Fortælling om Haldor Snorresøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, A.M. 54 og A.M. 62.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Fortælling om Haldor Snorresøn I


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827


Kapitel 1: Fortælling om Haldor Snorresøn

Haldor, en Søn af Herredsforstanderen Snorre paa Island, var hos Kong Harald Sigurdssøn, medens han var udenlands og siden længe efter at han var kommen til Regjeringen i Norge, og han blev meget anseet af Kongen. Det hændte sig engang, at en Islænder, som hed Ejlif, var falden i Unaade hos Kong Harald, fordi han havde dræbt een af Kongens Hofsinder, hvortil Anledningen ikke fortælles; han bad Haldor tale hans Sag for Kongen, og Haldor gjorde saa. Haldor var haard og barsk i sin Tale, men meget faatalende; han bad Kongen om at give Ejlif Tilladelse at forblive i Landet. Kongen afslog det aldeles. Haldor var meget hidsig, som Islænderne gjærne pleje at være, og kunde ikke finde sig i, at han ikke fik det udvirket, som han bad om. Han drog derpaa bort fra Harald, og Ejlif fulgde ham; de kom til Gimsar til Ejnar Tamberskælver, og Haldor bad ham at tage imod dem, og yde ham Bistand. Ejnar sagde, at han vilde tage imod ham under den Betingelse, at Haldor ogsaa vilde blive hos ham. “Hvor viser du mig til Sæde?” spurgde Haldor. Ejnar bød ham at sætte sig i Højsædet ligeover for ham. Ejnar var gift med Bergljot, en Datter af Jarlen Hakon den Onde, Sigurd Hlade-Jarls Søn. Haldor gik ofte til Bergljot, og fortalte hende mange Æventyr, som vare hændtes udenlands paa hans og Kong Haralds Rejser. Der var da en ung Mand, ved Navn Kale, som var Ejnar noget beslægtet; han var skadefro og noget avindsyg, derhos spodsk og fritalende; han var den Gang Ejnars Opvarter, og havde tjent ham længe. Kale var kunstfærdig i at forarbejde Guld og Sølv, og blev derfor kaldt Gyllingar-Kale. Han bagtalte mange for Ejnar, og var overdreven i sine Udtryk baade i løs og bunden Stil. Han søgte meget at forhaane Haldor, og bad andre at gjøre Nidviser om ham, men da han ingen kunde faae dertil, begyndte han selv at gjøre Skamdigte over ham. Haldor fik det at vide, og en Dag gik han til Bergljots Stue, og da han kom til Døren, hørte han derinde megen højrøstet Tale; Kale og mange andre vare derinde, og de fremsagde da for Ejnars Kone et Skamdigt, som Kale havde kvædet om Haldor. Bergljot bad dem tie, og sagde saa: “Det er en slet Gjerning at anfalde ubekjendte Mænd med Skamdigte og Forhaanelse, og ville Troldene trække eder Tungen af Hovedet; Haldor er mere prøvet ved tapper Daad end de fleste andre i Norrig.” Kale sagde: “Ej er jeg bange for denne Morlænder, skjønt han bliver meget agtet af dig; thi vi have spurgt, at han blev sat i Fængsel ude i Grækland, og laa der i Tvang uden Daad og intet formaaende.” Haldor kunde ikke sinde sig i denne Bebrejdelse, og han løb ind i Herberget mod Kale, og hug ham Banehug. Da Bergljot saae det, bød hun, at Døren skulde Vogtes, saa at ingen skulde komme ud, inden hun tillod det. Da sagde Haldor: “Jeg vil bede dig, Huusmoder! at du sørger paa nogen Maade for mig, skjønt jeg vel nu ikke har fortjent det.” Hun svarede: “Jeg har mange Frænder eller Nærbeslægtede, som ere Lehnsmænd, og veed jeg vist, at, til hvem af dem jeg end sender dig, vil han for min Skyld tage imod dig,.” Haldor sagde: “Sørg saaledes for mig, at jeg ikke behøver at holdes skjult hos nogen som en Misdæder.” Bergljot svarede: “Kun faa Mænd i Norrig, Kong Harald selv undtagen, vilde det nytte at holde dig skjult for Ejnar, hvis han vil søge efter dig, thi han vil blive underrettet om, hvor du kommer hen; der er ogsaa et andet Raad, skjønt det ikke er uden Fare.” Hvilket er det?” spurgde Haldor. Hun svarede: “At du strax gaaer ind i Stuen, fordi der nu ere gangne dig to Forseelser over, den ene Drabet, den anden Bordforsømmelsen, at du ikke kom til Bords med andre Folk, thi nu sidde Folk til Bords; du kan nu gaae ind for Ejnar, og sige ham, hvad der er skeet, give dit Hoved i hans Haand og saaledes udvirke dig Fred af ham; men vil han ikke tilstaae dig den, saa vilde det dog alligevel have været dig vanskeligt at undflye ham.” Derpaa gik Haldor ind for Ejnar, og sagde: “Ej har jeg ofte gjort mig skyldig i Bordforsømmelse, nu er det dog ogsaa gaaet saa, at jeg ikke har været daadløs.” “Fortæller du mig min Frænde Kales død?” sagde Ejnar. Haldor svarede: “Den Sag maa jeg tilsvare, og derfor vil jeg nu overgive mit Hoved i din Haand, og gjør du, hvad dig synes!” “Dette Drab, som er hændet dig,” sagde Ejnar, “er meget slemt, og du har hugget mig nær, thi ingen andens Drab vilde jeg have taget mig nærmere uden min Søn Endrides.” “De Tab vare ulige!” svarede Haldor. Ejnar sagde: “Kales Brødre ville vænte sig Hæder af mig med Sagens Forfølgelse og Bøder for Drabet; det er ogsaa upassende for mig, at jeg tager mig det, som om en Hund var dræbt for mig, da Kale er fældet; og naar dette bliver tilbørlig hævnet, ville andre desto mere afholdes fra at udøve saadan Ugjerning; men dog anstaaer det sig at følge min Fostersøn Kong Magnus Olafssøns forstandige Raad, for det Første at lade Vreden gaae over, thi naar den er forbi, synes man ofte, at andet havde været billigere, end det der er skeet. Nu skal du Haldor! først overgive mig dit Sværd, thi jeg vil have det.” “Hvi behøver jeg at afstaae mine Vaaben,” spurgde Haldor. “Jeg vil have dit Sværd,” sagde Ejnar, “fordi jeg Seer, at du, om du paa nogen Maade bliver straffet, vil forsvare dig til det Yderste, naar du har Vaaben at slaae fra dig med, og man kan da ikke være sikker om, at det ikke vil gaae flere, som det er gaaet Kale, og da vil jeg ikke blive bedre fornøjet; det vil vist ikke fejle, at, om du bliver angreben, vil du fælde din Mand, om ikke flere, men dog vil jeg tilsidst overvinde dig. Gak nu først til Bords med mig! og siden skal jeg bestemme din Straf, men ingen Fred lover jeg dig ret længe.” Haldor gjorde saa, og spiste og drak med Ejnar, som om han ingen Frygt nærede; Sværdet gav han fra sig, og Ejnar tog imod det. Haldors Venner bade ham at søge at komme bort, om han kunde. Haldor svarede: “Ej vil jeg hemmelig undflye for Ejnar, da jeg har overgivet mig i hans Vold.” Da Haldor var mæt, gik han for Ejnar, og spurgde, hvad Bestemmelse han vilde tage i hans Sag. “Det skal du siden faae at vide,” svarede Ejnar. Da gik Haldor bort, og fortalte Bergljot, hvorledes det stod sig. Hun svarede: “Ej frygter jeg, at Ejnar vil lade dig dræbe, men dersom han vil forfølge dig til det Ydelste, da lover jeg dig, at der skal hændes end større Ting.” Samme Dag stævnede Ejnar til et stort Thing; han stod op paa Thinget, og talte saa: “Jeg vil nu fornøje eder, med at fortælle om, hvad der for lang Tid siden skede, da jeg var paa Ormen lange med Kong Olaf Tryggvesøn.”


