Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 8.Sang
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Bjovulvs Priis fremfor Hermod og Volsungerne
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Bjovulvs Priis fremfor Hermod og Volsungerne
- Saa aarle om den Morgen,
- Før Solen op end stod,
- Hinanden traf ved Borgen
- Saamangen Høvding god;
- De kom fra alle Sider,
- Som bygged fjern og nær,
- Saa tykkes sommetider
- For lang ei nogen Færd;
- De alle vilde skue
- Det skeete Underværk
- Og Sporene paa Tue
- Af Trolden leed og stærk;
- De var nu alle glade,
- Slet Ingen var saa blød,
- Ham tyktes, det var Skade,
- At Trolden fik sin Død.
- De fulgte over Vangen
- Den Æreløses Traadd
- Paa Hælefægter-Gangen
- Fra Hall med Bane-Lodd;
- De sporede den Fule
- Fra Sal til Nykke-Sø,
- Der maatte i sin Kule
- Han krympe sig og døe;
- Hvor sidst han gik paa Landet,
- Der Blod i Strømme flød,
- Og hvor han sank i Vandet,
- Var Bølgen mørkerød:
- Sin Lødd den havde skiftet
- Af Grændels Troldeblod,
- Forvandlet og forgiftet,
- I Skum og Kaag den stod.
- Her maatte i stor Vaande
- Den Trold, med Ret og Skiel,
- Sin Hedningsjæl udaande
- Og fare saa til Hell.
- Nu fandt de gamle Svende,
- De unge ligesaa,
- Det var ei galt at vende,
- Tilfreds med, hvad man saae.
- Saa reed de Kæmper ranke
- Fra Sø den Gammens-Leed,
- De reed i Brynjer blanke,
- De roste, som de reed,
- Sø-Gothers Helt, den Brave,
- Og det var Manges Ord,
- At mellem begge Have
- Ei var, fra Syd til Nord,
- Saavidt som Himlens Bue
- Omhvælver Jordens Bold,
- Hans Overmand at skue
- Blandt dem, der løfted Skjold,
- Blandt dem, der styred Lande,
- Dog Hrodgar ufortalt,
- Thi Alle maatte sande,
- Han styred ikke galt.
- Saa over Hesterygge
- Man snakkede iblandt,
- Og kom der saa et Stykke,
- Hvor Veien var galant,
- Da spored, ei med Læmpe,
- Enhver sit gule Øg,
- Og Kæmpe reed med Kæmpe
- Omkap, alt som de fløi.
- Nu reed der i den Række
- En Skjald med gode Kaar,
- En Høvding mellem Kiække,
- Berømt i Kongens Gaard;
- Ei skulde let der findes
- I Daners Fødestavn
- Hans Mester til at mindes
- De gamle Kvad og Savn;
- Han sine Ord nu føied
- Til Fynd og listig Klang,
- Og Bjouulvs Færd ophøied
- Han i en Kæmpesang.
- Da under Vexelsange
- Kom ogsaa for en Dag,
- Hvad end var nyt for Mange:
- Volsungers Vaabenbrag,
- De Vældiges Idrætter
- Paa Langeledens Færd
- Blandt Kæmper og blandt Jetter
- Med Slag af skarpe Sværd;
- Saa her det blev opfristet,
- Hvad Sigmund kun i Løn
- Til Fjotle havde hvisket,
- Sin kiære Søstersøn,
- Og hvad de øved sammen,
- De Frænder uden Fals,
- Som knækkede med Gammen
- Fuldmangen Jettehals.
- Her kunde man det lære:
- I Sigmunds Heltegrav
- Ei sank Volsungers Ære,
- Den voxte op deraf;
- Thi det var Ædling-Sønnen,
- Som kronede Hans Værk
- Og høsted Heltelønnen,
- Den Volsung stor og stærk,
- Som under Klippevægge,
- Hvor Fjotle ei var med,
- Paa Dragen prøved- Egge,
- Alene Mund urædd;
- Ja, Dragen over Guldet
- Paa dristig Herrefærd
- Han naglede til Muldet
- Alt med sit gode Sværd;
- Da maatte Dragen smelte
- Af egen Ild saa brat,
- Den Ypperste blandt Helte
- Var ene om dens Skat;
- Han brugte Hænder begge,
- Han gjorde Gruben reen
- Og ladede sin Snekke
- Med Guld og Ædelsteen;
- Han vandt ved Herrefærden
- Og høiest Helterang,
- Blev roest af hele Verden
- I Folke-Sagn og Sang.
- Derfor, saa Visen endte,
- Saa høit den Volsung steg,
- Fordi sig Lykken vendte,
- Til ham fra Hermod veg,
- Hvis Navn vel havde funklet
- Engang med Helteglands,
- Men blev dog brat fordunklet,
- Som i en Dødningdands:
- Han blev til Jettelaget
- Fortryllet og forviist,
- Forgik, af Harm betaget,
- Alt som et Skib forliist;
- Til Hjertet maatte svide
- Hver Landsmand hans Ufærd,
- Og det i Hermods-Kvide
- Bejamredes især:
- Ei Sønnen Hans, den lille,
- Om hvem i Barneaar
- Det haabed Venner snilde,
- Var født til bedre Kaar;
- Vel sunget for Hans Vugge
- Der blev med Stemme glad
- Om Glands, hvor Kæmper bukke,
- Om Pris, hvor Konger sad,
- Om Rige, Magt og Vælde
- I Skjoldung-Folkets Land;
- Men tungt det er at melde:
- Han blev en Ildværksmand.
