Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 9.Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Niende Sang
Kæmpevisen om Friser-Høvdingen Hengest og Jette-Kongen Finn.


Travlhed i det høie Slot
Fik man nu at skue:
Pyntet, pudset brat og godt
Blev den Borgestue;
Karle, Piger gik i Flok,
Meget giøres skulde.
Alle havde Arbeid nok,
Begge Hænder fulde,
Førend Stuen kom i Stand,
Blev paany forvandlet;
Thi man knap sig tænke kan,
Hvor den var mishandlet!
 
Dørren var af Hængsel kast,
Alting, brudt i Stykker,
Skiøndt med Jern det var sat fast,
Som ei let man trykker.
Alt i Lave og i Læg
Kom dog nu saa sage,
Snart man skinne saae paa Væg
Tæpperne fuldstrage,
Kunstelig Indvirkning her,
Guld-Baldyring lued,
Til Forundring for Enhver,
Som det saae og skued.
 
Dog, det var ei Hallen blot,
Som fik Bod for Vaande,
Alling nu var blevet godt,
Let trak Folket Aande;
Han kun, som tog Hare-Spring,
Var og blev en Kryster;
Flygte er en farlig Ting,
Prøv det, hvo som lyster!
Mærke Hver, at skiøndt i Slag
Times let Ulæmpe,
Det dog er en tvungen Sag
For hver ælig Kæmpe,
Naar han gaaer fra Mjød og Viin,
Krogen, trods al Fare,
Hvor han hviler Kroppen sin,
Mandig at forsvare!
 
Under gode Varsler nu
Halvdans Søn hin milde
Gil til Hallen glad i Hu,
Gik derind til Gilde;
Kreds slog her om guldrund Drot
Kæmper dyrebare,
 
Finere i Kongeslot
Fandtes ingen Skare.
Med saa frydefuldt et Blik,
Som ei skues ofte,
Frænderne til Sæde gik
Under Høielofte:
Hrodulv sad hos Hrodgar her (1),
Høit de sad med Gammen,
Tømte i den Gildesfærd
Mangt et Bæger sammen.
Giæstefuld og vennerig
Var den Kongestue;
End ei Drotterne paa Svig
Pønsed under Bue.
 
Det var Halvdans Heltesøn,
Guldrund efter Vane,
Bjovulv han i Kæmpeløn
Gav en gylden Fane,
Gav ham og til Herrefærd
Brynje af de bedste,
Hjelmehat og Beltesværd,
Klinge med Guldfæste.
Mange Øine velforskyldt
Sværdet fik blandt Svende,
Da det, luende forgyldt,
Helten kom til Hænde.
Bjovulv lod i Hallen glad
Sig af Hrodgar lønne,
Heller ei at kimse ad
Var de Gaver skiønne;
Vennegaver fire faae
Her man over Bænke,
Hvortil Magen Drotter faae
Hørtes at bortskiænke:
Trindt om Hjelmen prud og gæv
Snoede sig med Liste
Krandsen sin af Staaltraads-Væv,
Nem ei til at briste;
Godt sig under slig en Hat
Hoved kunde bjerge,
Mangt et Sværd sig bide mat
Paa det Isse-Værge,
Hvor med Gny og Lueblik
Kæmperne hinanden gik
Mandelig paa Klinge.
 
Voxe skulde Bjovulvs Løn,
Var end stor den vorden,
Det, paa Bud af Halvdans Søn,
Saaes i Borgegaarden:
Der af Hopper nu et Spand,
Otte ud af Stalden,
Kneisende og godt i Stand,
Dandsed op for Hallen.
Een af dem dog allerbedst
Kaldes maa med Ære,
Kongens egen Ridehest,
Værdig ham at bære;
Aldrig blev den sky for Skrald
Eller spidsed Øre,
Hvor paa Valen Knald og Fald
Høiest var at høre;
Sadelen, med kunstig Hu
Gjort til Kongens eget Brug,
Glimred og derefter.
 
„Vaaben gav jeg dig i Vold,
Føier dertil Heste,
(Sagde Yngve-Drotten bold,)
Brug dem paa det Bedste!”
 
