Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 11.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Ellevte Sang
Toget til Trolde-Kiær og Bjovulvs Kamp med Hexen i Glashytten


Op den gamle Drot nu foer
Brat, med Ild i Øie,
Takked for de Trøstens Ord
Herren i det Høie;
Lod sin Ganger sadle op,
Kom og snart til Sæde,
Saaes med sin Kæmpetrop
Brat i Borgestræde.
 
Nemt det var at finde Vei,
Værre den at følge,
Skov og Skumring kunde ei
Hexesporet dølge,
Hvor hun over Bjerg og Dal
Bar, til Fryd for Trolde,
Hvad hun røvede i Sal:
Liget af den Bolde,
Kæmpen med de bedste Kaar
I den danske Konges Gaard.
 
Skiøndt ei graa han var om Issen,
Med de meest Erfarne dog
Heltesønnen gik i Spidsen,
Førte an det hele Tog;
Fort han gik med Speiderøie,
Traadte mangen snever Sti
Over Klint og Klipper høie,
Mangen Nykke-Bo forbi;
Til med Eet han fik at skue
Mærket paa den rette Kaas:
Troldeskoven, som i Lue
Kneisede paa Høien Aas.
Under Skoven, muddret, blodig,
Bølgen vidnede om Mord,
Ingen Dane var saa modig,
Gysen ham jo giennemfoer;
Der, ved Troldes Arnested,
Heel forfærdeligt at skue,
Man paa Troldesøens Bredd
Æsgers Hoved saae paa Tue.
 
Høit nu Kæmpeluren lød,
Kaldte frem de Kiække,
Flux og Folket, som den bød,
Stilled sig i Række;
Hovedkulds fra Landet fløi
Sære Søuhyrer,
Allehaande Ormetøi,
Mylrende som Myrer,
Nykker, som ved Middagstid
Sig i Solen bade,
Spaae saa tit paa Bølge hvid
Sømand Sorg og Skade.
Ud i Strøm af Blod og Gift
Brat de sprang i Harme,
Dengang Luren til Bedrift
Kaldte Kæmpearme;
Gothen dog i stakket Frist
Spændte flink sin Bue,
Skiød til den, der svømmed sidst,
Det var Lyst at skue;
Som han sigted, saa han skiød,
Nykken maatte smage
Med Hans Piil den bittre Død
Hængte brat paa Hage;
Ved Baadshagen brat i Land
Kom det Søuhyre,
Paa det vilde alle Mand
Skaade-Lysten styre;
Syne vilde de i Ro
Ham, der beed i Græsset,
Derfor slog de i ham Klo,
Trak ham op paa Næsset.
 
Aldrig Nogen Bjovulv saae
Bange for sin Trøie,
Brat nu kom Hans Brynje paa,
Skulde Bølgen pløie;
Siid den var, og gjort med Kunst,
Trods den lunde byde
Fiendevold, som kun omsonst
Prøved den at bryde.
Blanken Hjelm i samme Stund
Steeg i Brynjefølge,
Skulde snart paa Havsens Bund
Blinke under Bølge.
Havde Kroppen ingen Nød
Under Brynjekofte,
Taalte Hjelmen og et Stød
Nu, som før saa ofte;
Smedekunst fra fordum Tid
Her sig lod tilsyne,
Havde krandset den med Flid,
Kronet den med Tryne;
Kort: den var et Mesterværk,
Trodsed Odd og Egge,
Var de hvasse, den var stærk,
Lod ei Staal sig flække.
 
Dog, ei mangle skal sin Roes
Sværdet, Bjovulv førte,
Skiøndt det var kun Laanegods,
Hunferd det tilhørte;
Det var just en Kostbarhed
Fra de gamle Dage,
Hrunting hedd det, som jeg veed,
Ledte om sin Mage;
Godt i Edder og Forgift
Hærdet var den Klinge,
Sveeg ei, hvem den til Bedrift
Modig turde svinge;
Ei saa var det første Gang,
Daad den skulde øve,
Tit i Kæmpekreds den klang
Og bestod sin Prøve.
Hvad misundelig i Hu
Drukken før han meldte,
Glemte sagtens Hunferd nu,
Siden han ved Belte
Bjovulv gav sit gode Sværd,
Lod dermed tilsyne:
Selv han ei i Herrefærd
Turde med det lyne,
Vilde for sin Helterang,
Heltepriis undvære,
End sit Liv i Bølgegang
Vove kiæk med Ære.
 
