Fortælling om Orm Storolfsøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, A.M. 158, A.M. 163b, A.M. 164, A.M. 156, A.M. 552, A.M. 554 og A.M. 555.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Fortælling om Orm Storolfsøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827



Kapitel 1

Der var en Mand, som hed Hæng, en Søn af Ketil, Jarl over Nummedalen; Ketil Jarls Moder hed Rafnhild, og var en Datter af Ketil Hæng fra Rafnista. Hæng var en anseelig Mand; han var i Misforstaaelse med Kong Harald Dovrefostre formedelst Hilderides Sønnners Drab, og derfor flygtede han bort fra Landet. Hæng sejlede vester ud i Havet at opsøge Island; de bleve Land vaer, og vare komne til Sydlandet; de sejlede op i Mundingen paa en stor Aa, og lagde til ved den østlige Side, denne Aa hedder nu Thjorsaa. De undersøgte Landet vidt omkring. Hæng opholdt sig den første Vinter østen for Rangaa, men om Vaaren tog han Land i Besiddelse mellem Thjorsaa og Markarfljot lige fra Fjældene til Strandbreden, og bosatte sig paa Hof ved den østre Rangaa. Hans Kone hed Ingun, hun fødte om Vaaren en Søn, som blev kaldt Rafn. Hæng deels gav deels solgde sine Skibsfolk Land, og de ere blevne kaldte Landnamsmænd. Hængs anden Søn hed Herjulf; hans Søn igjen var Sumarlide; den tredie hed Helge, den fjerde Vestar. Rafn Hængssøn var den første Lovsiger paa Island, han boede paa Hof efter sin Fader. Hans Datter Thorlaug var gift med Offerpræsten Jørund. Hæng havde en femte Søn, som hed Storolf; han blev holdt for den største af hans Sønner, men Rafn for den ypperste. Storolf var gift med Thorarna, en Søster til Thorbjørn Skolm, som var Thoralfs Fader. Storolf boede paa Hvol, som siden kaldtes Storolfshvol. Storolf var en meget stærk Mand, og alle sagde, at han besad overnaturlige Kræfter; han var en kyndig og lærd Mand, og blev derfor holdt for at være troldkyndig. Med sin Kone Thorarna havde han en Søn, som hed Orm; han var tidlig baade stor og stærk og vel øvet i Idrætter; thi da han var syv Aar gammel, kunde han maale sig med de Stærkeste i Styrke og alle Idrætter. Hans Fader gjorde ikke meget af ham, og han var ham heller ikke føjelig, og vilde ikke arbejde, men hans Moder elskede ham højt. Orm hang dog ikke i Køkkenet; han voxte nu op, indtil han var tolv Aar gammel. Storolf var en arbejdsom og driftig Mand. Det hændte sig nu en Dag om Sommeren, at Storolf lod føre Hø sammen, og der gik fire øg ad Gangen til at bringe Høet hjem. Storolf stakkede det, men der vare kun faa til at bære det op, og han syntes, at det saae ud til Regn; han kaldte derfor sin Søn Orm til, og bad ham hjælpe til at række Høet op. Orm gjorde saa, men da Regnbygerne begyndte at trække op, blev Storolf meget ivrig i Arbejdet, og skyndte Orm stærkt til, at han skulde hjælpe og bruge sin Styrke, og sagde, at han var baade dorsk og kraftløs, og havde mere faaet væxt end Styrke og Raskhed. Orm blev nu vred, og bar hele Stakkene op i en føje Tid, og i det samme kom Øget til, Orm greb da læsset og Hesten med alt Kjøretøjet, og kastede det op paa Hæsset saa stærkt, at den gamle Storolf faldt ned af Høet i Mellemrummet med saa tungt et Fald, at tre Ribbeen brødes i ham. Da sagde Storolf: “Det er ilde at ægge den Hidsige, og det er let at see, at du vil blive en heftig Mand.” Alle fandt, at det var en stor Styrkes prøve af saa ungt et Menneske at være.


