Fortælling om Erik Jarl (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2-3


Fortælling om Erik Jarl


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


Kapitel 1

Jarlen Erik Hakonssøn flyede, som før blev omtalt, bort fra Norge efter sin Fader Hakon Jarls Fald; han drog da først over til Sverrig til den svenske Konge Olaf Svenske, og blev der vel imodtagen. Kong Olaf Svenske tilstod Jarlen et Tilflugtsted hos sig og desuden store Forleninger, saa at han godt kunde holde sig og sit Mandskab der; det omtaler Thord Kolbejnssøn i Belgskagedrapen:

Mændenes Meenforøger vendte o. s. v.

Erik Jarl var i Sverrig om Vinteren. Denne Vinter søgte mange Folk til ham, som flygtede bort fra Landet for Kong Olaf Tryggvesøn. Erik tog da den Beslutning, at han skaffede sig et Skib, og drog paa Krigstoge om Sommeren at skaffe sig og sine Folk Gods; han styrede først til Gotland, og laa der længe om Sommeren; han forfulgde Kjøbmænd, som sejlede til Landet, eller Vikinger, gik stundom op i Land, og hærjede vidt omkring paa Kysten; saa siges i Bandadrape:

Førte den vidtberømte
Herre mange flere
Andre Kampe, saa nylig
Har jeg hørt berette,
Da i det hærjede Gotland
Vide han Kampfærd øved;
Landet, saa vilde Guder,
Erik sig underlagde.

Siden sejlede Erik ned til Vindland; foran Støren traf han paa nogle Vikingeskibe, og lagde til Strid med dem; der sejrede Erik Jarl, og dræbte mange Folk; saa siges i Bandadrape:

Store Tings Udfører
Lod ved Støren sine
Skibe ligge, der sejred
Fyrsten over Kæmper,
I den haarde Kamp sled
Ravnen Vikingens Hoved,
Fro stred Erik og Landet
Vandt, ham Guder beskytte!

Denne Sommer drog Erik Jarl ogsaa til Danmark til den danske Konge Svend Tveskæg, og bejlede til hans Datter Gyda; dette Giftermaal blev bestemt, saa at Erik Jarl ægtede Gyda; en Vinter efter havde de en Søn sammen, som fik Navnet Hakon. Da Erik Jarl havde faaet Gyda og været en Sommer paa Krigstoge, sejlede han om Høsten tilbage til Sverrig, og opholdt sig der den anden Vinter. Om Vaaren derefter beredte han sin Hær, og sejlede dernæst, i Østervegen, og da han kom i Kong Valdemars Rige, begyndte han at hærje, dræbte Folk og brændte Bøjgderne, hvor han kom frem, og ødelagde Landet. Han kom til Aldejgeborg, og lejrede sig derom, indtil han fik Staden indtaget; der dræbte han mange Mennesker, og nedbrød og brændte hele Borgen; siden drog han med væbnet Magt vidt omkring i Garderige; saa siges der i Bandedrape:

Siden den gavmilde Herre
Drog at ødelægge
Valdemars Land Med Sværdet,
Vældig da tiltog Striden;
Krigeres Skræk i Gruster
Styrtede da Aldejgja,
Kampen var haard, da med Kæmper
Kom du øster til Garde.

Erik Jarl var i Alt fem Somre paa denne Krigsfærd, men om Vinteren var han i Danmark hos sin Svigerfader Svend Tveskæg, og stundom i Sverrig. Den danske Konge Svend havde været gift med Gunhild, Vendernes Konge Burizlafs Datter, men da hun var død, ægtede han, som før blev fortalt, Dronning Sigrid den Storraade, den svenske Kong Olafs Moder; der blev da ved Svogerskabet Kjærlighed mellem Kongerne indbyrdes og med Erik Jarl.


Kapitel 2

Erik Jarl fik ved den vundne Sejer Ormen lange og en stor Andeel i Byttet; saa siger Haldor:

Hjælmbedækket Konning
Did bar Ormen lange
Til den store Træfning;
Folkene pryded Skuder;
Sønderpaa i Striden
Jarlen tog glad mod Ormen,
Først maatte Sværd dog rødne
Hemings raske Broder.

