Den modige Dreng
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den modige Dreng
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der var engang en saare stivsindet Dreng, som ikke brød sig om nogen Ting. Hans Nærmeste, enten det nu var hans Forældre eller Slægtninge, vare fulde af Bekymring herover; thi hvorledes de saa bare sig ad med ham, kunde de dog aldrig faae ham til at blive bange for Noget. Da de saa ganske havde opgivet ham, fik de ham anbragt hos Sognepræsten, hvem de blandt Alle troede bedst skikket til at kunne udrette Noget med Drengen og kue hans Mod.
Da Drengen kom til Præsten, viste det Samme sig snart, at der ikke var den Ting, han frygtede, hvad saa Præsten fandt paa. Men dog viste Drengen ligesaalidt Præsten, som dem, han tidligere havde været hos, Næsviished og Trods. Der gik saaledes nogen Tid hen. Drengen blev hos Præsten, og denne gjorde sig al mulig Umage, for paa een eller anden Maade at gjøre ham bange, men det lykkedes ham aldrig. Engang om Vinteren havde man bragt tre Liig, der skulde jordes, til Kirken, men paa Grund af at Ligene kom seent paa Dagen, bleve de om Kvelden satte ind i Kirken, for at de kunde blive jordede den næste Dag. Det var i de Dage Skik her i Landet, at Ligene ikke bleve jordede i Kister, og saaledes var det her, at disse Liig blot vare iførte Liigklæderne. Da Ligene vare baarne ind i Kirken, lod Præsten lægge dem tvers over Gangen imellem Stolestaderne foran i Kirken, ved Siden af hverandre, men dog med et lille Mellemrum imellem hvert. Da det var hen paa Aftenen, sagde Præsten til Drengen: »Aa, gaa et Øieblik ud i Kirken for mig, min Dreng, og hent den Bog, der ligger paa Altret.« Drengen adlød strax; thi ulydig var han ikke, om han ogsaa var stivsindet. Han gik ud i Kirken, lukkede Døren op og vilde gaae ind over Kirkegulvet. Da han var kommen lidt indenfor Døren, snublede han næsegruus over Noget, som han stødte Fødderne imod. Han lod sig ikke forskrække, famlede omkring sig med Hænderne, og mærkede da, at han var falden over eet af Ligene, hvilket han da tog og slængte fra sig op imellem Stolene paa den ene Side. Han gik nu indefter, men faldt da anden Gang over det andet Liig. Han behandlede det paa samme Viis, som det første. Siden blev han ved at gaae fremad, men snublede atter over det tredie Liig, hvilket han, ligesom de andre, smed fra Gulvet op imellem Stolene. Derefter gik han hen til Altret, tog Bogen, og efter at have lukket Kirken igjen, bragte han Præsten den. Præsten tog imod Bogen og spurgte, om han var bleven Noget vaer. Drengen svarede Nei og viste ingensomhelst Forandring paa sig. Præsten spurgte: »Mærkede Du da slet ikke Noget til Ligene, der laae i Gangen?« Drengen svarede: »Naa, Ligene; jo, dem blev jeg vaer; jeg vidste ikke rigtig hvad Præsten meente.« »Nu, hvorledes blev Du dem vaer,« sagde Præsten, »de laae Dig vel i Veien?« »Det regner jeg ikke,« svarede Drengen. »Hvorledes bar Du Dig da ad, for at komme indad Kirkegulvet?« spurgte Præsten. »Jeg smed dem fra Gulvet op imellem Stolene; der ligge de.« Præsten rystede paa Hovedet og talte ikke Mere med ham om den Sag. Om Morgenen, da Folk vare staaede op, sagde Præsten til Drengen: »Nu maa Du herfra; jeg vil ikke have Dig i mit Huus, siden Du er saa hensynsløs, at Du ikke undseer Dig for at forstyrre de Hedenfarnes Fred. Drengen svarede vel herpaa, og sagde Farvel til Præsten og Folkene paa Graarden.