Kapitel 2: Orm Storolfssøn drager til Høslæt

Det fortælles fremdeles, at Storolf en Dag gik til sin Søn Orm, og bad ham at gaae paa Engen og slaae; “thi Karlene faae ikke meget fra Haanden i Sommer!” sagde han. “Hvor er den Lee, som jeg skal slaae med?” spurgde Orm. Storolf gav ham da et Leeskaft og en ny Lee, som begge vare meget stærke. Orm drejede Leen Sønder imellem sine Hænder, og traadte Skaftet i Stykker, og sagde, at han ingen af Delene kunde bruge. Han gik derpaa bort, tog tyve Pund Jærn, og gik til Smedien, og gjorde sig en Lee; derpaa tog han en tyk Stang af Vedkasten, og gjorde deraf et passende højt Skaft, og satte deri to store Haandfang og den nye Lee, og omviklede den siden med Jærn. Derpaa gik han ned paa Engene, hvor Jordbunden var saa beskaffen, at den var fuld af Tuer, men bevoxen med tæt og frodigt Græs. Orm begyndte at slaae, og slog hele den Dag til Aften. Storolf sendte sine Tjenestepiger at rage Høet efter Orm, men da de kom paa Engene, saae de, at Orm havde slaaet i Bunker; de toge da fat, og agtede at hverre Høet, men det var dem ikke saa let, som de tænkte; thi de kunde ikke bevæge nogen Dynge hverken med Rive eller med Hænderne; de gik da hjem og sagde det til Huusbonden. Han red nu ned paa Engen om Aftenen, og saae da, at Orm havde slaaet alle Tuer af og ført dem sammen i Dynger; han bad ham da holde op, og ikke fordærve mere. Orm gjorde saa, og hans Lee var da ganske forslidt lige til Ryggen. Da havde Orm slaaet otte Stakke Land, og det ere de eneste Enge ved Storolfshvol, som ere jævne; det regnes for en Mands Dagsslæt imellem hver to Dynger; paa alt dette sees Mærke endnu den Dag i Dag.


Kapitel 3: Orm bærer Høhæssene

Paa Gaarden Holt boede en Mand ved Navn Dufthak, efter hvem Gaarden siden er kaldt Dufthaksholt. Denne Dufthak var stor og overordentlig stærk, saa at han besad overnaturlige Kræfter. Mellem ham og Storolf var der undertiden et spændt Forhold, men stundom vare de Venner, men dog fik det tilsidst et slet Udfald imellem dem; thi nogle sige, at Dufthak blev Storolfs Banemand. Tiden led nu frem, indtil Orm var atten Aar gammel. Da kom der en haard Vinter, saa at Sneen ganske bedækkede Jorden. Storolf havde meget Kvæg, og ud paa Vinteren begyndte hans Hø meget at svinde, saa at han syntes at kunne forudsee, at han maatte slagte sit Kvæg, hvis han ikke fandt noget Raad; thi man kunde ingensteds i Bygden faae Hø; allene Dufthak havde Hø til Overflod, men han vilde ikke overlade andre noget. Den Gang stod det temmelig slet mellem Storolf og ham. Storolf sendte dog sin Søn Orm over til ham, for at faae noget Hø af ham; thi da var det allerede langt hen i Tiden, og Kvæget var meget forkommet. Orm drog da til Dufthak, og forlangte Hø til Kjøbs af ham, men han sagde, at han intet havde til Salgs; men da Orm trængte fast paa, sagde Dufthak, at han maatte tage sig en Dragt, om han vilde, “og kan det dog blive eder til Nytte,” føjede han til, “hvis enhver i Bøjgden giver ligesaa meget.” “Det er et ringe Tilbud,” sagde Orm, “men dog vil jeg benytte mig deraf; hvoraf skal jeg tage Dragten?” “Ude i Gaarden,” svarede Dufthak, “staae to Høhæs, det ene paa fire Favne, det andet paa to, og vel to Favne tykt og næsten ligesaa højt; thi det er vel sunket noget; af det mindste af disse skal du tage.” “Jeg vil først gaae hjem,” sagde Orm, “at hente mig Toug,” og han gjorde saa, og fortalte sin Fader, hvorledes Sagen stod. “Det er et Tilbud som til enTigger,” sagde Storolf, “dog skal han heller ikke have Betaling derfor, men det tykkes mig bedst, at jeg henter Dragten; thi jeg vil kunne bære mere end du.” “Ej maa saa være,” sagde Orm; “thi der blev givet saa meget, som jeg kunde bære.” “Brug da dine Kræfter, du Dorske!” sagde Storolf. Orm gik da ud i Forraadshuset, og tog Reeb til ti Heste, og løste Leddingerne af, lagde dem derpaa sammen, baade efter Længden og Tykkelsen, saa at han gjorde eet deraf. Derpaa gik han over til Holt til Høgaarden, brød Ledet op, og gik ind i Gaarden og til det største Høhæs; han rydder Tørven og det sletteste bort fra oven, derpaa løsner han Høet fra Jorden neden til, drager siden Rebene derunder, stikker Leddingerne i, og vender Hæsset om, sætter sig dernæst under med Reebenderne i Haanden, og løfter det saaledes op paa sine Skuldre; men nogle siger, at han har haft det mindste Høhæs foran sig. Med dette gik han hjem til Storolfshvol. Da Storolf, som var ude, saae det, forundrede han sig meget, og sandede, at han ikke selv vilde kunne have baaret saa meget. Det blev nu baaret ind i laden, og den var da fuld. Dette Hø kom Storolf saa godt til Nytte, at han ikke behøvede at slagte Kreaturer om Vaaren. Fra den Tid stod det sig bedre imellem Fader og Søn end forhen; thi Storolf saae, hvorledes Orm udmærkede sig fremfor andre. Da Dufthak om Dagen kom ud, saae han, at begge hans Høhæs vare borte, og kun det Hø tilbage, som ikke var af nogen Værd, og selv det ilde omtumlet; ogsaa saae han Orm gaae ud af Gaarden, bærende begge Høhæssene, og det syntes ham forfærdeligt, hvor stor en Dragt Orm kunde bære. Om Vaaren drog Dufthak til Hvol, og krævede Betaling for Høet, men fik ingen; han holdt Høet for at være ligesaa meget værdt som sex Malkekøer. Dette foranledigede en langvarig Uenighed imellem Dufthak og Storolf, og stort Fjendskab, hvorom siden skal forkælles.


