Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Sextende Sang

Heltens Endeligt, Viglavs Troskab og Drage-Skatten.


Tid at puste blev der knap,
Skiøndt en Dyst var ude,
Brat begyndte, hvor den slap,
Dragen Ild at sprude.
Det var Folkedrotten god,
Haardt saa blev han prøvet,
Ene han i Heden stod,
Kunde nok behøvet
Hjelp nu af de Adelsmænd,
Han gav Staal om Hærde;
Men ei turde Folkets Ben
De paa Val omgiærde:
Nei, de løb ad Skoven til,
Skiælvende for Døden,
Een kun af dem gik i Ild
For sin Ven i Nøden;
Stærk saa var Hans Sorg og Harm,
Det han lod nu kiende:
Hjertet brændte i Hans Barm,
Han var Bjovulvs Frænde;
Nyt Beviis han gav derpaa:
Svorne svigte, Baarne staae,
Er de født af Ægte!
 
Viglav hedd den Kæmpe prud
Mellem Kiærling-Svende,
Vigsteens Søn, et Skilfing-Skud,
Ogsaa Ælfhers Frænde;
Han ihu det kom saa godt:
Høit ham Bjovulv bænked,
Da Vægmundingernes Slot
Han den Bolde skiænked,
Gav ham, alt som Fader Hans,
Herredom og Navneglands;
Derfor ei den Ungersvend
Kunde nu sig bare,
Der han saae sin Drot, sin Ven,
Stædt i Nød og Fare.
 
Det da var den Helt saa bold,
Flux han greb sit gule Skjold,
Drog og brat af Skede
Sit det gode, gamle Sværd,
Hvormed før i Herrefærd
Janmund kiæk sig teede;
Ohters Søn med Livet lod
Sværdet i sit Belte,
Dengang, hvor forladt han stod,
Vigsteen kiæk ham fældte,
Var sin Frænde lidt for nær,
Tog Hans Malle-Kraue,
Brune Hjelm og Jettesværd,
Som var Onels Gave:
Vraged ei den Kæmpeløn,
Skiøndt det var Hans Brodersøn,
Nøgen han afklædte (1).
Hjelm og Brynje, som og Sværd,
Vigsteen længe raadte,
For Hans Søn til Herrefærd
Hu og Kræfter aatte;
Men da han alt Kiødets Gang
Gik, fuldmæt af Dage,
Ei for Vaaben var i Trang
Han, som blev tilbage,
Til i Frænders Spor at gaae
Glimrende med Ære;
Kæmpeklædt fra Top til Taa,
Skulde nu han bære
Sværdet for sin Drot i Slag
Første Gang paa Val i Dag,
Ældre var han ikke.
Derfor dog ei Modet faldt
Nu i Kæmpe-Barmen,
Og at Kraften, da det gjaldt,
Ei forsvandt af Armen,
Dragen, da den, sig til Meen,
Fandt i Marken To for Een,
Vel fik at fornemme.
 
Viglav taled gyldne Ord,
Sorrigfuld i Sinde,
„Aldrig, (sagde han,) paa Jord
Mig det gaaer af Minde,
Hvad vi lovede vor Drot,
Venner! da paa Bænke
Vi beværtedes fuldgodt,
Tog mod Æreskiænke:
Blanke Hjelme, skarpe Sværd,
Røden Guld i Sale,
Loved vi i Herrefærd
Ærlig at betale,
Hvis den Drot faa rund og prud
Stædt vi saae i Fare,
Som os til sin Livvagt ud
Tog i Kæmpeskare!
I Bedrifter hidindtil
Ingen var Hans Mage,
Livet satte han paa Spil
Tit i yngre Dage;
Derfor og den Herre stærk
Havde nu i Sinde,
Ene om det Kæmpeværk,
Prisen heel at vinde;
Os, som han paa denne Færd
Kaared til sit Følge,
Han dog agted Æren værd,
Det er ei at dølge,
Ja, udraabte, ved sit Kald,
Som ved Gunst og Gave,
Os for Perler i sin Hall,
Kæmpesønner brave!
Nu den kom, den store Dag,
Som skal Venner prøve.
Da en Skjoldborg god i Slag
Drotten kan behøve;
Op da, Venner! op og fram,
Did, hvor Luften gløder!
Skjold ved Skjold, i Kreds om ham,
Som for Folket bløder!
Gud det veed, at, før i Dag
Drotten Hjelp skal savne,
Legem mit, med Hans i Lag,
Luerne maa favne!
Det og føle maa Enhver:
Ikkun dybt beskæmmet
Føres kan fra Herrefærd
Skjold af os til Hjemmet,
Hvis ei Fienden først sin Død
Faaer af vore Sværde,
Mens til Redning i Hans Nød
Drotten vi omgiærde!
Nidingsfærd fra gammel Tid
Gothers Lov det kalder,
Naar en Drot, forladt i Strid,
Ene staaer og falder;
Saa dog ei vor Konning bold
Sine Been skal lægge,
Samme Brynje, Sværd og Skjold
Skiærme skal os begge!"
 