Kapitel 2: Ejnars Fortælling

Det var nu saa, at jeg tilligemed Kolbejn Staller og Flesma-Bjørn havde faaet Plads paa Ormen lange; jeg var da atten Aar gammel, og var optagen i Kæmpernes Tal udenfor den fastsatte Bestemmelse; vi vare ni, som undkom af Ormen, og om tre af os Stalbrødre vil jeg fortælle noget. Efterat Kongen var forsvunden med det Lys, som skinnede over ham, sprang vi over Bord fra Ormen, og de danske, Kong Svends Mænd, grebe os, og bragde os for Kongen; han førte os til Jylland, hvor vi bleve førte i Land, satte paa en Træstamme, og fjædrede. Han, som vogtede os, vilde sælge os som Trælle, og truede os med voldsom Behandling og Lemlæstelse, om vi ikke vilde lade os kue i Trældom; og i den Skov sade vi i tre Dage. Men den, som passede os, lod Folk sammenkalde til et Møde, og der kom en Mængde Mennesker; og paa denne Forsamling sad en stor Mand, klædt som en Munk i en blaa Kofte med en Maske for Ansigtet. Denne Mand gik til os Stalbrødre, og sagde til vor Vogter: “Vil du sælge mig denne gamle Træl?” “Hvad vil du,” sagde han, “med den gamle Træl, som er uduelig til Arbejde.” Den maskerede Mand svarede: “Han vil da være lettest Kjøb af alle Trællene?” “Ja!” sagde vor Vogter, “han skal vist være lettest Kjøb.” “Bestem da Prisen paa ham!” sagde hin. Vogteren vurderede ham til tolv Ører Sølv. “Dyr tykkes mig Trællen da,” sagde den anden, “eftersom jeg Seer, at han er meget gammel, og kun lidet duelig til Arbejde; det er heller ikke usandsynligt, at han kun har kort Tid at leve i; jeg vil give dig en Mark Sølv for ham, om du vil sælge ham derfor.” Derpaa gik den maskerede Mand til mig (sagde Ejnar), og spurgde, hvo der havde Kjøbt mig. “Jeg har endnu ikke solgt ham,” sagde Vogteren, “men dog agter jeg det.” “Hvor dyr holder du ham?” spurgde hin. “Meget dyr vil han tykkes dig,” sagde Vogteren, “kjøb ham for tre Mark Sølv, om dig synes!” “Meget dyr holder du ham da,” sagde hin, “men jeg troer, at Hans Frænder og Venner gjærne vilde Kjøbe ham for denne Priis, naar han var i sit Land.” “Jeg vidste det,” sagde Vogteren, “at I ikke vilde Kjøbe ham saa dyrt, som jeg vurderede ham.” Siden drog den kofteklædte Mand bort, og gik vidt omkring paa Torvet, og bød paa adskillige kostbare Sager, og da han ikke fik noget Kjøbt, gik han tilbage til os, saa sigende: “Nu var jeg omkring paa Torvet, og da der var intet, jeg skjøttede om at kjøbe, kom jeg atter hid; jeg vil kjøbe den Træl, som jeg før talte om, thi jeg Seer, at, saa stor og stærk som han er, vil han ikke kunne udrette saa lidet, om han vil gjøre Gavn; og de ere dygtige Karle, om de ville lade sig lære, derfor synes det mig bedst at Kjøbe dem alle.” Vor Vogter svarede: “Du behøver mange Trælle, om du ene Kjøber tre.” “Det skal du dog vide,” sagde hin, “at jeg har før haft saa mange Karle.” Kolbejn blev vurderet for to Mark. “Dyre ere Trællene,” sagde den kofteklædte Mand, og jeg veed ej nøje, hvad jeg faaer for mine Penge; om de kunne arbejde efter deres Priis.” Han kastede da Sølvet i hans Kjoleskjød, og sagde: “Det skal du nu have for din Regning, og vænter jeg, at dette ikke er mindre, end du forlangte, og siden lod han os løse, og da syntes det os, at vore Kaar bleve bedre. Den maskerede Mand gik da bort i Skoven, og bad os følge sig, og da vi kom til en aaben Plads i Skoven, spurgde jeg ham om hans Navn. Han svarede: “Det kommer dig ikke ved at vide mit Navn, men det kan jeg sige dig, at jeg har seet dig og eder alle engang før.” “Jeg ønskede dog at