Kapitel 4: Orm og Thoralf prøve deres Mandighed

Da Orm var tyve Aar gammel, red han, som oftere før, til Althinget; da var Thinget meget talrigt. Orms Frænde Thoralf Skolmssøn, nordfra Myrkaa fra Hørgaadal, var kommen til Thinget. Med ham var en Mand, ved Navn Melkolf, som havde sex Karles Styrke. De vare alle i Telt hos Storolfs Svoger, Offerpræsten Jørund. Der var givet Jørund et Par Dyndskoe, der vare saa store og jærnbeslagne, at de vejede et halvt Pund foruden Søm; de gik omkring i Teltet til Skue, men da de kom til Thoralf, tog han de fire Skoe og lagde dem sammen, holdt noget paa dem, rakte dem siden til Orm, og de vare da alle saa lige som et Lys. Orm tog mod dem, og bøjede alle fire Skoe paa een Gang, ligesom de forhen havde været; dette blev anseet for en stor Styrkeprøve af dem begge. Men da de gik ud om Dagen, stod der ved Bryggerset en stor Bryggerkjedel, som holdt to Tønder; den fyldte de med Sand; derefter gik Melkolf til, og hævede den med den ene Haand. Thoralf gik dernæst til og løftede den op med to Fingre; tilsidst gik Orm til, og holdt sin mindste Finger under Krogen, og hævede den saa højt som op til sine Ankler, stak siden Haanden under sin Kappe. Thoralf sagde: “Viis mig nu Fingeren!” “Ej vil jeg det,” sagde Orm. “Jeg kunde gjærne lemlæste mig selv, hvis jeg vilde,” sagde da Thoralf, ”men det vilde jeg ikke.” Det syntes som Kjød og Sener havde gaaet Sønder lige til Benet. Siden rede de hjem fra Thinget, og der forefaldt en Tid intet mærkeligt med Orm. Folk beundrede meget de prøver paa Styrke, som Orm havde aflagt, og siden aflagde alt større og større, eftersom han blev ældre; og det ere alle, saavel hans Uvenner som hans Venner, enige i, at han har været den stærkeste Mand paa hele Island baade i ældre og nyere Tider, af saadanne, som ikke have besiddet overnaturlige Kræfter.


Kapitel 5: Om Asbjørn Prude

Over en Torp i Danmark, som hedder Vendilskage raadede en Mand, ved Navn Virvil. Han og Vesete paa Bornholm vare Brødre. Virvil var gift, og havde med sin Kone en Søn, som hed Asbjørn; han var tidlig stor og smuk og vel øvet i Idrætter; han overgik alle andre i Belevenhed, og blev derfor kaldt Asbjørn Prude. Det var til de Tider Skik, at nogle Kvinder, som kaldtes Vølver, droge omkring i Landet, og forudsagde Folk deres Skjæbne, Aarets Frugtbarhed og andre Ting, som man vilde underrettes om. Denne Trop kom til Virvil; Vølven blev der vel imodtagen, thi der var anrettet et godt Gilde. Da Folkene om Aftenen vare komne til Sæde, spurgde de Vølven om, hvad hun spaaede dem, og hun sagde da, at Virvil skulde boe der til sin Alderdom, og holdes for en brav Mand; men det unge Menneske, som sidder der hos dig, Virvil! kan have godt af at høre sin Skjæbne; thi han vil komme til at fare vide om i Verden, og vil blive anseet for den ypperste Mand paa hvert Sted, hvor han kommer, og han vil udføre mange Manddoms Bedrifter, og døe af Alderdom, hvis han ikke kommer til Nordmøre i Norge eller norden derfor i det Land.” “Jeg venter,” sagde Asbjørn, “at jeg ikke er Døden vissere der end her.” “Den vil det dog ikke gaae efter din Mening, hvad du end agter,” sagde Vølven, “og der kom hende da et Kvad i Munden:

Om du end lader
Over brede Vande
Søhesten (1) løbe
Og vide føres;
Vil dog Skjæbnen,
At norden for Møre
Bane du faaer.
Bedst det er at tie.

