Ansgar kap. 21
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 21
Missionen til Danmark bliver taget op paa ny
Saa snart vor Fader havde overtaget Bremer-Stiftet og saaledes allerede dengang havde Raad til at give noget bort, begyndte han paa ny i sin inderste Sjæl at brænde af Begærlighed efter i Danmark at arbejde, hvad han kunde, for Kristi Navns Skyld.
Derfor besøgte han jævnlig Haarik, som dengang var Enehersker i Danmarks Rige, og søgte ved Foræringer og ved at bevise ham alle de Tjenester, han kunde, at gøre sig gode Venner med ham, for med hans Tilladelse at kunne faa Magt til at udføre Prædikeemhedet i hans Rige. Thi alt imellem sendtes han til ham i kongeligt Ærende og udførte med Iver og Troskab, hvad der hørte til Fred og Forbund, og til Nytte for begge Riger.
Derved lærte ovennævnte Kong Haarik den, hellige Mands Troskab og Retskaffenhed at kende, begyndte højlig at elske og ære ham, betjente sig gerne af hans Raad og fik saadan Fortrolighed til ham i alle Ting, at han endog lod ham være med, naar han i Løndom forhandlede med sine Raadgivere om Rigets Anliggender. Ja skulde der sluttes noget Forbund mellem Folket i dette Land, nemlig Saksen, og hans Rige, vilde han ikke, at det skulde stadfæstes uden paa hans Ord; thi det, sagde han, kunde han ganske stole paa, hvad han baade kaldte godt og lovede for.
Da han saaledes havde vundet hans Fortrolighed, begyndte han ogsaa at overtale ham til at blive en kristen. Kongen hørte ogsaa villig paa alt hvad han fortalte ham af den hellige Skrift, og gav det den Ros, at det var meget godt og i Sandhed gavnligt, og sagde, at han glædede sig meget derved, og at han gerne vilde vinde Kristi Yndest. I Følge dette ønske begyndte vor hellige Fader rent ud at raade ham at bevise den Herre Kristus den Villighed, hvad der vilde være ham allerkærest, nemlig at tillade, at en Kirke blev bygget i hans Rige, hvor en Præst til enhver Tid kunde være til Stede og udstrø Guds Ords Sæd og meddele Daaben til enhver, som vilde tage derimod.
Det indrømmede han med stor Beredvillighed og Glæde; og i en Søstad i hans Rige, som var
meget skikket dertil og ligger nær ved disse Egne (Slesvig er dens Navn), hvor Købmænd kom sammen fra alle Kanter, tillod han ham at bygge en Kirke, indrømmede ham et Sted, hvor Præsten kunde bo, og gav tillige den Tilladelse: at hvem i hans Rige der vilde, maatte blive en kristen.
Da vor Herre og Biskop havde faaet denne Tilladelse, satte han straks i Værk, hvad han længe havde ønsket: han byggede der en Kirke til den hellige Guds Moder Marias Ære og indsatte der en Præst; og nu begyndte Guds Naade paa dette Sted at vokse og bære Frugt. Thi der var alt tilforn mange kristne, som havde været døbte enten i Dorstad eller i Hamborg. — blandt dem var nogle af de fornemste i samme By — og de vare glade ved, at der gaves deri Lejlighed til at udøve deres kristne Gudsdyrkelse.
Mange andre, baade Mænd og Kvinder, fulgte deres Eksempel, forlode den overtroiske Afgudstjeneste, omvendte sig til Troen paa Herren og bleve døbte. Og der blev en stor Glæde paa det Sted1 saa at endog Mennesker af dette Folkefærd (Sakserne) uden al Frygt, hvad før ikke lod sig gøre, og Købmænd baade herfra og fra Dorstad frit søgte til samme By, og det gav Anledning til, at der blev Overflødighed paa alt godt.
Og medens mange, som der vare døbte, levede længe efter, var der en utallig Mængde, som i deres hvide Daabsdragt derfra steg op til det himmelske Rige; thi de lod sig villig korse for at blive Lærlinge, hvorved de fik Lov til at gaa ind i Kirken og være til Stede ved de hellige Handlinger, men de opsatte dog at annamme Daaben, idet de tænkte, det var bedst at blive døbt ved deres Livs Ende, for at de, rensede ved Salighedens Bad, kunde rene og ubesmittede Uden noget Ophold gaa ind gennem det evige Livs Døre.