Saa ei tænkte han, der nu
Hrunting fik at bære,
Ei til noget stod Hans Hu,
Som til Kamp og Ære.
Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,
Han det Ord lod falde:
„Dane-Drot! jeg har en Bøn,
Billig vel at kalde:
Færdig, som jeg for dig staaer,
Dybt mig at nedsænke,
Beder jeg, om galt det gaaer,
Vel dig at betænke,
Hvad du, Folkeven saa mild!
Kiærlig selv mig loved,
Om jeg satte Livet til,
Som for dig jeg voved:
At i Faders Sted du end
Da mig vilde være,
Holde hver min Følgesvend
Høit i Agt og Ære.
Hrodgar kiær! hvad jeg med Tak
Tog af dine Hænder,
Send det alt til Higelak,
Hvis mit Liv jeg ender!
Naar da Gothe-Kongen Huld
Dresselen betragter,
Høvdlingen paa røden Guld
Stirrer vel og agter;
Da forstaae han skal det grandt,
At bag steilen Vove
Guldrund Drot jeg forefandt,
Tjente vel til Hove.
 
Og nu, Hunferd! lad fra Land
Dybt i EdderBølge
Kun den velbekiendte Mand
Kæmpesværdet Følge!
Intet, uden Livs Forliis,
Hrunting skal forhindre
I min Haand at vinde Priis,
Som kan evig tindre!"
Sagt nu Gothe-Kæmpen klar
Havde, hvad han vilde,
Tyktes, Venten efter Svar
Var kun Tid at spilde;
Sprang da i den samme Stund
Lukt i Edderstrømme,
Stod og snart paa Bølgebund,
Mester i at svømme.
 
Det var Hexen, leed og fuul,
Som fra gamle Dage
Havde her sit Skalke-Skjul,
Hun fornam saa sage,
At nedsteget var en Giæst
Fra de øvre Egne,
Stræbte troldelig dernæst
Helten at begegne,
Tog den Herre fast i Favn,
Klemte, som hun kunde;
Men da gjorde Brynjen Gavn,
Bugned ingenlunde.
Arrig paa den Brynjesærk,
Som ei briste vilde,
Holdt da op den Hex fuldstærk
Kræfterne at spilde;
Bar saa Helten til sin Bo
Under Edderbølge,
Sprættende i Troldeklo,
Tvungen til at følge,
Mægtig neppe Mod og Hu,
Mindre sine Vaaben;
Til Forundring, meer end Gru,
En utallig Hoben
Bistre Søuhyrer smaa
Kom fra alle Kroge,
Beed ham, hvor de kunde naae,
I hans Brynjebraage.
 
Brat nu mærked Helten god,
Vant til Sært at friste,
I et vandtæt Rum han stod,
Skiøndt ei hvor han vidste;
Kommet var han under Tag,
Tørt saa var Hans Stade,
Brænding ei og Bølgeslag
Kunde meer ham skade;
Her og fandtes Lys og Ild,
Blaalig brændte Luen,
Og før ret man saae sig til,
Lyst der var i Stuen;
Helten brat ved Skinnet saae
Grundens Vogterinde
Grum og graadig for sig staae,
Slog ei til i Blinde:
Hrunting han med Vælde svang,
Ramte og tilvisse,
Banekvæde Sværdet sang
Over Havfru-Isse.
 
