Fortælling om Toke Tokesøn (C.C.Rafn)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes í flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók. |
---|
Oldnordiske Sagaer
Bind 5
Fortælling om Toke Tokesøn
Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
nordiske Oldskriftselskab
København, 1831
Paa den Tid Kong Olaf opholdt sig i Sarpsborg, kom der en Gang en stor og ubekjendt Mand for Kongen, og hilste ham; Kongen modtog ham vel, og spurgte hvad han hed; han navngav sig Toke, og sagde, Hans Fader hed Toke og var en Søn af Toke den Gamle; han bad Kongen om Tilladelse til at maatte være en Stund ved Hans Hof, hvilket Kongen tilstod ham, og anviste ham et sømmeligt Sæde. Toke blandede sig ikke i andres Sager og drak for det meste kun lidet: han var en omgjængelig og tækkelig Mand, og vel lidt af alle. Kongen fandt, at Toke var baade kyndig og erfaren, og han skilte sig vel og klogelig fra alt hvad han foretog; især havde Kongen sin Fornøjelse af at høre paa Hans Fortællinger. Man saae, at Toke nu var en gammel Mand, men bemærkede tillige, at han havde været en udmærket Mand af Væxt og skjønhed. En Dag sad Kongen og talte med ham, og spurgte ham, hvor gammel han var. Toke svarede, at han vidste det ikke saa nøje; „men derimod veed jeg,” sagde han, “at min Levetid var mig saaledes tildeelt, at jeg skulde leve to Menneskealdere, og disse, tænker jeg, ville vel nu snart være til Ende, efter den Alder, de fleste Mennesker pleje at opnaae.” Kongen sagde: “Da maa du kunne erindre Kong Half og Hans Kæmper eller Rolf Krake og Hans Berserker.” Toke svarede: “Dem begge kan jeg huske, thi jeg har været hos dem begge.” Kongen spurgte: “Hvilke holdt du da for de berømteste af dem?” Toke svarede: “Derom skulle I selv dømme, Herre! men jeg vil fortælle eder en Begivenhed til at bestemme eders Dom: Da jeg var i mine bedste Aar, og drog om fra Land til Land, og havde en Skare af udsøgte Mænd med mig, alt som jeg selv havde Lyst til eller fandt mig bedst tjent med, thi man troede den Gang om mig, at jeg tog mig kun af dem, der hørte til de Tapreste! det er ogsaa sandt, at jeg troede mig den Gang i Stand til meget: da drog jeg vide om Land, og vilde prøve Høvdingernes Gavmildhed og deres Kæmpers Fortrin; det var ogsaa tilskikket mig saa med Hensyn til mit Liv, at jeg ingensteds skulde finde mig tilfreds længer end tolv Maaneder, og jeg vidste, at det vilde gaae i Opfyldelse. Da fik jeg at høre om Rolf Krake, Hans Rundhed og Mildhed, Berømmelse og udmærkede Daad, og Hans Kæmpers Tapperhed, at de nemlig overgik alle andre i Styrke og alle Slags Idrætter. Jeg fik da stor Lyst til at besøge denne Konge og Hans Kæmper; jeg og mine ledsagere rejste til vi kom frem i Danmark til Kong Rolf: jeg gik for ham og hilste ham! men han tog vel imod mig, og spurgte, hvad jeg var for en Mand? Jeg sagde ham det. Han spurgte om mit Ærende; jeg svarede, jeg vilde bede om at erholde Vinterophold hos ham; han sagde, at han havde aldrig nægtet nogen Mand Kost, og vilde Heller ikke nu gjøre det ved mig eller mine Stalbrødre: jeg spurgte da, hvor jeg skulde sidde; han bad mig tage Sæde der, hvor jeg kunde skaffe mig Plads ved at rykke den forrige Mand af Sædet; det bad jeg ham have Tak for; jeg tog da Mod til mig det bedste jeg kunde, og besluttede strax at tage fat der, hvor Bødvar Bjarke sad; Kongen fastsatte, at de skulde ikke stride imod; jeg greb da Bødvar i Hænderne, satte Fødderne mod Fodskamlen, lod Skuldrene synke, men anstrængte af al