Fortælling om Svenke Steinarsøn (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 7

Fortælling om Svenke Steinarsøn

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832

1. Kapitel

En Mand, ved Navn Svenke Steinarsøn, boede øster ved Elven, en saare mægtig Mand; han havde opfostret Hakon Magnussøn, førend Steg-Thorer tog imod ham. Svenke havde paa denne Tid endnu ikke underkastet sig Kong Magnus, thi han havde baaret en saa stor Kjærlighed til sin Fostersøn Kong Hakon, at han seent kunde glemme hans død. Kong Magnus fordrede Sigurd Uldstreng til sig, og sagde, han vilde sende ham øster i Vigen, for at byde Svenke at rømme Landet og Kongens Leen og Ejendom: „han har endnu ikke undergivet sig os,” sagde Kongen, „eller viist os den skyldige Hæder, men det er min Villie, at alle Leensmænd i Landet skulle bøje sig under os, eller i andet Fald flye fra deres Ejendomme. Der ere andre vore Leensmænd i Vigen, nemlig Svend Bryggefod, Dag Eilifsøn, Kolbeen Klakka, disse skulle mundtlig fremme vor Sag og yde dig Hjælp til retmæssig og lovlig Fremfærd.” Sigurd svarede: „Ikke kjender jeg den Leensmand i Norge, hos hvem der behøves tre Leensmænd, foruden os, til at udrette Kongens Ærende.” Kongen sagde: „Du benytter dig ikke af deres Understøttelse, hvis du ikke behøver den.” Sigurd gjorde sig rejsefærdig, og sejlede med eet Skib øster i Vigen. Han stævnede Lænsmændene sammen. Derpaa blev paabudet et Thing over Vigen, til hvilket ogsaa Elvegrimmene eller Indbyggerne øster ved Elven bleve tilsagte; der kom en stor Mængde Folk sammen, samt de forhen nævnte Leensmænd; disse sagde til Sigurd, at han i Svenke vilde finde en haard Hals, „thi han besidder megen Magt og Indflydelse der øster ved Elven,” sagde de; “vi ville bede dig, at du i førstningen farer sagtelig med ham, og fremfører dit Ærende med Skaansel og ikke med Hæftighed, thi kun paa den Maade kan noget udrettes hos saa mægtig og uregjerlig en Mand.” Sigurd svarede: “Megen Magt maa Svenke besidde, hvis I tre med min Understøttelse ikke for ham kan sætte Kongens retlige Tiltale igjennem; thi jeg agter ikke at fremføre andet, end hvad tilbørligt er, hvad enten de vredes derover eller ej.” De lovede, at de visselig skulde understøtte og styrke Kongens Sag, som nu ogsaa var deres, men fandt det dog uvist, om det vilde have nogen god Fremgang.