Siden var Vølven der, saalænge det var bestemt, og fik gode Gaver med sig, da hun drog bort. Asbjørn voxte nu op, og saasnart han havde Alder dertil, begav han sig paa Rejser til forskjellige Lande, gjorde sig bekjendt med fremmede folks Sæder og blev meget anseet af alle Høvdinger. Hans Moder havde sin Slægt nord oppe i Norge i Hørdeland og Nordmøre, og stammede fra Bifre-Kaares Æt. Asbjørn opholdt sig længe hos sine mødrene Frænder, og var i stor Anseelse formedelst sine Idrætter og Færdigheder.


Kapitel 6: Orm og Asbjørn indtage Gøtland

For at fortsætte den før begyndte Fortælling, maa berettes, at Orm Storolfssøn opholdt sig fremdeles i Island, og da han var tredive Aar gammel, kom han til at rejse med en Mand fra Hørdeland, som hed Øssur, og havde et Skib staaende oppe i Thjorsaa, med ham drog han bort fra Landet. Øssur ejede en Gaard paa Hørdeland, og Orm opholdt sig hos ham om Vinteren. Da var Asbjørn Prude paa Hørdeland, og han og Orm traf ofte sammen og kom godt overeens, saa at de snart sluttede Venskab med hinanden. De prøvede mange Idrætter, og vare lige i alle dem, hvor Styrken ikke kom i Betragtning, men Orm var langt stærkere end Asbjørn. Det kom saavidt, at de indgik edeligt Fostbrødrelag med hinanden efter Fortids Skik, at den, som levede længst, skulde hævne den anden, om han døde for Vaaben. Om Vaaren sagde Asbjørn til Orm, at han vilde drage nord op til Møre at besøge sine Frænder Eyvind Snog og Bergthor Bestil; “Jeg er ogsaa nysgjerrig efter at vide,” sagde han, “om Livet strax forlader mig, naar jeg kommer der, som den arme Vølve sagde.” Orm sagde, at han var beredt til denne Rejse; “men ej synes mig,” sagde han, “at du bør trodse Skjæbnen, thi saadanne Folk, som hun er, vide en heel Deel.” Siden droge de paa to Skibe nord op til Møre, og Eyvind og Bergthor toge meget vel imod deres Frænde Asbjørn, thi de vare Søskendebørn. Dette skede i Slutningen af Hakon Hlade-Jarls Dage. Asbjørn spurgde der, at der nordenfor Landet laae to øer, som begge hed Saudø, og at der over den yderste af Øerne herskede en Jætte, som hed Bruse; han var en stor Trold og Menneskeæder, og Folk troede, at han aldrig vilde overvindes af Mennesker, hvor mange de end vare; men hans Moder var dog værre at have med at gjøre, det var en kulsort Hunkat og saa stor som de største Offernød. Formedelst disse Uvætter havde Landets Beboere ingen Fordele af nogen af disse Øer. Asbjørn fik Lyst til at drage til Øerne, men Orm fraraadte ham det, og sagde, at faa Ting vare være, end at have at gjøre med saadanne Djævle, og derfor blev der intet af Rejsen. Om Sommeren sejlede de ned til Danmark, og opholdt sig hos Virvil om Vinteren, men da Vinteren var forløben, og Vaaren kom, droge de paa Krigstoge med fem Skibe, og fore vidt omkring ved Øer og Udskjær, og vandt Sejer og Bytte, hvor de kom frem; der vare da ingen navnkundigere i Vikingsfærd end de. Ud paa Sommeren lagde de til Gøtland, og hærjede der; derover herskede den Gang en Jarl, som hed Herrød; de holdt mange Træfninger, og undertvang Landet; og der opholdt de sig den tredie Vinter. Der vare om Vinteren store Gilder og megen Munterhed. En Dag om Vinteren, da Asbjørn og Orm sade og drak, kvad Asbjørn denne Vise:

Hun ved Sejd (2) mig sagde,
Og sang om det længe,
At jeg dødsens var, hvis
Nord paa Møre jeg rejste;
Vølven intet mon vide,
Være end i Gøtland
Glad jeg skal, thi hendes
Spaadom tyder ej meget.