Jarlen besatte Ormen saa godt, som han kunde, og styrede den selv; det omtaler Halfred:

Nordenfra mod Erik
Ormen veludrustet
Styrede den berømte
Drot, og skarp blev Striden;
Men da den gode Konning
Vældig havde kæmpet,
Styred den fangetagne
Søhest (119) Hakons Hævner (120).

Efterdi Ormen lange var meget stærkt besat med raske Mænd, fik de den, saa at sige, men dog med Nød og næppe, ført op til Vigen, men den stod bestandig skævt, og lod sig ikke styre; derfor lod Erik Jarl den ophugge; somme sige, at han lod den brænde.


Kapitel 3

Ejnar Tamberskælver og de andre, som Erik Jarl havde givet Fred efter Slaget, droge op til Norge med Jarlen. Kong Olafs Hund Vige havde ligget i Forrummet paa Ormen foran Løftingen om Dagen, medens Slaget stod, og saaledes hele Tiden siden; men da Jarlen kom østerpaa til Vigen med Ormen, da gik Ejnar Tamberskælver, før han gik i Land, derhen, hvor Hunden laa, og sagde: ”Herreløse ere vi nu, Vige!” Ved disse Ord sprang Hunden tudende op, og peeb højt, Som om den havde Hjærteværk; den løb derpaa i Land med Ejnar, og gik op paa en Høj, hvor den lagde sig ned, og vilde ikke tage Mad af nogen, men dog holdt den andre Hunde, Dyr og Fugle borte fra sin Føde; Taarerne løb den fra Øjnene ned over Snuden, saa bitterlig begræd den sin Herre, og der laa den, til den var Død. Saaledes mistede Nordmændene, dem til stor Sorg, disse fire fortrinligste Ting i deres Land, eftersom den blinde Bonde paa Moster havde forudsagt.


Kapitel 4

Jarlen Svend Hakonssøn havde opholdt sig i Sverrig, siden han flyede ud af Norge efter sin Faders Drab. Han havde da ægtet Holmfrid, en Søster til de svenskes Konge Olaf. Da nu den danske Konge Svend, den svenske Konge Olaf og Erik Jarl skiftede Norge imellem sig, fik den svenske Konge fire Fylker i Throndhjem, og begge Mørerne, Romsdalen, og Øster-Ranrige fra Gøtelven til Svinesund; dette Rige overdrog Kong Olaf til sin Svoger Svend Hakonssøn paa samme Vilkaar, som Skattekonger eller Jarler før havde haft Rigers Styrelse af Overkongerne, og derhos gav han Svend Jarlsnavn. Erik Jarl fik fire Fylker i Throndhjem og Nummedalen og Halogeland, Fjordene og Fjaler, Sogn, Hørdeland, Rogeland og Nørreagder lige til Lindesnæs. Saa siger Thord Kolbejnssøn:

Veed jeg, at Jarlernes Venner
Vare de fleste Herser,
Erling ene undtagen,
Guldets Giver (121) jeg roser;
Men kort efter Drabet (122)
Landet nordenfra Veiga
Ned til Agder og længer
Lagdes under Jarlen.

Og fremdeles kvad han:

Fyrsten gavnede Folket,
Derved vi os glæder,
Sagde han, at han burde
Norrigs Mænd beskytte;
Men Kong Svend i Sønden
Siges Død at være,
Hændes Ondt de fleste,
Faa hans Gaarde vare.

Den danske Konge Svend fik ene Vigen, som han havde før haft, men han overdrog Erik Jarl Rommerige og Hedemarken. Erik Jarl og Svend Jarl lode sig begge døbe, og antoge den sande Tro; men medens de herskede over Norge, lode de enhver gjøre, ligesom han vilde, i Henseende til Kristendommens Holdelse, men de gamle Love og alle Landets Skikke holdt de vel over; de vare vennesælle, men dog myndige Mænd. Erik Jarl var for det meste den, der styrede det hele, men Svend Jarl var den skjønneste Mand, man nogensinde havde seet.