Fortælling om Haukdølerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


FORTÆLLING OM HAUKDØLERNE


Haukdøleslægtens stamfædre.

En berömt norsk mand, Ketilbjörn Ketilsson, drog til Island, da landet viden om var bebygget langs søen. Hans moder var Æsa Grjotgardsdatter, søster til Håkon Ladejarl. Ketilbjörn var gift med Helga, en datter af Tord skegge (1) Rappsson; han var hos ham om vinteren nedenfor Blåskogahede og drog om våren op i landet for at søge sig bosted. Så siger Teit (2). De byggede sig en skåle, der hvor de søgte nattely, og kaldte stedet Skålabrekka (3). På deres vej videre kom de kort herfra til en tilfrossen å og huggede en våge i isen, men tabte deres økse heri; derfor kaldte de åen Øxarå. Den å blev senere ledet ned i Almanna-gjå og gennemløber nu tingsletten (4). Da fortsatte de rejsen, til de kom til Reydarmule; der glemte de nogle ørreder, som de havde med sig, og kaldte derfor stedet Reydarmule (5). Ketilbjörn bosatte sig på Mosfell (6) og tog af det omliggende land, så meget han vilde have. Fra Ketilbjörn og Helga nedstammer Mosfellingerne.

Ketilbjörns og Helgas sön var Teit, fader til Gissur hvide og til Jorunn, som var moder til Asgrim Ellidagrimsson og til Sigfus, som var fader til Torgerd i Odde, moder til Grim og til Sigfus, som var fader til Sæmund den frode. Teit havde flere andre börn end de her nævnte.

Gissur hvide var biskop Isleivs fader; om Gissur berettes meget i kong Olavs saga (7) og om, hvorledes han og Hjalte Skeggeson fra Tjorsådal rejste herhid til Island for at forkynde kristendommen.

Biskop Isleiv viedes til biskop i Harald Sigurdssöns dage (8). Hövdingerne på Island så, at biskop Isleiv var en meget dygtigere mand end andre gejstlige her på landet, og derfor overgav mange folk ham deres sönner til undervisning og for at han kunde vie dem til præster; af dem blev senere indviede til biskopper Kol (9), som var østpå i Vigen, og Jon (10), som blev biskop på Holar. Isleiv bispeviedes, da han var 50 år gammel. Pave var den gang Leo, den niende som har båret det navn (11). Næste vinter tilbragte Isleiv i Nidaros og drog derefter til Island. Han døde i Skålaholt, da han havde været biskop i alt 24 år. Det var söndagen 6 nætter efter Peters og Povls messe (12), 80 år efter kong Olav Trygvesöns fald.