vide,” sagde Ejnar, hvis Træl jeg da skal være; eller om du vil give os Frihed, da ønskede vi ogsaa at vide, hvo vi havde at takke derfor.” “Ej faaer du i Dag at vide, hvad jeg hedder,” svarede hin. “Da svarede jeg,” sagde Ejnar, “det har dog før været, at jeg og andre to med mig have kunnet raade med en Mand, skjønt de danske ikke troe det.” Den kofteklædte Mand svarede, i det han trak Hætten lidt op: “Det kan vel være, at jeg ikke bringer eder i Trældom, men paa den anden Side vil jeg i ingen Henseende lade mig tvinge til noget af eder, skjønt I ere tre og jeg een. Her er nu en Vej, ad hvilken jeg vil vise eder, at I kunne komme til et Skib, som tilhører Nordmænd; de ville tage mod eder og føre eder til Norrig; men du, Bjørn!” sagde han, “skift du dine Ejendomme, og bortgiv dem saaledes, som du troer det bedst for din Sjæl, thi du vil ikke leve en halv Maaned efter din Hjemkomst til din Gaard; men du, Kolbejn! vil komme hjem til Oplandene, og vil holdes for en Mærkelig Mand, hvor du kommer; men du, Ejnar!” sagde han, “vil blive den største og ældste af eder, og overgaae de fleste Mænd i Norrig i mange Henseender; du vil ogsaa faae Bergljot, Hakon Jarls Datter, og du skal boe paa Gimsar, og beholde din Værdighed til din Dødsdag, og af dig allene vil jeg have Gjengjæld for at have givet dig Liv og Frihed; thi dig ene troer jeg det mest magtpaaliggende, at du ikke bliver Træl.” “Jeg svarede, at det var vanskeligere at gjengjælde det, naar jeg ikke vidste, til hvem jeg havde at gjengjælde, eller paa hvad Maade.” Han svarede: “Paa den Maade skal du gjengjælde det, at, om noget Menneske gjør dig saa meget imod, at du endelig vil have, at han skal miste Livet, og du har ham i din Magt, da skal du lige saa vel give ham Frihed, som jeg nu giver dig, og det vil være dig let, thi faa ville gjøre dig imod formedelst din Magt og Vennesælhed.” Og efter saaledes at have talt, løftede den kofteklædte Mand Masken fra Ansigtet af sig, og sagde: “Hvad troe I, hvo ride her igjennem Skoven og agte at gribe os?” Men vi vendte os alle om, og vilde see derefter, men da vi saae tilbage, var den maskerede Mand borte, og siden saae vi ham aldrig; men denne Mand kjendte vi alle nøje, at det var Kong Olaf Tryggvesøn; thi strax da han første Gang løftede Koftehætten op, kjendte jeg ham nøje, men siden, da han løftede Masken op, og viste os sit Ansigt, kjendte vi ham alle, og talte da indbyrdes om, at vi havde baaret os meget uforstandig ad, at vi ikke havde holdt ham fast med Hænderne, men det nyttede os da ikke at bebrejde os selv, hvad skeet var. Siden gik vi ad den Sti til Søen, som han anviste os, og traf der det Norske Skib; og alt gik, ligesom han havde forudsagt os om vor Levetid.” “Nu er jeg skyldig,” sagde Ejnar, “at gjøre det, som Kong Olaf bad mig, og intet finder jeg sandsynligere, Haldor! end at han maa have bedet for dig, thi du er nu i min Vold.” førend Ejnar havde sluttet sin Fortælling, var hans Kone Bergljot kommen paa Thinget med en Mængde Folk i den Agt at slaaes med Ejnar og befrie Haldor, om han ikke vilde give ham Fred. Siden bødede Ejnar for Kales Drab til dennes Frænder, og holdt bestandig siden Venskab med Haldor. Men Haldor sendte Ejlif ud til Island, efter forud at have forligt ham med Kong Harald; ligeledes udvirkede han sig selv Forlig med ham, og Haldor var hos Kongen lang Tid derefter. Ejlifs Brøde, hvorfor han havde paadraget sig Kong Haralds Vrede, bestod i, at han havde dræbt een af Kongens Hofsinder.