Saa den Konge ærefuld,
Der paa Dressel heied,
Som med Hæder, saa med Guld
Bjovulvs Daad opveied;
Kæmpeværtet lønned saa
Halvdans Søn hin milde,
At ham lyve maatte paa,
Hvo ham laste vilde;
Ingen her paa Bænken sad
Af det hele Følge,
Der med Bjovulv stævned glad
Over svalen Bølge,
Som jo af den Drot saa god
Midler fik for Møde;
Guld endog i Mandebod
Gav han for den Døde,
Som, ved Bjovulvs Heltemod
Og ved Herrens Naade,
Blev den Eneste, hvis Blod
Grændel fik at raade.
Fleer at myrde hos den Trold
Var tilvisse Agten,
Men det hindred Nornens Skjold,
Gud, som har al Magten;
Ja, i Herrens Haand det staaer,
Alt hvad os skal hændes,
Derfor ei med hvide Haar
Løbet her fuldendes,
Uden at jo, tit og let,
Stifter Sorg og Gammen;
Viis kun er, Hvo immer tæt
Tænker sig dem sammen!
 
Dog, i Hallen var i Dag
Alt kun Fryd og Gammen,
Skjaldesang og Harpeslag
Der kun smelted sammen;
Strengelegen svared her
Til den gamle Vise
Om Kong Halvdans Herrefærd,
Værdig vel at prise.
Minder skulde Hrodgars Skjald
Friste op til Glæde,
Om det Slag paa Feresval
Høit han skulde kvæde,
Hvor de Sønner af Kong Finn
Hnæf uventet mødte:
Helten, snar som Fugl og Vind,
Skjoldung-Thronens Støtte.
 
Heller ei om Hildeborg
Maatte Sagn hensove,
Hun som prøved, sig til Sorg,
Jetters Tro og Love;
Hokes Datier uden Grund
Ei sin Lodd beklaged,
Da i aarle Morgenstund
Hun sit Tab opdaged:
Over sine Kiæres Liig
Stod hun dybt bedrøvet,
Frænderne, ved Sværd og Svig,
Sørgelig berøvet;
Sønner, Brødre slagne laae,
Uden Skiel og Føie,
Hildeborg vel maatte staae
Her med Graad i Øie!
 
Det var Kong Finn, paa Kæmper rig,
Som Drot vel i Hans Dage,
Forarmet blev han dog i Krig,
Beholdt kun Faa tilbage.
 
Ei Slaget meer nu mægted Finn
Mod Hengest at oplive,
Hans Kæmper faa ei faldt det ind
De Danske at fordrive.
 
Med Hengest nu den Jette-Drot
Sig vilde brat forlige,
Indrømmed ham sit ene Slot,
Dertil sit halve Rige.
 
Det var saa stolt en Kæmpeløn,
Det Slot med Kongethrone,
Og Hver en Dag af Folkvalds Søn
Fik Daner Guld i Sone.
 
Til Friser ned der regned Guld,
Saa lod Kong Finn det springe,
Han daarede saa rænkefuld
Dem med de gyldne Ringe.
 
Med Guld og saa med glatte Ord
Dem gjorde Finn saa trygge,
At paa den Eed saa dyr, han svor,
De voved fast at bygge.
 
For sine Kæmper selv han svor,
Saa lod han sig forlyde:
„Ei skal med Gierning, ei med Ord,
De Venne-Pagten bryde!
 
Ei klage, knye, (saa loved han,)
Skal Nogen, skiøndt for Øie
Han seer sin Høvdings Banemand,
Maa for Hans Bud sig bøie!"
 
Og Hengest svor af Hjertens Grund:
„Tør nogen Friser pukke
Paa Slag, han slog, den aabne Mund
Jeg skal med Sværd tillukke!"
 
Der gjordes Eed, der glimred Guld,
Kong Finn holdt Pungen aaben;
Men Barmen sin, af Falskhed fuld,
Han skjulte under Kaaben. (2)
 
Da vaagned Smaadrengen ved Midjenat,
Han vakte sin Drot med den Tale:
„Jeg kan ikke vide, hvordan det er fat,
Mens alle Gaardhanerne gale!
 
Jeg kan ikke vide, om Ild her er løs,
Hvad heller det gryer ad Dagen,
Hvad Heller kanskee os nu vækker af Døs
Med gloende Vinger Ilddragen."
 
Det svarede Kongen hin unge da brat:
„Ei skinner det saa af Ilddragen,
Og ei er det Dagning ved Midjenat,
Og ei er det Luernes Bragen.
 
