Aterfio, som overvandt Sydlændingene (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

75. Aterfio, som overvandt Sydlændingene

To Enker, som hver havde en Søn, havde deres stadige Vinterophold paa Pladse, som laae i nogen Afstand fra hinanden. De havde ogsaa hver en heel Deel Naboer, lutter stærke Mænd, men disse lode de stakkels Faderløse sulte. Da Fædrene vare dræbte, og de ingen Nærbeslægtede mere havde, lede disse Enker megen Nød. Derfor formanede de deres Sønner under Opvæxten til at være artige, og ikke gjøre de andre Børn Fortræd, da de ellers let kunde faae Gjengjæld. Endelig da de voxede til og flk Kræfter, gave Slægtningene dem Kajakker. Den sydligst boende hed Aterfio, den nordligste Sukalassok. De bleve endelig meget stærke, men ikke Manddrabere, som andre stærke Mænd. Deres Jageplads havde de altid udhavs, endog i Stormveir laae de der paa Jagt, kom aldrig tomhændede hjem, og pleiede saa altid at beværte Enkernes Børn rigtig tilgavns, og i Trangstiden holdt de Forraad, for at de Faderløse ikke skulde sulte. Engang var Aterfio saaledes paa Jagt udenskjærs, ved jævn Nordenvind og klar Luft. Han havde faaet to Sælhunde, men ønskede endnu flere, da han pludselig hørte en Støi, vendte sig om og saae Sukalassok, som løftede Harpunen imod ham. Da han ingen Modstand kunde gjøre, holdt han blot Øie med ham, og idet han rørte Armen, kæntrede han hen imod ham, saa at Harpunen blot kom til at streife Kanten af Kajakken. Da han havde reist sig, havde han nær gjort Gjengjæld, men betænkte sig, vendte ham Ryggen og roede hjem. Da han kom hjem, talte han slet ikke derom, skjøndt han havde været nær ved at dræbes. Men senere hændtes det atter engang, i en Nordenstorm, at Aterfio blev overfalden af Sukalassok og maatte redde sig ved at kæntre, saa at Harpunen kom til at streife Bunden af Kajakken. Atter undlod han at hævne sig, men da han dennegang kom hjem, fortalte han, at Sukalassok nu anden Gang havde villet dræbe ham. Men Moderen bød ham dog ikke at hævne sig; »det kan være det samme,« sagde hun, »lad ham gjøre, som han vil; du skal bare undgaae ham.« Men nu hændtes det atter engang, at Aterfio, medens han laa paa Jagt, uden at mærke noget til en Kajak, pludselig hørte en hvislende Lyd og idet han bukkede sig ned, blev han streifet af en Harpun, som faldt ned. Da han reiste sig op, saae han atter Sukalassok, som var ifærd med at rulle sin Fangerem op. Men denne Gang endelig vilde han virkelig hævne sig, greb derfor sin Harpun, kastede og dræbte ham. Da Aterfio kom hjem, sagde han, at han nu endelig havde hævnet sig, og at han vilde flygte sydpaa, fordi den Dræbte vilde faae Medhold og blive hævnet af sine Slægtninge. Men Moderen sagde, at han ikke skulde frygte sine nye Fjender, derfor blev han ved Stedet. Endelig fik han sig en Kone og derpaa en Søn, som han kaldte Akeralik. Engang kom der en gammelagtig Mand til dem og fortalte: »man siger, at Sukalassoks Slægtninge have Ondt isinde.« Aterfio svarede: »siig kun, at det kan være det samme, de maae gjerne komme. Jeg med min lille Søn og mine øvrige Huusfæller, vi ville vente paa dem.« Fra den Tid af nærede han Mistanke, og det skete engang, at mange fremmede Kajakker og Baade kom tilsyne. Strax gik Aterfio ind i Huset, trak sin Pels af, og gik derpaa ned til Strandbredden og satte sig paa en Klippeflade ganske nær ved Vandet, med Ryggen mod Søen. Da de mange Kajakker saae ham saaledes, roede de rask til og sagde: »lad os kappes om, hvo der først kan saare ham!« Nogle Kajakker nærmede sig rask foran de andre; den forreste roede lige hen foran ham, standsede med begge Aareender, løftede Harpunen og kastede. Den traf vel, men sprang i tre Stumper tilbage fra Manden, uden at trænge ind. De følgende kastede ligeledes, men ogsaa de knækkede deres Harpuner paa ham uden at saare, og saaledes gik det med dem alle. Da sagde de: »lader os lægge paa Land her ved Siden af ham og prøve Kræfter med ham paa Landjorden.« Ogsaa heri indvilligede Aterfio. De overnattede der paa Pladsen, og den næste Morgen, medens han var inde i sit Huus, kom der fire svære Mænd efter hverandre springende op af Huusgangen. Aterfio sagde: »Husets Rum er alt for snevert, gaaer udenfor og lader os slaaes under aaben Himmel.« Efterat de vare komne op paa en Slette, begyndte omsider en af dem at gribe Aterfio for at brydes, men denne vendte sig blot om og kastede ham ned paa Jorden, som om det kunde være en Ræv. Han var død kort Tid efter. Derpaa overfaldt de ham alle paa engang, men han rystede dem af sig, som om det kunde være Børn, og paa Tilbageveien dræbte han dem alle tilligemed Qvinder og Børn.

