Stemme som af en gjøende Hund, der nærmede sig. Indlandsboerne kastede forskrækkede deres Børn ned i Huusgangen, men han løftedes op, svævede rundt i Huset, til han slap ud igjennem Taget, over Indgangen. Den følgende Dag lod han sig atter binde, fløi til Indlandet, dalede ned ved et Huus, saae gjennem Vinduet og gjenkjendte sin Søster, som for lang Tid siden var forsvunden. Han gik ind, satte sig lige for hende, og sagde: »mon jeg skulde kjende dig, eller er du en anden?« Hun svarede: »jeg skulde ogsaa kjende dig, men jeg troer, at du er en anden.« Om Aftenen hørtes der Støi udenfor, og Mændene kom hjem fra Jagten, men først senere kom hendes Mand, som var sværere end de andre. Han klædte sig af og satte sig heelt bag paa Brixen, medens de andre samtalede; først senere kom han frem, udspurgte den Fremmede og sagde, at de skulde bringe ham Spise. Denne tænkte: »det maa vist være deres Herre.« Han blev der hele Aftenen, tilsidst sagde han til Søsteren: »giv mig noget med til Tegn, ellers ville de ikke troe mig.« Derpaa gav hun ham en Stump Rensskind, han lod sig atter binde af Svogeren og foer hjem.
