Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Heltens Endeligt, Viglavs Troskab og Drage-Skatten.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Heltens Endeligt, Viglavs Troskab og Drage-Skatten.
- Tid at puste blev der knap,
- Skiøndt en Dyst var ude,
- Brat begyndte, hvor den slap,
- Dragen Ild at sprude.
- Det var Folkedrotten god,
- Haardt saa blev han prøvet,
- Ene han i Heden stod,
- Kunde nok behøvet
- Hjelp nu af de Adelsmænd,
- Han gav Staal om Hærde;
- Men ei turde Folkets Ben
- De paa Val omgiærde:
- Nei, de løb ad Skoven til,
- Skiælvende for Døden,
- Een kun af dem gik i Ild
- For sin Ven i Nøden;
- Stærk saa var Hans Sorg og Harm,
- Det han lod nu kiende:
- Hjertet brændte i Hans Barm,
- Han var Bjovulvs Frænde;
- Nyt Beviis han gav derpaa:
- Svorne svigte, Baarne staae,
- Er de født af Ægte!
- Viglav hedd den Kæmpe prud
- Mellem Kiærling-Svende,
- Vigsteens Søn, et Skilfing-Skud,
- Ogsaa Ælfhers Frænde;
- Han ihu det kom saa godt:
- Høit ham Bjovulv bænked,
- Da Vægmundingernes Slot
- Han den Bolde skiænked,
- Gav ham, alt som Fader Hans,
- Herredom og Navneglands;
- Derfor ei den Ungersvend
- Kunde nu sig bare,
- Der han saae sin Drot, sin Ven,
- Stædt i Nød og Fare.
- Det da var den Helt saa bold,
- Flux han greb sit gule Skjold,
- Drog og brat af Skede
- Sit det gode, gamle Sværd,
- Hvormed før i Herrefærd
- Janmund kiæk sig teede;
- Ohters Søn med Livet lod
- Sværdet i sit Belte,
- Dengang, hvor forladt han stod,
- Vigsteen kiæk ham fældte,
- Var sin Frænde lidt for nær,
- Tog Hans Malle-Kraue,
- Brune Hjelm og Jettesværd,
- Som var Onels Gave:
- Vraged ei den Kæmpeløn,
- Skiøndt det var Hans Brodersøn,
- Nøgen han afklædte (1).
- Hjelm og Brynje, som og Sværd,
- Vigsteen længe raadte,
- For Hans Søn til Herrefærd
- Hu og Kræfter aatte;
- Men da han alt Kiødets Gang
- Gik, fuldmæt af Dage,
- Ei for Vaaben var i Trang
- Han, som blev tilbage,
- Til i Frænders Spor at gaae
- Glimrende med Ære;
- Kæmpeklædt fra Top til Taa,
- Skulde nu han bære
- Sværdet for sin Drot i Slag
- Første Gang paa Val i Dag,
- Ældre var han ikke.
- Derfor dog ei Modet faldt
- Nu i Kæmpe-Barmen,
- Og at Kraften, da det gjaldt,
- Ei forsvandt af Armen,
- Dragen, da den, sig til Meen,
- Fandt i Marken To for Een,
- Vel fik at fornemme.
- Viglav taled gyldne Ord,
- Sorrigfuld i Sinde,
- „Aldrig, (sagde han,) paa Jord
- Mig det gaaer af Minde,
- Hvad vi lovede vor Drot,
- Venner! da paa Bænke
- Vi beværtedes fuldgodt,
- Tog mod Æreskiænke:
- Blanke Hjelme, skarpe Sværd,
- Røden Guld i Sale,
- Loved vi i Herrefærd
- Ærlig at betale,
- Hvis den Drot faa rund og prud
- Stædt vi saae i Fare,
- Som os til sin Livvagt ud
- Tog i Kæmpeskare!
