Fortælling om Thorvald Tasalde (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2


Fortælling om Thorvald Tasalde


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


Samme Sommer, som nu var omtalt, kom Vigaglums Søstersøn Thorvald Tasalde til Norge ude fra Island; han var en smuk, stor og stærk Mand og gavmild paa Penge. Thorvald kom til Land udenfor Throndhjem, og lagde ind til Nidaros. Kong Olaf var der forud i Byen, og var da nylig kommen Søndenfra. Saasnart Kongen fik at vide, at der vare komne hedenske Kjøbmænd fra Island, bød han Thorvald til sig, og bad ham lade sig døbe. Thorvald tilstod at ville gjøre dette for at erholde Kongens Venskab, at lade sig døbe og antage Kristendommen. Kongen sagde, at han skulde være saa meget desto sikrere paa hans Venskab, som han var villigere end andre til at følge hans Ord og Bud. Thorvald og hans Skibsfolk bleve da døbte. Thorvald var om Vinteren hos Kongen i megen Anseelse. Der var nu een af Kongens Hofsinder, som hed Sigurd, en anden ved Navn Helge, de vare begge raske Mænd og Kongen kjære, men dog hinanden meget ulige i Sindelag. Sigurd var vennesæl af Almuen, men Helge stridig og underfundig. Mellem disse var Thorvald Tasalde anviist Plads om Vinteren. Helge bar Avind imod Thorvald, og bagtalte ham i alle Henseender; men Sigurd stod ham bi, saa godt han kunde, og Helge gik bort der fra Bænken, og vilde ikke sidde hos Sigurd og Thorvald. Han begyndte da at sværte Thorvald saa meget han kunde hos Kongen, saalænge til Kongen bød ham at holde op; ”Du behøver hverken,” sagde Kongen, ”at bagtale for mig Thorvald eller andre, som ere hos mig, thi jeg vil selv prøve mine Mænd.” Helge forsøgte dernæst, om han kunde faee Sigurd ophidset imod Thorvald, og bagvaskede ham for denne. ”Ej faaer du mig ved dine Ord”, svarede Sigurd, ”til at være Thorvald fjendsk, thi ham kjender jeg som en brav Mand, men du er et ondt Menneske.” Ved det nu at Helge ikke holdt op med at bagtale Thorvald, men i steden derfor gjorde sig mere og mere Flid for at sværte ham, fik han det omsider bragt saavidt, at Kongen blev kold imod Thorvald. En Dag sagde Helge til Thorvald: ”Spørg Kongen efter, hvi han er saa faatalende.” Thorvald svarede: ”Intet gjør jeg for dit Ord eller din Tilskyndelse; ogsaa vænter jeg, at Kongen ikke troer din Bagvaskelse, skjønt han misbilliger eet eller andet hos mig.” ”Endnu gjør Islænderen sig til,” sagde Helge. Da Thorvald nogen Tid derefter en Dag kom for Kongen, sagde han til ham: ”Herre! jeg er saa dristig at spørge efter, hvad der volder eder Sorg; om Sygdom er Aarsagen, da er det vanskeligt at raade bod derpaa; er det derimod anden Bekymring eller noget Tilfælde, hvor Mennesker ere Skyld, da kunde det vel hjælpes med eders Held og lykke.” Kongen svarede: ”Ikke er jeg syg.” Thorvald sagde: ”Da er det strax bedre, naar det vanskeligste ikke finder Sted. Er der nogen, som, har forbrudt sig mod eder?” Kongen sagde, at det var saa, ”og det skal hævnes, men du er skyldig, Thorvald! at udføre denne vanskelige Sag, da du har først spurgt om den.” Thorvald sagde: ”Alle eders Mænd ere skyldige at gjøre det, som I byder, men jeg kommer til at vide Sagens Sammenhæng, skjønt jeg er afmægtig til at udføre den.” Kongen sagde: ”Der er en rig Mand, som hedder Bard Digre, og