Nu drog han om i nogen Tid, uden at eie et Sted at hælde sit Hoved til. Men paa en Gaard, hvor han blev en Nat over, hørte han, at Bispen paa Skalholt var død. Han gjorde da en lille Afstikker og drog afsted til Skalholt. Da han kom did, begyndte Dagen at hælde, og derfor bad han om Nattely. Man svarede ham, at det var ham vel undt, men selv maatte han sørge for sin Sikkerhed. Han spurgte, om det da førte noget Ondt med sig, at være der, og hvad der voldte det. Folkene svarede ham, at saaledes havde Tingene vendt sig efter Bispens Død, at intet Menneske kunde holde ud at være paa Stedet for bare Spøgeri, saasnart det begyndte at blive mørkt, og derfor maatte alle Folk flygte derfra hver Nat siden. »Da tykkes mig endnu bedre at være her,« sagde Drengen. Gaardens Folk bade ham dog ikke at tale saa; thi der var saamæn ingen Fornøielse ved at være der. Da Mørket faldt paa, begyndte Folkene saa smaat at forlade Gaarden, og med et tungt Sind bøde de Drengen Farvel; thi de ventede ikke at see ham igjen. Drengen blev tilbage og var ved ypperligt Mod. Da det var blevet mørkt, tændte han Lys. Siden gik han omkring i Huset Og saae sig om. Det sidste Sted han kom, var i Kjøkkenet. Der var stor Velstand i Huusholdningen; en Mængde smækfede Faarekroppe hang i Rækker, og i Forhold dertil var Alt, hvad han saae. Drengen havde ikke længe smagt Hængekjød, og han begyndte at faae Lyst dertil, da han saae, at her var en stor Overflødighed deraf forhaanden. Sove vilde han ikke, for desbedre at blive Spøgeriet vaer, og han bestemte sig derfor til at gjøre Ild paa, huggede Ved og satte en Gryde med Vand over Ilden, skar siden en Faarekrop i Stykker og puttede den i Gryden. Hidtil havde han endnu ikke opdaget noget Spøgeri. Men da Alt var kommet i Gryden, hørte han at der oppe i Skorsteenspiben blev sagt med en mørk Stemme: »Maa jeg falde?« Han svarede: »Hvorfor skulde Du ikke have Lov til at falde?« I det Samme kom hele den øverste Deel af en Mand ned af Skorstenen, Hoved med Skuldre og Arme med Hænder paa, og en Stund laa denne Klump der paa Gulvet uden at røre sig. Lidt efter hørte Drengen, at der blev spurgt oppe i Skorstenen: »Maa jeg falde?« Han svarede, som forrige Gang: »Hvorfor skulde Du ikke have Lov til at falde?« Og ned igjennem Skorstenen faldt da den midterste Deel af en Mand ned til Laarene. Denne Klump faldt ned ved den anden Klump og blev saa liggende der uden at røre sig. Da hørte Drengen endnu engang, at der blev spurgt oppe i Skorsteenspiben : »Maa jeg falde?« Han svarede, som tidligere: »Hvorfor skulde Du ikke have Lov til at falde? Du maa jo dog have Noget til at staae paa.« Da faldt Fødderne af en Mand ned; de vare overmaade store, ligesom de Klumper, der først faldt ned. Efter Faldet laae alle disse Klumper en Stund rolige paa Gulvet. Men da Drengen blev kjed heraf, gik han hen til dem og sagde: »Siden nu Alt, hvad der hører Dig til, er kommet ned, er det bedst, at Du begynder at stavre omkring.« Alle Klumperne skrede da sammen og bleve til en forfærdelig stor Mand. Han sagde intet Ord til Drengen, men gik af Kjøkkenet ud i Forhuset. Drengen fulgte efter den store Mand, hvor han gik foran. Manden gik ind i en Stue foran i Huset og hen til en stor Kiste. Den aabnede han, og Drengen saae, at den var fuld af Penge. Den store Mand tog den ene Haandfuld Penge op af Kisten efter den anden, kastede dem over Hovedet og lod dem falde ned bagved sig. Paa denne Maade blev han ved heelt ud paa Natten, indtil han havde tømt Kisten. Da greb han i Bunken, som han havde hældt ud paa Gulvet og øste paa samme Viis af den over sit Hoved ned i Kisten igjen. Drengen stod hos Spøgelset, mens det øste Pengene frem og tilbage og saae, hvorledes de trillede rundtomkring paa Gulvet. Spøgelset tog nu fat af alle Kræfter, for at faae Pengene op i Kisten, og skrabede med Hænderne de Penge sammen, der vare trillede ned af Bunken omkring paa Gulvet; og Drengen kunde deraf forstaae, at det troede, at Dagen var nær, og derfor vilde skynde sig saameget som muligt. Nu kom det dertil, at Spøgelset havde faaet alle Pengene ned i Kisten igjen, og Drengen mærkede da, at det agtede at drage bort og at det vilde skynde sig ud af Stuen. Drengen meente, at