Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 17.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Syttende Sang

Heltens Jordefærd og Eftermæle.

Ved Liget sad den Ungersvend,

I Sjælen dybt bedrøvet,

Sin Herre god, sin bedste Ven,

Af Døden grumt berøvet;

Det Eneste, som i den Nød

Ham noget trøste kunde,

Var kun, at Bjovulv før sin Død

Gav Dragen Banevunde;

Han skar med Egg i Ormeskrat

Saa kiendelig en Skure,

At aldrig mere Oldtids Skat

Den bød sig til at kure;

Man aldrig meer den sværme saae

Ved Midnat under Bue,

Saa vingeskudt og tung den laae

For Heltefod paa Tue.

Blandt Mænd, som blune ei for Sværd,

Men trodse Kampens Hede,

Jeg mene tør, at fjern og nær

Fuldlænge man skal lede,

Før blandt dem alle findes Een,

Som turde Dragen giæste

Lysvaagen under Kampesteen

Og paa den Vaaben fæste,

Hvor, som en Bjergbo kiæk og snild,

Den spyede Gift og spruded Ild,

Paa Vagt for Oldtids Skatte.

 

Saa havde, for den gamle Skat,

Ved Edder og ved Egge,

De Uforsagte Livet ladt,

Og hevnet fig dog Begge;

Og da nu Faren var forbi,

Kom luskende fra Skoven

I Krystertrop de Svende ti,

Som glemte Kæmpeloven

Og turde Kreds om Drot ei staae,

Da han var stædt i Møde,

Men stode nu, hvor bleg han laa,

For Viglav skamfuld røde.

 

Ja, Viglav sad, i Hu saa mod,

Ved Liget af den Bolde,

Med Kildevand den Kæmpe god

Bestænked den Iskolde;

Saa vilde han med Flid og Kunst

Forlænget Heltens Dage,

Men Id som Ønske var omsonst,

Ei Aanden kom tilbage;

Udløbne var den Faldnes Aar,

Og det er vel at mærke:

Som Gud det vil, har hver Mand Kaar,

Den Svage og den Stærke!

 

Af Ungersvenden onde Ord

Nu havde kun at vente,

Hvem før i Kroppen Rædsel foer;

De fik hvad de fortjente!

Ja, det var Bjovulvs Hovedvagt,

Hans hjerteklemte Frænde,

Med Øiekast han sin Foragt

De Feige gav tilkiende;

Han gav dertil dem onde Ord,

Han sagde: „I paa Tofte

Giengiældte godt, hvad over Bord

I tog i Hall fuldofte!

Med Smerte under bange Kaar

Det lærte Gothe-Helten:

Kun slet befolked han sin Gaard

Med Kæmper ud af Vælgten,

Skiøndt aldrig spared han paa Guld,

Ei Heller paa Umage,

Fra fjern og nær et Heltekuld

Til Skjoldborg sin at drage;

Det sande maa Hver ærlig Mand,

At værre Ingen stædte

Sit Guld og Sølv og Staal, end han,

Som jer i Pandser klædte!

Forladt i Farens Øieblik,

Den Folkedrot ei skulde

Sig rose af, hvad Hjelp han fik

Af Kæmper svigefulde!

Dog Himlens Gud ham hjalp i Nød,

Og gav dertil ham Evne

At holde Stand og før sin Død

Med Seier sig at hevne.

Ak lidet kun den Hjelp forslog,

Jeg mægted ham at bringe,

Men over mine Kræfter dog

Jeg brugte Skjold og Klinge.

Til Sværdets Roes og meldes bør:

Det Helten gjorde Nytte,

Da han, af Luer hovedør,

Ei kunde meer sig hytte;

Dog ligefuldt man sande maa,

At altfor tyndt omgiærdet

Var Drotten, til hvis Tarv man saae

Ei Fleer at blotte Sværdet!

Men Guld og Gods og Herregunst

Skal I og Eders Frænder

Og derfor søge nu omsonst,

Naar I, med tomme Hænder,

Maae rømme eders Fødestavn,

Og kan saa langt ei flygte,

At forud jo med Krysternavn

Gik eders Skiændselsrygte!

O Daarskab! sig for noget Kiøb

Med Døden at affinde,

 

Naar et beskiæmmet Levnetsløb

Er alt hvad man kan vinde!"

 

Et Bud nu over Klinten op

Lod Viglav gaae til Borgen,

For der den bolde Adelstrop

At melde Landesorgen,

Hvor Kæmper sad med Hjerte sygt,

Alt fra den aarle Morgen,

De svæved mellem Haab og Frygt,

Det var dem slet forborgen:

Om til sin Hall den Herre blid

Med Helsen kom tilbage,

Hvad Heller alt i skarpen Strid

Han endte sine Dage.

