Den lange hest. Flere oppe på den

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

D. Vandets ånder

4. Den lange hest.
Flere oppe på den


71. Syv koner vilde følges ad til en barselkone, og så skulde de over et vand. Så klagede de dem for, hvordan de skulde komme over det. Men i det samme så de en hest, der stod ved dem ved siden af vandet, og da de nu fik sigt på den, vilde de ride over. Så tog de deres hosebånd og bandt sammen til tøjle, og nu begyndte de at sætte dem op. Da der var kommen én og to op, blev den så stor, at der blev plads til dem alle syv. Lav de nu rider ud i åen, da siger én:

«Jessu kås,
da hår vi aldrig sjet så stower en hås!»

og så gik hesten midt i stykker og blev henne, og de stod midt i åen og holdt ved hosebåndene.

Kristen Ebbesen, Egtved.


72. Nede ved Bækgrén mellem Borup og Blans kom der en aften en hel flok kartepiger og vilde over åen. Denne var svulmet op, så broen var overskyllet, og nu vidste de slet ikke, hvorledes de skulde komme over. Da udbrød én af pigerne: «Havde vi bare et helmis, så kunde vi ride over.» I det samme kom der en grå hest og stod ved siden af dem. En af pigerne satte sig straks op på den, og det viste sig, at der var god plads til én mere. Så satte én til sig op, men pladsen var lige god derfor. Nu satte flere piger sig op, og alt imens voksede bæstet, og blev længere og længere, så efterhånden fik alle kartepigerne plads på ryggen af det. Da alle var komne op, gik hesten ud i åen med dem. Hid indtil havde pigerne ikke sagt et ord af bare forundring, men midt i åen udbrød én:

«Jössus Kristus kors,
sikken et langt hors.»

Ved disse ord forsvandt bæstet under dem, og alle pigerne lå og plaskede midt i vandet. De fleste mener, at det var «e trold», som de red på, og som måtte vige, da korset blev nævnt.

Sundeved. Hans Peder Hansen-Nörremølle.


73. En aften gik der en halv snes piger hjem fra kartehus, og så skulde de over Borup bæk. Nu vidste de nok i forvejen, at broen var flydt bort, og de gik da og talte om: «Hvis der endda vilde stå en hest der nede, som kunde ride os over bækken.» Og da de kom derned, stod der en stor sort hest i vandet. Så satte de sig op, den ene efter den anden, og der var endnu plads til flere. Da så den forreste tilbage og sagde:

«Jössus Kristus kos,
sikket langt hos!»

Da kastede hesten dem alle af i bækken og forsvandt.

Sundeved. Anna Andresen, Snogbæk.


74. En gang havde de unge karle og piger i Funder den uskik, når de gik til legestuerne om natten, og de kom forbi en hest, der stod tøjret; at de al tid red på den et stykke vej, og så igien jog den tilbage; dog skete dette hyppigst på de steder, hvor de skulde over en å. En aften, da vel en halv snes unge karle og piger fra Funder gik til Løgager til legestue, og de kom til Funder å, kunde de ikke finde gangtræet. Som de der stod rådvilde for, hvordan de skulde komme over åen, så de pludselig til deres store glæde en hest stå midt i den, med saddel og bidsel på, lige parat til at modtage sin rytter. De betænkte sig ikke ret længe, men begyndte at stige op på den den ene efter den anden, og jo flere der satte sig op, jo længere blev hesten, så at de alle fik god plads. Den forreste begyndte da at støde i bidselet for at få hesten af sted, men pludselig gik hovedet af den, og han så sig da forskrækket tilbage, og som han da fik øje på hestens længde, udbrød han:

«O Jessu kås,
no hår a ålle sit så lång en hås.»

Men i det samme skiltes hesten i midten i to dele og forsvandt, medens alle faldt i åen med et stort plump. Siden den tid lod de folks heste stå i fred.

Lærer Christen Hördum.


75. Fra et kartegilde i Hammerum fortælles følgende: Pigerne fra Gjellerup kirkeby havde også været med til gildet. Da de om aftenen gik og skulde hjemad og kom til bækken, som løber mellem Hammerum og Gjellerup kirke, kunde de ikke finde broen, men i steden for så de et lille føl stå i bækken. Pigerne, som var noget overgivne og lystige, sprang da op på føllet, den ene efter den anden, og der var plads nok, ti føllet udvidede sig og blev så langt, så langt, så pigerne til sidst blev forbavsede derved; da siger én af dem o. s v.

