Fortælling om Magrete Throndsdatter (C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |
Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 6
Fortælling om Magrete Throndsdatter
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832
Da Kong Magnus den Gode var Konge i Norge, boede der øster i Vigen paa den Gaard Stokke en anseelig Leensmand, ved Navn Thrond; hans Datter hed Margrete, en meget forstandig og særdeles vakker Kvinde, af hvis Skjønhed der gik megen Ry. En, Mand hed Sigurd, kaldet Kongens Frænde, thi han var nærbeslægtet med Kong Magnus; Sigurd havde et Syssel ikke langt fra Thrond; han var endnu en ung Mand, smuk og velbevandret i alleslags Idrætter. En Gang imod Enden af Sommeren var der et talrigt Gilde hos Thronds; han havde for Sædvane, at spørge sin Datter til Raads næsten ved alle Lejligheder, naar noget var i Vejen. Der fortælles blandt andet, at en Dag, imedens Gildet stod hos Thronds, stode Gjæsterne udenfor paa nogle Høje, hvor der var en vid Udsigt, og de havde der alleslags Skjemt og Lege for; men henimod Aften saae de et Langskib sejle ind mod Landet, det var smukt og veludrustet med forgyldte Prydelser og Fløje, overalt besat med Skjolde imellem Stavnene; da Skibet nærmede sig, saae de, at det var bemandet med raske Mænd, og havde et godt Aareslag; man talte da en Deel om, hvem det kunde være. Thrond gik til sin Datter, og fortalte hende denne Nyhed: “Vi have nu ingen Grund til at vente Kong Magnus her, hid,” sagde han, “men det kan alle skjønne, at nogle Mænd af den højeste Rang ere paa Skibet.” Hun svarede: “Det er dog ikke usandsynligt, at det er Kong Magnus, og jeg vil give meget til, at hans Komme herhid blev udsat.” Thrond svarede: ,.Hvi taler du saa, da han er almindelig elsket af alle, og vi skulle nu tage vel imod ham.” “Det maa beroe paa dig,” sagde hun, “men mig bæres dog endnu bestandig for, at det tykkes mig bedre, han blev borte.” Skibet lagde sig til Leje, og Kong Magnus var der ombord; Thrond gik Kongen imøde, og bad ham være velkommen, bød ham hjem til sin Gaard, og viste ham al mulig Opmærksomhed; Kongen var ret munter; men da det kom ud paa Aftenen, gik Kvinderne ind i Salen, og Margrete forrest iblandt dem; hun gik til sit Sæde, uden at Hilse Kongen. Kongen spurgte Thrond, hvad det var for en smuk Kvinde, som gik forrest. Thrond sagde, det var hans Datter. Kongen sagde: “Og hun vil ikke hilse os, meget stolt lader hun, men en smuk Kvinde er hun, hos hende vil jeg sove i Nat.” “Det sømmer eder ikke, Herre!” sagde Thrond. Kongen sagde, at det skulde skee. Thrond meddeelte sin Datter Kongens Hensigt. Hun svarede: “Det kommer mig ikke uventet, at han fatter et Forsæt, som er mig meget imod; det tykkes mig tungt, at skjænke ham min Kjærlighed, og miste ham saa snart.” Disse hendes Ord sagde Thrond til Kong Magnus. Han svarede: “De fleste kjende mig som en retskaffen Mand, det kan ogsaa mages saa, at dette bliver til hendes egen Lykke; men det vil ej gaae godt, uden jeg raader.” Men da Thrond saae, derved intet var at gjøre, lod han et Kammer sætte prægtig i Stand, og der opredtes Kongens Seng; derpaa blev Margrete fulgt derhen, og da hun var kommen i Seng, gik alle bort, saa at hun meget bedrøvet blev ene tilbage; Værelset havde to Dørre; kort efter bankede det to Gange paa een af Dørrene, og den tredie Gang sprang Døren op, der kom en hæderlig klædt Mand ind med en sid Hat paa Hovedet; han spurgte, om der var nogen derinde. Hun svarede ikke. Han gik hen til