Kapitel 3: Her fortælles om Biskop Sigurd

Den hæderlige og vel berømte Kristendomslærer Gunlaug Munk paa Thingøre har paa fyndig latin skrevet og berettet mange og mærkværdige Ting om den berømte Herre, Kong Olaf Tryggvesøn; han har med megen Kyndighed berettet om, hvorledes Kongen er kommen bort med Livet fra Slaget ved Svølder, det sidste han holdt. Broder Gunlaug siger, at han blot har skrevet, hvad han har hørt af troværdige Mænd, og at han i Særdeleshed har samlet, hvad han har fundet i Præsten Are den Kyndiges Bøger, men efterat have sluttet Beretningen om Slaget ud for Svølder, gaaer Broder Gunlaug Munk over til at tale om Kong Olafs Hofbiskop, som hed Sigurd, hvorom nu med Guds Tilladelse noget skal fortælles. Meget passende er det, siger Broder Gunlaug, at sammenskrive denne Fortælling om den apostoliske Herres, førnævnte Hofbiskops hellige Levnet og faste Sindelag, at vi kunne vide, med hvilket Endeligt Hans Livstimer ere svundne; thi han var Kongens fornemste Understøtter til vor Salighed, hvorved han synes os at være bleven alle Nordmænds Apostel; thi denne berømmelige Herre, Kong Olaf, har først indført den sande Tro med Biskoppens Bistand, og siden bestyrket og haandthævet Kristendommen med kongeligt Vælde, baade med hellige og frelsende Ord og Opmuntringer. Af hvad Oprindelse og Æt, eller af hvad Folk Biskop Sigurd har været, er os ikke bekjendt, Heller ikke, i hvilken Skole han har lært eller paa hvad Tid han er kommen til Kongen; men af troværdige Mænds Beretning kunne vi sikkert skjønne, at han har baade været kraftig og myndig i sit bispelige Embede. Efter hans og Kong Olaf Tryggvesøns Skilsmisse, begav Biskop Sigurd sig til Sverrig paa den daværende Konge, Olaf Erikssøns Bøn, med den Overeenskomst, at Biskoppen skulde have sikkert Lejde til at drage over hele Sverrig at prædike Guds Evangelium for at omvende det arme Folk, som der i lang Tid havde tjent ufornuftige og afskyelige Afguder. Biskop Sigurd blev meget glad ved dette Hverv, thi ofte bedrøvede ham den store Sorg, som han havde faaet ved sin ypperlige Herre Kong Olaf Tryggvesøns Fraværelse, og paa den anden Side blev han ved den Helligaands Indblæsning meget begjerlig efter at gjøre Gud saa megen Hæder, som han formaaede ved at lindre de hedenske Folks Tilstand og vise dem paa bedre Vej; og han havde, som Gunlaug siger, givet den Svenske Konge Olaf og en Mængde andre, som havde stredet mod Kong Olaf Tryggvesøn, den hellige Daab. Siden prædikede Biskop Sigurd de to næste Aar Guds Ord. Biskoppen kristnede da alt Folket, tilintetgjorde det forbandede Offerskab, udbredte Kristendommen med hellig Daab, og opmuntrede med al Iver Kongen til at bestyrke Guds Tjeneste.