der ingen Nødvendighed var for, at det skyndte sig saa meget, men Spøgelset sagde, at det var der dog; thi nu var Dagen der. Det vilde forbi Drengen, men denne søgte at forpurre det, ved at faae Tag i det. Men det gik saalænge, til Spøgelset blev vredt, greb fat i Drengen og sagde, at det nu ikke vilde være raadeligt for ham længere at forhindre det fra at komme ud. Drengen tog imod Gjengangeren, men mærkede snart at hans Kræfter her vilde komme tilkort, og veg derfor langsomt tilbage, idet han kun søgte at undgaae svære Hug og Fald, og saaledes holdt de paa i nogen Tid. Engang, da Spøgelset vendte Ryggen imod Stuedøren, der stod aaben, vilde det løfte Drengen op til sin Bringe, for at kunne slænge ham saameget desto haardere ned i Gulvet. Drengen saae tydeligt, hvad det havde i Sinde, og kunde sagtens tænke sig, at det vilde føre til hans Bane. Han greb derfor til den Udvei, da Spøgelset gjorde den første Anstrengelse, for at trække ham op til sig, at han løb lige ind i dets Favn med saa stor Voldsomhed, at Spøgelset faldt bagover og fik Dørtærskelen midt under Ryggen, medens Drengen ved Faldet kom til at ligge ovenpaa det. Men det traf sig saa, at da Spøgelset faldt med Hovedet ud af Stuen, skar Lyset, der da var kommet midt paa Himlen, i dets Øine, og det sank derfor i to Stykker ned i Jorden, der hvor det laa, eet Stykke paa hver Side af Tærskelen, og Gulvet lukkede sig strax igjen, saasnart Stykkerne forsvandt, Skjøndt Drengen var noget stiv i Lemmerne og forstødt af Gjengangerens Tag, gav han sig dog strax til at lave to Kors af Træ, som han jog ned i Gulvet, hvor Stykkerne vare sunkne ned, det ene udenfor, men det andet indenfor Stuedøren. Siden lagde han sig tilsengs og sov, til Gaardens Folk kom hjem om Morgenen og det var høilys Dag.
De bøde hani Godmorgen, og havde mere straalende Ansigter nu, de saae ham i Live, end de havde havt, da de sagde Farvel til ham Aftenen i Forveien, og de spurgte ham, om han ikke havde mærket Noget til Spøgeriet om Natten. Drengen svarede, at han ikke var bleven noget Spøgeri vaer. Folkene vilde ikke troe ham, hvad han saa gjorde, for at overbevise dem derom.
Han blev nu der den næste Dag over; thi baade var han saare medtaget af sin Kamp med Gjengangeren, og heller ikke vilde Gaardens Folk for Alt i Verden miste ham, da han forstod saa godt at sætte Mod i dem. Om Kvelden, da han saae, at de vilde til at gaae bort, søgte han paa enhver tænkelig Maade at faae dem til at blive rolige der paa Stedet, og sagde, at Spøgeriet ikke vilde gjøre dem nogen Skade. Men det hjalp Altsammen Intet. Folkene troede ham ikke, og gik derfor deres Vei, ligesom Aftenen i Forveien; men dog havde han udrettet Saameget med sine Overtalelser og Opmuntringer, at de ikke nærede nogen Frygt for at lade ham blive der tilbage. Da de havde forladt Gaarden, gik Drengen tilsengs, hvilede trygt og sov indtil den lyse Dag. Om Morgenen vendte Gaardens Folk tilbage, og spurgte ham atter om Spøgeriet, men han svarede, at han ikke havde mærket Noget til det, og han meente da, at de ikke havde nødig tiere at nære nogen Frygt i saa Henseende. Han fortalte dem nu Alt, hvad der var skeet den foregaaende Nat, viste dem Korsmærkerne paa Gulvet, hvor Kropstykkerne vare sunkne ned, og førte dem derpaa hen til Pengekisten. De takkede Drengen med velvalgte Ord for hans modige Optræden, bade ham om at forlange Hvadsomhelst han maatte ønske af dem til Gjengjæld for den Hjelp, han havde ydet dem, enten han nu ønskede Penge eller Gods, og sagde, at han kunde blive paa Skalholt saalænge han blot havde Lyst dertil. Han takkede dem for deres gode Tilbud, men han trængte hverken til Rigdom eller noget Andet, sagde han, og ikke vilde han dvæle her længer efter denne Dag. Men den næste Nat blev han der dog, og den Nat laae alle Folkene hjemme paa Gaarden, og hverken dengang eller siden mærkede man der noget Spøgeri. Om Morgenen lavede Drengen sig færdig til at reise fra Skalholt; Folkene vilde paa ingen Maade miste ham, men det hjalp ikke, han vilde af sted. Han sagde, at nu havde han ikke Mere at gjøre der, siden Folkene nu kunde blive ved Gaarden. Derpaa forlod han Skalholt, meget imod Folkenes Villie, og styrede Nordpaa.