Kraft Armene og trak af alle Livsens Kræfter, men han sad stille, saa jeg kunde ikke rokke ham af Stedet, men snart var han rød som Blod, snart hvid som Bast, snart sort som Døden eller bleg som et Lig! alle disse Farver skiftedes paa ham, saaledes tog det paa ham. Derpaa tog jeg Hjalte hin Hugprude i Hænderne, og hver af os anstrengte sig det bedste han kunde, han og jeg, ham kunde jeg trække frem til Kanten af Bænken, men da fik han atter Overmagten, og satte sig igjen ned for mig: saaledes gik dee en Stund, indtil jeg opgav det. Saa tog jeg fat paa Hvitserk hin Raske, og trak alt hvad jeg orkede, og ham fik jeg trukket op af Sædet, og derpaa den ene efter den anden: saaledes gik jeg Hallen rundt, og den ene efter den anden maatte forlade sin Plads; derpaa satte jeg mig, hvor jeg fandt for godt, tilligemed mine Mænd, og vi havde alle de hæderligste Pladser. Der herskede den største Pragt i alt, og mit Ophold der har behaget mig bedst i alle Henseender. Men da Sommeren kom, gik jeg for Kong Rolf, takkede ham for Vinteropholdet, og sagde, at jeg nu vilde rejse bort; han bød mig at blive hos sig, men jeg havde ingen Lyst dertil. Da foer jeg endnu vide om, indtil jeg spurgte til Kong Half og Hans Kæmper; der blev da meget fortalt om, hvilke tapre Mænd de vare: jeg rejste da til jeg kom herhid til Norge, og kom til Kong Half, gik for ham og hilste ham: han modtog mig særdeles vel: jeg bad ham om Vinterophold, og han svarede, der var intet i Vejen, jeg kunde opholde mig der, saalænge jeg vilde! jeg spurgte da, hvor jeg og mine Mænd skulde tage Sæde. Han bad mig sidde der, hvor jeg kunde rykke en Mand fra sin Plads, med samme Vilkaar, som Rolf Krake havde fastsat. Jeg gik derhen hvor Utsteen Jarl sad paa den ene Side af Kongen, tog ham i Hænderne, og vilde rykke ham op af Sædet; jeg anstrengte mig da af alle Kræfter, men kunde intet udrette. Derpaa gik jeg til Innsteen, saa til Hrok hin Svarte, saa til Bjørn og til Baard, men ingen af dem kunde jeg rykke frem; saaledes gik jeg hele Salen rundt, og kunde ikke faae nogen op af sit Sæde; og det er den reneste Sandhed, Herre, at end ikke paa den yderste og mindste Mand virkede det mere, end paa Bødvar Bjarke. Derpaa gik jeg tilbage for Kongen, og spurgte, hvor jeg nu skulde sidde, eftersom jeg ikke kunde faae mig ryddet nogen Plads. Han sagde da, at jeg kom til at sidde et Trin lavere, end hans Mænd, hvorpaa jeg og mine Mænd toge Sæde, eftersom os blev anviist. Der skortede ikke paa nogen Ting, som godt kunde være, og jeg havde intet at udsætte, undtagen det, at jeg maatte see op til de andre Mænd, og de andre saae ned paa mig; ellers havde jeg fundet mig bedst Fornøjet der. Nu skal I selv dømme, Herre, hvilke der vare de fortrinligste?” “Det er let at see,” sagde Kongen, “at Halfs Kæmper have været langt stærkere, men ingen Konge paa den Tid tykkes mig at have været gavmildere og mere udmærket, end Rolf Krake; men siig mig en Gang, er du døbt eller ikke?” Toke svarede: “Jeg er primsignet, men ikke døbt, thi jeg har opholdt mig snart hos Hedninger, snart hos Kristne, men dog troer jeg paa Hvide-Krist; det er nu ogsaa mit Ærende herhid til eder, at jeg vil lade mig døbe, og antage den Lære, som I forkynder, thi det turde være uvist, om jeg kan modtage den af nogen bedre Mand.” Kongen blev glad over, at han vilde modtage Daaben og tjene Gud. Toke blev derpaa døbt af Kong Olafs Hirdbiskop, og døde i de hvide Klæder (1).
Noter:
1) Som de Nysomvendte bare ved og efter Daaben.