Kapitel 4: Biskop Sigurds Prædiken for de svenske

I det tredie Aar denne Kristendommens faste Støtte, Biskop Sigurd, omvendte Folk til den sande Tro, rejste sig mange og mægtige Mænd imod ham med megen Voldsomhed og uhørt Ondskab; nogle traadte den antagne Tro under Fødder, men andre gjorde den aabenbar Modstand ved fjendske Efterstræbelser mod Biskoppen; da det blev ham bekjendt, begav han sig til det Sted, som hedder Sigtun, paa hvilket Sted der var sammenkommen en stor Mængde af mægtige Mænd, som forkastede den sande Tro og hellige Daab. Paa en anseelig Højtid udførte nu fornævnte Herr Biskop den hellige Messe i en anseelig Hald, og begyndte da med en skjøn Prædiken at lære den omkringstaaende forsamlede Mængde de kristelige Lærdomme: “Hører mig!” sagde han, “I den hellige Kristendoms Modstandere og den sande Troes Nedbrydere, I, som med Sandhed fortjene at kaldes Gudsforagtere! I de sidste tre Aar har jeg med megen Anstrængelse arbejdet paa eders Fornødenhed, at I ved min Underviisning kunne med Lethed komme til den som de Troe og uafladelig kjende eders Frelser Jesum Christum, men forlade Ondskab og Vildfarelse; I vide ogsaa, at jeg, første Gang jeg var her, døbte ved Guds Styrelse til den kristelige Tro eders Konge, som jeg troer er ved Guds Miskundhed bleven en god Mand; saa døbte jeg ogsaa en stor Mængde af andre Folk; men næste Aar derefter bleve mange af eder udkaarede Sønner af det evige Liv efler en lang og indgroet Vildfarelse i den hedenske Daarskab; for kort Tid siden vare I ufornuftige og de værste Kjættere, ikke endnu gjenfødte ved Vand og den Helligaand, eller den hellige Kristendoms frie Fostersønner. Nu kan jeg sige eder en underlig Ting, at den Guds Gjerning, da han gjorde alle Ting af intet, var mindre end at gjøre gode og hellige Mennesker af onde Kjættere; men det gjør vor Herre Jesus Christus, naar han kalder syndige Mennesker, som ville lade sig vise paa den rette Vej, til sand Anger og Naade. Dog! skjønt jeg forestiller eder saa store Ting og andre deslige af vor Herres Jesu Christi gode Villie og overvættes Vælde; aner jeg, at min Lærdom vil blive meget ufrugtbar for eders Sind, thi en stor Mængde af eder har ilde og umandig fornægtet den antagne Tro og vor Herres Villie, som jeg her grundfæstede i de sidste tre Aar. Nu skulle I vide, at jeg formedelst eders Overtrædelser og Guds foragt ofte betynges af Bekymring i Sindet; ofte mindes jeg den store Sorg, som saa ganske betog mig, at jeg saae min sødeste Ven og navnkundige Herre Kong Olaf Tryggvesøn fra alle Sider at trænges af eders Vaaben og at drages bort fra alles Øjne, hvem I nu troe at være død, men tværtimod eders Formodning siger jeg, at han virkelig lever, han, som jeg tilstaaer, at jeg har elsket højest i dette Liv; men meget mere bedrøver mig det, at I afslaae eders egen Salighed og frivilligen bekende eder til de Afguder og Gudinder, som jeg med megen Møje vendte eder fra; og efterat jeg har gjort det, agte I at gjøre mig Modstand og endogsaa dræbe mig, om I kunne, og behandle mig paa samme Maade, som I for ikke længe siden behandlede Guds Tjenere, som I myrdede paa det Sted, som hedder Vegsis; de ere nu komne til Hvile og deres Aander fryde sig hos Jesum Christum formedelst deres Martyrdød. Ej bekymres jeg af Frygt eller Trudsler, men allene for eders Nødtørft, thi jeg frygter, at jeg synder formedelst eders uhørte Daarskab; men sandelig siger jeg med fuldkommen Tryghed, at jeg paa ingen Maade er mindre beredt til Strid og aandelig Fremgang end nogen af eder, skjønt jeg ikke bærer verdslige Vaaben hos mig, men i det Sted beskytter mig med hellige og frelsende Stridsvaaben. Nu vil jeg vise eder, med hvilken Rustning jeg er prydet og beskyttet og ved Guds Bestemmelse grundfæstet; prydet er jeg med Bispehuen og Messeskjorten, Kaaben og Linnedet, Messehagelen, Haandklædet og med Bispestaven; disse og deslige Messeklæder bemærke det stærke Haab, som beskytter mig baade i Medgang og Modgang; jeg prydes ogsaa daglig med Sjæls og Legems Reenhed, medens jeg lever blandt Mennesker, hvilket betegnes ved Messeskjorten; Kaabens Hensigt forklares let og sødt af dem, som elske Gud; en uovervindelig Tro bestyrker mig ogsaa stadigen, den bemærker Linnedet; fremfor disse Guds Gaver og alle andre er Guds Kjærlighed, som overgaaer alle timelige Ting, hvilket Hagelen haver at