Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 14.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Fjortende Sang

Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.


Da i Bjovulvs Lodd det faldt
Thronen at bestige,
Ypperlig i Eet og Alt
Styred han sit Rige,
Sad, til kridhvidt blev Hans Haar,
Paa det Høie Sæde,
I halvtredsindstyve Aar,
Gotherne til Glæde.
Han opleved i sin Borg
Paa de gamle Dage
Dog den storste Landesorg
Med den grumme Drage,
Som, fra Hulen under Jord
Paa den nøgne Hede,
Gothe-Landet overfoer,
Fnysende af Vrede.
Kulen var ved Stranden nær,
Under Klipper bratte,
Længe ruged Dragen der
Over Hedning-Skatte;
Did kun løb en snever Sti,
Som i mange Tider
Mennesker gik lukt forbi,
Men som dog omsider
Førte did en flygtig Fod,
Voldte stor Ulykke:
Stjaalet blev med Tyve-Mod
Da et kostbart Stykke;
Dragen sov, den usle Træl
Snapped det Forbudte,
Havde og det Tyve-Held,
Ud dermed at smutte;
Dragen vaktes dog af Slum,
Ranet røbes maatte.
Den da gloende og grum
Rased i sin Grotte.
 
Ellers i den Drage-Grav
Var af Guld det røde
Meer end nok at tage af,
Levnet fra de Døde,
Hvor engang, til Ingens Tarv,
Han, der sidst det vendte,
Skjulte, hvad han fik til Arv
Efter Ubekiendte.
Man om Eierne har vidst
Ikkun det at melde:
Han, som ene blev tilsidst,
Rokkende af Ælde,
Mærked godt, at Guldet kun
Han endnu en liden Stund
Kunde selv, beholde,
Bar da vel et Vognmands-Læs
Ind i Hvælvingen paa Næs,
Nær ved Bølger kolde;
Did kun gik en Sti fuldtrang,
Vanskelig at finde.
„Giem nu, Grube, (Gubben sang,)
Vel, hvad du har inde!
Skiøndt det for de Boldes Ben
Er en pinlig Tanke,
At til dig de brave Mænd
Midler skulde sanke!
I min Hall og i min Gaard
Blev der tomt og øde,
Kæmperne fik Banesaar,
De er Alle døde!
Dem ei meer ved breden Bord
Vinen vederkvæger,
Stille hviler under Jord
Nu det gyldne Bæger!
Der og ligger nu forladt
Hjelmen, aldrig kløvet:
Karlen for saa prud en Hat
Sover, den berøvet!
Brynjesærken med godt Hold
Blev paa Val bedaget,
Trodsed Klingers Overvold
 
Tit i Vaabenbraget;
Herreløs, af Rust opædt,
Skal den bog hensmuldre,
Aldrig færdes vidt og bredt
Meer paa Kæmpeskuldre!
Her ei toner til Behag
Strengen under Bue,
Her ei høres Harpeslag
I den mørke Stue!
Falken aldrig her paa Rov
Sig fra Haanden svinger,
Ei Stridshestens haarde Hov
Gnist af Stenen tvinger!
Ak, hvor var mig Skiæbnen haard!
Helsot fik og Banesaar
Mine Kæmper alle!"
 
Saa, som eenlig Fugl paa Tag,
Sang den Gamle Nat og Dag,
Tolkede sin Smerte;
Indtil Dødens Jettehaand
Sønderrev det seie Baand,
Knuste Gubbens Hjerte.
 
Funklende som Blus og Glød,
Afgrunds-Dragen mørkerød,
Nattegiæst i Bjerge,
Fløi som før ved Midjenat,
Fandt i Grav den døde Skat
Uden Vagt og Værge;
Stærkhjort er det Kiendingsnavn,
Folk har givet Dragen,
Ei det var til Folkegavn,
Statten kom for Dagen,
Hvor Uvætten ondskabsfuld
Længe laae og lured,
Og i tregang hundred Aar
Hedning-Guldet kured.
 
Tyven, som fra Dragen stjal,
Var en Træl bortløben,
Flygted over Bjerg og Dal
For at undgaae Svøben;
Løb dog hjem igien fuldsnart,
Rig paa Guld, desværre,
Kiøbte Frihed i en Fart
Af sin strenge Herre:
Oldtids Kunst og røde Guld
Godt ham maatte hue,
Lysten og forundringsfuld
Vilde han det skue.
Men ved Støien over Steen
Mærkede den Fule,
Fiende-Fod det var, som treen
Dristig i Hans Kule;
Stærkhjort vaagnede da op,
Uheld var paa Færde,
Farligt vist var Mandens Hop
Ved Hans Hovedgiærde;
Men, er Timen ei forbi,
Og man har Guds Naade,
Altid løber der en Sti
Ud af Nød og Vaade!
Saa og her, forgiæves kun
Ude som og inde
Dragen, vred af Hjertens Grund,
Søgte ham at finde,
Som dens søde Søvn afbrød,
Bugtede sig ofte,
Brændende alt som en Glød,
Trindt om Grav paa Tofte,
Fandt ei i den hele Egn
Ham, der skulde bøde,
Saae ei til ham mindste Tegn,
Alt var tomt og øde.
 
