Bjærgkvinders forløsning. Kul, sten, jord o. s. v. til belönning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

66. Bjærgkvinders forløsning.
Kul, sten, jord o. s. v. til belönning


1135. Der var én, de kaldte Ma Bomholtes, hun var enke og ejede gården Bomholt. Nu var der skånneri — eller bjærgfolk var det vel — neden under deres nøds. Så en nat, te alle folkene var til dands eller sjov, da kommer bjærgmanden ind til hende og siger, at hun endelig måtte følge med ned til hans kone, der var i barnenød. Hun kunde ikke gjøre barsel, uden at der var en kristen kone ved hende, for hun var selv taget ned i höjen som barn. Så følger Maren også med. De gik ned i en studebås under jorden. Konen der nede blev forløst. Hun snakkede med hende om, hvordan det kunde være, at det høved, de havde i den bås, det kunde aldrig stå sig, det støvtede, når det havde stået der noget. Ja, det kunde hun sige hende god besked på, for studen han piste ned på deres bord, men de skulde sætte et kohoved der, det kunde stå sig. Hun siger også til hende: «Ja, nu vil han narre dig, nærenstid du skal til at op. Han vil give dig et glas vin, men det må du ikke drikke, du skal lade, ligesom du drikker det, men slå det over din ovsel, for drikker du det, kommer du aldrig op.» Det paste nu godt nok, hvad bjærgkonen sagde. Da Maren skulde te'n, fik hun det glas vin, og det slog hun bag over sig. Så vilde han også give hende noget, der så helt simpelt ud og lignede kul. Bjærgkonen havde sagt, at hun lige godt skulde passe nøje på det og lukke det under lås og lukke, når hun kom hjem. Hun holdt nu hendes forklæde op, og han slog kullene deri. Da hun var kommen op, kom hun dem i en skuffe i hendes dragkiste og slog lås for, og nu måtte hun ikke se til dem i tre dage. Da de tre dage var omme, vilde hun jo se til sin skat, og da var skuffen næsten fuld af guld- og sølvpenge. Siden har de al tid stået dem svært godt i Bomholt. De satte også et kohøved i den slemme bås, og siden den tid var der aldrig noget i vejen med den. (Sml. nr. 1120.)

Jens Bærtelsen, Vole.


1136. Da konen i Bomholt kylte stål i det kul, bjærgmanden gav hende, blev det til penge.

Jens Rasmussen Bak, Tulstrup.


1137. Tæt øst for Höje by i Lunde sogn, findes en stor grusbanke, som man kalder Gammelhöj. Her boede en gang en bjærgmand, og han hentede en kone i nabolaget ind i Gammelhöj for at svøbe børn. Da konen var færdig dermed og skulde hjem, gav bjærgmanden hende et forklædefuldt kul. Konen mente ikke, det var umagen værd at bære dem hjem, og kastede dem derfor fra sig udenfor. Men da hun kom hjem, så hun til sin forundring og ærgrelse, at det var guld, bjærgmanden havde givet hende for ulejligheden, ti der hang endnu en del guldstøv i forklædet.

P. Jensen, Kværndrup.


1138. Pungen var fyldt med kul, hun smed den derfor ved gjærdet, og der blev den liggende, men siden den tid har der i denne gård nok aldrig været synderlig penge.

En anden gang fik han konen fra en anden gård i Mesinge med sig. Hun gjemte pungen, og fra den dag tiltog velstanden synlig i gården, og lige til vore dage skal beboerne altid have penge nok.

A. O. P.


1139. En kone var i marken at rive hø sammen. Da så hun en meget stor skruptusse, som var så tyk, at den næppe kunde gå. Hun siger da: «Å, Gud hjælpe dig, din stakkel! når du trænger, kan du sende bud til mig, så skal jeg nok komme.» Nogen tid der efter var det en nat, at der blev banket på hendes dør; hun stod da op for at se, hvad det var. Da stod der en lille mand ved døren og siger: «God morgen, go' kone, jeg skal hilse dig fra min kone, om du vil holde, hvad du har lovet hende i hømarken, for nu trænger hun til din hjælp.» Konen skyndte sig da at få nogle klæder på og gik så med manden hen i en skov, og ind i en höj, og der lå bjærgmandens kone i barnenød. Hun hjalp hende da på det bedste, og da hun var færdig, gav manden hende nogle stykker kul i lommen som betaling for hendes gode tjeneste. Da nu konen kom hjem, sagde hun til sin mand: «Her skal du se, fa'r, hvordan bjærgfolk betaler,» og tog da op af lommen, hvad bjærgmanden havde givet hende, men ser da med forundring, at det var guldpenge i steden for kul.

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.


