Ansgar kap. 13

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Kapitel 13

Biskop Gautberts Ankomst til Sverig


Da vor Herre og Fader Ansgar som ovenmeldt havde modtaget Indvielsen, og han og Ebo holdt Raad om denne Mission, blev de enige om, at det var nødvendigt, at der blev beskikket Ansgar en Medhjælper, som kunde udføre Biskopsembedet hos Svenskerne, fordi der burde være en Biskop nærværende i en saa langt bortliggende Egn, og Ansgar ikke alene kunde overkomme begge Steder.


Med ovennævnte Kejsers Samtykke og Bifald udvalgte hans Højærværdighed Ebo en Frænde af sig, som hed Gautbert, til denne Gerning og sendte ham smykket med den biskoppelige Værdighed til Sverig. Kirketøjet og de nødvendige Udgifter udredede han rundelig saa vel af sit eget som af Kejserens Gave, antog ham ligesom i sit Sted til at udføre det Prædike-embede, som af Apostelstolen i Forvejen var ham selv overdraget, og indsatte ham til at være Legat (Fuldmægtig) blandt de svenske Folkestammer.


Med hans Højærværdighed Biskop Ebo’s Minde overdrog siden den allernaadigste Kejser ham det af førstnævnte byggede Kloster paa det før omtalte Sted Welnau. Det skulde være ham et Hvilested og bestandig ligge under samme Embede.


Saa kom denne Gautbert, som de ved Indvielsen hædrede ved at give ham Apostelnavnet Simon, til Sverig og blev modtaget med Hæder baade af Kongen og Folket. Med alles enstemmige Bifald begyndte han der at bygge en Kirke og offentlig at forkynde Troens Ord. Det var en salig Glæde for de dér boende Kristne, og de troendes Antal voksede Dag for Dag.1



Noter:

1) Gautbert kaldes ogsaa Gauzbert, det er hans tyske Navn.

Der er opbevaret nogle Brudstykker af et Brev fra Rabanus Maurus med Formaning til at udholde Vanskeligheder og Forfølgelse; med Brevet fulgte gode Gaver, saaledes en Messebog, Messeklædninger og Alterklæder.

Gautberts Sverigsrejse har i det tidligste været 832, maaske nogle Aar senere; hans Ophold der har rimeligvis varet til 845. Ansgars underordnede var han ikke, men egentlig hans sideordnede; thi ogsaa han fik Palliet tilsendt af Paven, og da Ansgar senere selv vilde drage til Sverig, kan han ikke gøre det uden hans Tilladelse (Kap. 22). Gautbert har tydeligt nok faaet den Part af Missionsgerningen, som fra først af var tildelt Ebo; derfor blev ogsaa Welano givet ham. Og det er muligt, at det ikke er Ebos Død (851), der bevirker dette, men at det maa sættes i Forbindelse med Ebos Fald; er dette Tilfældet, kan der være meget at udsætte paa Fremstillingen i “Ansgars Levned” af Sagens Udvikling.

Den Konge, som modtager Gautbert vel, maa antages at være Bjørn, der ogsaa havde været venlig overfor Ansgar.

Den Kirke, som Gautbert siges at have bygget, kan næppe være den samme som den, der tidligere (Kap. 9) er omtalt, og som Hergejr opførte nogen Tid efter at være bleven kristen, selv om det nok kunde tænkes, at den svenske Høvding havde givet Grunden til Bygningen og besørget dens Omkostninger, medens Gautbert havde forestaaet dens Indretning. Det er snarere en ny Kirke, Sverigs anden. Om den har været i Bjørkø eller den nærliggende By Sigtun vil være vanskeligt at afgøre. For det sidste kunde der maaske anføres, at i Kap. 16 siger den svenske Kong Anund om en By, der laa nær ved Bjørkø: “Derinde er der mange mægtige og store Guder, der er ogsaa for længe siden opbygt en Kirke, og mange kristne dyrke der Kristus.”



Næste kapitel ►