Fortælling om Trolde - af Odd Munk

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: A.M. 310.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 10

Fortælling om Trolde

Kap. 56 af Olaf Tryggvesøns Saga, af Odd Munk

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1836

Der fortælles, at Kong Olaf opholdt sig i Nummedalen, og at to af Kongens Hirdmænd fik Lyst til at vide, om det var sandt at der spøgede mange Trolde der i Herrederne. En Nat droge de hemmelig bort fra Kongens Skib, vandrede længe frem i Nattens Mørke, og saae derpaa en Ild brænde foran sig, til hvilken de da skyndte sig. Og da de nærmede sig Ilden, saae de, at den brændte i en Hule, og der sade mange Trolde, og talte sammen. En af dem, den, som de meente maatte være deres Formand, tog da til Orde: “Veed I,” sagde han, at Kong Olaf er kommen hertil, og det for, som han tænker, at drive os bort fra vore Ejendomme.” De andre svarede, at de vidste det: “tvi vorde ham; meget Ondt har vi maattet lide af ham.” Da sagde deres Høvding: “Saa fortæl nu, hvad I har haft med Hinanden at gjøre.” Da tog een af dem til Orde: “Jeg havde min Bolig i Gauldalen kort fra Lade, og Hakon Jarl var min gode Ven; han gav mig skjønne Foræringer; men da han mod Ret og Skjel blev berøvet sit Rige, kom denne i hans Sted; det hændte sig en Dag,” fortalte han, “at Kongens Hirdmænd gik og legede i Nærheden af Gaarden, da kunde jeg ikke længer udholde deres Skrigen og Tummel, og jeg var ret led og kjed af det altsammen; da gav jeg mig ind i Legen med dem, dog usynlig; jeg tog fat paa een af dem, og skiltes saaledes fra ham, at jeg brød Armen paa ham; og den næste Dag” brød jeg Foden paa en anden; den tredie Dag kom Kongen til Legen, og jeg vilde da atter lemlæste een eller anden af dem; jeg stod da imellem dem, og tog efter een af dem; men han greb fat paa mig og det haardt, og klemte sine Hænder ind i mine Sider, og værre kunde de ikke have været, om de havde været af gloende Jern; han gav sig til saaledes at plage mig, saa jeg næppe kunde staae paa mine Been; kun med Nød og næppe slap jeg ud af Hænderne paa ham, flygtede ganske forbrændt bort derfra, og kom imod min Villie til dette Sted.” Da sagde et andet Trold: “Om mig er at fortælle, at jeg paatog mig Skikkelse af en smuk Kvinde, havde et Horn fuldt af Mjød i Haanden, hvori jeg havde blandet mange slemme Ting, og havde i Sinde at skjænke for Kongen om Aftenen der hvor han var til Gjæstebud; og da Mændene vare blevne meget drukne, stod jeg ved Bordet smukt pyntet; da rakte Kongen sin Haand ud imod mig, jeg gik hen til ham, og gav ham Hornet, men han løftede det op, og kastede det i Hovedet paa mig, lige i Panden, og saaledes skiltes vi ad.” Da tog det tredie Trold til Orde: “Jeg paatog en smuk Kvindes Lignelse, og kom til Kongens Herberge silde om Aftenen; Kongen sad barfoddet, og havde knyttet Linbrog om Benet; Biskoppen sad paa hans højre Side; da gav jeg mig til at opvække Klø paa Foden af ham, nemlig Kongen, og han saae hvor jeg stod, og kaldte paa mig, og bad mig kløe hans Fod; jeg satte mig paa Skammelen ved hans Fødder, baade før Nadveren og efter; derpaa gik Kongen at sove, og jeg med ham, og jeg kløede da igjen hans Fod; da faldt Biskoppen i Søvn, og saa Kongen, hvorpaa jeg forsøgte at forgjøre Kongen ved djævelske Kunster. Men derpaa vaagnede Kongen, og kastede en Bog i Hovedet paa mig, saa at Hjerneskallen fik Skade; derpaa flygtede jeg bort derfra, og siden den Tid er jeg skjævhovedet. Da vakte Kongen Biskoppen, og bad ham see efter, om der fejlede ham noget eller ikke af det denne Djævel havde været hos ham, som saa synlig havde viist sig i deres Herberge. Biskoppen gjorde som Kongen forlangte, og fandt paa hans Fod en fæl Plet, fuld af Edder, og denne lod Biskoppen skjære bort af Kjødet, hvorpaa det ganske blev lægt.” Da Kongens Mænd havde seet og hørt dette, vendte de ganske stille tilbage, og kom ombord medens alle sov. Men næste Morgen fortalte de Kongen dette, og han sagde, at det var sandt, hvilket han selv kunde forsikre: “men dog,” sagde han, “vil jeg ikke have, at I tiere skal gaae saaledes ud om Natten, thi det kan blive farligt for eder, at I gaae saaledes allene hvor I intet have at gjøre.” Derefter rejste Kongen og Biskoppen igjennem alle disse Bygder, og bare Vievand, og frelste Folket fra Djævelens Kunster, hvoraf mange før havde maattet lide megen Nød.