FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Historia de profectione Danorum

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 10. Norske historiske skrifter før Snorre.


3. Historia de profectione Danorum in Hierosolymam


Historia de profectione Danorum in Hierosolymam kaldes et lille skrift, der fandtes i samme håndskrift som Theodricus, og er efter en afskrift deraf - AM 98 fol. - udgivet i Scriptores V og nu af M. Cl. Gertz i Scriptores minores hist. Dan. II. Jfr. Kr. Kålunds afhandling i Aarbøger 18961). Det indledes med et brev til en »dominus K (eller C)« og en fortale, hvorpå følger den sædvanlige fortegnelse over de 27 kapitler, skriftet består af. Dets hovedindhold er en beretning om en rejse til det hellige land, foretagen efter at rygtet om Jerusalems erobring 1187 ved pavens afsendinge var nåt til Norden; en af hovedmændene, som opfordrede til et nyt korstog, var den navnkundige Æsbern snare. De danske høvdinger, der havde bestemt sig til toget, samledes og drog først til Tønsberg med Nordmanden Ulf af Laufnes, der er velkendt fra Sverrissaga og som spiller en hovedrolle i skriftet. Derpå besøger de Bergen, hvor kong Sverre også var ankommen; der skildres tiltalende et møde mellem ham og Sven, en dansk høvding og tidligere modstander, til hvem Sverre holder en smuk tale2). På vejen derfra skilles Ulf fra de øvrige, der overfaldes af en voldsom storm; de bliver skilt ad, men samles ved den frisiske by Stavoren, hvorfra de fortsætter rejsen til lands til Venedig og derfra til det hellige land (1192), hvor de besøger forskellige hellige steder; de vender så hjem over Konstantinopel og over land uden at have fået lejlighed til at kæmpe eller udføre bedrifter.

Med en vis forkærlighed beskriver forf. de steder, korsfarerne kommer til; således beskrives Götaelvens munding med øen Hising, Tønsberg, hvor forf. selv siger at han længe har opholdt sig, Bergen, og Venedig i et helt kapitel. Egenlige digressioner kan disse beskrivelser ikke kaldes lige så lidt som omtalen af Marias billede i Konstantinopel (k. 26). Der er imidlertid et stort misforhold mellem rejsebeskrivelsens enkelte dele. Indledningen er meget grundig og hele pavebrevet tilligemed Æsberns (selvlavede?) tingtale indføres; så følger en vidtløftig skildring af forberedelserne og opholdet på de forskellige steder i Norge (k. 1-17) ; k. 18-22 handler om sejlasen til Frisland. Der er altså kun 5 kapitler, der anvendes til alt det øvrige. Kompositionen er for så vidt ikke heldig; til gengæld er netop de udførlige skildringer i den første del så meget interessantere og værdifuldere ; ikke mindst fornøjeligt er det bidrag, vi får til billedet af kong Sverre, mod hvem forf. egenlig ikke er gunstig stemt; han kalder ham endog »Hismael«.

Som sagt, forf. er noget vidtløftig i sin fremstilling, men hans stil er ikke ilde, dog langt fra så simpel som Theodricus'. Han anvender mange uprosaiske omskrivninger; »man kommer ud i rum sø« hedder »fauces aperiuntur pelagi«, og der findes en sætning som denne: »more solito terga spumantis abyssi carina carpente fricabant«; stilen minder lidt om Saxos3).

At forf. er en Nordmand, er det Kr. Kålunds fortjæneste at have bevist. Alene de sproglige former af de anførte navne og i et par ordsprog, der anføres uoversatte, er klare beviser derfor. Vanskeligere er det at bestemme, når skriftet er blevet til. Forf. angiver, at hvad han skriver om, er sket »for ikke så få år siden« (»ante aliquot annos«). Før end ved år 1200 kan han næppe have skrevet. Rimeligt er det endog, at han først har forfattet sit skrift efter Sverres død; derpå tyder enkelte udtryk hos ham. Under alle omstændigheder er forf. samtidig med begivenhederne. Den mand, han tilegner sit skrift, er en gejstlig (»sanctitas vestra« k. 27), men denne har ialfald ikke været en Nordmand4), da vilde forf. ikke så udførlig have omtalt de norske steder eller livet i Bergen så levende. Da det er gjort rimeligt, at forf., der kalder sig frater canonicus, har tilhørt Præmonstratenserklostret i Tønsberg, der var stiftet fra Prémontré i Frankrig, er skriftet mulig sendt til en fransk gejstlig.

Nogen synderlig lærdom viser forf. ikke. Foruden et citat af Vergil anfører han udelukkende citater af bibelen; for så vidt er han en modsætning til den af citater bugnende Theodricus. Heller ikke Gertz mener, at forf. er identisk med denne (s. 455 f.).



Noter:
1) Skriftet er oversat på dansk af J. Olrik i Krøniker fra Valdemarstiden (1900-01).
2) Sverre optræder ganske således som han er kendt fra sagaen om ham.
3) F. ex. ved en vending som: ”utrum magis mirari debeam incertum habeo”.
4) Gertz synes at gå ud fra, at han var dansk (s. 455).