Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Tolvte Sang
Jettesværdet med Runer, Hrodgars Sang og Farvellet


Det nu meldte Helten bold,
Eggthjovs Søn hin gilde:
„Viid det, Ætmand god af Skjold!
Halvdans Søn hin milde:
Hvad vi hid som Ærestegn
Bragte med god Vilje,
Hvad jeg inden Troldehegn
Fandt paa vaaden Tilje:
Bølgeskiænken, Som nu her
Falder dig i Øie,
Vandt jeg paa min Kæmpefærd
Kun med farlig Møie!
Havde ei mig Gud i Dag
Underlig beskyttet,
Aldrig i det Troldelag
Kunde jeg mig hyttet;
Thi skiøndt til de gode Sværd
Hrunting er at regne,
Kom alligevel jeg der
Med det ingen Vegne.
I et haabløst Øieblik,
Kun ved Herrens Naade,
Syn jeg paa det Vaaben fik,
Som mig hjalp af Vaade;
Ned af Væggen, hvor det hang,
Rev jeg det saa sage,
Og forgiæves ei jeg svang
Sværd fra gamle Dage;
Det mig lykledes saa vel,
At Uvætter begge
Jeg i Hallen seiersæl
Slog med skarpe Egge.
Saa da Løn de fik som Daad,
Død for Nidinglevnet,
Dane-Blod og Dane-Graad
Blev tilbørlig hevnet.
Ja, o Konning! i din Borg
Trøstig, tør jeg love,
Med din Hird du uden Sorg
Kan herefter sove,
Sove i det Mindste trygt
For det Sæt af Trolde,
Som i Danmark kasted Frygt
Hidtil paa de Volde.
Hvad der Bod dem gav for Mod,
Kan ei hid jeg bringe;
Thi det hede Troldeblod
Smelted haarden Klinge;
Dog en Levning af det Sværd,
Dem gav Banesaaret,
Skuer du i Hjaltet her,
Som jeg hid har baaret!”
 
Oldingen med hvide Haar,
Helten med de Bedste,
Kongen med de mange Aar,
Fatted gyldne Fæste,
Tog i Haand og fik i Vold
Værket uden Mage,
Bod til Danekongen bold
Efter Djævleplage.
Ja, da Grændel, Guds Uven,
Grum i Sind og Hjerte,
Og Hans Moder vandred hen
Til fortjente Smerte,
Mesterværk af Smedekunst
Maatte ham tilfalde,
Som sad fast i Lykkens Gunst,
Fremfor Drotter alle,
Der paa Skyther-Stammens Ø,
Mellem Vind og Vove,
Dele ud paa Land og Sø
Guld og grønne Skove.
 
Paa det gyldne Hjalte stivt
Stirred Hrodgars Øie,
Paa det var i gammel Skrift
Ristet ind med Møie,
Hvad af Stort paa Jorderig
Havde sig tildraget,
Siden Bølgen lukked sig
Over Folkevraget,
Siden Thusse-Æten leed
Sank i Flodens Vande,
Maatte see sin Trodsighed
Paa Guds Almagt strande;
Fremmed var fra Barnsbeen
For Alfader Slægten,
Sank i Dybet og som Steen
Under Vredesvægten!
Paa Guld-Kiæberne med Flid
Og det var anmærket,
Hvem der først i fordum Tid
Eied Underværket;
I Guldhjaltets Snirkelbugt
Ristet ind det klart og smukt
Var med Runestave.
 