Orm og Asbjørn syntes ikke om at blive der længe, og droge derfra om Vaaren, og fore om Sommeren til det nordlige Danmark, og derfra til Norge, hvor de vare den fjerde Vinter hos Øssur paa Hørdeland. Om Vaaren talte Fostbrødrene sammen; Asbjørn vilde paa Krigstoge men Orm ud til Island, og derfor skiltes de, dog med Kjærlighed og Venskab. Orm drog til Island med Øssur fra Hørdeland: de havde en hastig og lykkelig Rejse, og landede med deres Skib i Lejravaag nedenfor Heden; da spurgde Orm den Tidende, at hans Fader, den gamle Storolf, var omkommen i hans og Dufthaks Forhandling; han blev ikke begrædt af mange. Orm drog da hjem til Storolfshvol, opførte sig der en Bopæl, og boede der længe, efterat han havde hævnet sin Fader Storolf, som der fortælles i Islændernes Skraa (3).


Kapitel 7: Asbjørns Drab

Kort efterat Orm og Asbjørn skiltes, fik Asbjørn Lyst til at drage nordop til Saudøerne; han foer med fire og tyve Mænd paa et Skib temmelig langt norden for Møre, og lagde en Dag silde til den ydre Saudø; de gik i Land og rejste sig et Telt; der vare de om Natten og bleve intet vaer. Aarle om Morgenen stod Asbjørn op, klædte sig paa, tog sine Vaaben og gik op paa Landet, men bad sine Mænd at vænte efter ham. Men kort efterat Asbjørn var gaaet bort, bleve de vaer, at en frygtelig Hunkat var kommen i Teltdøren; den var kulsort af Farve, og saae meget gruelig ud, thi der syntes at brænde Ild ud af dens Næse og Mund; dens Øjne vare heller ikke smukke; de studsede meget ved dette Syn, og bleve meget forskrækkede. Katten løb da ind til dem, og greb den ene efter den anden, og det siges, at den slugte nogle af dem, men rev andre ihjel med sine Kløer og Tænder; hun dræbte tyve Mænd i et Øjeblik, men fire undkom til Skibet, og holdt strax fra Land. Asbjørn gik lige til Bruses Hule, og gik strax ind i den. Det blev ham noget dunkelt for Øjnene, thi der var meget skyggefuldt i Hulen; han mærkede ingen Ting til, førend han blev greben, hævet i Vejret, og kastet saa haardt ned, at det syntes ham frygteligt; han mærkede da, at Jætten Bruse var kommen, og syntes meget stor. Bruse sagde da: “Du var meget ivrig efter at komme hid, du skal nu ogsaa have et Ærende, thi du skal her lade Livet med saa store Pinsler, at det skal afholde andre fra at hjemsøge mig med Ufred.” Han trak da alle Klæderne af Asbjørn, thi saa stor Forskel var der paa deres Kræfter, at Jætten kunde raade ene imellem dem. Asbjørn saae en stor Steen staae tværs igjennem Hulen, og et stort Hul var midt i Stenen, noget foran Stenen stod en stor Jærnstøtte. “Nu skal det prøves,” sagde Bruse, “om du er noget haardførere end andre.” “Det er lidet at prøve,” sagde Asbjørn, ”men ulykkeligt er det gaaet mig, at jeg ikke skulde kunne forsvare mig lidet, og det er rimeligst, at døden kalder paa mig, og han kvad da denne Vise:

Ingen maa,
Paa sin Idræt stole,
Om stærk han end er
Og stor af Mod,
Saa svigter paa dødens
Dag enhver
Hjærte og Kraft,
Som Held forlader.

Derpaa aabnede Bruse Maven paa Asbjørn, tog fat paa Enden af hans Tarme, bandt den om Jærnstøtten, og ledte Asbjørn rundt deromkring, men Asbjørn gik med Djærvhed, og alle hans Tarme vikledes ud til Enden. Asbjørn kvad da disse Viser i det samme:

Det skal siges min Moder
Svanhvide udi Danmark,
At hun skal i Sommer
Sønnens Haar ej kæmme;
Hende jeg havde lovet,
At jeg hjem vilde komme,
Nu paa Kæmpens Side
Sværdsod vorder stukken.

Andet var paa Færde,
Da vi ølmuntre sade,
Og paa Skib til Hørders
Land over Fjord vi fore,
Mjød vi drukke og mælte
Mangt Ord sammen fordum,
Nu er jeg ene i onde
Jætters Trængsel gangen.

Andet var paa Færde,
Da vi modige fore,
Oppe i Stavnen stod der ,
Storolfs Søn hin Frækne;
Ind i Øresund med
Langskibe da jeg lagde,
Svegen i Tro jeg Nødes
Troldes Hal nu at gjæste.

Andet var paa Færde
Da i Hildes Stormvejr (4)
Orm gik for graadige Ulv et
Blodigt Maaltid at lave;
Mangen Mand han fældte
I den mørke Træfning,
Saar uddeelte den tapre
Helt ved Ifas Munding.

Andet var paa Færde,
Da med den hvasse Kaarde
Sønder i Elfarskjær jeg
Saar tilføjede Kæmper;
Ofte behændig med Kolben
Orm da saaes at skyde,
Mest dog da de tapre
Svogre laae tilbage.

