Brudstykke af et Kvad om Sigurd Fofnesbane (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Brudstykke af et Kvad om Sigurd Fofnesbane

Høgne kvad:

1. »Hvad var Sigurds Brøde, Gunnar,

at du vil den bolde dræbe?«

Gunnar kvad:

2. »Eder har mig Sigurd svoret,

dyre Eder, stærke Eder,

hver og én har han mig svoret;

dengang sveg han mig med Liste,

da han tro mig skulde være,

holde hver en Ed, han svor.«

Høgne:

3. »Nu har Brynhild tændt din Harme,

saa at nu du ondt vil øve,

æske Hævn og volde Skade;

nidsk hun ser til Gudruns Lykke,

heller ikke vil hun siden

unde dig sin Kjærlighed.«

4. Somme stegte Kjød af Ulven,

somme skare Ormen sønder;

Ulvens Kjød de rakte Guthorm,

før de, lystne efter Udaad,

turde lægge Haand paa Helten.

5. Syd for Rinen vog de Sigurd,

lydt fra Træet gelled Ravnen:

»Sværd paa jer skal Atle rødne,

eders Eder skal jer fælde.«

6. Udenfor stod Gjukes Datter,

Gudrun, og hun tog tilorde:

»hvor mon nu vel Sigurd være,

Drotten, som for Hirden raader,

da I Frænder ride fremmerst?«

7. Det gav Høgne blot til Gjensvar:

»Sigurd har med Sværd vi fældet,

Ganger graa med bøjet Hoved

staar nu over Kongens Lig.«

8. Kvad da Brynhild, Budles Datter:

»nu kan I med Gammen raade

over Eders Land og Vaaben,

ene havde Sigurd raadet,

havde end han levet lidt.

9. Ej det var, som det sig sømmed,

at for Gjukes Arv han raaded,

hersked over Gotefolket,

da den bolde Konning avled

Sønner nok, som æske Kampen,

til at styre Land og Folk.«

10. Lo da Brynhild, Budles Datter,

én Gang af sit ganske Hjerte,

saa den hele Kongsgaard rysted:

»længe skal I styre Riget,

herske over Land og Kjæmper,

thi I vog den frækne Drot.«

11. Kvad da Gudrun, Gjukes Datter:

»ledt og hæsligt nu du taler,

onde Aander eje Gunnar,

han, som raadte Sigurd Bane!

Hævn han faa engang for Had.«

12. Frem det ledet var paa Kvælden,

meget drukket var i Hallen,

ikkun Glædesord var talte,

Alle sovned flux paa Lejet,

ikkun Gunnar ene vaaged,

medens alle Andre sov.

13. Foden rørte han urolig,

meget med sig selv han talte,

det faldt Helten tungt paa Sinde,

hvad de to i Lunden talte,

Ravn og Ørn, som sad paa Kviste,

da de red fra Drabet hjem.

14. Vaagned Brynhild, Budles Datter,

lidt før Dag, den Skjoldungdatter:

»ægg mig eller ægg mig ikke

til min Kummer at fortælle,

Daaden er jo alt fuldbragt.«

15. Alle tav de til den Tale,

faa forstod de Kvindelader:

hvad hun nys med Latter kræved

mindedes hun nu med Graad.

Brynhild kvad:

16. »Fælt det tyktes mig isøvne,

Gunnar, koldt her var i Salen,

Kulden rysted mig paa Lejet,

da jeg, Konning, saae dig ride

lænketynget, glæderøvet

mellem dine Fjenders Flok.

17. Saa har hele Niflungætten

mistet al sin gamle Styrke,

eders Eder har I brudt.

18. Drages det dig ej til Minde,

Gunnar, hvordan Blod I blanded,

lod i Spor det sammen rinde?

ilde har du nu ham lønnet,

for han lod dig fremmerst gaa.

19. Dengang kom det klart tilskue,

da han modig red og bejled

til mig, Gunnar, dig tilhaande,

hvordan han, den bolde Konning,

holdt den Ed, han havde svoret

til sin Ven, den unge Drot.

20. Mellem os den Ædling lagde

Sværdet smykt med Guld det røde,

Eggen hærdet var i Luer

Edder var der i dets Od«.

I dette Kvæde fortælles om Sigurds Død, og her siges, at de dræbte ham ude; men Somme sige, at de dræbte ham inde, sovende i sin Seng; Tydskerne sige, at de dræbte ham ude i Skoven, og i det gamle Gudrunskvad siges, at Sigurd og Gjukesønnerne vare redne til Things, da han blev dræbt; men derom ere alle enige, at de sveg ham og vog ham liggende og uforberedt.