Fortælling om Thidrande og Thorhal (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2


Fortælling om Thidrande og Thorhal


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


I Jarlen Hakon Sigurdssøns Dage kom en Nordmand, ved Navn Thorhal, ud til Island; han tog Land i Besiddelse i Syrlæksos, og boede paa Hørgsland. Thorhal var en lærd Mand og meget forudseende, og blev derfor kaldt Thorhal Spaamand. Han boede paa Hørgsland til samme Tid, som Sida-Hal boede paa Hof i Alptefjord, og der var fortroligt Venskab imellem dem. Hal var i Besøg paa Hørgsland hver Sommer, naar han red til Things, og Thorhal blev ogsaa ofte buden til Gildes hos Hal, og var der længe. Hals ældste Søn hed Thidrande, han var et meget smukt og haabefuldt ungt Menneske, og af alle sine Sønner holdt Hal mest af ham. Thidrande foer paa Udenlandsrejser, saa snart han havde Alder dertil, og han var meget vennesæl, hvor han kom frem, thi han var baade en meget duelig Mand, og derhos nedladende og blid imod enhver. En Sommer bød nu Hal sin Ven Thorhal øster over til Hof, da han red fra Thinget; Thorhal drog derover noget sildigere end Hal, og Hal tog som sædvanlig imod ham med den største Venlighed. Thorhal forblev der om Sommeren, og Hal sagde, at han maatte ikke drage hjem, førend Høstgildet var forbi. Den Sommer landede Thidrande i Berefjord, da var han atten Aar gammel; han drog hjem til sin Fader. Folk beundrede ham da, som ofte tilforn, endnu meget, og berømte hans Fuldkommenheder, men Thorhal Spaamand taug stedse, naar Folk roste ham mest. Da spurgde Hal, hvad Aarsagen dertil var, ”thi hvad du siger, Thorhal!” lagde han til, ”synes mig altid mærkeligt.” ”Aarsagen dertil,” svarede Thorhal, ”er ikke, at han eller du i nogen Henseende mishager mig, eller at jeg mindre end andre jo indseer, at han er en meget mærkelig Mand, men snarere er Grunden, at der ere mange til at rose ham, som han vist nok fortjener i mange Henseender, skjønt han er altfor beskeden til at lade sig selv mærke dermed; kan skee vi beholde ham ikke længe, og vil da Savnet af en saa haabefuld Søn blive dig stor nok, om end alle ikke rose hans Fuldkommenheder for dig.” Imod Slutningen af Sommeren begyndte Thorhal at blive meget ilde tilmode. Hal spurgde ham om Aarsagen. ”Jeg har,” svarede Thorhal, ”en slem Anelse om det Høstgilde, som her skal være; thi det bæres mig for, som en Spaamand vil blive dræbt paa dette Gilde.” ”Det kan jeg nøje udtyde dig,” svarede Hal, ”jeg har en ti Vintre gammel Oxe, som jeg kalder Spaamanden, fordi den er klogere end de fleste andre Nød, og den skal slagtes til Høstgildet, og det behøver ikke at volde dig Sorg, thi jeg vænter, at dette mit Gilde ligesom andre skulle være dig og andre mine Venner til Hæder.” ”Denne Grund anførte jeg heller ikke,” svarede Thorhal, ”fordi jeg var bange for mit Liv, men der bæres mig en større og underligere Begivenhed for, som jeg nu ikke kan forklare.” Hal sagde: ”Er det da ikke det Bedste, at lade dette Gilde gaae overstyr?” ”Ej nytter det at gjøre det,” svarede Thorhal, ”thi det maa skee, hvad Skjæbnen har besluttet.” Der blev da lavet til Gildet ved Vinterens Begyndelse; der kom kun faa Gjæster, thi Vejret var hvast og vanskeligt; men da Folkene satte sig til Bords om Aftenen, sagde Thorhal: ”Jeg vil bede, at alle ville følge mit Raad om, at ingen gaaer her ud af Huset denne Nat; thi stor Skade vil det volde, om dette Raad ikke bliver fulgt; og hvad Varsler der end skee, maa ingen give Agt paa dem, thi det vil lede til meget Ondt, om nogen ændser dem.” Hal bad Folkene at holde Thorhals Ord; ”thi de slaae ikke Fejl,” sagde han, ”og det er bedst at age hjem i en heel Vogn.” Thidrande gik Gjæsterne til haande, og han var i dette som i andet høflig og beleven; og da