1140. I Svejstrup-Östergård havde gårdbonisserne slået bolig under deres nøds, og de mistede stadig et høved i en vis bås. Så en dag i høstens tid, da konen gik alene hjemme, da kommer gårdbonis ind til hende og bad hende så meget mindelig om at følge med og forløse hans kone, der var i barnnød. Han viste hende et bitte hul, som han smuttede ned i, og hun kunde kravle igjennem, og da så hun, at deres seng var lige under denher bås. Hun forløser også konen, og det gik lykkeligt over. Så kommer manden, og han siger: «Ja, du skulde have lidt for din ulejlighed.» Så fejede han gulvskarnet sammen og kom i hendes forklæde, og da hun så kommer op igjen på jorden, så smed hun jo dether gulvskarn. I det samme det faldt, så kunde hun godt se, det skinnede ligesom guld, men det forsvandt med det samme igjen. Så om natten, da hun lå i hendes seng, tykte hun, gårdbonis kom og sagde til hende: «Ja, du foragtede mine gaver i går, alligevel de var bedre, end de synede til, men nærenstid du rejser dig, så gå ud til den blakkede stud, for munden af den ligger noget, som ikke så let skal forsvinde. Den ene del skal du have for din ulejlighed, den anden del vilde a så gjærne, om du vilde give kirken for mit barns skyld. Da hun så kommer der ud om morgenen, lå to sølvkander for munden af studen, og de fik den ene, og kirken i Dover fik sig en alterkande. Det er sandt, han sagde hende også, da hun var der nede, hvad skade det kunde gjøre med det kreatur. Han viste hende, at der var et fugtigt sted på loftet, og det dryppede ned i deres sengeleje. Siden satte de ingen kreaturer i den bås.

Peder Johansen, Mos sø.


1141. Der var en karl, som havde handlet så godt med skind og tow (uld), at han havde samlet sig mange penge, for dem kjøbte han sig en gård og fik sig så en kone. På gården var der to gamle tjenestefolk, en karl og en pige, som havde for skik til enhver höjtid at slå kors på dørene, så gjorde troldtøjet ikke kreaturerne noget. Men den ny mand sagde, te det var noget pjat, som ikke havde noget at betyde, og forbud dem disse heksekunster, som han kaldte dem, men så fire dage i træk mistede han en ko, og nu fortrød han sit overmod, men for sildig. Så hændte det en dag, at der kom bud fra bjærgmanden oppe i höjen, om konen ikke vilde komme op og hjælpe hans kone i barselnød. Det gjorde konen så, og da hun gik, gav bjærgmandskonen hende noget i hendes forklæde; hun syntes, det var jord, men da hun kom hjem, så hun, det var ene guld. Bjærgmanden vilde også give dem noget, fordi gårdkonen hjalp hans i barnenød, og han kom en dag ned til gården med en tønde øl og sagde til dem, at den tønde kunde de tappe af, så længe de vilde, når de bare ikke så i den, for så kom der ikke mere øl. Det gik længe godt, det var noget dejligt øl, og manden og konen kunde dog ikke forstå, hvorledes tønden således kunde vedblive at give øl. Så en dag blev konen så nysgjærrig, at hun gik hen og tog spundset af og så i den, hun kunde ikke se andet end noget spindelvæv og spån, men da hun vilde tappe af tønden, kom der ikke en dråbe, nu var den herlighed ovre. En dag spurgte manden bjærgmanden, om han ikke kunde give ham et råd til at blive fri for at få gårdens kreaturer ødelagt. «Når du flytter gården et lille stykke i nord, så skal det nok blive bedre.» Og, som sagt, så gjorde han, og siden levede de i lykke og rigdom. Gården blev siden kaldt Lykkegård.

Niels Lynderup, Brejning.


1142. Der kom en aften en ellemand ridende efter konen i det østerste hus i Atrup. Bjærgkonen skulde gjøre barsel. Da hun var færdig med hendes forretning, gav han hende noget i hendes forklæde, og hun vidste ikke andet, end at det var skråbskaller, de brugtes til at skrabe skover af gryder med i forrige tider, a har set dem tit, og den gang havde de jo ene lergryder. Så snart hun kom uden for hendes hjem, og han holdt med hesten, var hun færdig til at skride af, ellers havde han taget hende med igjen.

Niels Hansen Væver, Torslev.


1143. « Vandet fra jert kalvehus drypper ned i hovederne på mine børn, og så skråler de, indtil jeg har klemt kalven ihjel. » . . . . Det lignede grå sten, hun havde i forklædet. Blev vred og kastede det ind i hønsereden. «Der kan det ligge, det møg.»

D. J.


1144. I Søndergård i Dragstrup blev konen hentet af en bjærgmand, der boede i Trælborg, en höj, der ligger sønder fra kirken, for at forløse hans kone, som var indtagen i bakken af bjærgmanden og kunde ikke blive forløst, uden der kom en anden kristen kone og forløste hende. Hun fik noget hjem i sit forklæde, der blev til penge. Den bjærgmand var smed.

Peder Skriver.


1145. Om SmedehöjFurland fortælles også, at bjærgmanden i den en gang havde stjålet en pige, og hun blev frugtsommelig der nede og kunde ikke blive forløst. o. s. v.

Jens Smed, Sabro.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.