betegne; men Bispestaven bemærker de guddommelige Ords aandelige Sædekorn, ved hvilke onde Mennesker omvendes fra onde Gjerninger til inderlig Gudsfrygt, saa at de siden blive ydmyge og beskedne og skikkede til den evige Naade; men grumme Gudsforagtere og saadanne overmodige Mennesker, som I Forvorpne vise eder at være, skulle efter Døden vorde forbandede ved Guds skrækkelige Ord og udstødte i det yderste Mørke, hvor der er Frost og Tænders Gnidsel. Afstaaer da nu fra saadan Udaad, og vender alle som een igjen tilbage med inderlig Kjærlighed til eders Skaber, og lægger alle eders Synder under Guds Dom, thi af sin mangfoldige Barmhjærtighed vil han igjen tilstaae eder sin fuldkomne Naade samt gjøre eder saa løste og frie fra det Onde, som da I kom op af Daabens Bad; og ved de Ting, som jeg nu har opregnet for eder, viste jeg eder sandt Haab om den evige Salighed med alle de Ting, som jeg nu har fremstillet om vor Herre, alle Verdeners mægtige Konning Jesum Christum.” Efter saaledes at have talt, gik førnævnte Herre, Biskop Sigurd, ud af Hallen paa en viid Slette efter Messens Slutning, og med ham fulgde andre, som havde staaet hos ham, og da Mængden var gaaet bort, og Biskop Sigurd var gaaet i sit Herberge, gik en Islænder, ved Navn Hunrød, en Søn af Ulfred den Gamle, ind til ham; denne Hunrød takkede Herr Biskoppen for hans Prædiken for Folket om Dagen; men da Herr Biskoppen mærkede denne Mands fuldkomne Velvillie, og at han havde Fæstet sig i Minde og taget til Hjærte det, som han havde talt, tog han meget hæderlig imod Hunrød, og spurgde, hvad han agtede at tage sig for. Hunrød svarede: “Jeg vil, om det gaaer, som jeg agter, sejle i Østervegen;” han bad da med Ydmyghed Biskoppen at sige ham, om han af Himmellegemernes Gang skulde udforske sin Skjæbne, som kloge Mænd havde gjort før ham. Biskoppen svarede: “Min søde Søn! far ikke med Hedenskab eller Trolddom, men overgiv alle dine Forhaabninger i Guds Haand, og om du forhverver dig Berømmelse eller Formue, tak da Gud derfor, thi han gav dig det, og derved skal du vise dig taknemmelig derfor, at du frem for alt holder den hellige Tro, som jeg har lært dig, thi den er helligere end alskens store Rigdomme.” Da spurgde Hunrød Biskop Sigurd, hvor mange Penge han ejede, om han kunde faae noget Laan af ham sig til Held og Lykke. Herr Biskoppen sagde: “Ej veed jeg, at jeg ejer nogen Rigdom uden en Guldring, som Kong Olaf Tryggvesøn, min søde, ypperlige og elskede Herre, gav mig, og det veed Gud, at denne Ring er mig saa farlig som den hvasseste Hugorm, og gjærne vilde jeg herefter forhverve Gud nogle Menneskers Sjæle med denne Ring, istedenfor ved dens Bevogtning at gjøre mig selv Skade paa min Sjæl;” og noget efterat Herr Biskoppen og Hunrød havde skiltes, spurgde Hunrød, at denne Ring var deelt i tre Stykker og given til mange fangne Kristnes Udløsning. Saa er sagt og forhen skrevet, at efter Slaget ved Svolder drog Biskop Sigurd til Sverrig, og opholdt sig der længe; og medens han var der, hørte han de Svenske ofte tale om, at Kong Olaf Tryggvesøn var sprungen over Borde fra Ormen, og var sunken ned i Vandet med sine Vaaben, og havde der ladet sit Liv; og da han hørte Folk tale sligt, spurgde han dem: “Siger mig! hvis Kong Olaf Tryggvesøn, som I troe, er død i Vandet, hvorledes sees da den samme Brynje, som han havde paa i Slaget, at være ophængt i en stor Kirke i Jerusalem, som der er almindelig bekjendt? eller hvorledes kan da hans Spyd og Hjælm, som virkelig er Tilfældet, være sete i Antiochia? Hvo have vel ført disse Ting til et saa fjærnt Land, hvis de ere sunkne der, som I sige?” De svarede saa paa hans Tale: “Hvis du med Sikkerhed veed, at Kong Olaf er kommen bort med Livet fra Slaget, da sande du det med Fornuftgrunde, saa at vi kunne troe det;” og da de havde sagt dette, taug Biskoppen en Stund, ikke fordi han ikke havde gode Grunde at svare med paa de Ting, hvorom han var spurgt, men snarere fordi han ikke vilde lægge denne Guds Ædelsteen, oftnævnte Kong Olaf, som var skjult i Munkedragt, for Sviin efter Jesu Christi Ord, som han talte: “Vogter eder, ikke at lægge Ædelstene for Sviin;” og derfor sagde Biskoppen saa: “Kong Olaf vilde heller, efter sin egen Indsigt, uafladelig tjene een og sand Gud end længere afstedkomme uretfærdige Menneskers Fald, da han saae, at han ikke kunde gavne dem.