Biskop Isleivs sön Gissur blev viet til biskop i kong Olav kyrres dage (13) efter anmodning af landets beboere to år efter sin faders død; af de to vintre tilbragte han den ene på Island, den anden i Gautland. Han fortalte Are præst, at hans rigtige navn var, at han hed Gisrød (14). Biskop Gissur var mere afholdt af alle landets indbyggere end nogen anden mand på Island. Af kærlighed til ham og ved hans og Sæmund præsts forestillinger og efter Markus lovsigemands og flere vise mænds råd blev det vedtaget som lov, at alle folk på Island, for så vidt de ikke var fritagne, opregnede og vurderede deres ejendom, og svor at alt var rigtig vurderet, hvad enten det var jorder eller løsøre, og herefter betalte tiende deraf. Det var et stort vidnesbyrd om, hvor lydige alle var overfor ham, at han satte det igennem, at alt gods, som fandtes her i landet, blev edelig vurderet, og ligeledes selve jorden, og tiende udredet deraf, og gjorde til lov, at således skal det være, så længe Island er bebot (15). Biskop Gissur fik også gjort til lov, at den islandske biskops sæde skulde være i Skålaholt, og hertil gav han gården Skålaholt og mange andre rigdomme i jorder og løsøre (16). Da han anså denne stiftelse for at have nåt kraft og velstand, gav han mere en fjærdedelen af sit bispedömme til at her kunne blive to bispestole på Island (17). Forud havde han ladet tælle bønderne (18) på Island; der var da i Østfjordinge-fjærdingen 7 hundred, i Rangåinge-fjærdingen 10 hundred, i Bredfjordinge-fjærdingen 9 hundred og i Øfjordinge-fjærdingen 12 hundred, men de taltes ikke med, som ikke skulde udrede tingrejselön (19). Ulvhedin Gunnarsson overtog lovsigningen efter Markus og indehavde den 9 somre. Da havde Bergtor Ravnsson den 6 somre. Første sommer, da Bergtor foredrog loven (20), var biskop Gissur ikke i stand til at møde på tinget. Han sendte da bud til sine venner på altinget om at man skulde bede Torlak, en sön af Runulv, som var sön af Torleik, der var broder til Hall i Haukadal, at lade sig vie til biskop, og det gjorde de mænd, som modtog hans opfordring. Han rejste bort den sommer, men kom tilbage den næste og var da indviet til biskop. Gissur viedes til biskop, da han var 40 år gammel; da var Gregorius pave, den syvende af det navn. Derpå var han den næste vinter i Danmark og kom somren efter tilbage til Island. Da han havde været biskop i 24 år som hans fader, blev Jon indviet til biskop, han var da 54 år (21) Tolv år senere, da Gissur havde været biskop i 36 år, viedes Torlak til biskop i Skålaholt, medens biskop Gissur endnu levede (22). Biskop Gissur døde i Skålaholt. Samme år døde pave Paschalis, för end biskop Gissur, endvidere Balduin Jorsala-konge, patriarken Arnald i Jerusalem, den svenske konge Filippus og den græske Konge Alexius. Det var 118 år efter Olav Trygvesöns fald, men 250 år efter at landnamsmanden Ingulv kom til Island (23).


De egenlige Haukdøler.

Biskop Isleiv havde tre sönner, som alle blev hövdinger, biskop Gissur, Torvald og Teit: Teit opfostredes i Haukadal hos Hall den fromme. Jeg (24) kom til ham 7 år gammel, en vinter efter at Gelle Torkelsson døde (25). Hall fortalte præsten Are frode, at han kunde huske, at han tre år gammel var bleven døbt; det var 1 vinter för end kristendommen var vedtaget som lov på Island. Han satte bo tredive år gammel og boede i Haukadal 64 år; han var 94 år, da han døde, det var Martins messe 10 år efter biskop Isleivs død. Etter Hall boede i Haukadal hans fostersön, biskop Isleivs sön Teit præst, som var en meget anset mand. Fra ham nedstammer mange folk; den slægt kaldes Haukdøle-ætten. Teit døde 1111 år efter Kristi fødsel, 5 år för end Hvam-Sturla fødtes (26).

Præsten Teits sön var Hall, udvalgt biskop og en fremragende hövding; han boede i Haukadal efter sin fader og døde, da der var ledet fra Kristi fødsel 1150 år (27). Hall Teitsson var gift med Turid, en datter af Torgeir på Myre. Gissur lovsigemand var deres sön, han boede i Haukadal efter sin fader; han var både klog og veltalende. Han var staller hos kong Sigurd, fader til kong Sverre (28). Han hørte også til de bedst uddannede i boglig lærdom, som har været her til lands. Han rejste ofte udenlands og var mere anset i Rom end nogen anden islandsk mand för ham, på grund af sin dannelse og dygtighed. Han lærte vidt omkring de sydlige lande at kende, og derom forfattede han den bog, som hedder »Flos peregrinacionis« (29). Han var gift med Alvheid, datter af Torvald Gudmundsson den rige. Deres börn var Torvald, Hall abbed, biskop Magnus, Turid, som var gift med Tume Kolbeinsson, og Kolfinna, som først var gift med Are den stærke, men senere med Garda-Snorre. En datter af Gissur og Turid Arnedatter var Halldora, som blev gift med Berse Halldorsson; deres börn var Teit, udvalgt biskop, og Torgerd. En datter af Gissur og Torbjörg Reinsdatter var Vilborg, som blev gift med Teit Sugandeson. Valgerd hed en datter af Gissur og Torny Vigfusdatter, hun var gift med Teit Aslaksson; en anden datter af Gissur og Torny var Tordis, hun var gift med Torstein Jonsson. Hall Gissursson var gift med Heidis Sveinbjörnsdatter, deres datter var Hallfrid; en uægte sön af Hall var Magnus, som var gift med Steinvör Såmsdatter, deres sön var Såm. Biskop Magnus var gift med Halldora Hjaltedatter, deres sönner var Hjalte og Gissur.