Hrodgar nu i samme Stund
Løftede sin Stemme,
Alle tav, for af Hans Mund
Viisdom at fornemme:
„Vel jeg gammel er og graa,
(Det var Kongens Tale,)
Men dog her jeg vidne maa
Høit i Herresale,
Hvad med Sandhed og med Ret
Hver maa eftersige:
Bedre Helt af nogen Æt
Aldrig saae jeg stige!
Ry der skal, o Bjovulv kiær!
Derpaa kan du lide,
Gange af din Herrefærd
Trindt om Land saa vide!
Gid beskeden du og viis,
Mønster for de Bolde,
Al din Kraft og al din Priis
Uafbrudt beholde!
Længe, hjertenskiære Mand,
Frem du Folkebedste!
Undertrykte trindt om Land
Hjelpende du giæste!
Hermod vel af Egvels Æt,
Oldtids Skjoldung-Stamme,
For Hans Hu de kiendte ret,
Troedes til det Samme;
Men dog steeg det Ungersvend,
Tungt det er at melde,
Kun til Kval for Dannemand,
Høit i Glands og Vælde!
Magt og Styrke Gud ham gav,
Æred overmaade,
Det dog ingen Dane brav
Blev til Lyst og Baade:
Ei saa Lønned Daad og Mod
Han med Guld det røde,
Vildt han tørsted efter Blod,
Lagde Kæmper øde;
Rasende fra Bænk han foer
Op med Sværd i Hænde,
Slagtede saa over Bord
Brave Følgesvende;
Dog, for Nid og Vennemord
Dyrt han maatte bøde:
Venneløs han ilde foer,
Pinefuld han døde.
 
Vogt da, Bjovulv, Vogt dig vel!
Hør, hvad for de Unge
Prøvet Mand i Levnets-Kveld,
Hør, hvad jeg vil sjunge:
 
Med Almagt throner Ærens Drot
I Himlens Høielofte,
Han raader, styrer viist og godt,
Men underlig fuldofte;
Ja, sælsomt efter Herrens Dom
Sig ofte vender Bladet om
Med Stand og Land og Lykke!
 
See hist, der staaer en Adelsmand,
Ham under Gud nu Glæde,
Han stiger høit i Arveland,
Til Glands og Herresæde,
Ham lystre Folk, ham dækker Skjold,
Alt hvad han vil, han faaer i Vold,
Fuldtop med Guld og Gammen!
 
Han lever efter Hjertens Lyst
Og blomstrer i sin Vælde,
Ei taages Blik, ei trykkes Bryst
Af Sot, af Sorg og Ælde;
Ei yppe Kiv, ei holde Stand
Mod ham tør nogen Avindsmand,
Alt vendes, som han vinker.
 
At evig er den Magt, den Lyst,
Da tænker mangen Daare;
Da skyder, voxer ham i Bryst
Og Hovmods Træ saa saare;
I Skyggen brat da sover ind
Den Hyrde god for Sands og Sind,
Ja, Vagt for Hu og Hjerte.
 
En Banemand der er saa fuul
For Folkelyst og Lykke,
Sin Bue spænder han i Skjul
Og sigter paa de Trygge;
Er Søvnen dyb, med Djævle-Smiil
Han skyder ud sin hvasse Pill
Og saarer, som han sigter.
 
Ak, paa det dybe Eddersaar
Kan Helten Bod ei raade,
Ei længer, tykkes ham, forslaaer,
Hvad Gud ham gav i Naade,
Det røde Guld han nænner da
For ingen Priis at skilles fra,
Han ene Alt vil eie!
 
For Guldets Glimmer, Ærens Glands
Forsmaaer han og forglemmer.
Sin Herrestand, sin Hæderskrands
Han pletter og beskæmmer,
Foragter alt hvad Stort og Godt
Ham fordum skiænked Ærens Drot
At eie og udrette!
 
Det endes med, at fra sit Guld
Han døende maa daane.
Da faaer han nok i Mund af Muld,
Naar kolde Læber blaane;
En Eier ny da uden Sorg,
Til Høibords i den Faldnes Borg,
Hans Arvegods udskifter!
 