2. Kapitel

Efterat Thinget var blevet sat, maatte man endnu bie efter Svenke en Stund; derpaa saae man dem komme; det var Folk, saa vel udrustede med Vaaben, som om man saae en noget ujævn men glindsende Isflade; Svenke kom med sit følge hen paa Thinget, og de satte sig alle i en Kreds; de udgjorde fem hundrede Mand. Da stod Sigurd op, og talte højt: “Guds og sin Hilsen sender Kong Magnus Guds og sine Venner, i Særdeleshed alle Leensmænd og formuende Bønder, samt den hele Almue, og med sin Hilsen venlige Ord og Venskabs Løfte til alle dem, som efter hans Villie ville sig føje. I ville have spurgt, at Kongen har renset sit Rige fra Voldsmænd, som forhen øvede megen og svar Ødelæggelse i dette Land; vilde Gud nu lade det have en Ende med deres Overmod, som begyndte paa den uhørte Dristighed og Nidingskab, at tage en Mand til Høvding imod Kong Magnus, der ikke var født og baaren til at regjere i dette Land; med denne Sag gik det, som man kunde vente og Ret var. Nu vil Kongen vise sig med al Blidhed og Fredsommelighed imod alle sine Mænd, saadanne, som ville være ham hørige og lydige; han lover at være et Værn og en Beskjermelse for alle Norges Indbyggere, store og smaae, rige og fattige; derimod kræver han af sine Undersaatter god Tjeneste og sømmelig Hjælp, og det er alles Gavn, at tage vel imod hans Bud, saa meget Godt, som han er i Stand til at yde eder, og dette viser han gjerne mod alle dem, som dertil gjøre sig værdige.” Da rejste en Mand sig i Elvegrimmenes Flok, høj af Væxt og stærkbygget af Lemmer, iført en lodden Kappe, med en Landse paa Skulderen, og en stor dansk Hat paa Hovedet; han sagde : „Her fattes det ikke paa Klang, sagde Ræven, den trak en Harpe paa Isen.” Han talte ikke flere Ord, og satte sig ned. Kort efter stod Sigurd Uldstreng atter op, og tog saaledes til Orde: “Kun liden Besked og Villighed finde vi i eders Flok, I Elvegrimme, til at fremme Kongens Ærende, og der er Maade med det Venskab, I vise mod os; men i sligt viser hver, hvorlunde han er. For nu tydeligere at fremsætte Kongens Ærende, da forlanger han Landskyld af de rige Bønder, og Ledingsgjerd og anden kongelig Rettighed, som I ere pligtige at yde ham; hver ihukomme, hvorledes de det have opfyldt, hver betænke hvad ham tilkommer og hvad Kongen har Ret at fordre, hvis forhen noget er skortet, og erindre sig, hvorledes det gik dem, som for kort siden rejste sig imod ham.” Sigurd satte sig ned. Den samme Mand, som før, rejste sig op i Elvegrimmenes Flok, løftede lidet paa Hætten, og sagde: “Det seer ud til Snefog, sagde Finnerne, de falbøde Skier.” Sigurd holdt da Samtale med Leensmændene, og sagde, at nu maatte man ikke længer lægge Skjul paa Kongens Ærende, men udrette det med Fynd og Klem. De bade ham endnu tale skaanende, og sagde, han vilde finde, hvilken haard Hals Svenke var, hvilket man ogsaa nok kunde mærke af hans Ord og Udtryk. Sigurd sagde, at han nu ikke længer kunde finde sig i, at bruge Omsvøb og eftergivende Ord. Han var iført en rød Skarlagens Kjortel, og havde derover en blaa Overkjortel. Sigurd stod op, var vred i Hu, kastede Overkjortlen, og sagde: „Nu er det kommet saa vidt, at hver maa vogte sig, og det er ikke længere Tid at stikke dette under Stol, eller at holde andre for Gjæk; det see vi nu, hvad vi holdes for værd, og det er til at fordrage, men langt værre er det, at der haanligen svares paa Kongens Ærende; giver dog hver derved til kjende, hvilken Mand han er. En Mand hedder Svenke, og er en Søn af Steinar, boer øster ved Elven, og har i lang Tid siddet inde med Kongens Ejendomme, og teer sig med meget Overmod og Stolthed, men mig tykkes dog rimeligt, at Kongen vil være stærkere, end han; Kongen fordrer af ham, som af andre sine Underdane, den ham tilkommende Skyld og rette Ejendom, eller byder ham rømme hans Lande; og det nytter ikke her at trække sig tilbage eller svare med drillende Ord, thi der vil vel findes en anden, saa mægtig som han, hvis han tager foragtelig mod vort Budskab, og det er ham bedre nu, end siden, at give efter med Ære, og ej vente Beskæmmelse for sin Stivhed og Halsstarrighed.” Derpaa satte Sigurd sig ned, men Svenke stod op, og kastede sin Hætte tilbage, og sagde: “Pyt! Pyt! Skam faae Hundene! Rævene slede i Bondens Brønd! Hør en Gang, hvilket Under! Du, en Mand med Klædning uden Ærmer og Bagstykker, byder du mig at rømme Landet? Tilforn bleve sendte to Mænd for det samme, næer i Slægt med dig, Sigurd Uldbaand! den ene hed Gille Bagrist, den anden havde et endnu værre Navn, de vare en Nat paa hvert Sted, og stjal, hvor de kom; hvad! byder du os at rømme Landet? Mindre var din Praten, medens Kong Hakon, min Fostersøn, levede, da du var saa ræd naar du kom paa hans Vej, som Muus i Pose, du blev skjult under Klæder, som Hund paa Skib, du blev stoppet i en Bælg, som Korn i Sæk, du blev jagen fra din Odel, som gildet Plovøg fra et Stutteri; du havde ikke mere Rum til at drage Aande, end Odder i en Fælde, vil du byde mig at rømme Landet? Du kan takke for god Behandling, hvis du slipper herfra med Livet! og lad os nu alle staae op og anfalde dem!” Da sprang alle hans Mænd op, og gjorde et stort Vaabenbrag. Svend Bryggefod og de andre Leensmænd saae da ingen anden Udvej, end at faae Sigurd paa en Hest, og han red det hurtigste han kunde bort til Skoven; saaledes endte dette Thing, at Svenke drog hjem til sine Gaarde, men Sigurd tog selvanden landvejs nordpaa til Throndhjem, og kom med saa slet forrettet Sag til Kong Magnus, og sagde ham, hvorledes det var løbet af.