har sin Slægt paa Oplandene; han har en Datter, som er hans eneste Barn, og hedder Thora; Bard er allerede meget til Alders, han boer i Ulfarsdale paa Oplandene; han har en stor og anseelig Gaard; hans Datter Thora er hos ham, men man træffer der ikke mange Folk. Nu synes jeg ikke om, at Bard hverken vil antage Troen, ej heller komme til mig, og jeg har to Gange sendt tolv Mænd til ham, men ingen ere komne tilbage.” ”Er denne Bard en stor Afgudsdyrker?” spurgde Thorvald. ”Det veed man dog intet om,” svarede Kongen, ”thi der er intet Gudehuus paa hans Gaard; Bard synes meget underlig, og Folk kjende ikke ret til hans Sæder og Adfærd.” ”Gjærne vilde jeg faae eder glad igjen, Herre!” sagde Thorvald, ”nu vil jeg derfor drage til Bard, om I vil, hvad følger det saa kan have.” Kongen sagde, at han ønskede det. Helge blev herved glad, thi han væntede, at Thorvald vilde ligesaa lidt komme tilbage som de andre, der havde draget i denne Færd. Siden beredte Thorvald sig, og Kongen tillod ham at tage saa mange Mænd med, som han vilde. Thorvald svarede: ”Min Sidekammerat Sigurd har jeg lært at kjende som en trofast og brav Mand, ham ønsker jeg at have med mig, men ikke flere, thi eders Held og Lykke, Herre! vil hjælpe os mere end nogle Mænd.” Kongen svarede: ”Vist skal jeg give eder mine gode Ønsker med, og jeg vil sende eder til en Bonde, som hedder Bjørn, han boer ikke langt fra Bard, han, vænter jeg, vil snarest kunne sige eder noget om Bards Væsen, og vise eder Vejen did.” De droge siden bort, og kom til Bjørn, som tog vel imod dem, saasnart han fik at vide, at de vare Kongens Udsendinge. De spurgde ham nu om Bards Bolig og Adfærd. Bjørn sagde, at det hang underlig sammen med ham; “Man mærker ikke til Folk, naar man kommer der, men alle Forretninger blive dog vel og tilbørlig udførte.” Om Natten, da de vare indsovede, drømte Thorvald, at han syntes Kong Olaf kom til ham og sagde: ”Du vil, naar du vaagner, finde et Klæde ved dit Hoved, deri er knyttet et Brev, hvorpaa Guds Navne ere skrevne; dette Brev skal du i Morgen lægge paa dit Bryst, og vikle Klædet udenom og ned om Maven paa dig, saa langt det kan række; saa vil du have Held med dig, naar du gaaer dristig til Bard.” Thorvald vaagnede, fandt Klædet, og gjorde som ham var anviist. Om Morgenen ledsagede Bjørn dem ud af Gaarden, og viste dem Vejen til Bards Gaard; Vejen gik igjennem en Skov, og da de kom frem i Skoven, saae de en stor Gaard, med en høj Skigaard (1) omkring; de gik til Gaarden; Ledet paa Gjerdet stod aabent, ligeledes ogsaa Døren til Huset; de saae ingen indenfor; de gik ind i forstuen, og saae sig omkring, der vare store Huse og nylig skravet Panelværk; en Skale eller eenlig Stue var paa den ene Side, heelt betrukken og vel indrettet. Bard sad i Højsædet; han var skaldet, iført Skarlagens Klæder, og holdt paa et Par Hjorteskinds Handsker; en stor og smuk Kvinde sad og bordyrede, flere Mennesker saae de ikke. Bard sagde: ”Hvo er kommen i forstuen?” De nævnte sig, og sagde, at de vare Kongens Mænd. Bard sagde: ”Hvad Ærende have I to ene Mænd her hid?” Thorvald svarede: ”Vor Hær er saa stor for Dørene, at den vil kunne føre dig imod din Villie til Kongen, om du ikke vil drage frivillig.” Bard vred da Handskerne sønder imellem sine Hænder, og kvad dette:

Tænkte jeg dog, at jeg havde
Hænderne stundom nyttet,
Saa at jeg ene kunde
Holde den raske Skægdreng.

Thorvald sagde: ”Lad os da nu prøve det og tage fat i hinanden.” Thorvald sprang i det samme ind paa Bard, og de brødes stærkt; det var da langt ud paa Dagen; de strede med hinanden en Stund, og Thorvald blev meget træt; han bad da ved sig selv Gud at yde ham nogen Styrke mod Bard, men Bard gik meget heftig ind paa ham, og da Bryst mødte Bryst, var det ligesom een gik til, og slog Fødderne fra Bard, saa at denne faldt over Dørtærskelen, og baade han og Thorvald vare da saa trætte, at de intet kunde udrette. Da sagde Bard: ”Hjælp du nu, Thora!” Hun svarede: ”Ej kan jeg hjælpe dig, Fader! thi jeg og Sigurd brødes, og det var godt med, at vi vare lige stærke.” ”Saa kommer jeg nu til,” sagde Bard, ”at tage til det, som jeg ikke før har behøvet, at søge mig Hjælp imod een; gaaer I, som beboe Underskalen (2), da frem og hjælper mig!” Der sprang nu frem tredive Mand, og Thorvald og Sigurd bleve da grebne. Bard sagde: ”Vel have Underskalens Beboere hjulpet mig, Thora! og saa vil det fremdeles skee, naar jeg behøver det, og derfor tykkes det mig bedst, at Thorvald og Sigurd ikke blive bundne, men dog vil jeg ikke, at du løber oftere ind paa mig, Trold! som du er, skjønt du kalder dig Thorvald, thi ej fattes dig Dristighed og Mod; men dog kan være, at du burde kaldes et Menneske, og maa være meget troldkyndig, thi ej manglede jeg forud Kræfter til at staae imod dig; men jeg troer, at du har manet saa stærke Vætter imod mig, at jeg kom til at falde for dem, thi det skede aldrig før, at jeg faldt for een. Men her komme I til at forblive i Nat, om I end ere frygtsomme for, hvorledes I skulle blive behandlede.” Der blev da sat et Bord for dem med gode Anretninger; der fattedes hverken paa god Mad eller Drikke. Da de vare mætte, sagde Bard: ”Ej fortryder jeg paa” at I spise, men temmelig stærkt syntes I mig at tage til Maden, om I end havde været aldeles uden Frygt og i Vennevold.” De bleve da siden fulgte til Sængs, og de sov vel om Natten. Om Morgenen, da de vare færdige til at drage bort, bød Bard sine Mænd at følge dem af Gaarden; men da de vare komne ud, saae Thorvald sig om, og saae ingen Folk hos dem; han sagde da: ”Det vilde Bard nu, at vi skulde drage bort, og ikke have mere med ham at gjøre, men det skal nu ikke skee; vi ville endnu see til ham engang, inden vi skilles med alle.” De gik da ind. Bard sagde: ”I ere meget underlige Mænd, I gaae ud, men drage ikke bort; hvorledes gaaer det til, at I ikke kunne ræddes ligesom andre, eller have I saa overdreven Lyst til at døe?” Thorvald svarede: ”Aarsagen til, at vi vendte tilbage, er, at jeg vil ikke unddrage mig fra at vise min Skyldighed og den dig tilkommende Hæder; ere vi vistnok ikke saa rædde, at vi ikke tør fuldkommen udføre Kongens Ærende. Nu vil jeg bede dig, at du drager frivillig til Kongen.” Bard sagde: ”Hvi spørger du mig ikke først om, hvilken Tro jeg har.” ”Fordi jeg er ikke nysgjerrig efter at vide det,” svarede Thorvald. ”Det vil jeg dog underrette dig om,” sagde Bard, ”at jeg ikke troer paa Afguder eller paa Djævle; jeg har faret fra eet Land til et andet, og truffet baade paa Riser og Blaamænd, og de fik ikke Bugt med mig; derfor har jeg længe troet paa min egen Magt og Styrke; men nu er jeg første Gang bleven bedragen ved denne Tro, og det indseer jeg, at