Det norske Folks Historie bind 5 - Uenighed mellem Magnus og Haakon. Haakons Død

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Det norske Folks Historie bind 5

Uenighed mellem Magnus og Haakon. Haakons Død

av Peter Andreas Munch

Magnus maa være kommen hjem fra sit Vesterhavstog ud paa Sommeren 1094. Hvis han, hvad der er højst sandsynligt, først da fik vide, at Thrønderne paa egen Haand havde taget Haakon til Konge, maa dette have været en saare ubehagelig Overraskelse for ham, og hans Hu stod vistnok til strax at lade dem og Haakon føle sin Harme. Men da han neppe følte sig sterk nok til at begynde aabenbar Krig med Haakon, der nu havde en saa stor Deel af Folket paa sin Side, er det rimeligt at han for det første holdt gode Miner, og det er sandsynligviis hertil, den gamle Saga sigter, naar den siger at Kongerne vel vare forligte, det vil sige ikke i aabenbar Fejde med hinanden, men at de dog undgik at komme sammen, og hver havde sine Lendermænd, som stredes indbyrdes. Lendermændene rundt om i Landet have saaledes erklæret sig, nogle for den ene, nogle for den anden af Kongerne. Magnus dulgte dog ikke sin Harme over Haakons store Indrømmelser til Thrønderne; han sagde at denne, for at vinde Tilhængere, havde bortgivet, hvad der ej var hans, men Magnus’s Ejendom.

Ved Vintrens Begyndelse, medens Haakon og Thore endnu vare paa Oplandene, indfandt Magnus sig, som det synes, ganske uventet, i Nidaros, hvor han tog ind i den nye Kongsgaard, hvilken Harald Haardraade havde opført. Hans Hensigt var rimeligviis den, i Haakons Fraværelse at lade sig hylde af Thrønderne med det Gode eller Onde; og han har vel ogsaa i Mellemtiden sikret sig Bistand af enkelte mægtige Mænd iblandt dem, navnlig Sigurd Ullstreng paa Viggen, der synes at have været en af hans ivrigste Tilhængere. Da Haakon og Thore erfarede hans Ankomst til Nidaros, skyndte ogsaa de sig derhen; men da Magnus nu holdt til i den nye Kongsgaard, maatte Haakon tage ind i den gamle, eller, som den nu kaldtes, Skulegaarden, nede ved Klemenskirken. Paa denne Maade tilbragte de nu de første Vintermaaneder og Julen i samme By, men hver for sig, og som man let kan forstaa, i et meget spendt Forhold. Af en Vise, som meddeles i Sagaerne med det udtrykkelige Tillæg, at den blev kvædet af Thrønderne, seer man, at Haakon aabnede Underhandlinger med Magnus, og tilbød ham Halvdelen af Riget, men at denne fordrede det Hele, altsaa, med andre Ord, aldeles ikke vilde erkjende Haakon som retmæssig Konge. Magnus havde den hele Tid syv Langskibe — maaskee hele den Styrke, han havde medbragt fra Vesterhavstoget — liggende fuldt udrustede i Elven foran Kongsgaarden i en Vaag, der stedse holdtes aaben, og Haakon og Thore ventede hvert Øjeblik et Overfald af ham. Det samme har Magnus rimeligviis befrygtet fra dem. Dog var det endnu ikke kommet til noget fiendtligt Sammenstød, da Magnus en Nat strax efter Kyndelmisse (altsaa i Februar 1095) gik ombord, og med sine Skibe, paa hvilke han havde Tjeldene oppe og Lys derunder, sejlede ud af Elven hen til Hevringen, hvor han lagde bi, og lod gjøre store Baal oppe paa Landet. Ved Synet heraf troede Haakon og Folkene i Byen, at han havde ondt i Sinde. Haakon lod derfor blæse Allarm, og bød alle Mand at samle sig ude paa Øren. Her forbleve de under Vaaben den hele Nat, og da Magnus næste Morgen saa den store Skare, vovede han ikke noget Angreb, om han for Resten har haft noget saadant i Sinde, men styrede ud af Fjorden og videre syd efter, først til Gulathingslagen og siden til Viken. Haakon takkede Bymændene for den beredvillige Hjelp, de havde ydet ham. Hans Hensigt var nu, vistnok fremdeles efter Thores Raad, at drage over Oplandene til Viken, sandsynligviis for at tvinge Magnus til Forlig, maaskee endog for at fælde ham eller jage ham ud af Landet. Umiddelbart før sin Afrejse sammenkaldte han Bymændene til et Møde, og tiltalte dem, siddende til Hest og aldeles rejsefærdig, saaledes: "Jeg gjør herved vitterligt for alle dem, der kunne høre mine Ord, at hvis jeg kommer tilbage hid til Byen, skal jeg belønne enhver efter hans Byrd og Stilling, ligesom jeg lover alle Bymændene mit Venskab. Jeg er ikke ganske sikker paa, hvad min Frænde Magnus har i Sinde, og hvad han nu agter at tage sig for". Disse Ord bleve optagne med megen Enthusiasme. Alle de tilstedeværende lovede ham deres Venskab og Understøttelse, om han trængte dertil, og den hele Folkeskare fulgte ham paa Vejen lige ud under Steenbjerget. Men de saa ham ikke oftere. Paa Vejen over Dovrefjeld forfulgte han en Rype, der fløj op foran ham, saa længe at han paadrog sig en heftig Sygdom, hvoraf han døde endnu oppe paa Fjeldet. Kun 14 Dage efter at han havde forladt Byen blev hans Liig bragt tilbage for at begraves ved Christkirken. Alle Byfolkene gik det imøde, de fleste grædende, thi han var afholdt af Mængden som kun faa Konger før eller siden. Da han døde, var han i sin bedste Alder, kun lidet over 25 Aar; han havde, som allerede ovenfor nævnt, indlagt sig Krigerhæder ved et Tog til Bjarmeland, hvor han havde kæmpet med de Indfødte og vundet Sejr.