Dermed foer den Ungersvend
Giennem Røg og Lue,
Hen at hjelpe Drot og Ben
Udaf al Formue;
Kort og godt med draget Sværd
Sagde han saa sage:
„Mindes nu, o Bjovulv kiærr,
Ord fra yngre Dage!
Aldrig, saa dit Løfte lød,
Hvad jeg end maa prøve,
Helme vil jeg til min Død
Helteværk at øve!
Værg dit Liv da af al Magt
Trøstig mod den Lede!
Ved din Side, med god Agt,
Staaer til Hjelp jeg rede."
 
Dragen, efter disse Ord,
Uden meer at tøve,
Gloende paany opfoer,
Fienderne at prøve;
Luebølgen Viglavs Skjold
Saae man brat fortære,
Under Brynje Kæmpen bold
Kunde sig ei nære,
Maatte, da Hans eget Værn
Lod af Ild sig trykke,
Under Bjovulvs Skjold af Jern
Søge Skjul og Skygge.
 
Det var Heltekongen god,
Ærekiær sin Klinge
Saae man ham med Kraft og Mod
Løfte høit og svinge;
Dragehovedet i Hast
Helten vilde kløvet,
Men Slagsværdet Nægling brast,
Styrke sin berøvet,
Som af Ruft og Alderdom
Skiørt det havde været;
Det deraf igrunden kom:
Bjovulv ei beskæret
Var den Lykke nogentid,
At det Sværd, han førte,
Ham til Nytte kom i Strid;
Dertil, som jeg hørte,
Var den Kæmpe altfor dru,
Saa den bedste Klinge,
Naar han svang den, vred i Hu,
Maatte sønderspringe.
Slaget, som kun batted lidt,
Trods den Stærkes Vælde,
Dragen nu, den saae sit Snit,
Vilde drøit giengiælde,
Rased tredje Gang nu frem,
Helten maatte gløde,
Halsen favnet blev med Klem,
Som med Tænger røde;
Ild og Edder paa en Gang
Bølged om den Høie,
Blodet kogte, som det sprang,
Det var haardt at døie.
 
Nu det Tid at tale om
Er, hvordan i Nøden
Han til Hjelp sin Herre kom,
Som var tro til Døden;
Hovedet ham sad for høit,
Maatte selv sig hytte,
Haanden, med et Slag fulddrøit,
Gjorde dog han Nytte;
Det var Heltens høire Haand,
Som den unge Kæmpe
Løste ud af Luebaand,
Slog ei til med Læmpe;
Skiøndt sig lagde Sværdets Egg,
(Troldeblod det sløved,)
Gav Ilddragen han et Smæk,
Som den godt behøved.
Nu igien da Kongen brat
Kom til sine Sandser,
Fik paa Timen Dolken fat,
Hvor den sad i Pandser,
Skarp den som en Ragekniv
Var til Sider begge,
Gik igiennem Drage-Liv
Glat med Odd og Egge.
Saa da Bugt de Frænder to
Fik med Edderdragen;
Gid hver Tjener Viglavs Tro
Lægge maa for Dagen!
 
Dog, ak! her i Dragevang
Drotten uden Mage
Kæmped, seired sidste Gang,
Talte var Hans Dage;
Saaret, bidt med Eddertand,
Bulned, svulmed, brændte,
Saa for dødeligt paa Stand
Drotten det erkiendte,
Følte, hvordan i Hans Blod
Edderbølgen brused,
Gik saa hen med Heltemod
Tæt til Dragehuset,
Satte ned sig paa en Blok,
Saae, hvordan i Hule
Jetter havde kunstig nok
Sule sat ved Sule.
Hvor han, dryppende af Blod,
Sad nu under Lide,
Som en Ven i Nøden stod
Viglav ved Hans Side,
Spændte Hjelmen af paa Stand,
Kvægede med Kildevand
Banesaaret Kæmpe.
 