Jens A. Favrholdt.


76. En aften var der bindestue i Knudstrup, og ungdommen fra Torning var med. Da de sent om aftenen skulde hjem, var en bæk, som de skulde over, på grund af et stærkt tøbrud, gået over sine bredder, så at den dannede en lille sø. Mens de nu stod og rådslog om, på hvilken måde de skulde komme over, fik én af dem øje på en gammel hvid hest, som gik og græssede i engen . . . .

«Jösses Kristi kårs,
sikke da en långe hårs»

Men pludselig forsvandt hesten, og de lå alle i vandet.

S.


77. Nogle karle og piger fra Vium vilde til dands i Torning. De tog vejen over den såkaldte Vesterbro, et vadested i nærheden af sidstnævnte by. Da de kom hertil, var det netop højvande, så de ikke kunde komme over gangtræet. De rådslog derfor om, hvorledes de skulde vinde over. Mens det stod på, opdagede de en hovedløs hest; en af de dristigste satte sig op på den, og flere fulgte eksemplet . . . . Den blev så lang, at fordelen nåede over på den modsatte bred, medens bagdelen endnu stod tør på den anden. Som de nu holder således, udbryder én:

«Jösses kors,
nu har jeg aldrig set så lang en hors.»

Aldrig så snart var det sagt, før hesten gik midt over, og karle og piger dumpede i vandet.

Kristen Pedersen, Hals.


78. En del kvindfolk i Dömmestrup havde været henne at karte. Da de gik hjem, kunde de næppe bunde i den søle, der var i de dage. Et gammelt øg . . . . «Jösses Kristi kås, hæ æ plads te femden tadere (tatere) inow.»

D. Johansen.


79. Ved siden af den ny Silkeborg-Århus landevej, lige hvor den ny vej løber af til Galten, ligger et hul, som om sommeren er tørt, men om vinteren er fyldt med vand. Det kaldes Horshullet. En gang gik nogle karle og piger denne vej til Höver, hvor der var legestue. Det var ved vintertid, og hullet var fyldt med vand, så de kunde ikke komme over uden at blive våde helt op på benene. De vilde da gå uden om, men i det samme så de et gammelt hors stå lige for sig. Den ene af karlene satte sig straks op at ride . . . . og således gik det, til de var komne op så nær som én. Han gik uden om, men da han kom lige midt for hullet, stod han stille og så efter de andre. Øget stod just midt i kjæret med dem, og han så nu først, hvor langt det var. «Nej,» sagde han, «no håer a ålder sit så lång et hås!» I det samme gik horset midt over, og alle de ridende dumpede i vandet. Men der hørtes en stærk hul latter, og øget var borte. Så måtte de opgive at gå til legestue.

K. P. Dalin.


80. Der var en gang en hel hoben unge mennesker, der skulde til Ullits til legestue, og der var ikke andet end et vadested der imellem. Da de kom til stedet, gik der en hest, som de vilde ride over på. Der kom aldrig så mange op, der kunde alligevel være én til. Da de kom midt i vandet, var den bleven så lang . . . . Med det samme lå de i åen alle sammen, og så var de dyppede. Nu kunde de gå hjem og kom ikke til legestue den nat.

Anders Kr. Smed, Vesterbølle.


81. De Stjære unge folk vilde til Store-Ring til bal. Det var om efterårstiden og et forfærdeligt vejr med regn og sne. Da de kom ned til Mårbæk-sten-bækken, kunde de ikke komme over, for alting gik over sine bredder. Så gik der et bæst løs der nede og paste sig selv — den gang gik al ting jo løs om efteråret — og så satte de dem op, og de blev ved at sætte dem op en forfærdelig hoben mennesker, kanske der var over tyve. Så kom én af dem til at vende sig om, og han sagde:

«Jösse kors,
sikken et hors.»

Da gik det midt over, og de faldt i bækken. Så måtte de hjem igjen og kom ikke til bal den aften.

Niels Pedersen, Stjær.


82. Valsted og Sebbersund ligger tæt ved hinanden, der er kun en bitte fjerdingvej imellem dem. Imellem byerne løber en bæk, der kaldes Goldbæk. En gang var de unge fra Sebbersund i Valsted til legestue. Da de gik tilbage, var det blevet tøbrud, og de kunde ikke komme over bækken uden at vade. Så får én øje på en gammel hest, og den skulde så være færgemand . . . . Plat, så lå de i Goldbæk alle sammen.