Kapitel 5: Biskop Sigurds Endeligt

Om Biskop Sigurd findes fremdeles skrevet, at, da han blev gammel, drog han til Staden Bernd, og der tjente han Gud i lang Tid. Det fortælles, at mange Munke have været jordede i den Stad. Da Biskoppen ældedes meget og svækkedes paa Legemet, søgte han at pleje sig i Ro, som passede sig for en gammel Mand, og paa en Langfredag hændte det sig, at han lod sig gjøre Bad, og i det han badede sig, kom der en Røst oppe over ham, saa talende: “Hvi drister du dig til, Mand! at søge Vederkvægelse for dit jammerlige Legeme paa den Dag, da din Herre Jesus Christus blev naglet paa Korset?” Disse Ord betænkte Herr Biskoppen at være sagt til hans Frelse; han blev snart træt, og gik bort af Badet, angrede det inderlig, og gjorde en aabenbar Skriftegang for denne sin Forseelse, som nu blev omtalt, og for alt andet, som han havde gjort imod Gud. Faa Dage derefter faldt Biskop Sigurd i en smertefuld Sygdom, og gik saligen over fra dette timelige Liv ad den almindelige Vej til den almægtige Gud, hvem der skee Ære og Priis, een Gud i Treenighed til evig Tid, Amen.