Vogt dig da, o Kæmpe god!
Vogt dig, Bjovulv kiære,
Først og sidst for Overmod!
Lad dig ei besnære!
Byg paa Evighedens Grundl
Husk, naar du i Vælde
Blomstret har en liden Stund,
Blade maa du fælde!
Aldrig paa din Lyktelodd
Stole du og pukke!
Snart, om ei for Egg og Odd,
Maa for Sot du bukke.
Der, hvor Luen flammer vild,
Og hvor Bølgen bruser,
Der, hvor Klingen spruder Ild,
Og hvor Pilen suser,
Hyt dig der, ifald du kan!
Kort er dog din Vælde:
Ihvor godt du holder Stand,
Synker du for Ælde;
Ja, i Alderdommens Nat
Øiets Glands forsvinder,
Magtesløs din Mester brat
Du i Døden finder!
 
Tænk paa mig, som Dane-Land,
Snese Aar i Række,
Lukked for Hver Avindsmand
Godt med Sværd og Snekke,
Styred under Himmel blaa,
Saa ei Drot, ei Kæmpe,
Turde mig, saavidt jeg saae,
Trodse, forulæmpe!
Ak, hvor Bladet sig dog brat
Maatte for mig vende,
Forskiel, som paa Dag og Nat,
Fik jeg da at kiende;
Ja, da Grændel paa min Borg
Giæsted mig saa sage,
Al min Glæde blev til Sorg,
Sang til Jammerklage!
 
Dog, hvor længe end jeg leed
Sorg foruden Lise,
Herren i al Evighed
Høit jeg maa vel prise,
Som mig undte, før min Død
Seierrig at skue
Fiendens Hovedpande rød
I min Borgestue!
 
Søg ved Gildesbord nu brat
Brave Helt, dit Sæde!
Vi imorgen Dane-Skat
Dele skal med Glæde,”
 
Gothe-Helten, sjæleglad,
Ord nok lod det være,
Gjorde, som den Vise bad,
Bænked sig med Ære.
Mellem Kæmper over Bord,
Under Høielofte,
Atter mangt et Gammensord
Faldt, som før saa ofte,
Til med Skyggehjelm opskreed
Natten over Skove,
Leirede sig vingebred
Oder Mark og Vove.
Folkedrotten duehvid,
Blinkende med Øie,
Fandt omsider, det var Tid
Sig til Sengs at føie;
Gothe-Helten ogsaa træt
Var af Dagens Møde,
Havde spiist og drutket tæt,
Lod sig ikke Nøde;
Skiænkeren den kiære Giæst
Fulgte til Hans Leie,
Han der, som han kunde bedst,
Skulde Flokken pleie
Efter al den Sorg og Frygt,
Hvormed Dagen dem fortrykt
Havde i det Fjerne.
 
Borgen stak fuldhsit i Sky
Med sin gyldne Tinde,
Under Loft i Mag og Ly
Giæsten sov derinde;
Han, som vaaged nys til Gavn,
Sov nu efter Møden,
Indtil fro den sorte Ravn
Meldte Morgenrøden:
Helten, som med Straalehjelm
Himmelbuen smykker,
Medens med Hver Tyv og Skielm
Flygte alle Skygger.
 
Efter Fædrelandet nu
Længtes fast de Kiække,
Synderlig stod Heltens Hu
Til Hans Orlogssnekke;
Derfor nu han bød paa Stand
Hrunting frem at bære,
Tak for Laan dets Eiermand
Sagde han med Ære:
Lasted ei, men tvertimod
Roste Hunferds Klinge,
Yttred, den i Kamp var god
Høit paa Val at svinge.
 