C. Brögger, Ravnkilde.


83. Illerup unge folk vilde over til Bjedstrup til legestue. Så er der en dal, de kalder Linddal, og der er stærkt vandefald, helst når der har været meget sne. Der går så et gammelt bæst. «Nu skal vi se, om vi ikke kan få pigerne op,» sagde karlene, «vi får nok bæstet styret over, så får vi bag efter at se, hvordan vi selv kommer over.» De løfter da én op at ride og så den anden og så den tredje, og de kom op alle sammen, og så viser de hesten ud i vandet, men midt i det slipper det midt over. Der var en gammel kone, der har boet i Illerup, og hun var levende, siden a kom her, hun havde været med oppe at ride på den hest.

Sören Jörgensen, Alken.


84. En gang gik de Sorringer og de Dallerupper til Kalbygård og skulde gjøre hovning. Da de gik hjem om aftenen, kom de til et vad, og så klagede de dem for at komme der over. Det kaldtes Langvad. Så gik der et løst bæst ved den anden side. Det vilde de ride over på, for det var tåligt nok. Nu satte der sig én op, og så kunde der godt sidde én bag ved. Til sidst var der kommet fjorten eller femten op. Som de nu rider over, siger en kone:

Jösses Kristus kås,
no haar vi ålder sit så lång et hås.»

Så blat de ned i vandet alle sammen.

Niels Kristiansen, Vole.


85. Over Hinnerup å var der for et halvt hundrede år siden ingen bro, men alligevel kunde man komme over åen om natten. Der gik da et stort sort øg ved åen, og det kunde der ride så mange over på, som det skulde være, men nævnede én af dem Vorherres navn, faldt de alle i åen.

Jens Pedersen, Otting.


86. Den lange hest . . . Der var én tilbage, som ikke vilde op, og det var ham, der sagde:

Jösses Kristi kors,
hvilken dol lang hors.»

Så stod karlene (14, 15) i is og kvadder til armhullerne.

Nik.Chr.


87. Nogle unge folk fulgtes ad fra marked og kom til Tuesvad i Hatting sogn. Der var et gangtræ over åen, men den var stor, og de kunde ikke komme over. Så gik der et bæjst i engen . . . et par op ad gangen . . . De op hverén . . . midt ude i vadestedet . . . det gik midt over og slog en skogger så stor op ad dem.

Mariane Kristoffersdatter, Rask mølle.


88. Imellem Roost og Lögtved er et vad, og der går et langt hors. En aften kom der en hel flok unge folk fra Roost, og da de klagede over at komme over vandet, så de pludselig en hest ved siden af dem. Først sad én op, og sådan blev de ved . . . . red så over . . . midt i skiltes hesten, forsvandt, i det den slog en skoggerlatter op.

Nissen, Ramten.


89. Der var nogle mennesker eller hellige brødre, som de kaldte dem i gamle dage, der blev forfulgt af deres fjender og kom nord på. Da de så kom til den strimmel vand, der går fra fjorden og vester på næsten ud til havet der omme ved Harboøre, og som kaldtes Noret, var de ukjendte og kunde ikke komme over og vidste ikke, hvad de skulde gjøre. Da så de en hest, som de satte dem op på én efter én, men der de kom til æ nörre land og stod af, stod hestens bagben på æ søndre land, da sagde der én af dem:

«Å Herre Jösses Kr. o. s. v.»

Da de ord var sagt, blev hesten henne, men de var glade ved den alligevel.

Joh. Nielsen.


90. En karl på Karmark vilde gjærne spille kort, og så måtte han gå over til Hjorthede at få selskab der. Nu skulde han jo igjennem Lövskal skov. En gang var Sören Tind og den gamle møller med, og da kom de til en hest inde i skoven, der gik og ruskåd. Så tænkte de, at ham kunde de gjærne tage og ride på et bitte stykke. «Vi kan jo gjærne byttes til,» sagde de. Så sætter altså mølleren sig op. Hesten var tålig nok, og de bandt deres hosebånd sammen og lagde i munden på den. Da de havde redet et bitte stød, siger mølleren: «Der kan magelig sidde én op til!» Så red de igjen en bitte smule. «Ja, vi kan magelig sidde her alle tre.» Altså satte de dem op og red fort væk. Lidt efter slap hesten midt over, og så stod de på jorden på deres ben og kunde gå deres vej. Men de tog aldrig hest mere i skoven.