Efter den Tid oplærte Aterfio sin Søn i alle Færdigheder baade tillands og tilsøes. Omsider blev Akeralik til Mand og han var stærkere end Faderen, jagede udenskjærs efter Hvidfiske og Hvale, og han kunde taale at være under Vand ligesaa længe som en Sælhund. Paa denne Maade jagede han sammen med Faderen langt ude tilsøes. Engang da de saaledes vare ude i smukt klart Veir, reiste der sig tilsøes en lille toppet Sky; Aterfio sagde: »seer du Skyen hist; naar Taagen voxer op fra den Kant af, bliver det ingen Smaating, lader os vende indad Landet til!« Derpaa lagde de deres fangne Sælhunde ovenpaa Kajakkerne, surrede dem fast med Fangeremmen og roede mod Land. De havde hver to Sælhunde, og da de vendte indefter, kom Stormen pludselig farende, og snart røg Vandet og Landet svandt for Blikket. Da de hørte en rullende Lyd, sagde Aterfio: »vi kunde let støde sammen, hold dig lidt længer fra mig!« Da de saa vendte sig om, saae de en Braadsø, og idet de vendte Siden til den i en Afstand som et Pilekast, kom den rullende over dem, og de roede videre under Vandet, og kom op igjen, først Akeralik, derefter Faderen. Omsider gik der en Rift i Akeraliks uskrabede (d. e. af tykt Skind, Saaleskind) Kajakpels. Da sagde han fil Faderen: »styr du din egen Vei, thi jeg maa skynde mig!« — og han roede afsted, at see til som en Falk, der farer mod sit Bytte; hurtigt forsvandt han. Saaledes kom de begge lykkelig hjem.

Paa den Tid hørte Sydlændingene tale om den vældige Aterfio og hans Søn Akeralik, og at denne skulde ligne en Falk i Hurtighed, naar han roede. De besluttede da at reise nordpaa til Aterfio. Iblandt dem var der en mægtig Mand, ved Navn Tajarnek, som vilde prøve Kræfter med Aterfio. Engang var det stille og smukt Veir, Aterfio's vare hjemme og holdt Fritid. Da Solen stod i Vest, kom der mange Baade tilsyne, alle ledsagede af Kajakker. Da de vilde drage forbi, gik Aterfio ned til Strandbredden og raabte til dem: »hvor agte I eder hen? det er silde paa Aftenen, kommer heller og leirer eder her!« En af Sydlændingene sagde: »vi have hørt tale om den vældige Aterfio, og agte os hen for at maale os med ham.« Aterfio svarede: »Den I søge er ikke videre stærk, men hans Søn derimod er en stærk Mand.« Dermed pegede han paa den, der stod ved hans Side, for at vise hvem han talte om. Kajakkerne standsede hurtigt, da de hørte dette; det var dem ganske uventet, da de ansaae ham for en Anden. Men Aterfio sagde til dem: »her er et udmærket Landingssted, her kunne I overnatte.« Derpaa lagde Sydlændingene paa Land, og den næste Morgen gik de alle op paa en Slette. Tajarnek greb først Aterfio, men blev selv strax kastet til Jorden, dog uden at tage Skade. Flere Gange toge de fat igjen, men Aterfio stod urokkelig. Endelig toge ogsaa de andre Sydlændinge fat i Aterfio, og nu kom Akeralik ogsaa til, og enhver som han greb, kastede han til Jorden. I Begyndelsen kastede han dem, uden at dræbe dem, men tilsidst dræbte han Tajarnek, og derefter ihjelsloge de den ene efter den anden, tilsidst ogsaa Qvinder og Børn, alle Sydlændingene bleve tilintetgjorte. Efter den Tid færdedes Aterfio vidt omkring paa Kysten. Ingen kunde maale sig med ham, og baade han og Akeralik døde, uden at være saarede.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 215-218.