Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 15.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Femtende Sang

Bjovulvs Farvel med Sagn om Gothe-Kongen Hrædel og Hans Sønner.

Nyt om Land der spurgtes nu,

Da i Morgenrøde

Gothe-Kongen gram i Hu

Dragen gik at møde!

Ene dog ei gik af Gaard

Helten, men selv Tolvte,

Vidste nu og paa et Haar,

Hvem Ulykken voldte:

Gierningen var kommet op,

Karret bragt for Dagen,

Holde maatte da og Trop

Han, der stjal fra Dragen;

Som den Trettende i Flok

Med var han i Skare,

Vei han viiste, nødig nok,

Bange som en Hare;

Trællen bitterlig fortrød

Nu sit Vovestykke,

Vented sig den visse Død

For sin Tyve-Lykke;

Maatte dog i Spidsen gaae

Did, hvor Bølgen brummed

Og i Storm mod Klipper graa

Væted sig og skummed,

Did, hvor Underværker nok,

Kostbarheder laae i Flok,

Men bag svære Bomme:

Af Ilddragen under Muld

Kiøbtes her det røde Guld

Kun i dyre Domme.

 

Nu paa Næsset under Fjeld

Drotten gik til Sæde,

Sagde Vennerne Farvel

Kiækt, dog ei med Glæde;

Sad Valkyrien og nær,

Som, ei for det bedste.

Vilde i den Herrefærd

Ham med Æren giæste,

Vilde nu, trods Hjertebaand,

Helten saa udstykke,

At i Kæmpe-Kiød Hans Aand

Brat holdt op at bygge!

Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,

Saa tog han til Orde:

„Med paa Val i Vaabendøn

Selskab tit jeg gjorde,

Voved mig i Ungdomsaar,

Er dog gammel blevet,

Mindes, som den Dag igaar,

Hvad jeg har oplevet:

Syv i alt var mine Aar,

Da en Drot fuldædel

Tog mig af min Faders Gaard,

Drotten var Kong Hrædel;

Vennesæl og frændehuld,

Holdt mig godt den Rige,

Gav mig Mad og gav mig Guld,

Elsked mig tillige,

Som hvad ham i Kongehall

Kiærest var at finde,

Skiøndt dog Sønner tre i Tal

Glad han saae derinde:

Herbald, Hakon, Higelak.

 

Ung Herebald ældst var af Sønnerne tre,

Saa ilde det maatte sig hænde,

Og skulde dog aldrig paa Jorderig skee:

Han faldt for sin nærmeste Frænde!

 

Ja, Pilen paa Streng lagde Hakon med Lyst,

Ei værre skiød Nogen med Bue:

Med Broderens Pill i sit kiærlige Bryst

Ung Herebald blegned paa Tue.

 

Den Synder, man dømte, for slig en Udaad,

Med Livet var skyldig at bøde,

Dog maatte uhevnet, for Faderens Graad,

Ung Herebald blegne og bløde.

 

Med Gysen kun Oldingen tænkte derpaa,

Hvad Skiæbne Hans Søn skulde friste:

Kom Hakon i Galgen, man klarlig det saae,

Hans Hjerte paa Stand maatte briste.

 

Saa Oldingen hørtes med skiælvende Røst

I Sang at udøse sin Klage:

Hist svæver i Galgen min Alderdoms Trøst,

Til Føde for Ravn og for Krage!

 

Hvad nytter mig Vid, og hvad gavne mig Aar!

Hvad Hjelp kan den Døde jeg yde!

Hvad andet, end lade, idag som igaar,

Hver Morgen min Klagesang lyde!

 

(Ham tyktes, ung Hakon i Galgen med Spot

For Misgierning sin maatte bøde,

Ham tyktes, han selv var en sønneløs Drot,

Hans Throne for Arvinger øde.)

