Forord (Adam Oehlenschläger)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordens Guder

Adam Oehlenschläger
Poetiske skrifter


Forord


Aser og Jetter fremstille de to modsatte Naturkræfter: den skabende Skiønne, den forstyrrende plumpe Magt; Loke svæver mellem begge, som den vaklende Tidsaand. Han foreslaar Thor at reise til Jotunheim uden Odins Vidende, for at straffe Jetternes Overmod. Thor daares i Underverdenen, og maa drage med uforrettet Sag tilbage; dog giør han to unge Mennesker lykkelige, og hæver dem til Guder, fordi de forlode Hiem og Forældre, og stolte tillidsfuldt paa ham. Han beslutter atter at hevne sig over Jetternes Frækhed, vil fange Midgardsormen, og reiser anden Gang, med Odins Indvielse, uden Loke. Nu viser han sig i sin hele Kraft, og er nær ved at fange Slangen, da den reddes ved Jetten. I Forbittrelsen mister Thor sin Hammer. Midlertid lefler Loke for Sif, Thors Hustru, men bortvises med Foragt. Da hevner han sig, og afskærer hendes Haar, mens hun sover. Tvungen, af Skræk for Thor og Freier, henter han igien et Guldhaar til Sif hos Dvergene, skaffer Thor en ny Hammer, Freier en Ganger Gullinbørste, Odin Ringer Drupner. Nu træffer det sig kort efter, at Loke drager paa Eventyr med Odin og Hænir, og da Jetten Thiasse fanger ham, og tvinger ham til at bortstiæle Ydun fra Valhal, giør han det gierne, for at ydmyge Aserne. Med Ydun bortsvinder Sundhed og Kraften fra Valhal, Guderne svækkes. Da spaae Nornerne, at Tapperhed vil tvinge Tiden til Troskab ved Kiærlighedens Hielp, og det blomstrende Liv vende tilbage. Saaledes tvinger da Thor Loke til at hente Ydun, og Freia laaner ham sin Falkeham til Toget. Mens Ydun var borte, har Freia mistet sin Husbond Odur, der forlod hende, fordi hun falmede. Skade har indtrængt sig i Valhal, og faaet Niord til Mand. Freier er ørkesløs steget op i den ikke længer saa stærkt straalende Hlidskialf, hvor kun ellers Odin turde komme; han finder sig straffet ved at se en deilig Mø i Bierget, en sielden Undtagelse, i hvilken han heftig forelsker sig. Nu kommer Ydun tilbage, og Livet blomstrer paa ny. Guderne beskrives; Valhals Fryd; Himmelborgene; Einheriarne. Stærkodder kommer til Valhal, og hæves til Gud; Bragi synger en Sang. Det lader ogsaa til, at Freiers Kiærlighed til Gerda vil tilveiebringe Forsoning mellem Aser og Jetter. Skirnir, hans Svend, trøster sin Herre ved at minde ham om Odins egne Elskovsbedrifter; han reiser til den elskede Mø for sin Husbond, overvinder alle Vanskeligheder, løser Jetternes Gaader, indlades, viser Gerda Freiers Billed, og smelter hendes Hierte. Hendes Fader giver sit Ja, hvis Freier vil skienke ham sit Sværd. Paa Reisen har Skirnir tillige skaffet Odin en Lænke til Fenrisulven. Denne bindes paa Gerdas Bryllupsdag, hvorved Tyr mister sin Haand. Saaledes spores alt Jetternes Indvirkning paa Aserne; den forvovne Tyr trodser den tappre Thor. Thor fnyser, hevner sig paa de uskyldige Mennesker, og fortryder sin Hidsighed. Gerdas Bryllup feires anden Gang, hos Havguden Ægir; da spilder Loke, forbittret over Fenrisulvens Fængsel og sin egen Tilsidesættelse, Festens Fryd, forhaaner Guderne, og nødes til at flygte. Vægelsindet, i kiedsommelig Omflakken, faaer han atter Lyst til Valhal, og prøver for at giøre sin Uforskammethed god, at skaffe Thor den rette Hammer Miølner hos Jettekongen Thrymur. Thrymur svarer: det skeer kun paa Vilkaar, at Freia vorder hans Brud. Dette Bud bringer Loke til Valhal, efter at Alferne først have skaffet ham Tilgivelse. Opegget af Thors Foragt, da Loke atter seer Muligheden i at giøre Fortræd, kommer Forførerlysten strax over ham, og ved Heimdal frister han Aserne til et Bedrag, saa de sende Thor, forklædt som Freia, ned til Utgard. Naar Thor er i Utgard, hevner han sig, saasnart Miølner lægges i hans Skiød, og ihielslaaer alle Jetter undtagen Oldinger og Børn, der ere blevne tilbage hos Utgarde-Loke i Biergets dybeste Hvælving. Da fremstiger en stor høitidelig Qvindeskikkelse af Bloddampen, sendt fra den evige Alfader. Hun spaaer Valhals Fordærv, Balders Død, Lokes Qval, den nærværende Verdens Undergang, og Gudernes Straf for denne List, ved at deres Væsen for en Tid skal forgaae, og den fordærvede Natur sønderbrydes. Derpaa trøster hun dem med Forjættelsen om et bedre tilkommende Liv, forenet med fuldkommen Uskyld og Glæde.