- Dog, altid var Omkvædet,
- Som Folk af Munden fløi:
- Slet Ingen havde glædet
- Som Bjovulv Lav og Høi.
- Nu Solen var opgangen,
- De Kæmper nøled ei,
- Men kappedes om Rangen
- I Ridt paa Kongevei.
- Der vanked Puf i Mængde
- For Olding og for Knøs,
- Thi mylrende fremtrængte
- Sig Flokken aandeløs,
- Saa ind i Borgestue
- Kom hver, som han var stærk;
- Hvem lysted ei at skue
- Det skeete Underværk!
- Selv Kongen var paa Færde
- I Adel-Ring saa puur,
- Med fyrstelig Gebærde
- Han gik af Fruerbuur
- Han gik til Borgestue,
- Den Skattevogter god,
- Ham fulgte og Hans Frue
- Saa pænt med Fjed som Fod.
- Dannerkongen for Øie stod
- Guldborgen med straalende Tinde:
- Haand af Grændel nu for sin Fod
- Det undtes den Herre at finde.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Stille stod nu den Drot saa prud,
- Og høit lod han Ordene lyde:
- „Takket være al Magtes Gud
- For Synet, mig undes at nyde!
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Leed af Grændel Fortræd jeg meer
- Og Fals, end i Hast er at melde:
- Priset være den Gud, som teer
- I Under paa Under sin Vælde!
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Ei saa vented jeg nys det Blik,
- Ei tænkte jeg, i mine Dage
- Bod at fange, som nu jeg fik,
- For Sorrig og Harm uden Mage.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Klart faa glimrer nu Guld i Sol,
- Som nys var i Taager indhyllet;
- Blodet bobled paa Kongestol,
- I Strøm over Gulv det henskylled.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Meer ei mindes jeg nu med Sorg
- Mistrøstige Ord af de Bolde:
- Ingen mægter vor Kongeborg
- At værge mod Gienfærd og Trolde!
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Ene, Kæmpe! du overkom,
- Udrustet med Kraft fra det Høie,
- Hvad vi alle mistvivled om
- Og mægted end ikke med Møie.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Hvis end lever den ædle Viv,
- Som Gud har til Moder dig kaaret,
- Glædes maa hun sit ganste Liv,
- For Byrde, som hun Haver baaret.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Sige maa hun, den Viv saa prud,
- Som bar dig til Verden med Smerte:
- Naadegave af Himlens Gud
- Var Sønnen, jeg bar under Hjerte!
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Hør det, Bjovulv, du Kæmpe skiøn!
- Den Bedste, mig undtes at kiende!
- Hjertet siger: du est min Søn,
- Vær sønlig til Døden min Frænde!
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Mindre Kæmper jeg lønned tit
- For Mindre med Guld og med Ære:
- Hvad dig lyster af mit, er dit,
- For godt skal det Bedste ei være.
- Saa times og Vel efter Vaande.
- Ære Haver du dig indlagt,
- Som kiender ei Aar eller Ælde:
- Gud dig lønne, som han har Magt,
- For Godt, jeg tan ikke giengiælde!”
- Saa times dog Vel efter Vaande.”
- Nu Bjovulv tog til Orde,
- Det meldte Eggthjovs Søn:
- „Ei for, hvad Godt vi gjorde,
- Vi kræve nogen Løn.
- Vel sandt er det at sige,
- Det var en farlig Dyst;
- Men sandt det er tillige,
- At Værket drev vor Lyst.
- Gid kun saavel din Fiende
- Laae for din Fod i Bast!
- Min Agt det var at binde
- Forsvarlig ham i Hast
- Og klemme ham saa længe,
- Til Aanden han gav op;
- Men sammen ret at hænge
- Ei havde lært Hans Krop;
- Thi maatte jeg begive,
- Hvad ei var Guds Behag,
- Saa Trolden blev i Live,
- Trods mine Favnetag.
- Med Hæle godt han fægted
- Og slap mig saa af Haand;
- Men skiøndt jeg ikke mægted
- At lægge ham i Baand,
- Sin Skade dog forvinder
- Han ei, ihvor det gaaer,
- Ei Lægedom han finder
- For Skramme og for Skaar;
- Sin Død han er saa sikker,
- Som han den havde alt,
- Ja, udentvivl han ligger
- Nu i dens Lænker kvalt;
- Der holdes han i Tømme,
- Indtil den store Dag,
- Da Herren ham skal dømme
- Alt efter fit Behag.”
- Nu blev tilgavns da skaadet
- Den Haand, heel sælsom skabt,
- Som Bjovulv havde baadet,
- Og Grændel havde tabt;
- Her saae man da, hvad Negle
- Betød paa Trolde-Maal:
- De ligned heller Segle
- Af seit og hamret Staal;
- Man maatte vel og grue
- For Knokler og for Been,
- Som her man fik at skue
- Paa Grændels Skuldergreen.
- Det kunde Ingen nægte,
- Der vilde meer end Jern
- Til, med den Trold at fægte
- Og bryde af Hans Værn.
- Nu var da Timen kommen,
- Som Egglavs Søn forsvor:
- Nu puttede i Lommen
- Han sine store Ord.