Derom Beskeed fuldvis og reen

De brat dog fik at vide,

Da Svenden ind ad Dørren treen,

Med Sagn til hver Mands Kvide.

Ei længe tav den Svend udru,

Men lydelig han meldte:

„Paa Banetuen sover nu

Den Ædleste blandt Helte,

Ja, han, som Guld i Gothe-Borg

Udskifted med god Vilje,

Han sank, til Væder-Folkets Sorg,

Nu bleg paa røden Tilje;

Med Dolkestik dog ligger der

Ilddragen ved Hans Side,

Den maatte, skiøndt den spotted Sværd,

Dog brat i Græsset bide!

Hvor Bjovulv sank, den Helt saa skiøn,

For Dragegift og Lue,

Har Vigsteens vennehulde Søn

Sig leiret lavt paa Tue;

Den stolte Helt med Høvdingsmagt

Som Vens og Fiendes Hovedvagt

De Faldne vil beskiærme.

 

Paa Feide vi og Orlogsfærd

Nu være maae belavet,

Naar Kongetabet fjern og nær

Man spørger over Havet;

Thi yppet blev en Kiv fulddru

Med Huner, Friser, Franker,

Da Higelak med fiendtlig Hu

Ved Frisland kasted Anker!

Vel paa det Tog ham Lykken sveeg,

Til Jordefærd han landed,

Hetvarer ham i Vaaben-Leg

Bestod og overmanded;

Men skiøndt den Guldudøser strag

Fik Banesaar i Striden,

Har Merovinger baaret Nag

Til Gothen immer siden.

Som Gyngebund at bygge paa

Er Svenskens Tro og Love,

Det veed man nok, det ret man saae,

Da over salten Vove

Med Skilfing-Kæmper Ongenthjov

Hidstævnede saa sage

Og voldelig ved Ravne-Skov

Tog Hrædlingen af Dage!

Ja, klar blev Svenskens Overmod,

Som Gothen før ei kiendte,

Da Hakon brat, det unge Blod,

Sit Levnetsløb fuldendte:

Da Ohters Fader ulvegraa,

Forfærdelig til Syne,

Vor unge Drot paa Val man saae

Med Lueblik nedlyne. (1)

Da Brud han vandt, som Moder blev

Til Onel og til Ohter,

Han seierrig fra Valen drev

De høvdingløse Gother!

Med Nød undkom til Ravne-Skov

Fra Sværd en liden Skare,

Den Kæmpe-Levning Ongenthjov

Dog agted ei at spare:

Han flog om Skoven Kreds fuldbrat

Og lod for de Betrængte

Udraabe saa den hele Nat,

Hvad Kaar han dem tiltænkte:

„For Sværdet skal i Morgengry

„Fuldmangt et Hoved springe,

„For Løiers Skyld bog under Sky

„En Part i Galgen svinge!”

De Kæmper saa med dybe Saar

Den Hovmod fik at taale,

Dog gryed Trøst i bange Kaar

Med Solens Morgenstraale:

As Horn og Luur da Hørtes Blæst,

Ung Higelak den meldte,

Han fløi, alt som han kunde bedst,

Til Hjelp med raske Helte!

Ei vild den Helt i Mørket foer,

Thi Blodet allevegne

Som Svenskerens, saa Gothens Spor

Ham kunde godt betegne.

Et Tordenstag for Ongenthjov

Var Sagnet om de Bolde,

Og Heller end ved Ravne-Skov

Han stod bag Fæstningsvolde;

Han tvivled om, den gamle Knark,

Det gjorde ingen Gode,

At mødes her i aaben Mark

Med Folk fra Gothlands Flode!

Mod Higelak, den Drot saa prud,

Og mod Hans Kæmpeskare,

Sit røde Guld, med Barn og Brud,

Ei turde han forsvare:

Han søgte Ly bag Port og Vold

Og faa bag Havets Strømme,

Hvor han en Stund i fit Behold

Sin Stolthed holdt i Tømme,

Til Higelak, i Sadlen fast.

Med Gother nok i Følge,

Med Kongeslag paa Høien Mast,

Ham giæsted over Bølge.

Han trængte frem til Kongens Gaard,

Og Ongenthjov, graahærdet,

Da friste maatte bange Kaar:

Ham lærte Gothe-Sværdet

At kiende i sit eget Land,

Hvad tungt for Drot mon være,

En Kæmpe for fin Overmand,

Det Jofur blev med Ære!