Sengen, rørte ved hende, og sagde: “Har du noget Ondt i Sinde mod Kongen? Margrete!” “Nej, det er visselig langt fra mine Tanker,” sagde hun. “Saa vil du maaskee indgaae den Akkord med mig,” sagde han, “at jeg skal mage det saa, at Kongen ikke skal gjøre dig noget imod din Villie, men jeg vil saa raade for dit Giftermaal.” Hun sagde, at det vilde hun gjerne. “Saa er det godt,” sagde han, hvorpaa han trykkede hende med Fingeren paa Brystet, og sagde, at han satte sit Mærke paa hende; det gjøs noget i hende derved; han vedblev derpaa: “Saasnart Kong Magnus kommer i Seng til dig, saa siig, at du har seet hans Frænde Sigurd, og vi faae da at see, hvad Indtryk det gjør paa ham; jeg skal nok føje det saa, at der intet videre behøves.” Manden gik derpaa sin Vej; men Kong Magnus kom noget efter, og da han var kommen i Seng til hende, lod han sine Mænd gaae, Vendte sig kjærlig til hende, og sagde, han vilde sørge for hendes Lykke, hvis hun vilde være hans. Hun svarede: “Det skulde du dog først betænke dig paa, saa anseet en Høvding og saa brav en Mand, du i alle Henseender er; thi du maa vide, at din Frænde Sigurd og jeg have seet Hinanden.” Kongen sprang strax op, og sagde vredt: “Da sømmer det mig lidet, at søge denne Seng;” hvorpaa han gik ud, og op paa Loftkammeret, hvor Thrond sov, og bankede paa Døren. Thrond sprang op, og gik til Døren, hvor han da saae Kong Magnus, og at han var meget vred. Thrond spurgte, hvad der var forefaldet. Kongen befalede ham, at lade nogle Mænd hente Sigurd paa det hurtigste. Thrond sagde, at de stode strax til hans Befaling, hvorpaa Kongen bød dem at sige til Sigurd, at han skulde komme, hvad enten han vilde eller ikke. Sendebudene kom til Sigurd, og bragde ham Kongens Ord ligesaa haarde, som han havde sagt dem, og bade ham gjøre sig færdig i en Hast, og følge med dem. Sigurd svarede: “Med megen Hæftighed udretter I dette Ærende, jeg skal Heller ikke dvæle, thi jeg haaber, dette skal blive en god Rejse, naar jeg gjæster saa berømt en Frænde.” Sigurd rejste med Sendebudene, men da han kom til Kong Magnus, var denne meget vred, og spurgte strax, hvad Omgang han havde Haft med Margrete. Sigurd svarede glad: “Herre! jeg har været med til Gildes hos Thrond, og seet Margrete, men kun talt ganske faa Ord med hende, og jeg er villig til at gjøre min Ed paa, om det behøves, at jeg ikke har haft nogen Omgang med hende, uden i al Tugt og Ære.” Kongen lod da Margrete kalde, og spurgte hende nøje ud, hvorledes det hang sammen; hun fortalte ham da omstændelig, hvorledes der var kommen en Mand ind i Kammeret, og alt hvad de havde talt sammen, og derpaa, hvorledes han havde mærket hende. Kongen sagde: “Lad os see det Mærke!” Hun gjorde det, og det saae da ud, som om der laae en klar Sølvpenge paa hendes Hals, der hvor han havde trykket med sin Finger. Da sagde Kongen: “Hænger det saaledes sammen? Denne Mand har været min Fader, dette er hans Mærke, og derfor bares det mig saa meget for, at det ikke var Guds og min Fader, den hellige Olafs Villie, at jeg skulde tage denne Kvinde til min Frille. Nu, Sigurd, skal du faae hende, min Fader maa have nævnt dig, fordi det er hans Villie, og derhos skal du have mit Venskab, baade du og Kvinden.” Det gik nu virkelig saa, at Sigurd fik Margrete, og Kong Magnus var med til deres Bryllup. Sigurd blev en mægtig og brav Mand, og Margrete holdtes for en anseelig Kvinde baade i forstand og alt andet Godt; de levede i et lykkeligt Ægteskab, og her ender denne Fortælling.