3. Kapitel

Kongen sagde: “Trængte du nu ikke til hine Leensmænds Understøttelse?” Sigurd var misfornøjet over sin Rejse, og sagde, han vilde for alting have Hævn, og ophidsede Kongen meget dertil. Kongen svarede: “Altfor meget hæve Leensmændene sig, naar de ikke ville iagttage, at yde deres Konge den skyldige Lydighed; det har heller aldrig lykkets godt for dem i dette Land: først i Kong Olaf den Helliges Dage i den Sag, der var imellem ham og Erling Skjalgsøn; saa og med Einai Thambeskjælver, som i Magt vilde kappes med vor Frænde, Kong Harald; saa gik det ogsaa nu med Steg-Thorer og Egil; det tilhører Kongeværdigheden, at ydmyge sine Undermænds overdrevne Fremskridt og Overmod, naar de ikke formaae at sætte ret Priis paa sig selv; vistnok er Svenke en mægtig Mand, men maaskee han dog agter sig selv vel højt, hvis han vil trætte mod mig.” Kong Magnus lod da fem Skibe udruste, og sejlede strax, da han var færdig sydpaa langsmed Landet, og saa øster til Vigen, hvor han tog paa Gjæsteri hos sine Mænd. Kongen sagde dem, at han vilde tale med Svenke; “thi,” sagde han, “jeg vil lade eder vide, at jeg agter ene at være Konge over Norge, saalænge ingen anden er ved Fødselen lige berettiget til dette Rige; saa vilde jeg ogsaa, at Leensmændene ikke ere saa overmodige, at selve mine om min Person værende Høvdinger skulle behandles saa usselt og foragteligen, som Sigurd Uldstreng nu er blevet det af Svenke.” De sagde til Kongen, at Svenke var baade en mægtig og trodsig Mand, og at der manglede ham hverken paa Mandskab eller Vaaben.