Ulv, Vanraads Søn, den Skilfing-Drot

Vel rakte først med Staalet,

Saa Nakkehaaret, askegraat.

Med Rødt blev giennemstraalet;

Men, uforsagt i Vaabenbrag,

Den gamle Drot sig vendte,

Giengiældte flux det laante Slag,

Og det med Renters Rente;

Ja, var end Vanraads Søn fuldrap,

Og Drotten graa af Ælde,

Faldt Tiden ham dog her for knap

Til Ongenthjov at fælde:

Med kløvet Hjelm og Pandesaar

Han segned for den Gamle,

Som kunde, trods sit hvide Haar,

Med Ynglinger ophamle.

Dog, Broder havde Ulv fuldnær,

Det var Hans store Lykke:

Ham Jofur hjalp med Jettesværd,

Det var et Broderstykke,

Han Hjelmen skar med Staal fuldhvast,

Det voldte stor Ulæmpe,

Saa livløs sank, der Issen brast,

Den stolte Skilfing-Kæmpe.

Hvor nys var trangt, gav Plads det Fald,

Og det kom Ulv til Gode:

Ved Hjelp af Kæmper, nok i Tal,

Fuldbrat han kom paa Fode;

For Gothe-Hæren seierrig

Ei Svensken længe stædtes,

Den gamle Skilfings Konge-Liig

Paa Valen brat afklædtes;

Hans Brynje god, Hans haarde Sværd,

Hans prude Hovedsmykke,

Fandt Brødrene al Ære værd,

Og priste deres Lykke.

De bar det Alt til Higelak,

Som Mand var for det Hele,

Og loved mildt med mange Tak,

Med dem alt Godt at dele;

Sit Ord og holdt Kong Hrædels Søn,

Hjemvendt til Land og Rige,

Han Jofur gav fuldstolt en Løn,

Betænkte Ulv tillige;

Med Herregaarde, Tønder Guld

Han skiænked rund dem Begge,

For Daaden, de saa ærefuld

Bedrev paa Val med Egge;

Og større end blev Jofurs Løn:

Han til sin Hjertenskiære,

Som Gothe-Kongens Svigersøn,

Skiøn Hylde fik med Ære.

Hvem vilde og det Heltepar

Misunde nidsk den Løn, som var,

Hvad ærlig de fortjente!

 

See, efter slig en Tvist og Strid,

Vel kan med Grund befrygtes

Et svensk Besøg, om stakket Tid,

Naar over Hav det rygtes,

At død er nu den Drot saa bold,

Som, vant ei til at vige,

Beskytted kiæk mod Fiendevold

Sin Skat, sit Kongerige:

Den Helt, som raadte kraftig Bod

Engang paa Skjoldung-Kviden,

Og dulgte ei sit Løvemod

I Dyster mange siden!

 

Dog, ile maae vi nu til Han,

Vor Konning der at skue,

Og bænke ham, som Guld os gav,

Paa Æresbaal i Lue!

Beholder selv kun eders Guld!

Med Perlen mellem Helte

Skal hvad der stimled under Muld

Fra Arildstid kun smelte;

Uhyre er den Skat forsand,

Som Drotten vandt med Ære,

Men med Hans Liig dog hvert et Grand

Skal Luetand fortære;

Hvad kun med Drottens Hjerteblod

Er kiøbt i dyre Domme,

Paa Haand ei bære Kæmpe god,

Om Hals ei Rosensblomme!

Nei, favren Glut! fuldmangen Gang,

Berøvet Guld og Glæde,

Herefter skal med Klagesang

Af Buret du udtræde;

Thi nu, da han med Helteaand

Ei smiler meer i Borgen,

For Guld os rækker Staal i Haand

Fuldmangen kiølig Morgen!

Ei vaagne skal ved Harpeklang

Nu Kæmper meer i Salen;

Men sorten Ravn med Banesang

Dem vinke skal til Valen

Og skvaldrende, med Ørn til Ords,

Udførlig ihukomme,

Hvor herligt nys, med Ulv til Bords,

Ham smagte Kæmpe-Flomme!"

 

Om bange Kaar og Herrefærd

Saa taled Snarensvenden,

Og sandt var det saa noget nær

Fra Førstningen til Enden.

Alt ved det Sagn med Sorg i Blik

Op sprang hver Mand fra Sæde,

Og mens til Ørne-Næs de gik,

Da saae man Kæmper græde.

De kom og saae i samme Stund,

Hvad fært dem var at skue:

Den Guld-Udskifter rig og rund

Afsjælet, stiv paa Tue;

Det var dem som et Underværk,

At Helten uden Mage,

I Hu saa haard, i Haand fuldstærk,

Kom her saa brat af Dage.