 

Din Høieloftssal er af Veir og af Vind,

Omkring dig er eensomt og øde;

Henvisnet, min Søn, er dig Rosen paa Kind,

Saa maa dog mit Hjerte vel bløde!

 

Ak, hvor under Sky du dig svinger saa bleg,

Ei Harpeslag kildrer dit Øre,

Der findes, der kiendes ei Lyst eller Leg

Som før du var vant til at høre!

 

Saa sværmed den Gubbe, og Sang efter Sang

Han hørtes at kvæde med Sorgen,

For ham, hvor han stædtes i Sæde og Gang,

Løb rundt baade Vangen og Borgen.

 

Ham Herebalds Drab gik til Hjerte fuldnær.

Alt som en ubodelig Skade,

Han havde slet ikke Hans Banemand kiær,

Men kunde ham dog ikke hade.

 

Saa sank da den Herre i Graven af Sorg,

Lyksalig ved træt at nedsegne,

Lod Sønnerne raade for Land og for Borg,

Opsvang sig til lysere Egne.

 

Ei lagdes med Gubben dog Sorgen i Grav,

Maae Gother og Svenske bekiende,

Fuldbistre de giæsted nu tit over Hav

Hinanden, for Belte at spænde.

 

Det Ongenthjov voldte og Frænderne hans,

De vilde af Fred ikke vide;

De Halse saa haarde kom ofte til Lands

Paa Krig under Hrosna-Bjergs Side.

 

Ei sad mine Frænder med Hænder i Skiød,

Nei, Alle deraf veed at sige,

At Kinderne blegned, og Klingen blev rød,

Da brat de gav Lige for Lige!

 

Dog maatte den Ene, fast over dens Værd,

Krigs-Æren med Livet giengiælde:

I Frænde-Haand funkled det farlige Sværd,

Som mægted Kong Hakon at fælde.

 

For Ongenthjov segned den Herre saa rank,

Om Jofur end saa hevned Skade,

At graahærdet Skilfingen skrænted og sank

Paa Valstædens slibrige Gade!

 

* * * *

* * * *

 

Siden jeg min Higelak

Tit for Gods og Ringe

Sagde smukt paa Valen Tak

Med min Straale-Klinge;

Ei for intet han mig gav

Leen til Arv og Eie,

Nødtes aldrig til bag Hav

Stridsmænd sig at leie,

Danske eller svenske Hold,

Eller og Gepider,

Som for Skilfinger i Sold

Maadelig kun strider.

Saa i Fylking-Spidsen Gavn

Gjorde jeg alene,

Og at svare til mit Navn

Skal mig ei formene

Under Hjelm de hvide Haar,

Al den Stund paa Tofte

Denne Klinge bi mig staaer,

Som den stod fuldofte!

Kiendt og blev min Kæmpeaand,

Da, for længe siden,

Dagravn segned for min Haand

Død i Hune-Striden;

Ei han Friser-Kongen der

Smykker bar til Bytte,

Kunde, trods sit gode Sværd,

Ei sig for mig hytte;

Ei til ham jeg brugte Staal,

Brydes godt jeg turde,

Med de bare Næver Kaal

Paa den Karl jeg gjorde;

Men ved Skattegraven nu

Svinger jeg med Banehu

Sværd i Kæmpehænder."

 

End paa Trods, med Banekaar,

Bjovulv tog til Orde:

„Yderlig i Ungdomsaar

Vove mig jeg turde;

Til jeg gammel blev og graa,

Landet har jeg værget,

Tør en Dyst og end bestaae

Her ved Dragebjerget,

Skal med Æren holde Slag,

Hvis Uhyret for en Dag

Kommer ud af Kulen!"

 

Før den Drot nu til sin Død

Gik med Heltemine,

Vennegod Farvel han bød

Kiønt til Kæmper sine,

Til dem Alle, Hver især,

Sagde med det Samme:

„Ved mod Orm at løfte Sværd

Vilde jeg mig skamme,

Vidste jeg kun, det gik an,

Den, som, iblandt Flere,

Grændel før i Dane-Land,

Kraftig at haandtere;

Men nok her jeg vente maa

Ild og Edderstrømme,

Tager derfor Rustning paa,

Som sig vel mon sømme.

