Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 14.Sang
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.
- Da i Bjovulvs Lodd det faldt
- Thronen at bestige,
- Ypperlig i Eet og Alt
- Styred han sit Rige,
- Sad, til kridhvidt blev Hans Haar,
- Paa det Høie Sæde,
- I halvtredsindstyve Aar,
- Gotherne til Glæde.
- Han opleved i sin Borg
- Paa de gamle Dage
- Dog den storste Landesorg
- Med den grumme Drage,
- Som, fra Hulen under Jord
- Paa den nøgne Hede,
- Gothe-Landet overfoer,
- Fnysende af Vrede.
- Kulen var ved Stranden nær,
- Under Klipper bratte,
- Længe ruged Dragen der
- Over Hedning-Skatte;
- Did kun løb en snever Sti,
- Som i mange Tider
- Mennesker gik lukt forbi,
- Men som dog omsider
- Førte did en flygtig Fod,
- Voldte stor Ulykke:
- Stjaalet blev med Tyve-Mod
- Da et kostbart Stykke;
- Dragen sov, den usle Træl
- Snapped det Forbudte,
- Havde og det Tyve-Held,
- Ud dermed at smutte;
- Dragen vaktes dog af Slum,
- Ranet røbes maatte.
- Den da gloende og grum
- Rased i sin Grotte.
- Ellers i den Drage-Grav
- Var af Guld det røde
- Meer end nok at tage af,
- Levnet fra de Døde,
- Hvor engang, til Ingens Tarv,
- Han, der sidst det vendte,
- Skjulte, hvad han fik til Arv
- Efter Ubekiendte.
- Man om Eierne har vidst
- Ikkun det at melde:
- Han, som ene blev tilsidst,
- Rokkende af Ælde,
- Mærked godt, at Guldet kun
- Han endnu en liden Stund
- Kunde selv, beholde,
- Bar da vel et Vognmands-Læs
- Ind i Hvælvingen paa Næs,
- Nær ved Bølger kolde;
- Did kun gik en Sti fuldtrang,
- Vanskelig at finde.
- „Giem nu, Grube, (Gubben sang,)
- Vel, hvad du har inde!
- Skiøndt det for de Boldes Ben
- Er en pinlig Tanke,
- At til dig de brave Mænd
- Midler skulde sanke!
- I min Hall og i min Gaard
- Blev der tomt og øde,
- Kæmperne fik Banesaar,
- De er Alle døde!
- Dem ei meer ved breden Bord
- Vinen vederkvæger,
- Stille hviler under Jord
- Nu det gyldne Bæger!
- Der og ligger nu forladt
- Hjelmen, aldrig kløvet:
- Karlen for saa prud en Hat
- Sover, den berøvet!
- Brynjesærken med godt Hold
- Blev paa Val bedaget,
- Trodsed Klingers Overvold
- Tit i Vaabenbraget;
- Herreløs, af Rust opædt,
- Skal den bog hensmuldre,
- Aldrig færdes vidt og bredt
- Meer paa Kæmpeskuldre!
- Her ei toner til Behag
- Strengen under Bue,
- Her ei høres Harpeslag
- I den mørke Stue!
- Falken aldrig her paa Rov
- Sig fra Haanden svinger,
- Ei Stridshestens haarde Hov
- Gnist af Stenen tvinger!
- Ak, hvor var mig Skiæbnen haard!
- Helsot fik og Banesaar
- Mine Kæmper alle!"
- Saa, som eenlig Fugl paa Tag,
- Sang den Gamle Nat og Dag,
- Tolkede sin Smerte;
- Indtil Dødens Jettehaand
- Sønderrev det seie Baand,
- Knuste Gubbens Hjerte.