 

Det klared sig, da ret i Vang

Uhyret kom for Dagen:

Vel fem og tyve Alen lang

Da fandtes Edderdragen;

Om Natten for god Fart den skiød,

Saa Luften maatte gløde,

Men nu den laae som Stenen død,

Langt fra fik Guld det røde;

Om Dagen for den uden Frygt

Laae i sin Klippehule

Og sov paa Nidingsværket trygt,

Som i en Røverkule,

Hvor den kun stode altfor mir

Guldbægre, Boller, Fade

Og dyrebare Kæmpesværd

Med giennemrustne Blade,

Som naaet havde under Muld

Vel tusindaarig Alder;

Forskandset var det gamle Guld

Med Trylleri og Galder,

Saa lukket var den Skatte-Grav,

Som Gruberne i Bjerge,

For hver, hvem Nøglen Han ei gav,

Som haver Alt i Værge:

Ja, Gud, den sande Seierdrot,

Der, paa fik høie Stade,

Alt som han finder selv for godt,

Kan lukke og oplade!

Om end i Bjerg med Tyvefjed

Man kunde sig indliste,

Saa baaded man dog ikke ved

Sin Lykke her at friste,

Det saae man nu, thi Guldets Vagt

Slet Ingen havde før ombragt,

Men hevned grusomt Skade!

 

Forunderligt, hvor Heltens Død

Dog Alt kan foraarsage,

Naar længe nok han Livet Nød,

Og talte er Hans Dage!

Det saae man og paa Bjovulv her,

Som kunde det ei ane,

Da han mod Ormen drog sit Sværd,

At endt var nu Hans Bane!

 

Dog staaer det fast til Dommedag

I store Kongers Love,

At Markran er en halsløs Sag

For hver, som det mon vove;

Thi Helteguld paa Alfarvei

Betales man med Livet,

Naar Eiermanden selv det ei

Med Gunst har overgivet.

 

Det Viglav var, han sagde frit:

„Alt for en Enkelts Brøde

Fuldmangen Mand, som før saa tit,

Nu lide maa og bøde!

Ei raade kunde vi saa godt,

Og bruge List og Læmpe,

At jo Nødvendigt for vor Drot

Det blev, som her, at kæmpe:

Umuligt, Ormen, uden Slag,

At lade, som alt længe,

Sig leire frit til Dommedag

Paa Guld i Klippesenge!

Ham Nornen drev, han maatte hid,

Til Gotherigets Love,

Og Hedningguld i haarden Strid

Med Helteblodet kiøbe!

Han baned Vei, med Livs Forliis,

Til Dragens Jettestue,

Kun for saa høi en Indgangspriis

Jeg Skatten fik at skue!

 

Ja, skaadet har jeg Oldtids Guld

Alt under Klippebue,

Og hilsed brat, med Favnen fuld,

Igien vor Drot paa Tue;

Vel paa sit Yderste han laae,

Med Kræfter faa tilbage,

Men kunde tale og forstaae,

Alt som i bedre Dage;

Med kiærlig Hilsen han mig bød

Til eder Bud at Være,

Og Drottens Bøn, alt som den lød,

Vil brat jeg nu frembære:

Han eder bad, hvor røden Guld

I med Hans Been lod smelte,

Om Mindehøi saa hæderfuld,

Som han var selv blandt Helte;

Han bad om Høi af Vennehaand,

Som han gik her for Fulde:

Og hvor var til Hans Helteaand

Vel Magen over Mulde,

Saalænge ham det var forundt,

Navnkundig hele Verden rundt,

At skifte Guld i Sale!

 

Velan, saa lader os nu brat

I Drage-Bjerg indgange,

Hvor den vidunderlige Skat

Laae skjult i Tider mange!

Som Kynding alt, jeg viser Vei

Til Underværker slige

 

Af røden Guld, som større ei

Man saae paa Jorderige!

Naar nok I da har skuet der

Af Grubeglands og Ringe,

Paa Baaren flux vor Drot fuldkiær

Vi bænke da og bringe

Derhen, hvor under Tidens Løb

Vel længe skal den Ædles Støv

I Herrens Fred sig hvile!"

