Fortællingen om Audun den Vestfjordske - Uddrag (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XVI
Uddrag af Fortællingen om Audun den Vestfjordske


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Nærværende Fortælling, (af hvilken Suhm allerede i Danmarks Historie, IV, 178-180 havde gjort et Udtog), omhandles meget kortelig i Sagabibliotheket (l, 345-46), hvor det bemærkes, at den vel indeholder intet utroligt, men synes dog udsmykket, samt at den ikke er yngre end det 14de Aarhundrede, da den findes i Flatöbogen, ligesom den og i Indholdsregisteret ansættes til samme Aarhundredes Begyndelse. Man kan dog, paa Grund af andre Membraners, hvori den indeholdes, höie Alder og övrige Beskaffenhed, samt paa flere Grunde (hvorom mere i det Fölgende) antage, at den i sin förste Oprindelse er betydelig ældre, sandsynligviis endogsaa fra det 12te Aarhundrede.

Af denne Fortælling have vi i det mindste to forskjellige Hoved-Recensioner, som ved Jevnförelse tydeligt vise, at de begge, hver for sig, ere nedskrevne efter Forskjelliges mundtlige Tradition. De Membraner i hvilke de findes ere omhandlede ovenfor S. 610. Vi have, for saa vidt vort Uddrag angaaer, lagt den udförligste af dem til Grund, nemlig:

A) Den som findes i Flatöbogen (Col. 828-829). Den anden Hovedrecension, tildeels i lidet afvigende Afskrifter, findes i B), Arn. Ma. 66 Folio, efter hvilken Fortællingen er indfört i Forum. Sög. VI, 297-307; C) Hrokkinskinna, og D) Morkinskinna. See om dem ovenfor, lI, 610.

Mange blandt Norges og Islands gamle Fortællinger eller Sagnhistorier skylde deres skriftlige Opbevarelse enten til een eller flere, paa Optegnerens Tid levende, mægtige eller rige Mænd, (hvis de ikke endog tillige vare byggede paa ældre Kvad, som i sin Tid vare digtede til Sliges Ære), som enten af egen Drift lode deres mest berömte Forfædres mærkværdige Begivenheder optegne, eller modtoge, uden egen Opfordring, saadanne skriftlige Beretninger af ubemidlede Klerke, eller andre, som saaledes sögte at erhverve Hövdingens eller Rigmandens Gunst. Paa lignende Maade have ogsaa, endog sildige Afskrivere, ofte fortsat den af dem afskrevne Histories Slægtregistre eller genealogiske Bemærkninger, til deres egne med dem samtidige Patroner. Et tydeligt Exempel herpaa afgive de forskjellige gamle Afskrifter af Floamanna-Sagas Slutning, saaledes som vi have, meddeelt dem, (ovenfor II, 174-175). Saadanne Omstændigheder lede undertiden til Bestemmelsen af Sagaens förste Affattelsestid, men kunne i andre Tilfælde vildlede den granskende Læser, naar han ikke behörig kan adskille saadanne nyere Tillæg fra den oprindelige Text, saa at han let, paa slige Grunde, kan erklære selve Sagaen for langt nyere end den virkelig er. Et Hoved-lndicium af den för ommeldte Art forekommer i samtlige 4 ældgamle Exemplarer af nærværende Fortælling; i dens Slutning nævnes nemlig en Thorstein Gydesön, som den mest berömte af den omhandlede Auduns Efterkommere. Undersöge vi hans Levetid, finde vi den i det 12de Aarhundrede, og erfare, at han har været en rig Mand, der boede paa Gaarden og Öen Flatö i Bredebugten, som tilhörte ham selv tilligemed flere faste Eiendomme. Han ommeldes vel paa forskjellige Steder i Sturlunga-Saga (2den Bogs 2lde Cap., samt 3die B. 37te og 4lde Cap.) men intet forekommer deri eller i Landnamas Fortsættelse om hans Herkomst eller Forfædre, saa at man maa formode at de kun have været ubekjendte Bönderfolk, med Undtagelse af denne Audun, hvis Rigdom, erhvervet i Danmark, som Fölge af hans heldige Reise til Grönland, muelig har været Grundvolden for Thorstein Gydesöns store Formue. Vi see ikke, at denne Thorstein har befattet sig synderlíg med sit Födelands i hine Tider forvirrede Politik; dog synes det at han i nogen Tid (omtrent 1168) har huset fem, for et begaaet Drab, til Fredlöshed dömte Karle, ved hvilke han dog snart skilte sig, da de tyede til hans Ven, den mægtige Hövding Einar Thorgilssöns Beskyttelse. Da den sidstnævnte i Aaret 1185 var bleven ombragt, blev hans betydelige Bo paa Stadarhol overdraget til Thorsteins Bestyrelse. Efter Annalerne döde Thorstein Gydesön 1190. Hans Sön Geller arvede Hovedgaarden Flatö, og blev gift med Vigdis Sturledatter, den berömte Snorre Sturlesöns Heelsöster; desuagtet synes han at have holdt sig fra Sturlungernes Feider, paa det nær, at han i Aaret 1211 (eller 1212) ledsagede sin Svoger Thorvald Snorresön paa et Tog mod hans Fjende Rafn, som dog endtes med et Forlig. Af hans Döttre blev een, Thordis[1] gift med Hövdingen Gisle Marcussön paa Rödesand, död 1258, som efterlod sig en talrig Afkom.

