Første Kvad om Helge Hundingsbane (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det første Kvad om Helge Hundingsbane
(Helgakviða Hundingsbana hin fyrri)

1. I den fjerne, dunkle Oldtid

— lydt skreg Fjeldets stolte Ørne

og de hellige Vande styrted

brusende fra Himmelfjeldet —,

da blev Helge født i Braalund

af den ædelbaarne Borghild,

Konning Sigmunds stolte Viv.

2. Natten ruged over Landet,

da kom Nornerne de høje

for at sætte Drottens Livsmaal;

og de bød, han skulde vorde

størst blandt alle Jordens Konger,

ypperst iblandt alle Helte,

og de spunde Skjæbnens Traade

for den Søn, som Borghild fødte,

og de stærke, gyldne Traade

snode de med Kraft og fæsted

højt dem under Maanens Sal.

3. Enderne de lønlig hæfted,

én i Østen, én i Vesten;

alle Lande derimellem

skulde Kongesønnen eje;

men i Nordens kolde Egne

fæsted Neres Datter Traade,

bød, de skulde evig holde.

4. Det blev Ylfingen til Skade

og optændte Nornens Ondskab,

at en Ravn kvad til en anden

— i det høje Træ de sade,

længe fik de ingen Føde —:

»Broder, vil du vide nyt?

5. Brynjeklædt staar Sigmunds Ætling,

end er kun et Døgn han gammel,

men nu er vor Tid oprunden;

se, hvor hvast hans øjne lyne,

som den unge Snogs de spille,

han vil gjøre Ravne glade,

han vil vorde Ulves Ven.«

6. Hele Hirden tyktes Drengen

var et ægte Skud af Stammen,

og de sagde til hverandre:

»Vist har Guderne ham sendt os.«

7. Selv gik Kongen bort fra Striden

for at hilse paa sin Ætling,

lyse ham i Kuld og Kjøn.

8. Og han kaldte Drengen Helge

skjænkede Sinfjøtles Broder

Solfjeld, Snefjeld, Sigarslette,

Ringsted, Højtun, Himmelvangen

og et fagert smykket Sværd.

9. Rask ved Venners Bryst han voxed

som det ædle Træ i Skoven;

gyldne Ringe gav han Hirden,

ej den Drot paa Skatte spared.

10. Kort han bied kun paa Kampen;

femten Vintre gammel var han,

da han vog den stærke Hunding,

ham, som alt i mange Vintre

raadede for Land og Folk.

11. Siden kræved Hundings Sønner

Sølv og Guld af Sigmunds Ætling;

thi de havde Bod at æske

for det meget Gods, han røved,

og fordi han Hunding vog.

12. Men de fik ej, hvad de kræved,

ej han Bøder gav for Drabet:

»Det til Spydregn trækker sammen;

snart, jeg tror, vil løs det bryde,

snart vil Odin vorde vred.«

13. Drotterne til Kampen stævned,

under Logafjeld stod Striden,

nu var Frodefreden brusten

mellem Helge og hans Fjender,

Vidres Hunde foer om Lande,

gridske efter Valens Brad.

14. Helten satte sig tilhvile

under Ørnens høje Tue,

da hans Fjender laa paa Valen,

Haavard, Ejolf, Alf og Hjørvard,

selv han vog de Hundingssønner,

ødte hele Jættens Æt.

15. Men fra Logafjeld der lyste

straalende et Skjær i Luften,

og fra Skjæret stod der Lyn.

16. Der saae Drotten Møer ride,

høje og med blanke Hjelme,

over Himmelvangen foer de;

Brynjerne var blodbestænkte,

Spydene som Straaler lyste,

og fra Skoven spurgte Helge

Sydens Møer, om hjem de vilde

følge med de bolde Helte, —

højt de krumme Buer klang.

17. Men fra Hesten Høgnes Datter

talte til den unge Konge

— Vaabenbraget var tilende —:

»Vist jeg tror, at andre Sysler

vonter os end Øl at drikke

med den rige Ringes Bryder;

thi min Fader har mig lovet

til den unge Søn af Granmar,

Hødbrod, hvem jeg kaldte modig

som den dorske Kat bag Ovnen.