Andet var paa Færde,
Da alle vi vare sammen,
Gaut og Gejre,
Glum og Starre,
Sam og Sæming,
Oddvørs Sønner,
Hauk og Hake,
Hrok og Toke.

Andet var paa Færde,
Ofte paa Søen vi fore,
Rane og Høgne,
Hjalm og Stefner,
Grane og Gunnar,
Grim og Sørkver,
Tume og Torfe,
Tejt og Gejter.

Andet var paa Færde,
Da i Kampen vi lidet
Skaanede os, den Tapre
Sjælden jeg afraadte
Fra at skærpe Sværd og
Lade dem bide Kæmper,
Dog var Orm i Striden
Stedse Heltenes Fører.

Bister Orm da
Blive vilde,
Hvis denne Kval han
Kunde skue,
Og betale
Thussen gruelig
Mine Pinsler,
Om han mægted det.

Siden lod Asbjørn sit Liv med megen Manddom og Tapperhed.


Kapitel 8: Orm besøger Menglød i Saudø

Om de tre Mænd, som undkom, fortælles, at de skyndte sig at roe bort, og standsede ikke, førend de naaede Land; de fortalte, hvad der var skeet paa deres Færd, og sagde at de troede, at Asbjørn var død, men kunde ikke sige, paa hvad Maade han havde mistet Livet. De kom til at rejse med nogle Kjøbmænd, og kom saaledes ned til Danmark. Denne Tidende spurgdes nu vidt omkring, og syntes mærkelig. Der var da skeet Høvdinge-skifte i Norge, i det Hakon Jarl var død, men Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og han bød alle den sande Tro. Orm Storolfssøn spurgde ud til Island om Asbjørns Færd og død, som Folk holdt for afgjort. Han tog sig det meget nær, og syntes nu ikke længere om at blive paa Island. Han skaffede sig Skibslejlighed i Rejdefjord og foer bort fra Landet; de kom til den nordlige Deel af Norge, og han opholdt sig om Vinteren i Throndhjem; den Gang havde Olaf regjeret tre Aar over Norge. Om Vaaren lavede Orm sig til at drage til Saudøerne; han havde næsten ligesaa mange paa Skibet, som Asbjørn havde haft; de lagde silde om Aftenen til den mindre Saudø, sloge Telt oppe paa Land, og laae der om Natten. Man siger, at Orm var bleven primsignet i Danmark, men er bleven kristnet paa Island. Da Orm var falden i Søvn, saae han, at en Kvinde gik ind i Teltet, hun var stor og stærkt bygget, velklædt og smuk af Udseende; hun gik lige ind, hvor Orm laa, og standsede der. Det forekom Orm, at han hilste hende, og spurgde hende om Navn; hun sagde, at hun hed Menglød, og var en Datter af Ofotan norden fra Ofotansfjord; “Jeg og Bruse ere Søskende paa fædrene Side,” sagde hun, “men jeg har et Menneske til Moder, men hans Moder er den kulsorte Hunkat, som er i Hulen hos ham; men skjønt vi ere beslægtede, ere vi dog ikke lige i Sindelag; han raader over den yderste Ø, og den er øjensynlig den bedste; men han er mig en ond Nabo, saa at jeg troer, at jeg maa flygte bort. Jeg veed ogsaa, hvad dit Ærende er, du agter at hævne din Fostbroder Asbjørn, og det kan man finde rimeligt, thi du har en tapper Mand at hævne; du er vel ogsaa begjerlig efter at vide, paa hvad Maade han er omkommen, men derom ville ikke mange kunne berette uden Bruse og jeg. Hun fortalte da hele Tildragelsen og berettede om Asbjørns Død, og ligesaa kvad hun alle de Viser, som han havde kvædet, og føjede endelig til: “Ej synes jeg at kunne forudsee, om Bruses og hans Moders Troldskab eller din Lykke vil formaae mest, men intet Menneske, uden dig allene frygter han, og han har gjort Tilberedelser, om du agter at komme; han har ført saadan en Klippe for Døren til Hulen, at ingen kan komme ind, saalænge den staaer der; men skjønt du seer stærk ud, har du dog hverken Styrke imod Bruse eller til at tage Klippen bort; her vil jeg nu give dig et Par Handsker, som besidde den Egenslab, at den, som har dem paa, vil aldrig fattes Kræfter; skeer det nu saa, at du overvinder Bruse, da ønsker jeg, at du overgiver mig Saudø, og vilde jeg snarere være dig til Hjælp; thi jeg synes godt om dig, skjønt vi ikke kunne faae hinanden formedelst din Troe.”Derpaa forsvandt Konen, men Orm vaagnede, og Handskerne vare der, og han kunde huske alle Viserne. Orm stod da op, og vækkede sine Mænd; de styrede nu ud til Øen, og Orm bad sine Mænd at vente paa ham med Skibet til den næste Dag ved samme Tid, men sejle bort, hvis han da ikke var kommen tilbage.