Ja, med Skjold og Brynje god

Gaaer jeg mod den Fæle,

Agter og at holde Fod,

Fægte, ei med Hæle,

Indtil, efter Skiæbnekaar

Og Alfaders Vilje,

En af os med Banesaar

Bænkes lavt paa Tilje;

Thi kun lidt det er bevendt,

Før en saadan Leg er endt,

Af den sig at rose!

 

Tøver I kun her i Ro,

Tappre Følgesvende!

Til I see, hvem af os To

Lykken gaaer til Hænde:

Hvem der fra det store Slag

Komme skal med Livet;

Thi det er ei hver Mands Sag,

Mig det kun er givet,

Med en slig Uvætte leed

Kraft og Held at prøve,

I en Kamp saa haard og heed

Manddoms-Værk at øve!

Eet af To nu hændes brat:

Eders Drot I skue

Eiende al Dragens Skat,

Eller bleg paa Tue!"

 

Det nu var den Helt faa bold,

Med sin Brynjekofte

Under Hjelm sig brat ved Skjold

Reiste han paa Tofte;

Paa sin Styrke stoled han,

Opsat paa at øve,

Hvad sig for en enkelt Mand

Sømmer ei at prøve.

Under Klippen frem nu gik

Helten, aldrig bange,

Som holdt Trop og Stand og Stik

Før i Dyster mange;

Stade og han under Fjeld

Tog med Mod i Bringe,

Saae af et forborgent Væld

Brat en Flod udspringe;

Luestrømmen, man saae her,

Skulde saa det mage,

At hvem Skatten kom for nær.

Brat og kom af Dage.

 

Gothe-Kongen ikke blød

Raabte nu af Struben,

Huult i Klippen det gienlød,

Hørtes grandt i Gruben;

Stærkhjort da for Alvor fnøs,

Raabet han giengiældte,

Gift han fraaded, Ild han nøs,

Dermed han sig meldte.

Klippen drøned, Dragen ud

Vælted sig i Vrede,

Skjoldet Gothe-Helten prud

Vendte mod den Lede,

Som paa Strid nu havde Mod,

Drog sit Sværd tillige,

Hvor ved Klippevæg han stod,

Vant ei til at vige.

Gothe-Helten som en Muur

Stod for leden Øgle,

Sammenrullet den paa Luur

Laae alt som et Nøgle;

Hvad de begge pønsed paa,

Var hinandens Skade,

Dragen man sig rulle saae

Hen mod Heltens Stade:

Som en Glød den Orme-Bold

Trilled over Tue,

Skiærme kunde Heltens Skjold

Længe ei mod Lue;

Derfor vilde Helten og

Nytte Øieblikket;

Men saa let en Seier dog

Ei ham var beskikket.

Sværdet svang han med god Agt,

Traf og som han sigted,

Til han slog af al sin Magt,

Men ham Klingen svigted,

Skuffede sin Drots Tillid,

Var med Trolddom døvet,

Dengang, meest i al sin Tid,

Han dens Hjelp behøved.

 

Dragen, for den fik for lidt,

Arrig blev derefter,

Spyede, saa det flunked vidt,

Ild af alle Kræfter.

Sig af Held at rose her

Helten lod nok være.

Da ham sveeg Hans gode Sværd,

Sig til liden Ære;

Modet dog i Heltebryst

Svigted ei tillige,

Ei han havde mindste Lyst,

Faren at undvige;

Smal ei Heller var den Sag,

Paa den vilde Hede

Tilflugtssted som under Tag

Feig sig at oplede;

Heller modig skal Enhver,

Som har Dyd og Ære kiær,

Døden gaae i Møde!