Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 10.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Tiende Sang
Grændels Moder hevner Skade paa Hjorteborg

Det skete, alt som før, i Kveld,

Kong Hrodgar gik at sove,

Og vogte skulde Hallen vel

Den Nat paa Tro og Love

En ædel Flok

Af Kæmper nok,

Alt som i gamle Dage.

 

Der kom til en god rolig Nat

Nu Pude frem og Dyne,

Opredte Senge blev saa brat

Paa Bænkene til Syne;

Til Hvile sød

— Og til sin Død, —

Gik fort en herlig Skiænker.

 

Ei Vaabenløse dog de laae:

Ved Kæmpers Hovedgiærde

Man Hjelme nok og Skjolde saae

Dem blinke over Hærde,

Dem laae og nær

Fuldgode Sværd

Og Malle-Kraver skiønne.

 

Saa var det Skik hos Kæmper her,

Skjoldungers Drot saa hulde,

At færdige til Herrefærd

De immer findes skulde,

Ja, Dag og Nat

Ved Haanden brat,

I Hall som under Mærke.

 

De sov nu ind, men dyrt at staae

Kom Een den Aftenslummer,

Alt som i Sal saa tit man saae

I Grændels Tid med Kummer;

Thi mod den Skielm

Hjalp ingen Hjelm

Og ingen Ringebrynje.

 

Vel ham det gik, som hver en Trold,

Ondskaben det gaaer ilde,

Og Grændel gik til Hallen bold

Som Krukken gaaer til Kilde:

Trods Vold og List

Han kom tilsidst

Med Banesaar til Hjemmet.

 

Men for en Dag det kom nu brat,

Man fik det vist at vide:

Sig Grændel havde efterladt

En Moder, Mænd til Kvide;

Den Hex fik Barn,

Det slemme Skarn,

Paa Daner vilde hevne.

 

Thi foer hun op, med Harm i Hu,

Alt fra de Bølger kolde,

Alt fra sit Svælg, det Hjem for Gru

Og saa for arge Trolde;

Der skulde hun

Paa muddret Bund

Henslide fine Dage.

 

Der Kain med sin Broders Blod

Besudled Haand og Værge,

Det aldrig sig aftvætte lod,

Han maatte over Bjerge

Til ødest Egn

Med Morder-Tegn

Bortflye fra Folke-Gammen.

 

Ved ham paa Jord, til Folke-Meen,

Oprandt Utysker mange,

Og iblandt dem var Grændel Een,

Den lede Morder-Slange,

Som, sig til Sorg,

I Hrodgars Borg

Dog traf en vaagen Kæmpe.

 

Til Kamp laae Helten redebon,

Angrebet paa sit Leie

Han glemte ei, hvad af Guds Haand

Han fik til Arv og Eie:

Sin Kraft, sit Mod

Han kiende lod,

Til Folke-Trøst og Baade.

 

Han fik med Avindsmanden Bugt,

Han gjorde saa sit Bedste,

At Folke-Fienden kom paa Flugt

Og maatte Helhjem giæste;

Det vilde nu

Med Harm i Hu

Hans Moder grusomt hevne.

 

Til Hallen kom med Blods-Attraa

Den Hex, som andre Trolde,

Hvor sovende langs Hallen laae

Ring-Daner under Skjolde;

Dog brat sad op.

Den Kæmpe-Trop,

Der Oprør blev i Leiren.

 

Dog Maade var med det Ustyr

Der, som med Hexens Kræfter,

Hun et Slags Kvindfolk var af Byrd,

Med Styrke kun derefter,

Og her i Hall

Ei faa i Tal

Var Kæmper brynjeklædte.

 

Naar Hamrene paa Brynje haard

De tordne og de lyne,

Og Sværdet hugger Banesaar

I Hjelmegaltens Tryne,

Ved Skjoldebrag

As Kæmpeslag

Uddandses Kvinder gramme.

 

Derfor, da Sværdene omkap

Kom farende af Skede,

Og Kæmpehaanden ru og rap

Med Skjoldet var tilrede,

Af Hallen ud

Da gik sit Skud

Den Hex med Grændels Næve.

 

Dog uden Bytte vilde hun

Kun nødig Livet bjerge,

Hun greb en Kæmpe halv i Blund,

Ei vaagen til Modværge,

Han maatte med

Den Hex afsted

Til hendes Røverkule.

 

Det timedes en Høvding her

Det mørke Hjem at giæste,

Som, Hrodgar fremfor Alle kiær,

Stod øverst blandt de Bedste,

Saa Kongen gav

Fra Hav til Hav

Ei Nogen for ham Prisen.

 

Lyksalig var han allen Stund,

Til nu, paa gamle Dage,

Afmeiet blev, for stakket Blund,

Ham Livets Blomst faa fage:

For Æsgers Død

Forgiæves lød

I Hallen Suk og Klage.

 

Bedrøvelse den næste Dag

Kun atter saaes i Borgen;

At Bytte gjordes paa Bedrag,

Man klaged høit med Sorgen,

For Venneliig,

Som i den Krig

Man fik paa begge Sider.

 

Den Drot saa viis og vennehuld,

Med Sølvhaars-Krands om Tinde,

Han blev i Sind saa sorrigfuld,

Ja, haardt var at forvinde

Det Hjertestød,

Som Vennedød

Gav Daners Drot hin milde,

 

Ei Bjovulv var i Hallen med,

Der det gik Daner ilde,

I andet Huus sit Leiested

Fik Gothen efter Gilde;

Men flux med Sol,

Der Hanen goel,

Opstod den Seiersælle.