Kapitel 9: Bruses Drab

Orm gik nu ligetil Hulen, og saae da den store Klippe, og han syntes, at intet Menneske vilde være i Stand til at tage den bort. Han trak da Handskerne, som han havde faaet af Menglød, paa sig, tog derpaa fat i Klippen, og trak den bort fra Døren, og Orm syntes da, at han havde viist den største prøve paa Styrke. Han gik nu ind i Hulen, og lagde Maaljærn (5) i Døren. Da han var kommen ind, saae han, hvor Hunkatten løb med opspilet Gab. Orm havde Bue og pilekogger med sig, han lagde Piil paa Streng, og skød tre Pile til Katten, men den greb dem alle i Kjæften og bed dem i Stykker; dernæst foer den op paa Orm, og slog Kløerne fast i Brystet paa ham, saa at Orm bøjede sig tilbage, men Kløerne gik igjennem Klæderne og stode i til Benet; den agtede da at bide Orm i Ansigtet, og da han nu ingen Hjælp fandt for sig, gjorde han det Løfte til selve Gud og den hellige Apostel Peter, at gaae til Rom, hvis han kunde faae Katten og dens Søn Bruse overvundet, og strax fandt Orm, at Kattens Styrke formindskedes; han tog den da med den ene Haand over Struben, og med den anden om Ryggen, bøjede den tilbage og brød Ryggen Sønder i den, saa den døde paa Stedet. Orm gik derpaa videre, og saae nu, hvor der stod en stor Steen tværs igjennem Hulen; han gik ind til den, og da han kom der, saae han, at der ud igjennem Stenen kom et stort Spyd, som baade var tyndt og langt. Orm greb imod Spydet, og slog det til Side. Bruse rykkede da Spydet til sig, og det var fast, saa at det ingensteds kunde bevæges; dette undrede Bruse sig over, og kigede op over Stenen: men da Orm saae det, greb han i Skæget paa Bruse med begge Hænder, men Bruse stod imod paa sin Side, og de trak stærkt i hinanden over Stenen. Orm havde viklet Skæget om sine Hænder, og rykkede saa fast til, at han rev hele Skæget med Hagen, begge Kjæfterne, og Kindkjødet lige op til Ørerne af Bruse, saa at alt Kjødet gik af ligetil Benet. Bruse lod da Brynene synke, og rynkede Panden skrækkelig. Orm sprang da ind over Stenen, og de grebe fat i hinanden og brødes længe; Bruse mattedes nu meget med Blodløbet, og han begyndte at staae svagere imod, Orm anstrængte sig da, og stødte Bruse over Stenen, og brød der Ryggen paa ham, “Tidlig anede jeg,” sagde da Bruse, “at der vilde skee mig nogen Overlast af dig, saasnart jeg hørte dig omtale, og nu er det skeet; nu maa du snart gjøre en Ende derpaa, og hugge Hovedet af mig; Men det var sandt, at jeg pinte Asbjørn Prude meget, da jeg viklede alle Tarmene ud af ham, og han gav sig ikke derved, inden han døde,” “Ilde gjorde du,” sagde Orm, “i at pine ham, som var saa rask en Mand; du skal ogsaa faae nogen Gjængjæld derfor.” Han trak da sit Sax (6) og ristede en Blodørn paa hans Ryg, og skar alle Ribbenene fra Ryggen, og trak Lungen der ud. Saaledes lod Bruse sit Liv med liden Mandighed. Derpaa bar Orm Ild til, og opbrændte baade Bruse og Katten til Aske, og da han havde gjort det, drog han bort fra Hulen med to Kister fulde af Guld og Sølv; men hvad andet der var af Værdi overgav han til Menglød, ligesom ogsaa Øen. De skiltes med meget Venskab. Orm kom til sine Mænd paa den bestemte Tid, og derpaa styrede de til Fastlandet. Orm opholdt sig i Throndhjem den næste Vinter.