Kapitel 6

Paa det samme Sted, hvor Biskop Sigurd døde, blev hans hæderlige Legeme jordet især af hans Klerke og kristne Lægmænd med megen Pragt og herligt Optog, som det passede for en anseet Biskop. Saa siger Broder Odd, som har sammenskrevet det meste paa Latin om Kong Olaf Tryggvesøn, næst efter Gunlaug, at Biskop Grimkel, som var hos den hellige Olaf Haraldssøn, og befæstede Kristendommen i Norge, var en Søstersøn af den før omtalte Biskop Sigurd; men Asgaut, som var den tredie Biskop i Throndhjem, var en Søstersøn af Biskop Grimkel; men Asgauts Søstersønner vare Biskop Jon, som var den fjerde Biskop i Throndhjem, og Ketil Kalf, som var gift med Gunhild, en Datter af Sigurd Syr og Asta Gudbrandsdatter; Kong Olaf den Hellige og Gunhild vare altsaa Halvsøskende paa mødrene Side.


Kapitel 7: Om Gunlaug og Odd

Brødrene Gunlaug og Odd sige, at følgende have fortalt dem det Meste af hvad de siden have sammenskrevet og berettet om Kong Olaf Tryggvesøn, nemlig: Geller Thorgilssøn, Asgrim Vestlidesøn, Bjarne Bergthorssøn, Arngun Arnorsdatter, Herdis Dadedatter og Thorgerde Thorstejnsdatter, og siden siger Gunlaug, viste han Kong Olafs Saga til Gissur Halssøn, og bemældte Gissur havde denne Bog hos sig i to Aar; og da den siden kom tilbage til Broder Gunlaug, rettede han den selv, hvor Gissur syntes, at den behøvede det. Formedelst denne Guds inderlige Ven, Kong Olaf Tryggvesøns Vælde og Fortjeneste ere Norrigs Mænd lyksalige, og ikke blot de, men ogsaa ligesaavel de, som beboe Island her og alle de Lande, som ligge under Norrig, da den almægtige Gud gav disse Lande en saa anseelig Hæder og Husvalelse, saa ophøjet og mægtig Styrke, saa langvarig Hjælp og evig Priis og uendelig Værdighed, saa hæderlig Ære, at han kaarede ikke nogensomhelst af os til Talsmand, men ham, som var den højeste i Norrigs Rige. Han grundfæstede den hellige Kristendom, og stræbte med al Godvillighed at lære os Guds Bud, og saaledes indbyde os til evig fuldkommen Salighed; han var vor Konge i sin Styrelse og Højhed, men vor Biskop i sin Prædiken, men kan ogsaa rettelig kaldes vor Kristendoms Apostel i Norrig og Norrigs Underlande. Derfor troe vi ogsaa med Sikkerhed, at denne Part af Europa har formedelst hans Forbøn faaet en blomstrende Straale og fast Højde og en kraftig Mand til at opføre den Bygning, som Kong Olaf Tryggvesøn forud havde skjønt dannet og lykkelig grundlagt, som var Guds Religion og hans Lov og Retfærdighed; vi ere fuldkommen salige ved den Glæde, som han gav os i denne Verden, at kjende vor Skaber Jesum Christum; derfor skulle vi uafladelig takke den almægtige Gud, at han gav vore Forældre og os alle en saa heldbringende Mand, som Kong Olaf Tryggvesøn var ved at kristne Regjeringen, forherlige den hellige Kirke, indføre gode Sæder og Love i Landet, med Kongernes Vælde og Værdighed, med Biskoppernes Højhed, med Præsternes Hæder og Kjøbmændenes Driftighed. Alle disse ere under den velsignede Guds elskede Vens, Kong Olaf Tryggvesøns, Herredømme og Love, thi de Mægtigste gav han Værdighed og de Fattigste Miskundhed, men hele Almeenheden ydede han sit Forsvar og sin Beskyttelse, og derfor lever han nu og til evig Tid i Himmeriges højeste Herlighed hos Gud selv, han, som lever og Hersker, een Gud i Treenighed, gjennem alle Aldre, Amen.