Der var ogsaa mange syge hos dem, som naar de saa, at de forgæves havde ofret til Afguderne
deres Frelse og vare opgivne af deres nærmeste tog deres Tilflugt til Guds Barmhjertighed og lovede, at de vilde blive kristne, og som, naar de havde ladet Præsten hente og havde modtaget Daabens Naade, straks blev helbredede af den algode Gud.
Saaledes voksede paa dette Sted Guds forbarmende Naade, og en Mængde af Folket blev omvendt til Troen paa Herren.2
Noter:
1) Ap. Gern.. 8, 8.
2) Med Missionen hos Danskerne synes det at være gaaet helt tilbage, indtil Ansgar traadte i Forbund til Haarik den gamle. Ganske vist siges det Kap.14, at han virkede i Danmark, og Adam af Bremen fortæller, at han trods sin Nød efter Hamborgs Brand fik sendt Forkyndere til Danmark (se Kap. 14, Anm. 1). Men da det her i Kap. 21 fortælles, at Forkyndelsen blev taget op paany, er der rimeligvis intet udrettet ved disse Forsøg, som heller ikke beskrives nærmere; Forholdene har ogsaa været ugunstige, Harald var fordreven for stedse, og det var jo rimeligt, at hans Fjende Haarik tillige var Kristendommens Fjende.
Hvad der sikkert har hjulpet Ansgar nu, det var det Omslag i Stemningen mod de kristne Riger, der, pludselig viste sig; det synes for en stor Del at være bevirket derved, at Regner, Anføreren for de Normanner, der havde plyndret Paris samme Aar, som Hamborg blev ødelagt, snart efter at være kommen hjem til Danmark, pludselig styrtede til Jorden i Hallen, død i et Nu, medens han pralede af sine Røverier og Grusomheder; det vakte Skræk og Angst hos de fleste.
Tilmed har Haarik vel følt det vanskelige i sin Stilling som Enehersker, da der i Reglen nok fandtes dem, der havde Lyst at være Kongsemner. Derfor søgte han Venskab med sin mægtige frankiske Nabo. Begyndelsen gjorde han ved at lade de kristne Fanger opsøge og sende dem tilbage, tillige med hvad der kunde opdrives af det røvede Gods, og i den følgende Tid var der Fred mellem Ludvig den tyske og Haarik. Des mere blev Lothars Lande plagede af Vikingerne, men om Haarik bærer Skyld for det, siges ikke af de frankiske Aarbøger, der er vor Kilde.
Den Indflydelse, Ansgar vinder hos den danske Konge, er mærkværdig stor, og den er et Vidnesbyrd om, hvor betydelig og ædel en Mand han har været. Om Haarik som Følge af Ansgars Paavirkning ligefrem antog Kristendommen, er vanskeligt at sige; sandsynligvis har han dog ikke gjort det, da man ellers kunde vente at finde det fortalt med utvetydige Ord i vort Kapitel. Men hans Stilling til den har i det væsentlige været som de svenske Kongers, maaske dog endnu gunstigere. Adam af Bremen siger ganske vist, at Ansgar gjorde Haarik til kristen, men det er næppe andet end Udtryk for hans Opfattelse af vort Sted.
Slesvig eller Hedeby, hvor Ansgar fik Lov at bygge en Kirke, var ved sin Beliggenhed ved Slien efter Datidens Forhold en betydelig By, der drev megen Handel paa de danske Øer og i det hele paa Østersøens Kyster; tilmed laa der her en stor Kongsgaard.
Kirken, som han fik opført, efter al Sandsynlighed den første danske Kirke, indviedes til Marias Ære; Kirken i Hamborg var nemlig helliget Frelseren og hans Moder, og det var almindeligt, at nye Kirker indviedes til den (eller de) samme som Moderkirken.
Den Menighed, som Ansgar under disse forandrede Forhold fik dannet i vort Land, har vistnok ikke været lille. Den bestod, som det ses af vort Kapitel, dels af dem, der tidligere vare døbte i Hamborg af ham selv eller hans Klerke, eller som paa Handelsrejser i Dorstad havde modtaget Daaben, altsaa hovedsageligt Resterne af den tidligere Menighed, og dels de mange, som nu antog Kristendommen. Af dem lod nogle sig døbe, andre blev, som det hedder, Lærlinge og modtog Korsets Tegn d. v. s.: de blev primsignede og deltog derefter i Gudstjenesten, men selve Daaben opsatte de til deres Dødsleje ligesom saa mange i Oldkirken, f. Eks. Konstantin den store.
