Ansgar kap. 23
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 23
Ansgars anden svenske Rejse
Da han nu var i Færd med at foretage denne Rejse, havde han med sig et Sendebud og Tegn fra nysnævnte Kong Haarik, og denne lod den svenske Konge, ved Navn Olaf, hilse fra sig og sige, at “den Guds Tjener, som var sendt fra Kong Ludvig og kom til hans Rige, kendte han meget nøje, og at han aldrig i sit Liv havde set saa god en Mand eller nogensinde havde truffet Mage til Ærlighed hos noget Menneske. Da han derfor havde lært hans store Hellighed og Godhed at kende, havde han givet ham Lov til i sit Rige at gøre, hvad han vilde, for at fremme Kristendommens Sag; og nu bad han ham, at han ligeledes vilde tillade ham at gøre dit samme i sit og, som han ønskede, bringe den kristne Gudsdyrkelse paa Fode; hvorved han ikke vilde udrette andet, end som godt og ret monne være!”
Saa begyndte Ansgar da den Rejse, han havde for. Efter en Sejlads af næsten 20 Dage kom han til Byrka, hvor han traf Kongen og Mængden af Folket forstyrret af en skrækkelig Vildfarelse. Thi ved Indskydelse af Djævelen, som ganske rigtig forudsaa den gode Mands Komme, traf det til paa den selvsamme Tid, at der kom en og sagde, at han havde været i de Guders Forsamling, som man holdt for, ejede dette Land, og at han var sendt af dem for at forkynde Kongen og Folket følgende:
“I,” saa lød det, “har længe i os haft naadige Guder, og ved vor Hjælp har I i lang Tid, med stor Overflødighed i Fred og Lykke haft det Land inde, som I bebo. I har ogsaa efter Skyldighed betalt os Ofringer og Løfter, og vi have været tilfreds med eders Lydighed. Men nu baade holde I de sædvanlige Ofringer tilbage og ere sene til at bringe eders frivillige Løfter, og hvad der endnu mere vækker vort Mishag, I indføre en fremmed Gud og tjene ham. Ville I derfor, at vi skulle være naadige imod eder, saa forøger eders sparsomme Ofringer og betaler større Løfter, og især maa I ikke modtage den fremmede Guds Dyrkelse, som forkyndes os til Trods, hos eder eller give eder af med hans Tjeneste. Men dersom I endelig ønske at have flere Guder, og vi ikke ere eder nok, saa ere vi enige om at optage eders gamle Kong Erik i vort Samfund, saa at han skal sættes i Gudernes Tal!”
Dette djævelske Ærende blev, just da Biskoppen ankom, offentlig udraabt og forvirrede alles
Sind, og en stor Vildfarelse og Forvirring havde opfyldt alles Hjerter. Thi baade rejste de et Tempel til Ære for ovennævnte Konge, der var død for længe siden, og begyndte at bringe Løfter og Ofringer til ham som til en Gud. Biskoppen, som kom i det samme, begyndte at spørge sine Venner, som han havde haft fra før af, hvordan han skulde tale til Kongen i dette Anliggende. Disse gjorde sig al Umage for at raade ham derfra, og forsikrede, at det ikke var at tænke paa, at hans Sendelse under disse Omstændigheder vilde lykkes; men dersom han havde noget af Værdi, saa skulde han give det bort for at slippe levende derfra. “Nej!” sagde han til dem, “jeg vil intet give her i Løsepenge for mit Liv; thi dersom det saa behager min Herre, er jeg rede til for hans Skyld her baade at lide Pinsel og Død.
Da han altsaa var i stor Ængstelse for denne Sag, greb han endelig til det Raad, man gav ham, og indbød Kongen til sit Herberge. Han gjorde Gæstebud for ham, bragte ham de Gaver, han formaede, og kom frem med det Ærende, hvori han var sendt.
Thi i Forvejen var baade ved Haariks Sendebud og ved Biskoppens Venner, som opholdt sig der, Aarsagen til hans Ankomst bleven meldt samme Konge. Denne fandt Behag baade i hans Kærlighed og Velvilje og i de Gaver, han havde bragt, og svarede, at han mere end gerne vilde, hvad han havde begæret. “Men,” lagde han til. “der har før været Præster her, som i et Folkeopløb, ikke paa kongelig Befaling, ere udjagne herfra, og derfor hverken kan eller tør jeg give Lov til dette eders Ærende, uden først ved Lodkastning at have spurgt vore Guder til Raads og tillige faaet Folkets Vilje derom at vide. Lad dit Sendebud følge med til næste Thing, saa skal jeg tale din Sag for Folket, og dersom det med Gudernes Samtykke billiger dit Ønske, saa Vil det lykkes, som du attraar; men hvis ikke, skal jeg ogsaa lade dig det vide.” Thi det er Skik der til Lands, at ethvert offentligt Anliggende mere afhænger af Folkets enstemmige Vilje end af Kongens Magt.
Da vor fromme Hyrde havde faaet det Svar af Kongen, vendte han sig ganske til Herren som sin Tilflugt, holdt ved med Faste og Bøn og ydmygede sig for Herrens Aasyn med et sønderbrudt og bedrøvet Hjærte.1
Noter:
1) Ansgar maa antages at have foretaget sin anden Sverigsrejse snart efter Ardgars Hjemkomst. Hvis nu Ardgars Ophold i Sverig har været 851 eller 852 (se Kap. 15, Anm. 1), bliver Ansgars Rejse at sætte til 852 eller 853, vel snarest det sidste.
Haarik støttede ham, som man læser det i vort Kapitel, ved at lade et Sendebud følge ham med ”Tegn”, en Ring eller noget andet, der kunde vise, at han kom i Haariks Ærende.
Den svenske Kong Olaf omtales ikke uden i “Ansgars Levned” og som Følge deraf hos Adam af Bremen. Islænderne nævne ham ikke i de svenske Kongerækker.
Hvem den afdøde Erik, som optages i Gudernes (d. v. s.: Landvætternes) Tal, kan være, er ogsaa usikkert. Den tidligere omtalte islandske Saga siger, at Brødrene Bjørn og Ønundr fulgte efter Erik Refilssøn, der var en stor Hærmand og meget mægtig Konge; det maa vel snarest være ham, men fuldstændig Tiltro kan man ikke have til Sagaen paa dette Punkt.
