Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 1.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Første Sang
Den danske Kong Skjolds Eftermæle

Fra ældgamle Dage

Det melder os Sage,

Det tone i Sang!

At Stolkongesæder

Beklædtes med Hæder

I Old-Danevang

Af høibaarne Helte,

Som Sværdet i Belte

Forgæves ei bar.

Saa hørte vi melde

Om Skefingen Skjold,

Han throned i Vælde,

Den Herre saa bold.

En kummerfuld Morgen

Vel for ham oprandt,

Men Nøden og Sorgen

Dog brat han forvandt;

Ja, Voldsmænd den Giæve

Tit lærte at bæve

Og bukke paa Val;

Hvor Mjøden de skiænked,

Som Herre sig bænked

Den Høvding i Sal.

Man høilig ham loved

Og løfted i Sky,

Ei Naboer voved

Mod Helten at knye;

Men vidt over Bølge

Med Hylding i Følge

Kom Guld til Hans Gaard.

 

Af Alder og Møde

Blev Ædlingen træt,

Dog ikke uddøde

Den herlige Æt:

En Skjoldung nedsendte

Til Høisædes-Arv

Den Herre, som kiendte

Nok Dannemænds Tarv:

Den Trængsel og Møie,

De før maatte døie

Ved Konningesavn.

Ung Bjovulv med Ære

Man Spiret saae bære,

Berømt blev Hans Navn,

Hans Magt og Hans Lykke

Saa vide om Land;

Hvor Skyter mon bygge,

Der lovedes han.

Ei gik ham af Minde,

At Drotten med Flid

Skal Venner sig vinde

I Ungdommens Tid,

Saa ei, naar han mattes

I Alderdoms Aar,

Ham Følge skal fattes

Med graanende Haar:

Ei Skjold, som vil skiærme,

Naar Fiender sig nærme,

Ei Mænd, som vil staae;

Ved Veldaad at øve,

Sig Velfærd tilkiøbe

Skal Store og Smaae.

 

Der, bøiet af Møde,

Den gamle Kong Skjold

Til Hvilen hin søde

Gik Herren i Vold;

Ham Venner udbare

Med Ømhed i Bryst

I sørgelig Skare

Til Dannemarks Kyst;

De saa ham udførte,

Som selv han befoel,

Mens Tungen han rørte

Paa Konningestol

Og styred tillige

Med Læmpe sit Rige

Saa mangen god Dag.

Her toge de Kiække

Hans Konningesnekke

Med udskaaren Stavn,

Som, vel gjort tilrette,

Laae klar til at lette

Fortøiet i Havn;

Den giæve, den gilde,

Den kiærlige Drot,

Som aarle og silde

Kun pønsed paa Godt,

Ved Masten de satte,

Omgiærdet med Skatte

I skinnende Kreds.

 

Ja, ei vil jeg dølge,

Mig aldrig blev sagt,

At Skib kom paa Bølge

Med finere Fragt:

Af Klæder til Gilde

I Høieloftssal,

Og Kaaber, som Hilde

Mon axle paa Val,

Af Odde og Egge, —

End her laae paa Snekke

I skinnende Kreds.

 

De Statte saa mange,

De skulde nu ud

Paa Reisen hin lange

Med Drotten saa prud,

For dem at opveie,

Hvormed man ombord

Omringed Hans Leie,

Der eenlig han foer

Med Skatte i Følge

Paa Baad over Bølge

I Barndommens Aar.

 

Der Alt, som tilkeiset,

Laae godt nu i Lag,

For Kongen blev Heiset

Det deiligste Flag,

Og høit det sig hæved,

Hvor Hovedet laae,

Mens Snekken udsvæved

Paa Bølgerne blaae.

 

Paa Klinten med Kvide

De Dannemænd stod,

Saae Snekken bortglide

Med sorrigfuldt Mod;

Og hvem der i Hænde

Fik Skatten tilsidst,

Maae Alle bekiende,

Slet Ingen har vidst.