Folk gik at sove, anviste Thidrande Gjæsterne Plads i sin Sæng, men han lagde sig selv i et Sæde yderst ved Panelet. Da nu de fleste vare faldne i Søvn, blev der banket paa Døren, men alle lode, som de ikke mærkede det, saaledes gik det tre Gange. Da sprang Thidrande op, og sagde: ”Dette er en stor Skam, at alle lade som de sove, det er vist Indbudne, som ere komne;” han tog da sit Sværd i sin Haand, og gik ud; men han blev ingen vaer; da faldt det ham ind, at nogle Gjæster vel havde redet forud hen til Gaarden, og siden tilbage imod andre, som fulgde efter; han gik da ud under Vedkasten, og hørte, at nogle kom ridende nordenfra paa Marken; han saae, at det var ni Kvinder, alle i sorte Klæder og med blottede Sværd i Hænderne; han hørte ogsaa, at nogle kom ridende søndenfra paa Marken, det var ogsaa ni Kvinder, alle i lyse Klæder og paa hvide Heste. Thidrande vilde da gaae ind igjen og fortælle Folk Synet, men de sortklædte Kvinder naaede ham forinden og angrebe ham, men han værgede sig med Mandighed. Temmelig længe derefter vaagnede Thorhal, og spurgde, om Thidrande vaagede, men han fik intet Svar. Thorhal sagde, at nu var det vist for silde. Man gik da ud; det var Maaneskin og Frostvejr, de fandt Thidrande ligge saaret, og han blev da baaren ind, og da man talte til ham, sagde han alt dette, som var hændet ham. Han døde den samme Morgen i Lysningen, og blev lagt i en Høj efter hedensk Skik. Siden søgte man at opspørge, hvo der havde færdedes der, men ingen vidste noget til, at Thidrande havde Uvenner. Hal spurgde Thorhal, hvorledes det vel hang sammen med denne underlige Tildragelse. Thorhal svarede: ”Det veed jeg ikke, men det aner mig, at dette har ingen andre Kvinder været end eder Frænders Fylgier (1); jeg vænter, at der snart vil skee Troesforandring her, og at en bedre Religion vil da komme hid til Landet: jeg tænker, at de af eders Skytsgudinder, som have haandthævet denne Tro, maa forud have vidst Troesforandringen, og at I Frænder ville unddrage eder fra dem; de have nu ikke kunnet finde sig i, ikke at have nogen Skat af eder forud, og de ville nu have ham til deres Deel, men de bedre Diser maa have villet hjælpe ham, men have ikke kunnet; nu maa I Frænder nyde godt af dem, da I ville antage den fremmede Tro, som de forkynde og haandthæve. Denne Tildragelse bebudede nu, som Thorhal sagde, ligesom saa meget andet, den Glædes Tid, som fulgde efter, da den almægtige Gud værdigedes at skue med Miskundheds Øjne paa det Folk, som beboede Island, og ved sine Apostler at frelse dette Folk fra Djævelens langvarige Trældom, og føre det siden til Deelagtighed i sine antagne Børns evige Arvelod, som han har forjættet alle dem, som ham ville troligen tjene ved Standhaftighed i gode Gjerninger; og ikke mindre viste hele Menneskeslægtens Fjende aabenbarligen ved saadanne og mange andre Ting, hvorom man har Beretninger, hvor nødig han opgav sit ranede Bytte, og det Folk, som han forud hele Tiden havde holdt fanget i sine forbandede Afguders Vildfarelses snarer, da han med saadanne Anfald forøgede sin grumhedsfulde Harme imod dem, som han havde Vælde over, som om han vidste, at hans Skam og fortjente Tab af sit Bytte nærmede sig. Hal tog sig sin Søn Thidrandes Død saa nær, at han holdt ikke længer af at boe paa Hof; han flyttede da sin Bopæl til Thvaattaa. Det hændte sig engang, at Thorhal Spaamand var paa Thvaattaa efter Hals Indbydelse; Hal laa i en Sæng men Thorhal i en anden; og en Morgen, da begge vare vaagne, smilede Thorhal; Hal sagde: ”Hvi smiler du nu?” Thorhal svarede: ”Jeg smiler over, at mange Høje aabnes, og hvert levende Væsen gjør sig Dragter baade smaae og store, og holder Flyttedag.” Kort efter skede de Tildragelser, som nu skulle fortælles.


Noter

1) Skytsaander