Mollerup. (Sml. nr. 94)


91. Dæ wa en piig å en kåel hie fræ Töreng, dæ sku ri ui en aawten mæ djæ bæster åp i Kalbe hie; di sku go løøs om næten, de wa jo skik i di tie. Da di gek så hjæm ijæn, så kam di te et bæst åpo Kielsgo mark. Så sæje kålen: «Læ wås ta de, vi ka kom åp å rii, så ka vi snååre kom hjæm.» De blöw di så eenig åm. No gek di jo mæ bjæsleren åpo aarmen, di håi hat å ri bæsteren åp mæj, å så tu di et å vild læg i monden å et, mæn di ku it fo bæstet te å gååb å fo bjæslet lå åpo't. Di så: miil! mæn de villd it. Så sæje han, de gjö kåelen: «Å skit, så ka vi læg et om halsen.» Så løwt han føst hend åp å sat hend åbaeg æte, å så sat han sæ sjæl åfår. «No mo do pas,» sæje hon, «å sæj håp, næ vi kome te en lønngren, få de de ska it falld, få de æ jo de Kielsgo tråsøg, å de æ jo blend.» Så kome di å te en lønngren, å han sæje: håp, men i de samm gie bæstet et snobel, å så såå piigen: «Jöses Kresti kås!» Liig mæ jæt sto di åpo joeren bægi tåw å so engen teng meje te. Da di kam hjæm, så blöw di så syyg å bræket dæm, te de wa måågeslös.

Tulstrup.


92. To drenge fra Egitslevmagle kommer op at ride på en hest, der græssede, men den gik kun et lille stykke, förend den blev stående, og alt hvad de sporede den, gik den dog aldrig af stedet. Som de nu var bestemt på at stå af og gå hjem, opdagede de, at hesten var bleven så stor, så det var umuligt for dem at komme ned. Men i det samme gav den sig til at ryste på samme måde, som når en hest har trillet sig, og begge drengene rullede hver til sin side af hesten, hvorpå den slog en skoggerlatter op, der lød, som det var Fanden selv, og förend drengene kom på benene, var der hverken hest eller nogen anden ting.

Mads Pedersen.


93. En gammel mand fra Såby fortalte: Han boede i Såby, og hans broder, Peder, boede i Ejer, men de var begge to opfødte i Såby. Mens de var drenge, var de en jul gåede fra Såby til Sønder-Vissing i besøg, for der stammede folkene fra, og imens de var der i Vissing et par dage, havde det været tøvejr, og så var der et vandløb ned gjennem Vissing skov, der hedder Galtbæk, det var blevet så stort, da de kom til det, at de kunde ikke gå over uden at vade. Så stod de nu der og var helt tvivlrådige, og den ældste, Lavst, stod og så sig omkring efter en gjenstand at lægg e over åen. Da så han et hvidt bæst, der gik henne og gnavede i lyngen. Han gik nu hen og tog det, og det fulgte villig med hen til åen. Så satte han hans broder op og satte sig selv op, og så red de ud i bækken. Men da de kom midt ud, sagde Per til Lavst: «Da var det godt, vi fik det bæst.» Allerførst drengen havde sagt det, så faldt det F. han tå mig lige midt over, og de lå begge drenge nede i vandet, og det gav et stort skogger. Havde de ingen ting sagt, så var de nok komne over.

M. H. og J. B.


94. En gammel møller og to andre i Kvorning var ovre i Lövskal at spille kort. Da de skulde tilbage hen ad dagningen og kom til vadet over åen, gik der en hest, og den kom de op at ride på. Da de var komne på den anden bred, slap hesten midt over.

Lars Nielsen, Vinkel.


95. Jeg har hørt fortælle, at Adsbøl koner skulde over at se til en barselkone i Morsbøl, men da de skulde over åen mellem Adsbøl og Morsbøl, var spangen væk, hvorpå de skulde gå over åen, men så var der en stor hest, som vilde bære dem over, og den var så lang, at de kunde sidde på den alle sammen. Da de kom ud midt på åen, dukkede den under med dem, og de druknede alle. Man siger, at det skulde være den Onde selv, som der havde vist sig i skikkelse af et hors.

Niels Nielsen, Topgård, Strellev.


96. Et steds i Törning sogn står der en busk, hvor der om natten går en hest uden hoved. En aften kom nogle unge folk og satte sig op . . . Ud i en stor dam, der druknede de alle.

S. J.