Kapitel 10: Om Orm og Erik

Om Sommeren beredte Orm sig til at rejse til Rom; denne Rejse gik vel af; han kom sønderfra til Danmark om Høsten efter Svølderslaget, og spurgde der de Tildragelser, som vare skede; da drog han til Norge til Erik Jarl, og traf ham paa Hlade; han gik for Jarlen og hilste ham; Jarlen tog vel imod ham, og spurgte ham om Navn; han sagde, at han hed Orm. “Er du Orm den Stærke?” spurgde Jarlen. “Saa kan I kalde mig, om I vil, Herre!” sagde han, “men mit Ærende hid er, at jeg ønsker at være eders Gjæst i Vinter.” Jarlen sagde, at det stod ham frit for, og anviiste ham Plads yderst paa den øverste Bænk. Orm deeltog om Vinteren ikke meget i Folks Samtale og Færd. Det hændte sig engang, at der blev talt om Svølder Slaget, og hvorledes Kong Olafs Kæmper havde viist et mandigt Forsvar, og hvor seent Ormen var bleven tagen , og hvor haardt et Angreb Erik Jarl havde gjort, da han tog det Skib, som ingen troede nogensinde kunde tages paa aaben Sø. Orm svarede: “Senere vilde Ormen lange have været tagen, hvis jeg havde været der med Kongens andre Kæmper.” Det blev da sagt Jarlen, at Orm havde talt meget om, at Ormen lange ikke vilde være bleven tagen, hvis han havde været der. Jarlen lod da Orm kalde for sig og spurgde, om han havde sagt, at Ormen ikke vilde være bleven tagen, hvis han havde været der. “Ej er det saa, Herre!” sagde Orm, “jeg sagde,blot, at Ormen senere vilde være bleven tagen, hvis jeg havde været der.” Jarlen svarede: “Liden Forskel vilde een Mand der have gjort, saa mange og store Kæmper som der vare samlede, men dog ville vi gjøre nogen prøve; du skal være ene paa et Skib, og femten Skibe skulle angribe dig, og det er dog lidet imod den Mængde Skibe, som vare ved Svølder.” “I maa raade, Herre!”, sagde Orm, “men ej skal jeg overgive mig, førend jeg er overvunden.” Orm gik da ud, og tog en tyk tretten Alen lang Stage; dernæst gik han paa Skibet, og styrede fra Land. Der bleve nu satte Folk til paa femten Skibe at angribe Orm; men det fortælles, at Orm i en føje Stund havde slaaet syv Skibe Sønder og i Sænk. Da raabte Jarlen, og bad dem standse denne Leg; saa blev gjort, og næsten alle Folkene bleve bjærgede. Derpaa bød Jarlen 60 Mænd at angribe Orm ude paa jævn Mark, og saa blev gjort. Orm havde ingen Vaaben uden Stangen, og svingede den omkring sig som en lille Splint, saa at ingen torde komme nær, thi enhver, som kom for den, saae sin visse Bane imøde. Jarlen bød dem da at standse denne Leg, og saa skede. Jarlen sagde da: “Ej troer jeg, at det var for meget sagt, Orm! At Ormen senere vilde være tagen, hvis du havde været der; thi den vilde aldrig være bleven tagen, hvis du havde været der til Forsvar.” Siden blev Orm Erik Jarls Hofsinde, og var formedelst sine Legemsfærdigheder i stor Yndest hos ham.


Kapitel 11: Orm kommer til Ejnar paa Gimsar

Engang drog Orm paa besøg til sine Bekjendtere i Throndhjem, hos hvem han for havde været. Paa Vejen kom han til Gimsar, og traf Ejnar hjemme. Det var paa den Tid, Ejnar var i Kirke, og hans Bue stod udenfor Kirkedøren. Orm gik til, og tog den op, lagde Piil paa Streng, og trak den ud for Spidsen, og lod Pilen blive staaende saaledes i Buen; derefter lagde han den igjen ned og gik bort. Men da Ejnar kom ud, og saae, hvad der var gjort ved Hans Bue, undredes han meget derover, og spurgde, hvo der vel havde haft ved Hans Bue, men han blev længe i Uvished derom, indtil endelig Orm selv sagde ham det. Ejnar sagde, at han ogsaa kunde vide, at det ikke havde været et Drog, som havde spændt hans Bue for Odden. Erik Jarl drog paa Gjæsteri øster til Vigen; da var Orm med Jarlen; men da de kom der, hvor Ormen lange var bleven ophuggen, laa Masten der endnu. Jarlen bad sine Mænd prøve paa, hvor mange der behøvede at gaae under den, for at Løfte den paa Skuldrene; han gav Orm Plads under Midten; 60 Mand hævede da Masten op; derpaa bød Jarlen en Mand ad Gangen efterhaanden at gaae bort fra hver Ende; saa gjorde de, indtil Orm tilsidst stod ene under Masten, han gik da tre Skridt med den, og lagde den siden ned; men Folk sige, at Orm fra den Tid ikke havde samme Styrke som før. Han var hos Jarlen i nogle Aar, drog siden ud til Island, og nedsatte sig paa Storolfshvol, og blev stedse anseet for en meget drabelig Mand; han døde af Alderdom, og holdt vel sin Tro.




Noter:

1) Skibet
2) Trolddom
3) D.e. lille Skrift eller Fortælling
4) Kampen
5) Jærn med magisk paaskrift
6) D.e. et kort Sværd