Da nu reisefærdig stod
Skaren under Vaaben,
Helten med det høie Mod
Under Brynjekaaben
Vilde først med Daners Drot
Ærlig Afsked tage,
Stædtes paa det Høie Slot
For ham ind saa sage.
Først nu hilsed Daners Ven
Høvisk paa den Milde,
Meldte saa: „Vi Orlogsmænd
Det dig sige vilde:
Længsel efter Higelak
Alle vi nu bære,
Skiøndt vi sande maae med Tak:
Her var godt at være.
Ja, vi Nød saa meget Godt
Her i dine Sale,
At jeg gierne, Dane-Drot,
Vilde det betale
Med Bedrifter, fleer i Tal,
Større vel tillige,
End jeg ypped i din Hall,
Øved i dit Rige.
Vil dig Nabofolk med Krig
Atter forulæmpe,
Du paa rede Haand i mig
Altid har en Kæmpe;
Spørger jeg det over Strand,
Du er stædt i Fare,
Kommer jeg med tusind Mand,
Kiækt dig at forsvare.
Ung af Alder vel endnu
Higelak mon være,
Men jeg veed, Hans Konge-Hu
Staaer til Dyd og Ære,
Saa med Raad og Daad den
Styrker mig den Bolde,
At desbedre jeg staae bi
Kan med Herreskiolde,
Svinge Sværd og giøre Gavn,
Saa ei meer du Folkesavn
Føle skal i Marken.
 
Hredrik jeg tillige spaaer:
Kommer nogensinde
Han til Gothe-Kongens Gaard,
Skal han Venner finde;
Dog, hvad ham er vel bekiendt,
Aldrig maa han glemme:
Ude agtes man omtrent,
Som man artes hjemme.”
 
„Sandelig, min Ben, jeg troer,
(Det var Konge-Svaret)
At en Gud de gyldne Ord
Dig har aabenbaret;
Thi ei, før i denne Stund,
Hørte af saa ung en Mund
Jeg saa viis en Tale;
Som i Kraft du bærer Priis,
Saa kan og, i Hjerte viis,
Du med Ord husvale.
Høit jeg mæler det i Sal:
Dersom Hrerdels Søn paa Val
Maa for Svædet bukke.
Man for Piil fra Buestreng,
Eller og for Sot paa Seng,
Han fik Øie lukke, —
Ja, hvis Folkedrotten skal
Fylde sine Dages Tal,
Mens du est i Live:
Aldrig nogen bedre Mand
Bølge-Gother finde kan,
Spiir i Haand at give!
Sandelig, forsynet godt,
Vil du det modtage,
Riget er med Skjold og Drot
Alle dine Dage!
 
Daglig, Kæmpe ærekiær!
Bedre du mig hver,
Velforligte ved din Færd
Frændefolk jeg skuer:
Danskere og Gother Fred
Holde skal herefter,
Aldrig mere til Fortræd
Maale deres Kræfter;
Hvile skal fra denne Dag
Al vor Tvist og Trætte,
Uden Nid og uden Nag
Kommes godt tilrette!
Ja, mens jeg er over Muld,
Drot i Danevange,
Skifte skal, med Sølv og Guld,
Milde Ord vi mange:
Tit nu skal med Bør saa blid
Snekken uden Hinder
Bære hid og bringe did
Gaver og Kiær-Minder!
Ven og Fiende fjern og nær
Mærke skal og lære:
At Høinordens Folkefærd
Halvt om Alt kan være,
Uden Svig og uden Skrømt,
Hvor, fra Arildstid berømt,
Ærlighed har hjemme!”
 
Saa sig høre lod i Hall
Kongen udaf Vælgten,
Kostbarheder, tolv i Tal,
Gav han Gothe-Helten,
Sagde: „Far nu vel, min Ven,
Hjem til Frænder kiære!
Men kom saa og fnart igien,
Glad med os at være!”
 
Kongen over Daneland
Tog i sine Arme
Nu den bedste Adelsmand,
Kyste ham med Varme;
Ja, sit Hjerte Kongen lod
Raade uden Hinder,
Tale i en Taareflod
Paa de gamle Kinder.
Neppe kunde, sølvergraa,
Han med Grund formode,
Skiøndt det var Hans Sjæls Attraa,
Meer at see den Gode,
Som dog fremfor Alle nu
Kiær han havde vundet,
Følte sig med ham i Hu
Inderlig forbundet;
Derfor Bølgen i Hans Bryst
Giennembrød sit Fængsel,
Tolkede med Graadens Røst
Hjertets ømme Længsel.