Det Skin er af Maanen, som glimter i Sky,
Paa blinkende Hjelme og Skjolde,
Græshoppers er Sangen til Vaabnenes Gny,
Og Natten giør Nidinger bolde.
 
Misgierning er oppe saa tidlig før Dag,
For Lyset den ikke tør komme,
Sin Vilje den fremmer ved Svig og Bedrag,
Om muligt, før Natten er omme.
 
Herop, mine Kæmper, som Styrke er hos!
Lad kiendes nu, hvem der er kiække!
Det giælder om Æren med Liv og med Gods
At værge med Odd og med Egge!"
 
Da under Guldhjelmen sig reiste enhver
Af Konninge-Kæmperne strage,
Omgjordede sig med de store Slagsværd
Og foer faa til Dørrene sage.
Ja, Dørrene værged de Kæmper i Kvæld,
Med Sigfred stod Aage ved denne,
Mens Oslav og Gudlav med Hengest ham selv
Stod muret ved Dørren histhenne.
 
I Hælene fulgte dem Garulv faa fast,
Tilbage de vilde ham tvinge:
„For ung, (sagde de,) til et Møde saa hvast
Er baade din Haand og din Klinge!"
 
Det runged i Hallen, saa brølede han, (3)
Hvis Hu var som Natten hin mørke,
Han spurgte: „Hvem holder ved Dørren nu Stand
Og prøver forvoven sin Styrke?"
 
Da nævnede Sigfred sit Navn og sin Stand
Og raabte: „Fra mig gaaer det Rygte,
At vist maa det være en hovedløs Mand,
Som ei fra mit Sværdslag vil flygte."
 
Saa rystede Hallen af Gny og af Døn,
At Skjoldene dandsed paa Tilje,
Da mistede Gudlav en haabefuld Søn:
Ung Garulv saa fremmed sin Vilje.
 
I Dynge ved Dynge laae Kæmperne her,
Mens Ravnene sang over Tue,
Og saa gik der Lyn fra de flammende Sværd,
Saa Finsborgen heel stod i Lue.
 
Jeg aldrig det hørte om Snesene tre:
De Alle en Skok var af Helte,
Ei Heller om Nogen, der bedre end de
Det Blanke sin Høvding giengiældte.
 
For Hnæf blev der kæmpet i Dagene fem,
For Nogen lod Hænderne synke,
Og Dørrene aldrig forlodes af dem,
Den Høvding var ikke at ynke.
 
Han selv var den Første, som vendte sig der.
Med Banesaar førte han Ordet:
„Min Brynje er hakket til Pjalter med Sværd,
Min Hjelmekrands er giennemboret.”
 
Man maatte vel spørge, om Kæmpernes Saar
De dybe end kunde helbredes,
Saa Nogen af Finsborgens Helte i Aar
Kom levende fra, hvor de stredes!
* * * * *
 
Til Heltene der gjordes Baal
Af Finn, den falske Jette,
Der smelted Guld, der gløded Staal,
Der brændte Kæmper trætte.
 
Alt med saamangen Hjelm af Guld
Og røde Brynjesærke
De brændte Hnæf, med ham et Kuld
Af Skjoldung-Kæmper stærke.
 
En Deel vel Bane fik af Staal,
Men Fleer dog sank af Møde,
Og Jetter kasted nu paa Baal
De Matte med de Døde.
 
Til Dronningen med Hjertesorg
Det lød paa Jette« Maalet:
„Tag dine Sønner, Hildeborg,
Og bænk dem selv paa Baalet!"
 
Sig blanded Kvindens Klagesang
Med Brag af Vedd i Lue,
Og høit den sig med Røgen svang
Fra Baal til Himmelbue.
 
Hvert Vaand nu brast i Lue rød,
Det braged og det buldred,
Hvor Blod blev Damp, hvor Been og Kiød
Hensmelted og hensmuldred.
 
Den Fraadser fuul med Lue-Tand,
Som Alt kan vel bekomme,
Opaad, til Sorg for meer end Dan,
En dobbelt Folke-Blomme.
 