- I Bedrifter hidindtil
- Ingen var Hans Mage,
- Livet satte han paa Spil
- Tit i yngre Dage;
- Derfor og den Herre stærk
- Havde nu i Sinde,
- Ene om det Kæmpeværk,
- Prisen heel at vinde;
- Os, som han paa denne Færd
- Kaared til sit Følge,
- Han dog agted Æren værd,
- Det er ei at dølge,
- Ja, udraabte, ved sit Kald,
- Som ved Gunst og Gave,
- Os for Perler i sin Hall,
- Kæmpesønner brave!
- Nu den kom, den store Dag,
- Som skal Venner prøve.
- Da en Skjoldborg god i Slag
- Drotten kan behøve;
- Op da, Venner! op og fram,
- Did, hvor Luften gløder!
- Skjold ved Skjold, i Kreds om ham,
- Som for Folket bløder!
- Gud det veed, at, før i Dag
- Drotten Hjelp skal savne,
- Legem mit, med Hans i Lag,
- Luerne maa favne!
- Det og føle maa Enhver:
- Ikkun dybt beskæmmet
- Føres kan fra Herrefærd
- Skjold af os til Hjemmet,
- Hvis ei Fienden først sin Død
- Faaer af vore Sværde,
- Mens til Redning i Hans Nød
- Drotten vi omgiærde!
- Nidingsfærd fra gammel Tid
- Gothers Lov det kalder,
- Naar en Drot, forladt i Strid,
- Ene staaer og falder;
- Saa dog ei vor Konning bold
- Sine Been skal lægge,
- Samme Brynje, Sværd og Skjold
- Skiærme skal os begge!"
- Dermed foer den Ungersvend
- Giennem Røg og Lue,
- Hen at hjelpe Drot og Ben
- Udaf al Formue;
- Kort og godt med draget Sværd
- Sagde han saa sage:
- „Mindes nu, o Bjovulv kiærr,
- Ord fra yngre Dage!
- Aldrig, saa dit Løfte lød,
- Hvad jeg end maa prøve,
- Helme vil jeg til min Død
- Helteværk at øve!
- Værg dit Liv da af al Magt
- Trøstig mod den Lede!
- Ved din Side, med god Agt,
- Staaer til Hjelp jeg rede."
- Dragen, efter disse Ord,
- Uden meer at tøve,
- Gloende paany opfoer,
- Fienderne at prøve;
- Luebølgen Viglavs Skjold
- Saae man brat fortære,
- Under Brynje Kæmpen bold
- Kunde sig ei nære,
- Maatte, da Hans eget Værn
- Lod af Ild sig trykke,
- Under Bjovulvs Skjold af Jern
- Søge Skjul og Skygge.
- Det var Heltekongen god,
- Ærekiær sin Klinge
- Saae man ham med Kraft og Mod
- Løfte høit og svinge;
- Dragehovedet i Hast
- Helten vilde kløvet,
- Men Slagsværdet Nægling brast,
- Styrke sin berøvet,
- Som af Ruft og Alderdom
- Skiørt det havde været;
- Det deraf igrunden kom:
- Bjovulv ei beskæret
- Var den Lykke nogentid,
- At det Sværd, han førte,
- Ham til Nytte kom i Strid;
- Dertil, som jeg hørte,
- Var den Kæmpe altfor dru,
- Saa den bedste Klinge,
- Naar han svang den, vred i Hu,
- Maatte sønderspringe.
- Slaget, som kun batted lidt,
- Trods den Stærkes Vælde,
- Dragen nu, den saae sit Snit,
- Vilde drøit giengiælde,
- Rased tredje Gang nu frem,
- Helten maatte gløde,
- Halsen favnet blev med Klem,
- Som med Tænger røde;
- Ild og Edder paa en Gang
- Bølged om den Høie,
- Blodet kogte, som det sprang,
- Det var haardt at døie.
- Nu det Tid at tale om
- Er, hvordan i Nøden
- Han til Hjelp sin Herre kom,
- Som var tro til Døden;
- Hovedet ham sad for høit,
- Maatte selv sig hytte,
- Haanden, med et Slag fulddrøit,
- Gjorde dog han Nytte;
- Det var Heltens høire Haand,
- Som den unge Kæmpe
- Løste ud af Luebaand,
- Slog ei til med Læmpe;
- Skiøndt sig lagde Sværdets Egg,
- (Troldeblod det sløved,)
- Gav Ilddragen han et Smæk,
- Som den godt behøved.