Gudmund gris' døtre.

Torvald Gissursson boede i Rune, han var gift med Jora biskopsdatter, de havde sönnerne Gudmund, Kløng, Björn, Einar, Teit. På denne tid boede Gudmund gris på Tingvold (30), han var gift med Jon Loftssons datter Solveig; de havde to døtre, som bægge hed Tora, og til adskillelse af deres navne kaldtes den ene den yngre, den anden den ældre Tora. De var bægge dygtige og vel oplærte kvinder, og ansås for de bedste partier af ugifte kvinder. De begav sig ofte op i Almannagjå (31) med deres lærred til den å, som løber her (32). En dag, da de befandt sig her ved åen for at more sig, tog den ældre Tora til orde: »hvor længe tror du, søster, at det vil vare, för der mælder sig nogen for at fri til os, og hvad tror du vor fremtid vil bringe«? »Det tænker jeg kun lidet over«, sagde den yngre Tora, »jeg er vel tilfreds med min stilling«. »Det er vist«, sagde den ældre Tora, »at her er godt at være hos vor fader og moder, men her er alligevel ikke synderlig morsomt eller behageligt«. »Det er sandt«, svarede den yngre, »men hvem ved, om du vil befinde dig bedre, når heri sker en forandring«. »Lad os dog for morskabs skyld prøve vor kløgt i denne sag«, sagde den ældre Tora, »og sig mig hvem du ønsker vilde fri til dig; ti jeg er vis på, at vi ikke hele livet vil komme til at sidde ugifte hjemme«. »Det anser jeg for ufornødent«, svarede den yngre Tora, »da alt er forud bestemt; og derfor vil jeg ikke danne mig nogen mening herom eller føre dette i snak«. »Det er sandt«, sagde den ældre Tora, »at ringere ting end menneskers skæbne er forud bestemt, men ikke desmindre beder jeg dig sige, hvilken fremtid du vilde vælge«. »Jeg råder til, at vi ikke taler herom«, svarede den yngre Tora, »hvad der bliver sagt, rygtes hurtig«. »Det er mig lige meget, om dette bliver genstand for omtale«, sagde den ældre Tora, »og jeg skal gærne sige dig først, hvad jeg vilde vælge, hvis du derefter vil fortælle mig, hvad du ønsker«. »Du er den ældste af os«, sagde den yngre Tora, »og du skal sige først, da du ikke vil holde op med den snak«. »Det vilde jeg ønske«, sagde den ældre Tora, »at Jon Sigmundsson (33) kom ridende og friede til mig, og at jeg blev bortfæstet til ham«. Den yngre Tora svarede: »Du har sandelig været betænkt på ikke at give slip på den mand, som nu anses for det bedste parti; og du har valgt først, fordi du så, at valget så blev besværligere for mig. Nu ønsker jeg noget langt vanskeligere og usandsynligere. Jeg vilde ønske, at Jora biskopsdatter døde, og at Torvald Gissursson rejste herhen og friede til mig«. »Lad os ende denne samtale«, sagde den ældre Tora, »og ikke ytre noget herom«. Derpå gik de hjem.