Dog, det maatte saa ei siee,
Hvad det Slag tilsigted,
Skuffet maatte Helten see,
Straaleklingen svigted;
Vide vilde den nu ei
Meer i Kæmpehænder,
Skøndt den for sig baned Vei
Tit med Huggetænder
Giennem Hjelm og Brynjesærk,
Haarde nok at skære;
Efter mangt et Mesterværk
Misted den sin Ære.
Bjovulv dog ei misted sin,
Lod ei Modet falde,
Derfor skal den Helt saa fiin
Klippefast man kalde;
Frænden ad Kong Higelak
Ei for Døden grued,
Vred han flux i Gulvet smak
Sværdet, som ei dued,
Som forgjort i Tryllebaand
Laae med døve Egge,
Haabed, at Hans Kæmpehaand
Bedre skulde klække.
Speile sig i ham Enhver,
Som har lyst at vinde
Heltenavn i Herrefærd,
Som gaaer seent af Minde!
Sætte maa han Liv paa Spil,
Uden Knurr det sætte til,
Om det saa skal være!
Det var Gothekæmpen bold,
Med de stærke Arme
Han i Hexen tog nu Hold,
Blussende af Harme;
Skuldrene han skaaned ei,
Dem han overvælded,
Dog var Grændels Moder sei,
Faldt ei, skiøndt hun hælded,
Brødes efter Troldeskik,
Det var ei med Læmpe,
Til omsider Bugt hun fik
Med den stærke Kmnpe.
 
Som en Mare Hexen reed
Nu den faldne Kæmpe,
Drog en Dolk, som hvassest beed.
Stak ei til med Læmpe,
Tænkte, nu det godt gik an
Sønnens Død at hevne,
Ikke i Hans Banemand
Vilde Liv hun levne.
Love maatte da igien
Bjovulv, som saa ofte,
At i Nød en fuldtro Ven
Var Hans Brynjekofte!
Døden blev Hans visse Lodd,
Hvis den Jettekvinde,
Om for Egg ei, dog for Odd,
Kunde Aabning finde;
Ja, sin Død paa Bølgebund
Bjovulv havde fundet,
Hexen i en Vanhelds-Stund
Helten overvundet,
Havde ei den Brynje haard,
Herlig, maa man sige,
Hjulpet ham i trange Kaar,
Og saa Gud tillige;
Thi for Seier raader Han,
Herren i det Høie!
Bjovulv reiste sig paa Stand,
Seired uden Møie.
 
Mesteren i Herrefærd
Mønstred Alt saa nøie,
Paa et gammelt Jettesværd
Faldt da Heltens Øe;
I Hans Vold det kom og snart,
Han det kunde røre,
Skiøndt hver Anden det for svart
Var i Strid at føre.
Skjoldung-Helten stor og stærk
Viiste, han den Klinge,
Skiøndt den var Giganters Værk,
Kunde vældig svinge;
Jettestaalet ogsaa beed
Hexekiød som Klæde,
Gjorde kort og god Beskeed,
Eggthjovs Søn til Glæde;
Hexen laae for Heltens Fod,
Det var Lyst at skue,
Men af hendes Troldeblod
Sværdet stod i Lue,
Skinnede i Hallen saa,
Som man seer for Øie
Straalende paa Himmel blaa
Solen i det Høie.
 
Rundt i Hall med Speider-Blik,
Draget Sværd i Hænde,
Gram for Alvor Helten gik,
Værket at fuldende;
Med det Jettesværd saa hvast
Vilde han, med Rente,
Grændel give i en Hast,
Alt hvad han fortjente,
Ved saa tit i Hrodgars Land
Nidingsværk at øve,
Ved saamangen Dannemand
Trædsk ham at berøve:
Femten Karle, mens de sov,
Slugtes af den Fule,
Femten, som et Trolderov,
Bar han til sin Kule;
For det Alt nu Helten barsk
Grændel giennemhærked,
Men alt som han paa ham tarsk,
Endelig, han mærked,
At hvad nu der, som en Bold,
Banket sprang i Veiret,
Var kun Liget af den Trold,
Fordum han beseired;
Banesaar ham Bjovulv gav,
Da han for ham stækked,
Hugged nu Hans Hoved af,
Det var Eftersmækket.
 