- Nu igien da Kongen brat
- Kom til sine Sandser,
- Fik paa Timen Dolken fat,
- Hvor den sad i Pandser,
- Skarp den som en Ragekniv
- Var til Sider begge,
- Gik igiennem Drage-Liv
- Glat med Odd og Egge.
- Saa da Bugt de Frænder to
- Fik med Edderdragen;
- Gid hver Tjener Viglavs Tro
- Lægge maa for Dagen!
- Dog, ak! her i Dragevang
- Drotten uden Mage
- Kæmped, seired sidste Gang,
- Talte var Hans Dage;
- Saaret, bidt med Eddertand,
- Bulned, svulmed, brændte,
- Saa for dødeligt paa Stand
- Drotten det erkiendte,
- Følte, hvordan i Hans Blod
- Edderbølgen brused,
- Gik saa hen med Heltemod
- Tæt til Dragehuset,
- Satte ned sig paa en Blok,
- Saae, hvordan i Hule
- Jetter havde kunstig nok
- Sule sat ved Sule.
- Hvor han, dryppende af Blod,
- Sad nu under Lide,
- Som en Ven i Nøden stod
- Viglav ved Hans Side,
- Spændte Hjelmen af paa Stand,
- Kvægede med Kildevand
- Banesaaret Kæmpe.
- Bjovulv løfted nu sin Røst
- Over Banesaaret,
- Vidste godt, at Verdens Lyst
- Alt ham var afskaaret,
- At ved sine Dages Maal
- Tæt han var nu bænket,
- Hvor ham vinked Dødens Skaal,
- Til Farvel iskiænket.
- „Havde jeg, (var Talen hans,)
- Søn nu over Mulde,
- Vaabenhuus og Helteglands
- Arve brat han skulde!
- I halvtredsindstyve Aar
- Spiret saa jeg førte,
- At fra ingen Fyrstegaard
- Sværd sig mod mig rørte,
- Fiender ei jeg for mig fandt,
- Nøi'des med mit Eget,
- Aldrig jeg paa Rænker spandt,
- Faa min Eed har sveget;
- Min Samvittighed er god,
- Thi ei klæber Frændeblod
- Der ved mine Hænder,
- Og nu, trods mit Banesaar,
- Glad jeg dog med Heltekaar
- Levnetsløbet ender.
- Viglav, Kiære! gak nu brat
- Grubelangs, at skue
- Hedenolds den gyldne Skat
- Under Klippebue!
- Ormen, alt sit røde Guld
- Vældelig berøvet,
- Banesaaret, vaandefuld
- Blunder nu i Støvet;
- Skynd dig, Kiære, vær ei seen!
- Lad mig Guldet skue:
- See med klaren Ædelsteen
- Det i Solen lue,
- Saa des blidere jeg kan,
- Med den Skat for Øie,
- Duehvid fra Liv og Land
- Hoved mit nedbøie!"
- Ei forgiæves saa med Bøn
- Bjovulv tog til Orde,
- Efter Ønske Vigsteens Søn
- Rede flux sig gjorde,
- Gik i Brynje, som han stod,
- Ind i Dragestue,
- Kæmpeskridt med Heltemod
- Tog han under Bue,
- Hvor om Dragereden trindt
- Guldet laae i Dynge,
- Ædelstene, tykt som Flint,
- Skinnede i Klynge;
- Saa var Gulv med Glimmersand
- Strøet i Jettestue,
- Særsyn nok den Vandringsmand
- Fik da her at skue;
- Gamle Guldkar nok paa Rad
- Helten saae hin unge,
- Mangen Skaal og mangt et Fad,
- Tomme vel, men tunge;
- Rustne Hjelme her i Flok
- Laae fra gamle Dage,
- Armbaand og, som kosted nok
- Mesteren Umage.