Bjovulv løfted nu sin Røst
Over Banesaaret,
Vidste godt, at Verdens Lyst
Alt ham var afskaaret,
At ved sine Dages Maal
Tæt han var nu bænket,
Hvor ham vinked Dødens Skaal,
Til Farvel iskiænket.
„Havde jeg, (var Talen hans,)
Søn nu over Mulde,
Vaabenhuus og Helteglands
Arve brat han skulde!
I halvtredsindstyve Aar
Spiret saa jeg førte,
At fra ingen Fyrstegaard
Sværd sig mod mig rørte,
Fiender ei jeg for mig fandt,
Nøi'des med mit Eget,
Aldrig jeg paa Rænker spandt,
Faa min Eed har sveget;
Min Samvittighed er god,
Thi ei klæber Frændeblod
Der ved mine Hænder,
Og nu, trods mit Banesaar,
Glad jeg dog med Heltekaar
Levnetsløbet ender.
Viglav, Kiære! gak nu brat
Grubelangs, at skue
Hedenolds den gyldne Skat
Under Klippebue!
Ormen, alt sit røde Guld
Vældelig berøvet,
Banesaaret, vaandefuld
Blunder nu i Støvet;
Skynd dig, Kiære, vær ei seen!
Lad mig Guldet skue:
See med klaren Ædelsteen
Det i Solen lue,
Saa des blidere jeg kan,
Med den Skat for Øie,
Duehvid fra Liv og Land
Hoved mit nedbøie!"
Ei forgiæves saa med Bøn
Bjovulv tog til Orde,
Efter Ønske Vigsteens Søn
Rede flux sig gjorde,
Gik i Brynje, som han stod,
Ind i Dragestue,
Kæmpeskridt med Heltemod
Tog han under Bue,
Hvor om Dragereden trindt
Guldet laae i Dynge,
Ædelstene, tykt som Flint,
Skinnede i Klynge;
Saa var Gulv med Glimmersand
Strøet i Jettestue,
Særsyn nok den Vandringsmand
Fik da her at skue;
Gamle Guldkar nok paa Rad
Helten saae hin unge,
Mangen Skaal og mangt et Fad,
Tomme vel, men tunge;
Rustne Hjelme her i Flok
Laae fra gamle Dage,
Armbaand og, som kosted nok
Mesteren Umage.
Giemme hvo som vil paa Guld!
Drages dog til Minde:
Lettelig, det over Muld
Mænd kan overvinde!
 
Over Skatten høit sig op
Skiød et gyldent Mærke,
Sært fortryllet, saa fra Top
Straalerne fuldstærke
Straaled ud paa Rad, i Ring,
Under Klippebue,
Saa i Gruben trindt omkring
Skin der var at skue.
Intet man til Ormen saae,
Staalet gav ham Bane,
Enkeltmand i Klippevraa
Guldet kunde rane,
Tog i Favnen Fad og Skaal,
Fløiet under Væggen,
Kobberøxen, som med Staal
Skærpet var paa Eggen.
Ham, som før laae her paa Vagt,
Ruged over Skatten,
Havde skarpen Staal nu flakt,
Han ei meer om Natten
Leged nu i Luften vild
Over Land med Skade-Ild,
Ævret var opgivet.
 
Skyndelig, med Jetteguld
Fra de gamle Dage,
Kongesvenden længselsfuld
Vendte nu tilbage,
Vilde see, om Helten god,
Som paa Steen i Vaande
Døende han nys forlod,
Drog endnu sin Aande,
Kom med Guldet, kom og saae,
Hvad han Nødig vilde:
Paa sit Yderste nu laae
Gothers Drot hin milde!
Viglav øste Vand igien,
Som man vel kan tænke.
Blev og ved, sin Drot og Ven
Dermed at bestænke,
Til for sidste Gang paa Jord
Luft han fik i Lunge,
Mæle til det Afskedsord,
Som ham laae paa Tunge.
 
Det var Gubben ærefuld,
Stirrende paa Oldtids Guld,
Saa tog han til Orde:
„Gud skee Lov! den Herre blid
Over Stjernebuer,
Ærens Drot til evig Tid,
For hvad her jeg skuer:
For de Skatte, som mit Folk
For min Død jeg med min Dolk
Mægted at forhverve!
Prisen dog for Guldet vist
Kalder ei jeg ringe:
Øiets Lys og Livets Gnist
Maatte for det springe;
I, som skifte skal min Arv,
Sørger vel for Landets Tarv!
Giører, som jeg gjorde!
Brat har Aske jeg for Been,
Da, I Venner gæve!
Kæmpehøi med Bautasteen
Over den sig hæve!
Staae den skal paa Hrone-Klint,
Hvor mod Klippen Bølger trindt
Bruse ind fra Dybet;
Kneise skal min Høi ved Hav,
Falde flux i Øie,
Under Navn af Bjovulvs Grav,
Dem som Bølgen pløie,
Staae for dem til Seiletegn,
For mit Folk til Mindeshegn,
Synlig i det Fjerne!"
 
Af sin Hals nu Gothers Ven
Løste Gyldensmykket,
Gav den fuldtro Ungersvend
Brat med Mesterstykket
Brynje god og Finger-Ring,
Hjelm af Guld det klare,
Sagde: „Brug de gode Ting
Som du tør forsvare!
Af Vægmundinger endnu
Een er kun tilbage,
Stammens sidste Skud er du,
Arven du modtage!
Ja, saa nær min hele Æt
Sank i Skiæbnens Bølger,
Mødig nu, min Ven, og træt,
Frænderne jeg Følger!"
 
Det var Gubbens sidste Ord,
For til Baal han blegned,
Hjertet brast, og stiv til Jord
Gothe-Kæmpen segned;
Legemet i Klippely
Luen vented rolig,
Sjælen søgte over Sky
Ærens faste Bolig.


Noter:

1) At Vigsteen var en Skilfing, og altsaa i Slægt med Onel, er ovenfor sagt; men, var Janmund virkelig Hans Brodersøn, maa han endog have været Broder til Ohter og Onel.