- Funklende som Blus og Glød,
- Afgrunds-Dragen mørkerød,
- Nattegiæst i Bjerge,
- Fløi som før ved Midjenat,
- Fandt i Grav den døde Skat
- Uden Vagt og Værge;
- Stærkhjort er det Kiendingsnavn,
- Folk har givet Dragen,
- Ei det var til Folkegavn,
- Statten kom for Dagen,
- Hvor Uvætten ondskabsfuld
- Længe laae og lured,
- Og i tregang hundred Aar
- Hedning-Guldet kured.
- Tyven, som fra Dragen stjal,
- Var en Træl bortløben,
- Flygted over Bjerg og Dal
- For at undgaae Svøben;
- Løb dog hjem igien fuldsnart,
- Rig paa Guld, desværre,
- Kiøbte Frihed i en Fart
- Af sin strenge Herre:
- Oldtids Kunst og røde Guld
- Godt ham maatte hue,
- Lysten og forundringsfuld
- Vilde han det skue.
- Men ved Støien over Steen
- Mærkede den Fule,
- Fiende-Fod det var, som treen
- Dristig i Hans Kule;
- Stærkhjort vaagnede da op,
- Uheld var paa Færde,
- Farligt vist var Mandens Hop
- Ved Hans Hovedgiærde;
- Men, er Timen ei forbi,
- Og man har Guds Naade,
- Altid løber der en Sti
- Ud af Nød og Vaade!
- Saa og her, forgiæves kun
- Ude som og inde
- Dragen, vred af Hjertens Grund,
- Søgte ham at finde,
- Som dens søde Søvn afbrød,
- Bugtede sig ofte,
- Brændende alt som en Glød,
- Trindt om Grav paa Tofte,
- Fandt ei i den hele Egn
- Ham, der skulde bøde,
- Saae ei til ham mindste Tegn,
- Alt var tomt og øde.
- Ind i Hulen atter kom
- Nu den gamle Drage,
- Snused allevegne om,
- Mærked da saa sage,
- At af sine Drikkekar
- Eet han havde mistet,
- Som en Tyv, ihvem det var,
- Til sig havde listet.
- Rasende, som før alt vred,
- Blev det Bjerg-Uhyre,
- Kunde knap til Sol gik ned
- Arrigheden styre,
- Vilde brat med Blus og Baal
- Luften giennemgløde,
- Lade for sin Drikkeskaal
- Landet grusomt bøde.
- Solen sig i Vesterhav
- Sænkede med Dagen,
- Lystig op fra Klippe-Grav
- Svang sig Edderdragen,
- Under Sky, som Baal i Blæst,
- Bølgende han svæved;
- Gysende den lede Giæst
- Folket saae og bæved;
- Ak, kun slukket blev den Ild
- I Hans Blod, som god og mild
- Guld dem gav saa gierne!
- Brat begyndte Ild at spye
- Dragen under Bue,
- Baade Huus og Gaard og By
- Gik da op i Lue;
- Folkefienden med sin Brand,
- Fik dertil han Evne,
- Han vist i det hele Land
- Liv ei vilde levne.
- Om den Nattesværmers Færd,
- Gothers Landeplage,
- Rygtet baade fjern og nær
- Bredte sig saa sage;
- Men ved første Morgengry
- Dragen fløi tilbage,
- Stoled i sin mørke Vraa
- Fast paa Kraft og Klippe;
- Haabet, som man siden saae,
- Skulde ham dog glippe.
- Bjovulv om de bange Kaar
- Bud nu fik saa sage,
- Ilden i Hans egen Gaard
- Tog alt paa at brage;
- Gothers prude Hovedborg
- Aarle stod i Lue,
- Da begyndte, syg af Sorg,
- Ædlingen at grue:
- Frygted for, at han som Drot
- Havde, paa en Maade,
- Arildsloven overtraadt
- Og forspildt Guds Naade.
- I Hans Bryst det var saa fat,
- Som naar i en bælmørk Nat
- Vrede Bølger kæmpe;
- Dog var det Hans fulde Agt,
- Trodsende al Dragens Magt,
- Luerne at dæmpe,
- Og den lede Orm med Staal
- Give Løn tillige.