Der skete ikke noget Mærkeligt paa hans Vei, før han en skjøn Dag kom til en Hule. Der gik han ind. Han fik ikke Øie paa noget Menneske, men i en Sidehule saae han tolv Senge, der stode opstillede, sex paa hver Side, ligeoverfor hverandre. Alle Sengene vare uredte, og da der endnu var Noget tilbage af Dagen, saa at han ikke kunde vente, at Huleboerne kom hjem saa snart, gav han sig til at rede alle Sengene. Da han var færdig dermed, lagde han sig i den Seng, der stod yderst paa den ene Side af Hulen, svøbte omhyggeligt Teppet om sig og faldt i Søvn. Efter nogen Tids Forløb vaagnede han ved at der gik Nogen omkring i Hulen; han hørte, at der var kommen endeel Mennesker, der forundrede sig over, hvem der vel kunde være kommen derind og have viist dem den Villighed, at rede deres Senge; han havde ærligt fortjent Tak derfor, sagde de. Efterat de, som det forekom ham, havde spiist til Aften, gik de i Seng. Men da Eieren af Sengen, som han laa i, trak Teppet tilside, fik han strax Øie paa Drengen. Huleboerne takkede ham for hans Haandsrækning, der var kommet dem saa godt tilpas, og bade ham om at blive der hos dem, for at være dem til Hjelp hjemme i Hulen; thi de havde ikke megen Tid selv, de maatte forlade Hulen ved Solens Opgang, da deres Fjender ellers kom og kjæmpede med dem der, og af den Grund kunde de ikke tage sig af nogensomhelst Ting derhjemme. Drengen sagde, at han modtog deres Tilbud og vilde dvæle hos dem i nogen Tid. Han spurgte dem da, hvorledes det hang sammen dermed, at de hver Dag havde en saa svær Kamp at bestaae, der aldrig tog nogen Ende. Huleboerne sagde, at disse Mænd vare Fjender, med hvilke de tidligere ofte havde ligget i haarde Trætter, og som altid havde maattet give tabt i Kampen. De fortalte, at de endnu hver Kveld fik Bugt med dem og fældede dem. Men nu vendte det sig saa, at alle deres Fjender gik igjen om Morgenen og vare vildere og voldsommere, end de nogensinde før havde været, og uden Tvivl vilde de blive angrebne af deres Modstandere i Hulen, hvis de ikke vare tilstede paa Kamppladsen ved Solens Komme. Siden gik de tilsengs og sov til næste Morgen.
Strax ved Solopgang gik Huleboerne, væbnede til Tænderne, deres Vei, men bade først Drengen om at tage sig af Hulen og Husets Gjerning, hvilket han lovede dem. Opad Dagen gik Drengen hen til en Nøddeskov, der laa ad den Kant, hvor han havde seet dem forsvinde om Morgenen, da de gik fra Hulen, for at faae at vide, hvor Kampen stod. Da han havde opdaget Kamppladsen, skyndte han sig ind i Hulen igjen. Dernæst redte han Huleboernes Senge, feiede hele Hulen og gjorde hvad der ellers skulde gjøres. Trætte og udmattede kom Huleboerne hjem om Kvelden og glade bleve de, da de saae, at Drengen havde besørget den hele Madlavning, saa at de selv ikke havde Andet at gjøre, end spise og efter endt Maaltid søge Sengen, hvorpaa Alle gav sig til at sove, med Undtagelse af Drengen.