Til det kiære Friserland,
Vennerne berøvet,
Kæmpe-Resten over Strand
Stævnede bedrøvet.
Hengest (4) paa sit høie Slot
Tøved kun med Smerte,
Men ei glider Kiølen godt
Under Vinters Hjerte;
Ei saa var det Seiletid
Nu, da i Kort-Vending
Rasende i Væddestrid
Kæmped Storm og Brænding:
Frosten med sin Kæmpehaand
Kued vel dem begge,
Bølgen dog i kolde Baand
Bar fra Kyst ei Snekke.
 
Dog, der kom med andet Aar
Ogsaa andre Dage,
Solskinsveiret kom med Vaar
Smilende tilbage;
Vinteren gav Vaaren Plads,
Maatte for den flygte,
Sommeren sit Mai-Pallads
Blomsterkrandset bygte.
 
Længer havde ei behov
Helten nu at nøle,
Snart sig og en Maste-Skov
Løfted over Kiøle;
Hvad han stedse kom ihu,
Brændende af Harme,
Vilde han udføre nu
Kiæk med Kæmpe-Arme.
Verden vilde han Farvel
Sige, hvis tilgrunde
Ei han Jetten gammel Gield
Nu betale kunde.
Hunlavs Søn sit gode Sværd
Hurtig da omspændte:
Klingen, som fra første Færd
Jetterne alt kiendte,
Som nu skulde med sin Egg,
Trukket blank af Skede,
Kløve Finn, den Niding fræk,
I hans egen Rede.
Gudlav, Oslav ingen Frist
Gav nu Falske-Blakken,
Drøit de takked ham for Sidst,
Skam fik han paa Nakken;
Kongesalen purpurrød
Maled de med Klingen,
Og Kong Finn nu fandt sin Død
Midt i Skjoldborg-Ringen.
Her ei gjorde daarlig Jagt
Nogen Skjoldung-Skytte,
Stor var Kongehallens Pragt,
Stort blev Kæmpers Bytte;
Silke her tilgavns de spandt,
Rask ombord de bare
Smykker, Ringe, hvad de fandt,
Tog for gode Vare;
Dronningen de glemte ei,
Daner hun tilhørte,
Hende og ad Hvalers Vei
De til Hjemmet førte.
 
Meer ei hørtes Harpeslag,
Endt var Skjaldens Kvæde,
Dog deraf i Kæmpelag
Reiste sig stor Glæde,
Gammensord fra Bænke lød,
Skiænkerne saa huse
Med den klare Viin ombød
Bægere og Kruse.
 
Frem nu gik Væltove glad
Under Gyldensmykke
Did, hvor begge Frænder sad,
For hinanden trygge (5);
Thi endnu de Venskab holdt,
Samlede med Glæde,
Hvor end Drosten Hunferd stolt
Tog paa Skamlen Sæde;
Begge ham for trofast holdt,
Værd sit Staller-Sæde,
Skiøndt engang i Sværde-Leg
— Det var Frænders Kære, —
Nærpaarørende han sveg,
Sig til liden Ære.
 
Dronningen for Thronen stod,
„Daners Vederkvæger!
(Sagde hun med lystigt Mod)
Tag og tøm dit Bæger!
Klæd lyksalig, Skjoldung-Drot,
Daners Kongesæde!
Tal til Gother mildt og godt,
Ræk dem Guld med Glæde!
Fjern og nær ei finder du
Bedre Ven og Frænde,
End den Helt, jeg hørte nu,
Du for Søn vil kiende.
I din frelste Hjorte-Borg
Lad dig Mjøden smage!
See henrinde uden Sorg
Dine Levedage!
See paa Sønnerne som skal,
Naar du skifter Farve,
Throne i din Kongehall,
Folkeriget arve!
Er de unge, har de end
Dog en Fosterfader,
Hvis før Hrodulv, Skjoldung-Ven!
Verden du forlader.
Kiender jeg den Glade ret,
Skjold han løfter for vor Æt
Kiæk paa Mark og Vove!
Ja, om ei af ham vor Søn
Havde Godt i Vente,
Glemme maatte han, hvad Løn
Vi af ham fortjente,
Som vi, fra ham laae i Svøb,
Elsked op med Glæde
Til et daadfuldt Levnetsløb,
Og til Herresæde."
 