 

Det Viglav var, den Helt saa prud,

Jorddrotterne for Øre

Han komme lod sit Ord og Bud

Om Kongeægt at kiøre,

Ja, kiøre brat fra Skov til Næs,

Den Ædles Liig i Møde,

Af Brændevedd fuldmangt et Læs

Til Kongebaalets Føde:

„Thi svøbt i Røg, (saa talte han,)

Nu bruge skal saa huse

Den dunkle Glød sin Luetand

Til Heltebeen at knuse,

Til gnistrende i Hast paa Baal

Den Sterrke at fortære,

Som stod, hvor ned der regned Staal,

Fuldmangen Gang med Ære:

Hvor ud fra Buemund med Brag

Henbrused over Skjoldborgtag

De skarpe Hvirvelvinde,

Hvor, som paa Vinger, Spyd med Iil

Kom susende, den lette Piil

Paa fælles Vei at hinde!"

 

Det Viglav var, den Helt saa snild,

Af Skaren han fremkaldte,

Hvem meest han agted gæv og gild,

Han syv i Alt udvalgte,

Lod En af dem med Lys foran

Gaae under Klippebue,

Og kom selv Ottende paa Stand

Saa ind i Jettestue.

Her Ingen sig betænkte paa

Det første Greb at vove,

Hvor ubevogtet Skatten laae

I store, gyldne Hobe;

Udtømt da blev den Skattegrav

I Hast, til Ingens Kvide,

Og Edderdragen sank i Hav,

Nedkiørt ad Klippeside.

 

Saa lod da Guldets Ormevagt

De gaae for Vind og Vove;

Men Guldet blev til Baalet bragt,

Med Brændevedd fra Skove;

Ja, aget blev af Guld et Læs

Ved Kongegubbens Side,

Hvem Kæmperne til Hrone-Næs

Henbar med Sorg og Kvide.

Nu Brændevedd i Favnemaal

Opstablet blev paa Tue,

Og hjelmetakt et vældigt Baal

Kom skyndelig til Skue;

Der bænked, efter Hans Attraa,

Nu Gotherne den Bolde

I Kreds af Brynjer lysegraa

Og brede Kæmpeskjolde.

Mens Bjerg og Bølge høit gienlød

Af Kæmpers Jammerklage,

Fra Kongebaal og Brændeglød

Sig Luen svang saa sage;

I kulsort Svøb af Røg den steeg,

Af Vinden brat dog kløvet,

Den boltred sig i vilden Leg

Til Baalet sank i Støvet;

Men Jammersangen ved Hans Baal

Hos Kvinderne med Kvide

Paa Gothe-Heltens Modersmaal

Gienlyde skal saa vide,

Om hvad der svandt med Røg i Sky:

Ei blot Guldhjelme mange,

Men Heltedaad, hvoraf gik Ry

Paa Bølger og i Vange!

 

Fuld mod i Hu, med Klagemaal,

Nu Gothlands Kæmpeskare,

Hvor Drotten smuldred nys paa Baal,

Hvis Tjenere de vare.

Opkasted brat en Kæmpegrav,

En Høi paa Klippetinde,

Som skinned vidt og bredt paa Hav,

Til Gothe-Heltens Minde;

Paa Toppen reiste de et Tegn,

Som Viismænd i den Himmelegn

Det kunde bedst paafinde.

 

Nu Tyvekosterne ei blot

Fra Dragens Klippehule,

Men alt det Guld, den gamle Drot

For Verden vilde skjule:

Klenodierne, hvert et Grand,

Man fandt hos Edderdragen,

Blev jordet med dens Banemand,

Kom aldrig meer for Dagen,

Men hviler nu i Jordens Favn,

Ja stimler nu, til Ingens Gavn,

Som før i Mulm og Mørke!

 

Om Bjovulvs Høi en Skjalde-Tylvt

Tilhest da gjorde Runde,

Og skifteviis, af Veemod fyldt,

De kvad, som bedst de kunde:

De skildred Landets store Tab

I dybest Klagetone,

Høiloved Heltens Adelskab,

Hans Daad paa Val og Throne.

 

Gid hver en Konning, blid og brav,

Naar slukket er Hans Kierte,

Man Følge saa til mørken Grav,

Med Tunge som med Hjerte!

 

Ja, her var Sorg ved Kongedød;

Thi hvor man sig henvendte,

Med Klage høit Hans Priis gienlød,

Og Menigmand bekiendte:

„En Drot, som ham vi jorded her,

Saa myg paa Kongestolen,

Saa dannis, gild og ærekiær

Ei findes under Solen!"

Noter:

1) Her fortælles, som man seer, med flere Ord, hvad Bjovulv, i sin Tale om Kong Hrædel og Hans Sønner, kortelig berørte, hvorledes nemlig den svenske Kong Ongenthjov efter Hrædels Død brød Freden med Gotherne og aabnede en langvarig Feide, ved at nedlægge Kong Hakon, som fik sin yngste Broder, den titomtalte Higelak til Eftermand.