Da var de 10 vintre ledne, i hvilke ærkebiskop Guttorm havde tilladt Torvald og Jora at leve sammen (34); og Torvald sagde, at aldrig havde han elsket hende höjere end nu, og at han ikke var sikker på, om han kunde overvinde sig til at skilles fra hende, således som han havde lovet ærkebispen; men samme år døde Jora. Næste forår havde Torvald og Jon et ærinde at udføre vestpå i Borgarfjorden. De red sammen og overnattede på Tingvold. Da de næste dag red vestpå, talte de meget om de to Gudmundsdøtre. De to søstre plejede at sove i samme sæng og den ældre Tora lå ved sængestokken (35). Da Torvald og Jon kom vestfra, besøgte de igen Tingvold. Da sagde den ældre Tora til sin søster: »nu vil jeg i aften anvise Torvald og Jon vor sæng, og da de vistnok nu anholder om vor hånd, så skal jeg få den, som ligger på min plads, men du den, som ligger på din«. Hun vidste, at Torvald plejede at ligge nærmest sængestokken, og bægge vilde nu helst have ham. »Hvorfor skulde du ikke have lov til at fordele sængelejet, som du vil«, svarede den yngre Tora, »vor skæbne vil dog blive, som det forud er bestemt«. Om aftenen, da Torvald og Jon gik til sængs, spurgte Jon: »Torvald bonde! vil du helst ligge ved sængestokken eller ved væggen«? Torvald svarede: »jeg plejer altid at ligge ved sængestokken, men du skal nu vælge«. »Så vil jeg ligge ved sængestokken«  sagde Jon, og således skete det. Morgenen efter fremførte de deres frieri, og udfaldet blev da, at den ældre Tora blev gift med Jon, den yngre med Torvald. Disse börn havde Torvald Gissursson og den yngre Tora: Halldora var deres ældste barn, derefter Gissur jarl og så Kolfinna. Halldora Torvaldsdatter blev gift med lovsigemanden Ketil præst Torlaksson.


---


Noter:


1. skeggi betyder „mand“, vel egl. en skægget mand. Tord skegge boede i det sydvestlige Island, i det nuværende Kjös syssel, som ved et her Blåskogahede nævnt höjland er skilt fra den altingsstedet Þingvellir omgivende bygd.

2. Denne påfaldende henvisning til den 1110—11 afdøde Teit Isleivsson som hjemmelsmand må bero på, at her i Sturlunga saga er uændret optaget et stykke af de beretninger om islandske landnam, som historieskriveren Are frode — hvis fosterfader og hovedkilde Teit var — må antages at have forfattet.

3. Skåle (skáli) må her have betydningen midlertidigt skur eller hytte; brekka betyder „skrænt.“ Skålabrekka er nu navnet på en gård vest for søen Tingvallavatn.

4. Altingsstedet (Þingvellir, „Tingvalla“) begrænses mod vest af kløften Almannagjå, over hvis stejle vestervæg elven Øxarå kaster sig ned i en smuk foss for derefter at gennemløbe denne, hvorefter den gennembryder den lavere østlige kløftrand, forgrener sig over tingsletten og endelig udmunder i den sydfor liggende sø Tingvallavatn. Men i höjlandet vestfor Almannagjå ses virkelig spor af et ældre åleje, der viser, at Øxarå oprindelig er faldet i Tingvallavatn kort nord for gården Skålabrekka uden at berøre Almannagjå. Om når og hvorledes denne forandring foregik, vides intet nærmere. Sml. Årb. f. nord. Oldk. 1899, s. 16-18.

5. Reyðr betyder „ørred“, múli betegner som stednavn en bred og afrundet, fremløbende höjde.

6. Dette Mosfell ligger øst for søen Tingvallavatn i bygden Grimsnæs.

7. Den pågældende konge er Olav Trygvesön, men sagaen kalder ham ved en fejltagelse Olav den hellige.

8. Isleiv var biskop 1056—1080; ved hans embedstiltrædelse regerede i Norge Harald Sigurdssön hårdråde.

9. Kol Torkelsson var i beg. af 12. årh. biskop i landskabet Vigen omkring Kristiania-fjorden i Norge (Oslo bispedömme).

10. Jon Ögmundsson, 1ste biskop på Holar, 1106—21.

11. Pave Leo IX (d. 1054) kan Isleiv muligvis have besøgt i Rom, men 1055, da Isleiv bispeviedes i Bremen, var denne pave død.

