Fortælling om Brand den Gavmilde (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Morkinskinna, Hulda, Hrokkinskinna.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Fortælling om Brand den Gavmilde


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832



Nu fortælles der ogsaa, at der en Sommer kom en Mand til Norge ude fra Island, ved Navn Brand, en Søn af Vermund i Vatnsfjord; man kaldte ham Brand den Gavmilde, et Tilnavn, han med Rette fortjente. Brand lagde med sit Skib ind til Nideros; Thjodolf Skald var Brands Ven, og havde fortalt Kong Harald en Deel om hans Gavmildhed og Rundhed. Da nu Brand var kommen til Byen, sagde Thjodolf det til Kongen, og de talte endnu adskilligt om den Yndest, han stod i paa Island, og om hans Gavmildhed. Da sagde Kongen: “Da skal vi nu snart prøve, om han virkelig er saa gavmild, som du siger; gak hen til ham, og bed ham give mig sin Kappe.” Thjodolf gik, og kom ind i et Huus, hvor Brand var, han stod midt i Stuen, og maaler Lærred; han var iført en Skarlagens Kjortel, og ovenover den en Skarlagens Kappe, og havde Baandene i Kappen oppe over Hovedet, imedens han maalte Lærredet; en guldbeslagen Øxe havde han i Haandkrigen. Thjodolf sagde: “Kongen beder om din Kappe.” Brand blev ved med sin Forretning, og svarede ikke et Ord, men lod Kappen falde bag af sine Skuldre; Thjodolf tog den op, og bragde Kongen den. Kongen spurgte, hvorledes det var løbet af imellem dem; Thjodolf svarede, at Brand ikke havde ladet sig forlyde med noget Ord, og fortalte Kongen hvad han tog sig for, og hvorledes han var klædt. Kongen sagde: “Tilvisse er det en stolt Mand, og høje Tanker maa han have, siden han ikke en Gang fandt det et Ord værd; gak atter til ham, og bed ham fra mig om hin hans guldbeslagne Øxe.” Thjodolf sagde: “Jeg er ikke meget for, Herre! at gaae tiere til ham, og veed ikke, hvorledes han vil optage det, hvis jeg kræver hans Vaaben ud af Hænderne paa ham.” Kongen sagde: “Du har selv bragt denne Sag paa Bane, og har fortalt meget om hans Gavmildhed, baade nu og forhen; du skal derfor gaae, og jeg vil ikke holde ham for gavmild, hvis han afstaaer mig Øxen.” Thjodolf gik, og sagde til Brand, at Kongen vilde bede ham om hans Øxe; han rakte strax denne fra sig, og sagde intet. Thjodolf bragde Kongen Øxen, og fortalte, hvorledes det var gaaet. Kongen sagde: “Det maa man tilstaae, at denne Mand er gavmildere, end de fleste andre, og nu faaer jeg mig en heel Deel Gods; gaa endnu en Gang til ham, og sig, jeg vil have den Kjortel, han har paa.” Thjodolf sagde: “Det synes mig ikke om, Herre! at gaae i det Ærende; han kunde jo troe, jeg vilde drive Gjæk med ham.” “Du skal gaae,” sagde Kongen. Thjodolf gik, og sagde til Brand, at Kongen vilde have hans Kjortel. Brand standsede i sin Forretning, trak i en Hast kjolen af, og sagde intet; han sprættede det ene Ærme af, og beholdt det, men kastede kjolen til Thjodolf, som bragde Kongen den. Kongen betragtede den, og sagde: “Det er baade en forstandig og stolt Mand; jeg kan let begribe, hvorfor han har sprættet Ærmet af, allene fordi det skal lade ligesom jeg kun havde een Haand, til altid at tage, og aldrig at give; hent ham nu til mig;” saa skede. Brand kom, og Kongen modtog ham vel; og Brand fik af Kongen mange Æresbeviisninger og store Gaver.