Ind i Hulen atter kom
Nu den gamle Drage,
Snused allevegne om,
Mærked da saa sage,
At af sine Drikkekar
Eet han havde mistet,
Som en Tyv, ihvem det var,
Til sig havde listet.
Rasende, som før alt vred,
Blev det Bjerg-Uhyre,
Kunde knap til Sol gik ned
Arrigheden styre,
Vilde brat med Blus og Baal
Luften giennemgløde,
Lade for sin Drikkeskaal
Landet grusomt bøde.
 
Solen sig i Vesterhav
Sænkede med Dagen,
Lystig op fra Klippe-Grav
Svang sig Edderdragen,
Under Sky, som Baal i Blæst,
Bølgende han svæved;
Gysende den lede Giæst
Folket saae og bæved;
Ak, kun slukket blev den Ild
I Hans Blod, som god og mild
Guld dem gav saa gierne!
 
Brat begyndte Ild at spye
Dragen under Bue,
Baade Huus og Gaard og By
Gik da op i Lue;
Folkefienden med sin Brand,
Fik dertil han Evne,
Han vist i det hele Land
Liv ei vilde levne.
Om den Nattesværmers Færd,
Gothers Landeplage,
Rygtet baade fjern og nær
Bredte sig saa sage;
Men ved første Morgengry
Dragen fløi tilbage,
Stoled i sin mørke Vraa
Fast paa Kraft og Klippe;
Haabet, som man siden saae,
Skulde ham dog glippe.
 
Bjovulv om de bange Kaar
Bud nu fik saa sage,
Ilden i Hans egen Gaard
Tog alt paa at brage;
Gothers prude Hovedborg
Aarle stod i Lue,
Da begyndte, syg af Sorg,
Ædlingen at grue:
Frygted for, at han som Drot
Havde, paa en Maade,
Arildsloven overtraadt
Og forspildt Guds Naade.
I Hans Bryst det var saa fat,
Som naar i en bælmørk Nat
Vrede Bølger kæmpe;
Dog var det Hans fulde Agt,
Trodsende al Dragens Magt,
Luerne at dæmpe,
Og den lede Orm med Staal
Give Løn tillige.
 
Ormen, som med Nattebaal
Ødte Land og Rige.
Godt han vidste, at mod Baal
Træ kan aldrig holde,
Derfor giøre lod af Staal
Han sig bedre Skjolde.
 
Ende skulde nu saa brat
Helten sine Dage,
Skille dog ved Liv og Skat
Først den gamle Drage.
Krig i Spidsen af en Hær
Dragen at paaføre,
Holdt sin Ære han for nær,
Taalte ei at høre,
Det for ham var nogen Sag
Med en Orm at fægte,
Han, der trodsed før i Slag
Farer, som var ægte;
Siden, til Uvætte-Sorg
Han med Kæmpehænder
Rensed Hrodgars Kongeborg,
Tugted Grændels Frænder.
Det var og fuldhaard en Dyst,
Da for Øxeblade
Higelak paa Frislands Kyst
Livet maatte lade;
Gothe-Folket tabte der
Rigets fødte Væge,
Bjovulv dog for skarpe Sværd
Vidste sig at bjerge.
Kæmperne i fremmed Land
Her tilgavns kom efter,
At for ti og tyve Mand
Helten havde Kræfter;
Thi Hetvarer nok man saae
Mylre under Skjolde,
Kreds og Ring de vilde slaae
Tæt omkring den Bolde;
Faa dog om Hans Kæmpegang
Kunde Sagn hjembære:
Over Dynger Liig udsprang
Han i Hav med Ære,
Svømmed hjem paa Sælens Vei
Uden Kæmpefølge,
Fandt en aaben Grav dog ei
I den dybe Bølge.
 
Higelak han var nu død,
Blottet laae Hans Rige,
Hygd da Bjovulv Spiret bød
Thronen og tillige,
Skiønned vel: mod Fiendevold
Sønnen, som hun aatte,
Mægted ei at løfte Skjold,
Børnesko han traadte.
Desuagtet vidne maa
Hver, som Sandt vil sige:
Aldrig tænkte Bjovulv paa
Thronen at bestige;
Over Hardred ei tiltog
Han sig Magt og Ære,
Men af Drengen han opdrog
Mand til Drot at være!
Myndig blev den Kongesøn,
Var og Drot saalænge,
Til ham giæstede med Døn
Over Svane-Vænge
Ohters Sønner, som nu Bod
Æskede med Staalet
For den gamle Skilfings Blod,
Som var før udstraalet:
For den største Bølgedrot,
Som i Svea-Rige
Hvem det Gamle kiendte godt
Vidste af at sige!
Til et Minde ved hans Grav
Hardred var udkaaret,
Ham og Skilfing-Sværde gav
Brat nu Banesaaret,
Hvorpaa, uden Ran og Rov,
Til sit Land saa sage
Sønnen af Kong Ongenthjov
Stævnede tilbage;
Ledigt han for Bjovulv lod
Gothers Kongesæde,
Ledigt for den Helt saa god,
Værd det at beklæde.
Ei saa glemte Bjovulv dog
Hardreds Drab at hevne,
Og da Giengields-Timen slog,
Fik dertil han Evne:
Som Edgilses Ven i Nød
Leding han af Land udbød,
Kiæk paa Lykken regned;
Skilfinger da Løn han gav,
Helmed ei, før i sin Grav
Svea-Kongen segned,
 
Saa var under Vaabendøn
Heldig graanet Eggthjovs Søn,
Trods saa mangen Fare,
Seierrig i Hver Bedrift,
Til han nu mod Ormegift
Skulde sig forsuare.