Dog vil inden mange Nætter

18. Kongen hente Høgnes Datter,

hvis du ej forinden stævner

ham til Thing med dig paa Valen,

eller røver ham hans Mø.«

19. »Ej du frygte Isungs Bane,

først skal Sværd med Sværd sig krydse,

om jeg ej forinden dør.«

20. Bud den stærke Drot da sendte

over Land og salten Vove

for at stævne Mænd til Leding,

love Flodens rige Lysglands

til de gamle, stærke Kjæmper

og til deres raske Sønner.

21. »Byd dem ruste deres Snekker,

byd dem flux til Brandø styre.« 

Der paa Mændene han bied,

til de kom i store Skarer

sejlende fra Hedinsø.

22. Og fra Stranden der ved Stavnsnæs

ser han dem paa Havet skride

med de gyldensmykte Stavne:

og Kong Helge spurgte Hjørlejf:

»Har du talt de bolde Mænd?«

23. Gjensvar gav ham da Kong Hjørlejf;

sént, han kvad, det vilde være

staaende paa Traneøre

alle Snekkerne at tælle,

som i Ørvasund sig vugged,

bar de kjække Stridsmænd frem.

24. »Hundred Tylvter bolde Kjæmper

øjner alt jeg, men i Højtun

venter endnu mange flere,

som vil følge os i Striden,

snart vi høre vil dens Drøn.«

25. Styrismanden tog fra Stavnen

Teltene, de slumred under,

saa de mange Konger vaagned,

saae, at Dagen løfted Brynet,

aabnede sit lyse Øje,

og de hejsede paa Masten

Sejlene i Varinsfjord.

26. Aarer klang og Vaaben klirred,

Skjolde tørned imod Skjolde,

frem de raske Kjæmper rode;

under Heltene de bolde

brused frem den stolte Flaade

ude paa det aabne Hav.

27. Saa det lød, naar Bølgen brødes

mod de stærke Snekkers Sider,

som naar Brændingen sig vælter

ind imod det faste Fjeld.

28. Højre Helge bød dem løfte

Skibets store hvide Vinger;

ikke svigted Helges Stridsmænd,

da til Kamp dem Havet æsked,

dengang Øges vilde Døttre

mod de sorte Havdyr raste.

29. Men fraoven kom da Sigrun,

Valens Dis, som elsked Kampen,

og hun hjalp de bolde Helte,

og hun skjærmed deres Snekker,

saa at Kongens Havhest vristed

sig af Rans den kolde Haand.

30. Alle Helges fagre Snekker

vugged sig i Unavigen,

dengang det mod Aften stunded.

Men fra Svarins Høj saae Gudmund

— vaagnede da Heltens Vrede —

Skibene, som styred did.

31. Og den ædelbaarne Gudmund

tog tilorde da og spurgte:

»Hvem er han, som styrer Flaaden,

og som fører disse mange

Mænd til Granmars Sønners Land?«

32. Ham Sinfjøtle gav til Gjensvar,

— højt det røde Skjold han hejste,

Randen var af Guld det skjære —,

vel den Ædling kunde svare

og med Drotter skifte Ord:

33. »Du kan sige, naar iaften

Svinene du Nadver giver

og skal fylde Hundetruget,

at til Gnipelund er komne

glade Ylfinger fra Østen,

lystne efter Hildes Leg.

34. Her kan Hødbrod finde Helge,

her han er med sine Snekker,

Drotten, som ej flyr fra Striden,

han, som ofte mætted Ørne,

medens du ved Kværnen røved

Kys fra trællebaarne Mør.«

Gudmund kvad:

35. Daarlig du det skete mindes,

siden du med Løgn mig laster;

du har tæret Ulveføde,

raadet dine Brødre Bane,

tidt med dine kolde Læber

har du suget Blod af Vunder,

tidt af Alle skyet og hadet,

du i ødemarker skred.

Sinfjøtle kvad:

36. Du paa Varinsø var Vølve,

var en Kvinde, snu som Ræven,

dynged frække Løgne sammen;

og du svor, at ingen Kjæmpe

brynjeklædt du vilde eje,

hvis det ej Sinfjøtle blev.

37. Lede Trold, du hos Alfader

var en Valdis, vild og grusom,

og Ejnherjerne sloges

for din Skyld, du lumske Kvind.

38. Ulve ni vi avled sammen,

da paa Saganæs vi sade,

deres Fader det var jeg.