 

Saasnart da Tidende han fik

Om Folketab og Jammer,

Den ædle Kæmpe hurtig gik

Til Kongens Sovekammer,

At høre der,

Om Herrefærd

Ei skulde Klagen dæmpe.

 

Den Helt han gik saa ftux, faa frit

Paa Gulv nu med sit Følge,

Med Døn saa tog han Kæmpestridt,

Han vilde Sorgen dølge:

„Sov sødt og godt

I Nat min Drot?"

Saa spurgte han med Blide.

 

Det svared Drot paa Dane-Borg:

„Spørg ei om søde Drømme!

Fornyet er den bittre Sorg

For alle Daner ømme;

Ak! tabt saa brat

Har jeg i Nat

Min Ven, den hjertenskiære.

 

Min Høirehaand, min Støttestav

Forsvundet er af Salen,

Hin Broder graa af Yrmenlav,

Som gik mig næst paa Valen

Saa mangen Gang,

Hvor Hjelme sprang,

Og Kæmper stanged Bue.

 

Et Speil var han for Adelsmænd,

Saa blankt, som jeg forlanger,

Ak, død er Asger, kvalt min Ven

Nu af en fuul Gienganger,

En Slughals fuul,

Som kalder Suul

Kun Folkekiød det bedste!

 

Du øved Daad med Kæmpehaand

Forleden Nat herhjemme,

Saa Grændel, lagt i meer end Baand,

Blev kvalt i Dødens Klemme,

For Folket mit

Han sveeg saa tit,

Forbrød sit Lin tilvisse.

 

Ja, Grændel faldt, men efterlod

Dog Slægt med Skade-Evne,

Hans Fælle tom og kræved Bod,

Fit Held til sig at hevne,

Kom lønlig, brat,

Som Tyv om Nat,

Og stjal sig paa den Kiække.

 

Ja I, som tjente nys for Sold

Den Høvding, vi begræde,

Hvis Haand er nu saa stiv og kold,

Ei rund paa Guld og Glæde!

I mindes vist,

At Argelist

Blev Heltens lumske Bane!

 

At Bønderne med Tant ei foer,

Det fik vi nu at vide:

Utysker to, var deres Ord,

Vi saae i Vang omstride,

Som Mastetræ'r,

Af Folkefærd

Det Trolde er tilvisse.

 

Vanskabte er de begge To,

Dog Forskiel er at finde:

Den Ene, maa af alt man troe,

Har Lighed med en Kvinde;

Den Anden meer,

Saavidt man seer,

Til Karlfolk er at regne.

 

Fra Arildstid den Natteravn

Man kalder Grændel Jette,

Men Ingen veed Hans Faders Navn,

Saa det er seent at giætte;

Men vist man veed,

Ihvad han heed,

Han var af Svartalfs-Ætten.

 

Hvor Ulve kun og andet Rak

Har deres Gang og Leie,

Der færdes mest det Troldepak,

Paa Hvirvelvindens Veie,

Og sære Ting

Der rundt omkring

Man seer i Høl og Mose.

 

Der er et Kiær, en Sø kanskee,

Hvor Væld gaaer under Tue,

Der kan Hver Nat en Strøm man see,

Som bare Ild og Lue,

Og længer ei

End en Miilsvei

Er Stedet her fra Borgen.

 

Det Vandsted ligger godt i Læ,

Det ligger midt i Skoven,

Thi rundt omkring staaer Træ ved Træ,

Som lukker sig for oven,

De staae med Rod

Fuldgodt i Fod,

De Vandet overskygge.

 

Slet Ingen er i Verden til

Blandt vise Mænd og bolde,

Som prøve tør det Vovespil,

At giæste Skovens Trolde;

Selv Hjort og Hind

Gaae ei derind,

Om end de er i Flugten.

 

Nei, med Forundring tit vi saae,

Hvad neppe troe vi kunde:

Høitakket Hjort ved Skoven staae,

Forfulgt af Skyttehunde;

Han Livet lod,

For med en Fod

I Troldeskov han traadte.

 

Fra Solebjerg til Morgengry

Saa Stormene sig røre,

At Bølgen bruser høit i Sky,

En Gru er det at høre;

Dog vorder tyst

Det brat, som lyst,

Ved Glimt af Morgenrøden.

 

Nu har om Stedet den Beskeed

Jeg sagt dig, som jeg vidste,

Og uden dig jeg Ingen veed,

Som turde did sig driste;

Thi svar mig nu:

Tør kiæk i Hu

Du Faren gaae i Møde?

 

O, tør du stævne did, min Ven!

Hvor Skielmer boe i Klynge,

Og kommer du derfra igien,

Dig venter Guld i Dynge;

Ja, Lønnes skal

Din Daad i Hall

Med Oldtids gyldne Skatte."

 

Det svared Bjovulv brat igien:

„Sørg ei, min Drot, saa saare!

For Venner ei skal vise Mænd

Udøse mangen Taare,

Men svinge Sværd

I Herrefærd

Til Hevn og Hædersminde.

 

Det er saa dømt i Norners Raad,

At Døden skal vi lide,

Thi stræbe Hver med ærlig Daad

At vinde Priis i Tide!

Kun Hvile sød

Har Gravens Skiød

For Støv fra Æresengen.

 

Sid op, o Drot! lad Fiendespor

Med Flid os brat forfølge!

Og tro mig paa mit Æresord:

Ei skal i bundløs Bølge,

I Jordens Skiød,

I Skov som Glød,

Uvætten mig undslippe!

 

Nei, i den vide Verden ei

Den skal et Smuthul finde,

Hvortil jeg mig jo baner Vei,

For ærlig Priis at vinde;

Vær som en Mand,

— Jeg troer, du kan, —

Da kun i Dag end Sorgen!"