De narrede Ægtemænd

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

De narrede Ægtemænd
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


To Koner trættedes engang om, hvo af dem der havde den dummeste Mand. De bleve da tilsidst enige om at lade det komme an paa en Prøve, om de ogsaa vare saa dumme, som de syntes at være.


Den ene Kone fandt da paa det Fif, at hun en skjøn Dag, da hendes Mand kom hjem fra sit Arbeide, tog sine Karter og sin Spinderok frem og satte sig ned og gav sig til at karte og spinde, skjøndt hverken hendes Husbond eller nogen Anden kunde see, at hun havde den allermindste Tot Uld mellem Hænderne. Da Manden saae dette, spurgte han sin Kone, om hun var gaaet fra Forstanden, siden hun sad der og sled i Karterne og tumlede med Rokken, uden at have Uld, og han udbad sig en Forklaring om, hvad dette havde at betyde.


Det var ikke saa underligt, sagde hun, om han ikke saae, hvad hun spandt, thi det var den fineste Haaruld, som skulde bruges til Klæder til ham. Han lod sig nøie med denne Forklarlig, og gik nu den hele Tid og undrede sig over, hvor klog en Kone han havde, og han glædede sig i sit stille Sind til engang at faae de Klæder paa, der vare saa vidunderlig fine og smukke.


Da Konen lod, som hun havde spundet Nok til Klæderne, gav hun sig til at sætte disse usynlige Traade paa Væven, og nu lod hun, som om hun sad og vævede. Manden kom nu og da og saae til hende, og altid beundrede han hendes Kløgt og Kundskab. Dette gottede hende inderligt, og hun skyndte sig destomere med at faae det Hele vel fra Haanden. Nu lod hun, som om hun var ifærd med at tage Tøiet ned fra Væven, og gav sig da først til at vaske og valke det, men tilsidst skar hun Klæderne til og syede dem.


Da hun var færdig med det Hele, bad hun sin Mand om at komme og tage Klæderne paa, men hun turde ikke lade ham trække dem paa alene, sagde hun, hun skulde nok hjelpe ham dermed, og saa bar hun sig ad, som om hun klædte ham paa, og skjøndt nu det arme Menneske i Virkeligheden var ganske nøgen, havde han dog den Tro, at hans Kone havde lavet ham slige fine Klæder, og han blev saa ellevild af Glæde herover, at han neppe vidste, paa hvad Fod han skulde staae.


Nu ville vi da fortælle om den anden Kone. Da hendes Mand kom hjem, spurgte hun ham, hvordan det hang sammen med, at han endnu var oppe? Det var et underligt Spørgsmaal, fandt Manden, og han spurgte derfor, hvorfor hun talte saaledes?


Hun overbeviser ham da om, at han er dødssyg og at det vil være det Bedste for ham at gaae tilsengs jo før jo hellere. Han troer Alting og skynder sig med at komme iseng. Efter nogen Tids Forløb fortæller hun ham, at nu vil hun give ham Gravklæderne paa. Han spørger, hvordan det hænger sammen og beder hende for Guds Skyld at lade Sligt fare. Hun spørger kun, hvad han vel bilder sig ind, han, som er død imorges og som man allerede tømrer Kisten til?


Og saa ligger da det elendige Menneske der, indtil han bliver lagt i Kisten. Derpaa fastsætter hun Begravelsesdagen, vælger sex Liigbærere, og beder saa det andet Ægtepar om at komme og følge hendes Mand til Jorden. Paa den ene Side af Kisten havde hun ladet indsætte en Rude, for at han igjennem den kunde see, hvad der gik for sig.


Da nu Liget skal bæres ud af Huset, kommer den nøgne Bonde, i den Tro, at Alle ville beundre hans fine Klæder. Men det faldt ud anderledes end han tænkte; thi skjøndt Liigbærene mindst vare opsatte paa at more sig, kunde de dog ikke bare sig for Latter, da de saae ham, og da han, der laa i Kisten, fik Øie paa ham, raabte han af alle Livsens Kræfter: »Nu skulde jeg lee, hvis jeg ikke var død.« 


Begravelsen gik da overstyr, og Manden blev sluppen ud af Kisten, og ved samme Leilighed blev det da opdaget, at Konerne havde havt deres Mænd saa skammeligt til Bedste. Men saa fik de ogsaa Begge Riis paa Thinget derfor.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.