Dronningen nu saae man glad
Til den Bænk sig vende,
Hvor med Hredrik Hrodmund sad
Mellem Ungersvende;
Hos det Konge-Sønne-Par
Sad og Gothe-Helten,
Han med Føie bænket var
Mellem Folk af Vælgten.
Til ham fra den Dronning fiin
Flød nu Ord fuldsøde,
Fulgte med den klare Viin
Baand af Guld det røde:
Haandledd-Baand, et Tvilling-Kuld,
Gyldenstykkes-Klæde,
Fingerringe og af Guld,
Favreste Halskiæde;
Thi, hvor under Himmel blaa
Rige Herrer bygge,
Ei jeg veed, at Nogen saae
Bedre Gyldensmykke,
Siden Hama Brysingmen
Aarle om en Morgen
Som en modig Ungersvend
Bar til Brattingsborgen,
Lykkelig dermed undgik,
Til en salig Ende,
Snarerne, som Jormunrik
Monne for ham spænde.
 
Kiæden, som nu glad med Tak
Bjovulv fik i Hænde,
Havde siden Higelak,
Svertings ædle Frænde,
Der Hans Sværd sin Svanesang
Kvad paa Brynjesærke,
Der han værged sidste Gang
Skatte under Mærke.
Da ærgierrig over Strand
Stævned han paa Snekke,
Giæste vilde Friserland
Han med skarpe Egge;
Deilig funkled paa hans Bryst
Klare Ædelstene,
Nornen brat dog Livets Lyst
Vilde ham formene:
Banesaaret under Skjold
Segned Bjovulv's Frænde,
Liget af den Herre bold
Franker fik i Hænde;
Marken ogsaa de beholdt
Efter Kæmpeslaget,
Plyndred Valen grumt og koldt
Efter Vaabenbraget;
Kongens Liig de skaaned ei,
Plyndred det med Glæde;
Da med Brynjen samme Vei
Gik den gyldne Kiæde (6).
 
Dronningen, alt som til Sang,
Læben sin nu rørte,
Venlig det i Hallen klang,
Hovmænd alle hørte:
„Hør du mig nu, Bjovulv kiær!
Hvad jeg dig vil sige:
Tag den Kiæde, du seer her,
Klædningen tillige!
 
Slid med Helsen Tøi og Guld,
Brug det paa det Bedste!
Altid man beundringsfuld
Øine paa dig fæste!
Vær en Læremester blid
Nu for mine Sønner!
Moderlig jeg kun din Flid
Her mod dem belønner.
Fjern og nær din Daad saa stor
Skattes maa af Helte,
Alt saavidt som Folkejord
Bølgerne ombelte!
Ja, vil, som jeg haaber, huld
Sønnen min du være,
Følge dig saa tro som Guld
Lykke din og Ære!
 
Lystig nu, vær selv dig lig,
Som en Søn af Huset,
Her, hvor Giæster uden Svig
Giør Beskeed i Kruset!
Sidder, Kæmper, vel i Mag,
Kommer kiønt tilrette!
Ingen bryde Vennelag
Her med Kiv og Trætte!
Sjæleglad ved Mjød og Viin
Vorde hver en Kæmpe fiin!
Giør det, som jeg beder!"
 
Dronningen saa favr og fiin
Søgte nu sit Sæde;
Kæmperne den klare Viin
Drak med Hjertens Glæde;
Dem det gik, som Mange før:
Drømmende sig trygge,
Mindst de tænkte, at for Dør
Stod en stor Ulykke.


Noter:

1) Det ei vel lidt underligt med den Hrodulv (Rolv), der saaledes med Eet springer op til Kongen i Høisædet, men der er dog ikke andet for, end, paa Skjaldens Ansvar, at lade ham sidde der, som en Brodersøn af Hrodgar.
2) Her sattes i det gamle Haandskrift nogle Blade, der har indeholdt Fortællingen om det lumske Overfald paa Finsborgen, som var indrømmet Hnæf og Hengest. Paa denne Mangel bødes dog tildeels ved det andensteds bevarede Brudstykke om Nattekampen paa Finsborg, som herefter følger.
3) Han udenfor.
4) Da vi af Brudstykket seer, at baade Hengest, Oslav og Gudlav var Dørvogtere paa Finsborgen, maae de enten have hugget sig igiennem eller paa anden Maade være undstupne fra Nederlaget.
5) De tvende Frænder er Hrodgar og Hrodulv.
6) Om dette Higelaks Tog, som her kun berøres i Forbigaaende, findes Resten i 14de og 17de Sang.