Gudmund kvad:

39. Ej har du, saavidt jeg mindes,

avlet disse Fenrisulve,

som er ældre end de Fleste;

thi ved Thorsnæs Thursemøer

gilded dig i Gnipelund.

40. Du var Konning Siggejrs Stifsøn;

hjemme laa du skjult i Krogen,

som en Ulv du skreg i Skoven;

alskens Ufærd flux dig ramte,

da din Broders Bryst du flænged,

vidtberømt du blev i Verden

ved dit sorte Nidingsværk.

Sinfjøtle kvad:

41. Du var Granes Brud paa Braavold,

gyldenbidslet stod du rede

til at trave frem ad Vejen;

tidt jeg, gamle Hex, dig trætted,

naar du som en smækker Hoppe

bar mig i den tunge Sadel,

og det ned ad Bakke gik.

Gudmund kvad:

42. Dengang tyktes du ej høvisk,

da du malked Gulnes Geder,

og dengang da du i Laser

gik omkring som Jættens Datter. —

Skal vi tales længer ved?

Sinfjøtle kvad:

43. Hellere jeg vilde give

Ravnene dit Lig at æde

end at fodre eders Hunde,

trække eders Svin til Truget. —

Trolde tale mer med dig!

Helge kvad:

44. »Bedre det, Sinfjøtle! sømmed

sig for eder Kamp at yppe

og at glæde Valens Fugle,

end at tomme Ord I vexle,

naar jert Sind er fuldt af Had.

45. Ej jeg ynder Granmars Sønner,

dog en Drot bør Sandhed tale:

de har Mod at drage Sværdet,

det ved Moinshjem de viste.«

46. Deres Gangere de spored,

snelt som Lyn afsted de fore,

Svipud, Sveggjud, frem til Solhjem

gjennem dugbesprængte Dale,

over Bjergets sorte Skrænter,

Ulven skjalv, hvor de foer frem.

47. Udenfor stod Konning Hødbrod,

Hjelmen dækkede hans Hoved,

og han saae, hvordan hans Ætmænd

sporede de raske Heste:

»hvi er Hniflungerne vrede?«

48. Kongen mødte de ved Ledet,

meldte om de gramme Drotter,

som var styret did til Land:

49. »Fremad iler her mod Stranden

Havets raske, lette Hjorte,

Snekkerne med skarpe Kjøle,

lange Ræer, hvide Aarer,

og med mange blanke Skjolde;

hid de Ylfingerne bære,

Drotternes den gjæve Hær.

50. Alt er femten Flokke landet,

endnu dog paa Søen ude

er af Tusinder der syv.

51. Udfor Gnipelund de sorte

Havdyr ligge her ved Stranden

smykkede med Guld det røde,

der de flokke sig og trænges;

ikke længe venter Helge

med at stævne Sværdething.«

Hødbrod kvad:

52. »Sadler nu de rappe Heste,

rid paa dem til bolde Drotter,

Sporvitne til Sparinshede,

Melne, Mylne skal dem bære

hurtig til den dunkle Skov.

53. Ingen Mand skal sidde hjemme,

som formaar at svinge Sværd.

54. Byd til Gjæst nu Konning Høgne

og Kong Rings de gjæve Sønner,

Atle, Yngve, Alf den gamle,

Alle længes efter Kampgny;

vist skal Vølsungskaren finde,

vi kan tage godt imod den.«

55. Odderne de blanke blinked

snelt som Lyn, dengang de mødtes

syngende ved Frekastén.

56. Altid Helge Hundingsbane

fremmerst var i Helteflokken,

der, hvor Mand med Mand sig maalte,

der, hvor Kampen vildest raste,

fjern var Flugt fra Heltens Tanker,

fuldt af Mod hans Hjerte var.

57. Da kom Valens Møer fra Himlen

— øgedes da Vaabenbraget —,

de, som Drottens Liv beskjærmed:

Sigrun kvad, — lydt hvined Pile,

Ulven aad af Ravnens Brad —:

58. »Hil dig Drot, glad skal du herske

over Mænd, du bolde Konning,

du skal vorde fro ved Livet,

thi du fældede den djærve

Drot, som voldte Jættens Død.

59. Baade Ringene de røde

og den bolde Mø, du elsker,

skal du faa, du stærke Drot.

60. Høgnes Datter skal du eje,

og i Ringsted skal du trone,

have Sejr og mange Lande,

da er Kampens Tid forbi.«

---