Midlertid de vise Mænd,
Som med Hrodgar fulgte,
Ei for Daners fuldtro Ven
Deres Mening dulgte;
Stirrende ved Middagstid
Paa de røde Vande,
For den Høvding duehvid
Ginge de at stande:
„Vi, (de sagde aabenbart,)
Haabet har opgivet
Om, at Helten fra den Fart
Komme kan med Livet;
Aldrig meer i Kongens Gaard
Seierrig han træder,
Heller ham med Hud og Haar
Sælhunds-Pak opæder.
Syn for Sagn vel kaldes maa,
(Sagde de,) at Vandet
Skifted Farve, som vi saae,
Har med Blod sig blandet;
Sikkert er det Heltens Blod,
Som er her udruudet,
Saa ham Hexen aarelod,
Han sin Død har fundet."
 
Derved Danekongen blid
Lod sig overtale,
Vendte hjem ved Middagstid
Over Bjerg og Dale.
Gotherne, skiøndt Daner gik,
Vilde dog ei Følge,
Stirred stivt med Kvideblik
Paa den røde Bølge;
Stirred efter Drot og Ven,
Som det sig vel burde;
Skiøndt at see ham selv igien,
Haabe knap de turde.
 
En Fortæring ganske sær
Under Kampens Hede
Timedes det Jettesværd,
Helten fandt dernede;
Som de stærke Vinterbaand
Sees i Vaar at smelte,
Naar Alfaders Straalehaand
Løser Bølgebelte,
Ja, som, efter Herrens Hu,
Iis i Foraarsdage, —
Saa fra Odd til Hjalte nu
Sværdet svandt saa sage!
Af Klenodier ei faa
I den Havfru-Bolig
Gothe-Herremanden saae
Og forsaged rolig:
Mellem Kostbarheder nok
Alt hvad han udvalgte
Var, med Grændels Hovedblok,
Seiersværdets Hjalte;
Sværdet, efter sin Bedrift,
Maatte, som han meldte,
Af den gloende Forgift
Underlig hensmelte.
 
Fra de døde Troldes Hjem
Brat sig at begive,
Lysted ham, der søgte dem.
Mens de var i Live;
Skyndelig sig Helten skiød
Op fra Bølgebunden,
Frelst var ved de Fules Død
Nu og Vovegrunden.
 
Det var Sømænds Hovedhegn,
Jublende paa Bølge,
Tungt beladt med Seierstegn,
Saae ham nu Hans Følge;
Alle og som Een paa Stand
Helten fløi i Møde,
Der han, svømmende i Land,
Steeg af Bølger røde.
„Gud skee Lov for Drot og Ben!"
Raabte Alle sammen,
„Frist og rask nu her igien
See vi ham med Gammen!"
 
Vaklende der Helten stod,
Til de Brynjen løste,
Ned da styrted Vand og Blod,
Som med Kar man øste;
Længere nu tøved ei
Kæmperne saa strage,
Og den velbekiendte Vei
Lagdes snart tilbage.
Lystig det fra Klinten gik,
Skiøndt man ei kan nægte,
Kæmperne at bære fik
Byrde, som var ægte:
Fire Karle paa en Gang
Skyde maatte Rygge,
Ved at bære paa en Stang
Grændels Hovedstykke.
For dem dog det sortned godt,
Saa de Gother fjorten
Stod med deres kiære Drot
Snart ved Borgeporten.
Port og Dør sig lode op,
Som en Mand af Vælgten
Treen i Spidsen for sin Trop
Frem nu Gothe-Helten,
Traadte som velkommen Giæst
Ind i Drikkesalen,
Kom til Fryd og Folkefest
Glimrende fra Valen.
Grændels Hoved og paa Stand
Blev i Hall at skue.
Gysen jog det i hver Mand,
Skræk i hver en Frue,
Ind man det ved Haaret trak,
Kæmperne det gotted,
Til Uhyrets Hovedstak
Drikkende de skotted.