4. Kapitel

Kong Magnus drog fra Vigen med følgende Leensmænd: Svend Bryggefod, Dag Eilifsøn og Kolbeen Klakka. Da de kom udenfor Svenkes Gaard, bade Leensmændene om at de først maatte gaae i Land og spejde; “thi vi frygte for,” sagde de, “at Svenke har en Trop paa Benene, og ligeledes nogle omkring i Skovene.” Kongen bad dem raade; “men værer dog forsikkrede om,” sagde han, “at jeg er beredt paa at lade Bønderne bestaae en haard Dyst, hvis de ikke selv holde sig i Tømme.” Da de kom op paa Landet, saae de, at Svenke var kommen paa Vejen fra sin Gaard med en anseelig Trop, alle velrustede Mænd. Leensmændene satte et hvidt Skjold op, og da Svenke saae det, standsede han sine Folk, og de mødtes. Da sagde Kolbeen: “Kong Magnus sender dig, Svenke, Hilsen, samt at han beder dig betænke din Skyldighed og Kongens Værdighed, og ikke at begynde paa nogen Ufred, eller tænke paa at stride med Kongen; vi byde os til at bringe Fredsbud imellem eder; du er altfor forstandig en Mand til at du under saa mislige Omstændigheder skulde prøve Styrke med din retmæssige og til dette Land ætbaarne Konge; hidtil har det ikke gaaet vel for nogen.” Svenke svarede: “Ikke agter jeg først at yppe Ufred mod Kongen; kun for den Sags Skyld gik vi eder imøde, at vi ikke vilde have, I skulde nedtræde vore Agre eller tilføje os anden Skade. Nu ville vi bie her, hvis I ville gaae til Kongen.” De vendte da tilbage til Kongen, og sagde ham ikke andet end hvad roligt og fredeligt var om Svenke; “han vil,” sagde de, “overgive hele sin Sag i eders Vold og Dom.” “Snart er min Dom afsagt,” sagde Kongen; “han skal flye fra Landet, og aldrig mere komme tilbage, saalænge mit Herredømme varer i Norge; saa skal han og miste alt sit Gods.” Kolbeen svarede: “Vil ikke det være eder til større Hæder, Herre, og for andre kjærere at høre, at I forvise ham fra Landet med saa meget Gods, at han andensteds kan leve anstændig med mægtige Mænd, men han skal aldrig komme her tilbage, saalænge vi have hans Landejendomme inde; I handler i saa Fald dog ædelmodigen; betænk og agt paa eder selv og eders Værdighed, og gjør ogsaa noget for vor Forbøns Skyld, om eder saa behager.” Kongen sagde: “Han skal strax fare bort.” De gik til Svenke og bragde ham mild Hilsen fra Kongen, og derhos, sagde de, forlangte han, at du for din Forseelse skulde vise ham den Hæder, at drage bort fra Landet med saa meget Gods, som du anstændig kan leve af; dette er, som du selv kan indsee, til Ære for eder begge.” Svenke sagde: “Da har det taget en heel Forandring, hvis Kongen taler vel og fredsommelig til mig, men hvorfor skulde jeg flye fra mine Landejendomme og Besiddelser? Hvilket Under! Bedre tykkes det mig at falde paa mit Gods, end at flye fra min Odel og mine Ejendomme; forkynder saa Kongen , at Svenke vil ikke flye saa meget som et Pileskud.” Kolbeen svarede: “Det er ikke afgjort, min Ven, at det er det bedste, thi det er bedre, at give noget efter til Ære for den bedste Høvding, end at staae imod, sig selv til stor Vaande. En brav Mand gaaer det vel, hvor han lever; du bliver mest agtet der, hvor de ypperste Mænd ere tilstede, allerhelst du nu har staaet dig saa brav imod slig en Høvding. Tag nu vort langvarige Fostbrødrelag og fuldkomne Venskab i Betragtning, og afslaa, for vor Begjerings Skyld, ikke dette Kongens Budskab, og befri derved mange brave Mænd fra mange Farer; og hvis du gjør, som vi bede, saa ville vi tilbyde os at forestaae og troligen bevare dine Ejendomme; samt, hvis du, som vi haabe, kommer tilbage til dine Besiddelser, da skal du aldrig betale Skat, uden det skeer med din egen gode Villie; vi skulle derpaa vove Gods og Liv, om det behøves, at faae dette udvirket hos Kongen.” Svenke tav en Stund, og svarede derpaa: „Visseligen have I underhandlet i denne Sag, men jeg har dog nogen Mistanke om, at I noget have forvendt Kongens Ærende; ikke desmindre formedelst den store Velvillie, I have viist i denne Sag, vil jeg agte eders Ord saa, at jeg skal drage bort, og være borte fra Landet eet Aar om, hvis jeg da siden maa beholde mine Ejendomme i Fred. Forkynder saa Kongen, at jeg gjør dette for eders Ords Skyld, ikke for Kongens, thi jeg finder nu, som før, hos eder et oprigtigt Venskab imod mig.” De drage nu hen til Kongen, og sige, at Svenke overgiver hele sin Sag til hans Dom, „og forlanger derfor Hæder af eder, Herre! han vil blive borte i tre Aar, og da komme tilbage, hvis det er eders begges Villie; bifald nu dette for eders Kongedømmes og vor Bøns Skyld; hans Sag beroer aldeles paa eders Dom; modtag dette Forlig af ham, men vi skulle gjøre alt hvad vi formaae, at han aldrig skal komme tilbage, uden med eders Villie.” Kongen svarede noget seent: „Bravt handle I, og for eders Skyld skal vi gjøre, hvad I forlange; forkynder ham saa!” De takkede Kongen. De droge da hen til Svenke, og bragde ham Kongens milde Hilsen: „det vil være os en Glæde,” sagde de, „hvis I kunde forliges; Kongen forlangte, at eders Fraværelse slulde bestemmes til tre Aar, men vi vide dog, at han for den Tid vil finde, at han ej kan undvære dig her i Landet; det vil geraade dig selv til Ære, ikke at sige Nej dertil.” Svenke svarede: „Hvorfor skulde jeg da fortørne Kongen ved min Nærværelse? Overtag nu her, Kolbeen! Bestyrelsen af min Bo!” Svenke stod op, og vendte med sine Folk tilbage til Gaarden, og tog strax derpaa bort; thi han var allerede i Forvejen belavet paa alt dette.