12. Peters og Povls messe er 29. juni ; söndagen derefter er for 1080 5te juli; teksten har her urigtig 7 for 6.

13. „kyrre“ betyder som bekendt „den rolige“.

14. Ifølge Are frode, som i sin Islændingebog har en tilsvarende meddelelse, har altså Gissur ment, at hans navn svarede til det tyske „Gisfried“, hvad der dog er meget tvivlsomt.

15. År 1097 vedtog altinget tiendens indførelse; af de mænd, der her nævnes som Gissurs hjælpere, var Markus Skeggeson lovsigemand 1084—1107; præsten Sæmund er den lærde Sæmund Sigfusson på Odde 1056—1133.

16. Skålaholt (Skalholt) havde Gissur arvet efter sin fader Isleiv, som også havde bot her.

17. År 1105 oprettedes af Islands nordfjærding bispedömmet Holar.

18. Ved „bønder“ forstås her familiefædre, som drev selstændigt jordbrug.

19. Af de 4 nævnte fjærdinger benævnes de tre sidste sædvanlig Sydlændinge-fjærdingen, Vestfjordinge-fjærdingen, Nordlændinge-fjærdingen. Den omtalte tingrejselön var en afgift, som påhvilede enhver ikke ganske uformuende bonde, for så vidt han ikke selv mødte på altinget; afgiften må antages at være anvendt til vederlag for de mødende.

20. I løbet af 3 år skulde lovsigemanden på altinget mundtlig have foredraget samtlige lovafsnit for de tilstedeværende.

21. Jon Ögmundsson, den første biskop på Holar, indviedes 1106.

22. Ærkebiskop Asser i Lund indviede Torlak 28. april 1118, en måned för biskop Gissurs død; men da han ikke mente at kunne vie ham til biskop i Skalholt, så længe forgængeren endnu levede, gjorde han ham til titulær-biskop af Reykjaholt.

23. Efter denne angivelse kom Ingulv altså til Island (for første gang?) 868; hans andet besøg og faste bosættelse i Reykjavik som Islands første kolonisator (landnamsmand) henføres sædvanlig til 874.

24. Den talende er Are frode, fra hvis Islændingebog disse meddelelser så vel som de to foregående stykker om Isleiv og Gissur er tagne.

25. Gelle Torkelsson, som var en sön af heltinden i Laksdøla saga, Gudrun Usviversdatter, døde 1073.

26. Hvam-Sturla kan ikke være født senere end 1115; her må altså enten læses 4 for 5 eller, hvad der er det rimeligste, 1110 for 1111.

27. Hall Teitsson døde i Utrecht, på rejsen for at søge indvielse som biskop i Skalholt.

28. Denne kong Sigurd var den norske konge Sigurd mund (d. 1155), sön af Harald gille; „staller“ kaldtes den hofembedsmand, som førte ordet på kongens vegne.

29. Om dette værk vides intet nærmere. Også Gissurs fader havde ualmindelige sprogkundskaber; om ham fortælles det (sml. s. 50, anm. 5), at han på sin rejse til Rom i anledning af bispevalget overalt hvor han kom talte stedets sprog, som om han var barnefødt der.

30. Altingsstedet „Tingvalla“ (Tingvellir, Tingvold), hvor der fandtes en gård med tilhørende kirke.

31. Gjå betyder kløft.

32. Den flere gange nævnte Øxarå, som, efter et stykke at have fulgt kløftens bund, gennembryder dens østre væg og gennem tingsletten og forbi præstegården søger sin vej til søen Tingvallavatn.

33. Jon Sigmundsson var en anset hövding af den bekendte Svinfellinge-slægt fra østlandet.

34. Da Jora døde 1196, kan den pågældende biskop, som 10 år forud gav den betingede tilladelse (sml. foran s. 212), ikke have været Guttorm, men må være den 1188 afdøde Eystein.

35. Sængestokken er den planke, som begrænser sængestedets ind mod stuen vendende side.