Han laa vaagen og tænkte paa, hvorledes han skulde komme til Kundskab om Sammenhængen med, at Huleboernes Fjender gik igjen om Natten. Da han troede, at alle hans nye Fæller vare faldne i Søvn, stod han op, valgte iblandt deres Vaaben det, han syntes bedst om, og tog det med sig. Derpaa drog han afsted til Kamppladsen, og naaede den lidt efter Midnat. Der var Intet at see, uden Faldne og deres afhuggede Hoveder. Der blev han nu en Stund.
Men ved Daggry saae han kort fra Kamppladsen en Høi aabne sig, udaf hvilken der kom en Kvinde; hun var iført en blaa Kaabe og bar en Krukke i Haanden. Han saae hende gaae lige hen paa Valpladsen til een af de Faldne og smøre Noget af Krukkens Indhold saavel paa det Stykke af Halsen, der sad paa den Dødes Overkrop, som paa det Stykke, der sad ved Hovedet, og derpaa sætte Hovedet paa Kroppen; da sad det strax fast, og den Døde lerede op igjen. De samme Kunster gjorde hun med 2 eller 3 til, der ligeledes strax levede op igjen. Da foer Drengen hen imod Kjærlingen og gav hende Banehug; thi nu kunde han jo nok vide, hvo der voldte, at Huleboernes Fjender gik igjen; derpaa dræbte han dem, hun havde kaldt tillive igjen. Da dette var gjort, gik han selv hen og prøvede paa, om det vilde lykkes ham at lade de Faldne leve op igjen paa samme Viis, som det lykkedes hende; han smurte Noget af Krukkens Indhold paa Halsranden, og det lykkedes ligesaa godt, som tidligere. Nu morede han sig med, skifteviis at lade Valen leve op og paany dræbe dem, han havde kaldt tillive, indtil Solen randt op; da kom hans Fæller did fra Hulen fuldt væbnede; de vare blevne underligt tilmode over at han var bleven borte for dem med nogle af deres Vaaben, men da de kom til Valpladsen og saae , deres Fjender ligge døde, uden at kunne røre sig, forekom Tingene dem at have taget en heldig Vending. Huleboerne bleve glade ved at see Drengen og spurgte, hvorledes han havde fundet paa at gaae derhen. Han fortalte dem da, hvorledes det Hele hang sammen, og hvorledes Ellekvinden havde havt i Sinde at kalde de Faldne tillive igjen. Han viste dem Salvekrukken, tog een af de Faldne, indsmurte ham og satte Hovedet paa ham. Han levede da snart op igjen, men Folkene dræbte ham paa Øieblikket.
Huleboerne takkede ham nu med mange og fagre Ord for det udviste Mod; de bade ham om at blive hos dem, saalænge han lystede, og bøde ham Penge for den Hjelp, han havde ydet dem. Han takkede dem for det gode Tilbud og sagde, at han gjerne tog imod at blive hos dem. Efter Alt dette blev Huleboerne saa lystige og glade over Drengen, at de gjorde tusinde Spilopper, og det blev da foreslaaet, at nu skulde de prøve, hvorledes det var at døe, siden de kunde kalde hverandre tillive igjen. De dræbte hverandre, strøg Salve paa Saaret og levede strax op igjen. Dette gik en Stund til stor Gammen for dem.
Men engang, da Hovedet var blevet hugget af Drengen og man ved Hjelp af Salven havde faaet det til at groe fast til Kroppen igjen, vendte Ansigtet bag, men Nakken for. Da Drengen nu saae sin Bagdeel, fordi Hovedet vendte forkeert, blev han som rasende af Skræk, og bad dem om for Guds Skyld at befrie ham for den Kval. Huleboerne løb strax til, huggede Hovedet af ham paany, og satte det rigtig paa Kroppen. Da fik han igjen sin Forstand tilbage, og var siden ligesaa modig af sig, som han altid før havde været.
Folkene sankede siden alle de døde Kroppe sammen, tog Vaabnene fra dem og brændte dem sammen med Ellekvinden, der var kommen udaf Høien med Salvekrukken. Siden gik de ind i Høien, toge Alt, hvad der var af Penges Værd, og bragte det hjem til Hulen. Drengen blev siden stedse hos dem, men fra den Tid af har man ikke flere Fortællinger om ham.