- Giemme hvo som vil paa Guld!
- Drages dog til Minde:
- Lettelig, det over Muld
- Mænd kan overvinde!
- Over Skatten høit sig op
- Skiød et gyldent Mærke,
- Sært fortryllet, saa fra Top
- Straalerne fuldstærke
- Straaled ud paa Rad, i Ring,
- Under Klippebue,
- Saa i Gruben trindt omkring
- Skin der var at skue.
- Intet man til Ormen saae,
- Staalet gav ham Bane,
- Enkeltmand i Klippevraa
- Guldet kunde rane,
- Tog i Favnen Fad og Skaal,
- Fløiet under Væggen,
- Kobberøxen, som med Staal
- Skærpet var paa Eggen.
- Ham, som før laae her paa Vagt,
- Ruged over Skatten,
- Havde skarpen Staal nu flakt,
- Han ei meer om Natten
- Leged nu i Luften vild
- Over Land med Skade-Ild,
- Ævret var opgivet.
- Skyndelig, med Jetteguld
- Fra de gamle Dage,
- Kongesvenden længselsfuld
- Vendte nu tilbage,
- Vilde see, om Helten god,
- Som paa Steen i Vaande
- Døende han nys forlod,
- Drog endnu sin Aande,
- Kom med Guldet, kom og saae,
- Hvad han Nødig vilde:
- Paa sit Yderste nu laae
- Gothers Drot hin milde!
- Viglav øste Vand igien,
- Som man vel kan tænke.
- Blev og ved, sin Drot og Ven
- Dermed at bestænke,
- Til for sidste Gang paa Jord
- Luft han fik i Lunge,
- Mæle til det Afskedsord,
- Som ham laae paa Tunge.
- Det var Gubben ærefuld,
- Stirrende paa Oldtids Guld,
- Saa tog han til Orde:
- „Gud skee Lov! den Herre blid
- Over Stjernebuer,
- Ærens Drot til evig Tid,
- For hvad her jeg skuer:
- For de Skatte, som mit Folk
- For min Død jeg med min Dolk
- Mægted at forhverve!
- Prisen dog for Guldet vist
- Kalder ei jeg ringe:
- Øiets Lys og Livets Gnist
- Maatte for det springe;
- I, som skifte skal min Arv,
- Sørger vel for Landets Tarv!
- Giører, som jeg gjorde!
- Brat har Aske jeg for Been,
- Da, I Venner gæve!
- Kæmpehøi med Bautasteen
- Over den sig hæve!
- Staae den skal paa Hrone-Klint,
- Hvor mod Klippen Bølger trindt
- Bruse ind fra Dybet;
- Kneise skal min Høi ved Hav,
- Falde flux i Øie,
- Under Navn af Bjovulvs Grav,
- Dem som Bølgen pløie,
- Staae for dem til Seiletegn,
- For mit Folk til Mindeshegn,
- Synlig i det Fjerne!"
- Af sin Hals nu Gothers Ven
- Løste Gyldensmykket,
- Gav den fuldtro Ungersvend
- Brat med Mesterstykket
- Brynje god og Finger-Ring,
- Hjelm af Guld det klare,
- Sagde: „Brug de gode Ting
- Som du tør forsvare!
- Af Vægmundinger endnu
- Een er kun tilbage,
- Stammens sidste Skud er du,
- Arven du modtage!
- Ja, saa nær min hele Æt
- Sank i Skiæbnens Bølger,
- Mødig nu, min Ven, og træt,
- Frænderne jeg Følger!"
- Det var Gubbens sidste Ord,
- For til Baal han blegned,
- Hjertet brast, og stiv til Jord
- Gothe-Kæmpen segned;
- Legemet i Klippely
- Luen vented rolig,
- Sjælen søgte over Sky
- Ærens faste Bolig.
Noter:
1) At Vigsteen var en Skilfing, og altsaa i Slægt med Onel, er ovenfor sagt; men, var Janmund virkelig Hans Brodersøn, maa han endog have været Broder til Ohter og Onel.