- Ormen, som med Nattebaal
- Ødte Land og Rige.
- Godt han vidste, at mod Baal
- Træ kan aldrig holde,
- Derfor giøre lod af Staal
- Han sig bedre Skjolde.
- Ende skulde nu saa brat
- Helten sine Dage,
- Skille dog ved Liv og Skat
- Først den gamle Drage.
- Krig i Spidsen af en Hær
- Dragen at paaføre,
- Holdt sin Ære han for nær,
- Taalte ei at høre,
- Det for ham var nogen Sag
- Med en Orm at fægte,
- Han, der trodsed før i Slag
- Farer, som var ægte;
- Siden, til Uvætte-Sorg
- Han med Kæmpehænder
- Rensed Hrodgars Kongeborg,
- Tugted Grændels Frænder.
- Det var og fuldhaard en Dyst,
- Da for Øxeblade
- Higelak paa Frislands Kyst
- Livet maatte lade;
- Gothe-Folket tabte der
- Rigets fødte Væge,
- Bjovulv dog for skarpe Sværd
- Vidste sig at bjerge.
- Kæmperne i fremmed Land
- Her tilgavns kom efter,
- At for ti og tyve Mand
- Helten havde Kræfter;
- Thi Hetvarer nok man saae
- Mylre under Skjolde,
- Kreds og Ring de vilde slaae
- Tæt omkring den Bolde;
- Faa dog om Hans Kæmpegang
- Kunde Sagn hjembære:
- Over Dynger Liig udsprang
- Han i Hav med Ære,
- Svømmed hjem paa Sælens Vei
- Uden Kæmpefølge,
- Fandt en aaben Grav dog ei
- I den dybe Bølge.
- Higelak han var nu død,
- Blottet laae Hans Rige,
- Hygd da Bjovulv Spiret bød
- Thronen og tillige,
- Skiønned vel: mod Fiendevold
- Sønnen, som hun aatte,
- Mægted ei at løfte Skjold,
- Børnesko han traadte.
- Desuagtet vidne maa
- Hver, som Sandt vil sige:
- Aldrig tænkte Bjovulv paa
- Thronen at bestige;
- Over Hardred ei tiltog
- Han sig Magt og Ære,
- Men af Drengen han opdrog
- Mand til Drot at være!
- Myndig blev den Kongesøn,
- Var og Drot saalænge,
- Til ham giæstede med Døn
- Over Svane-Vænge
- Ohters Sønner, som nu Bod
- Æskede med Staalet
- For den gamle Skilfings Blod,
- Som var før udstraalet:
- For den største Bølgedrot,
- Som i Svea-Rige
- Hvem det Gamle kiendte godt
- Vidste af at sige!
- Til et Minde ved hans Grav
- Hardred var udkaaret,
- Ham og Skilfing-Sværde gav
- Brat nu Banesaaret,
- Hvorpaa, uden Ran og Rov,
- Til sit Land saa sage
- Sønnen af Kong Ongenthjov
- Stævnede tilbage;
- Ledigt han for Bjovulv lod
- Gothers Kongesæde,
- Ledigt for den Helt saa god,
- Værd det at beklæde.
- Ei saa glemte Bjovulv dog
- Hardreds Drab at hevne,
- Og da Giengields-Timen slog,
- Fik dertil han Evne:
- Som Edgilses Ven i Nød
- Leding han af Land udbød,
- Kiæk paa Lykken regned;
- Skilfinger da Løn han gav,
- Helmed ei, før i sin Grav
- Svea-Kongen segned,
- Saa var under Vaabendøn
- Heldig graanet Eggthjovs Søn,
- Trods saa mangen Fare,
- Seierrig i Hver Bedrift,
- Til han nu mod Ormegift
- Skulde sig forsuare.