ej havde du overvundet mig, om du kun havde dine egne Kræfter til Hjælp; men hvad var der for dit Bryst, da vore Brystbeen traf sammen? det troer jeg, at den, fra hvem det er kommet, maa være meget mægtig.” ”Du taler Ret,” svarede Thorvald, ”at den er mægtig, thi det er den Guds Navne, som vi Kristne troe paa.” Bard sagde: ”Ej kan jeg da troe andet, end han maa formaae alt, om han kommer selv til, da hans Navne allene nu fuldkommen vare nok til mig, og derfor vil jeg drage med dig til Kongen, da jeg troer, at det vil være godt at troe paa den Gud, som er saa mægtig, om jeg skal troe paa nogen. Men Aarsagen til, at jeg lod Underskalen gjøre og deri satte mine Mænd, var, at, om der bleve sendte en Mængde Folk imod mig, agtede jeg at tage til dem og benytte mig af Overmagten, men om der kom to eller tre til mig, det brød jeg mig ikke om, thi jeg troede ikke at behøve at opgive mig for dem. Her ere ogsaa de 24 af Kong Olafs Mænd, som han har sendt til mig; og de ere alle her i god Behold, og ikke dræbte, som Kongen vel troer.” Siden gjorde Bard sig færdig, og drog tilligemed alle sine Mænd med Thorvald til Kongen. Da, de kom nær til Byen Nidaros, sagde Bard: ”Drag du nu, Thorvald! til Kongen, og siig ham, at vi ville døbes her, hvor vi nu ere komne, thi vi ønske ikke, at Mængden skal lee ad os, naar vi blive afklædte, saa gamle som vi ere.” Thorvald drog til Kongen, og sagde ham alt om sin Færd, og hvorvidt det nu var kommet. Kong Olaf blev glad derved, og drog strax med nogle Præster til Bard. Bard tog med Glæde imod Kongen, og sagde: ”En mægtig Gud styrer du, Herre Konning! og fordi jeg har prøver derpaa, vil jeg nu troe paa ham og lade mig døbe.” Kongen svarede: ”Vel taler du, Bard! efter dit Begreb, og det er et sandt Ord, at den Gud er mægtig, som mig styrer og alle synlige og usynlige Ting, og kalder til sig, dog paa forskellige Maader, alle dem, som ere hans Tjeneste værdige.” Bard blev da døbt tillige med alle hans Mænd. Da sagde Bard: ”Siig mig nu, Konge! Om jeg nu er god.” Kongen sagde, at han var det. Bard sagde: ”Jeg har hidindtil troet, at jeg godt kunde hjælpe mig selv, og ikke tjent Konger eller andre Høvdinger, men nu vil jeg blive din Mand, Konge! og følge dig, saalænge jeg lever: det synes mig da rimeligt, at jeg da ikke mister den Godhed, som jeg nu har faaet; men jeg ønsker at du sørger for min Datter Thora og alt hendes Gods, og gifter hende til denne Islænder Thorvald, thi vi have ham Godt at lønne.” ”Ej maa saa være,” svarede Thorvald, ”thi jeg er forud gift paa Island.” ”Saa skal du,” sagde Kongen, ”give denne Kvinde til din Ven Sigurd; de passe sig godt sammen, da de ere lige stærke.” ”Det vil jeg gjærne gjøre,” svarede Thorvald, ”men det vil jeg derhos betinge mig af eder, Herre!, at I lader Helge forlade eders Tjeneste, og er der dog gjort alt for liden Forskel mellem ham og Sigurd, men jeg vil dog for eders Skyld ikke gjøre Helge Meen, om I tilstaaer mig dette.” Kongen sagde, at saa skulde skee. Siden fik Sigurd Thora, og bosatte sig i den Gaard paa Oplandene, som Bard Digre havde Haft. Bard blev syg, kort efter at han var døbt, og døde i de hvide Klæder. Men Thorvald foer til Island, og havde stor Anseelse af Kong Olaf; han blev anseet for en vældig og rask Mand.


Noter:


1) Et Gjerde eller et Slags Stakitværk af Fyrresplinter, satte paa Enden i en skraa Stilling.
2) En bygning under huset.