5. Kapitel

Kolbeen blev tilbage, og beredte et prægtigt Gjæstebud for Kongen, og lod som om Svenke havde forhen været betænkt derpaa. Svenke red op i Gøtland med de Folk, han vilde have med sig; Kongen var til Gjæsteri paa Svenkes Gaard. Derpaa drog han nordop i Vigen, hvor Leensmændene anrettede Gjæesteri for ham, og han tøvede der en Stund, og var vel tilfreds med det imellem ham og Svenke sluttede Forlig; Svenkes Besiddelser bleve da udgivne for at være Kongsejendomme, og Kolbeen skulde varetage dem; de forhen nævnte Leensmænd styrede alt dette til største Ære for Kongen, men bevarede tillige paa bedste Maade alt det, som Svenke ejede. Derpaa drog Kongen med sin Flaade nordpaa langsmed Landet heelt op til Throndhjem; men da gave allehaande Skarns Pak og Ransmænd sig til at anfalde Elvegrimmene, som nu ingen Høvding havde; Leensmændene sendte da Bud til Kongen, at Landet der østerpaa vilde ødes, dersom det længe var uden Høvding; “det synes os derfor tjenligst, Herre!” sagde de, “at I kalder Svenke tilbage til Landet, og under ham at bryde Strømmen for andre (1), thi ham vil det mindst mangle paa Mod og Kraft til at jage Ildgjerningsmænd bort og ødelægge Vikinger.” Kongen saae, at dette var sandt, og efter sine Venners Forestillinger sendte han to Gange Mænd efter Svenke, men denne kom ikke, førend da Kong Magnus selv kom ned til Danmark; da mødtes han og Svenke, og forligtes aldeles; Svenke drog da til sine Ejendomme og Gaarde, og var siden Kong Magnuses troeste Ven og hans Riges Styrke der østerpaa; dette deres Venskab vedvarede, saalænge de levede.

Noter:
1) Nemlig med Landets Forsvar.