Dette er alt hvad Islands historiske Skrifter melde om Rigmanden Thorstein Gydesön, hvis Levnet dog maatte være meget mærkeligt for dets Kultur, Literatur og Kirkehistorie, da han uden Tvivl har havt megen Deel deri at et Munkekloster i Aaret 1l72 (eller 1173) blev oprettet paa hans Eiendomsgaard Flatö. Man maa saaledes formode, at han paa den Tid var en stor Ven af Klerke og Munke, men denne Yndest er maaskee sildigere bleven svækket, thi Aaret 1182 (eller 83) blev Klosteret paa Flatö vel ikke aldeles ophævet, men dog flyttet til Gaarden Helgafell paa Fastlandet, hvor det holdtes vedlige til Kirkereformationens lndförelse i Landet. Flatö- Klosterets Historie er nu saa aldeles ubekjendt, at de af Islands Kirkehistorie saa höist fortjente Mænd, Finn Johnsen og Hans Finsen, intet have fundet at anföre derom uden dets i Annalerne angivne Stiftelses- og Fytningsar[2]. Vi kunne heller ikke tilföie det mindste herom, med Undtagelse af den ovenstaaende Bemærkning, og Thorstein Gydesön bliver saaledes den eneste Person, vedkommende det nævnte Kloster, som med nogen Sikkerhed kan navngives, thi det er vist, at et Kloster ikke, mindst i hin Tid, da Hierarchiet ingenlunde i Island havde opnaaet den Höide, hvortil det mere end et Aarhundrede derefter siden steg, havde kunnet anlægges, bygges og indrettes paa hans Eiendoms-Gaard uden hans Tilladelse og Medvirkning, ja vel ikke heller uden Opfordring og Opoffrelse fra hans Side. At det har været Munkene paa Flatö meget om at gjöre, at erhverve og vedligeholde Godseierens, Thorstein Gydesöns Yndest, saalænge som de opholdt sig der, maa fölge af sig selv. Vi antage det saaledes for sandsynligt, at een eller flere af dem (og i sidste Tilfælde efter forskjellige Personers mundtlige Overlevering) have optegnet Thorsteins mest berömte Forfaders, den vestfjordske Auduns, mærkværdigste Levnetsbegivenheder, enten efter haus Begjering, eller, for dermed at fornöie ham, af egen Drift. Er denne Forrnodning rigtig, maatte Fortællingens skriftlige Affattelse henföres til den sidste Trediedeel af det 12te Aarhundrede, og fölgelig mindre end et Aarhundrede efter Auduns Död; den omtrentlige Bestemmelse af hans Levetid og især hans Reise til Grönland o. s. v. komme vi da nu til at omhandle, i det vi tillige meddele Læseren en kortfattet Udsigt over hele Fortællingen, især for saavidt dens senere Halvdeel her næsten ganske er udeladt, hvorimod den förste indrykkes her, som vedkommende Auduns Reise til Grönland og hans Handel der, samt dens egentlige Udfald.

Den islandske Bondekarl Audun opholdt sig hos sin Frænde Thorstein, en formuende Bonde i Vestfjordene, da Thorer, en norsk Skibseier eller Skibsförer, som handlede paa Island, tog sin Vinterbopæl der Paa Stedet. Audun gik Thorer vel tilhaande i hans Handelsanliggender, og fik, efter sit Önske, til Lön derfor, 1060, fri Reise med ham til Norge. Dog sörgede Audnn först derfor, at hans Moder i hans Fraværelse, beregnet til 3 Aar, ikke skulde lide Mangel. Da Audun i Fortællingen ved denne Tid kaldes en Mand, har han sandsynlig da været henved 25 Aar gammel (altsaa födt omtrent 1034 eller 1035). Den næste Vinter havde Audun frit Ophold hos sin Ven Thorer, í hans Gaard paa Möre, som og i Sommeren 1061 tog ham med paa en ny Handelsreise til Grönland. Der opholdt de sig begge den næste Vinter, Thorer i Östbygden, Audnn derimod i Vestbygderne. Der kjöbte han, for alt hvad han da eiede, af Erik, en grönlandsk Jæger, en udmærket smuk Björn, hvem denne havde fanget levende, samt siden tæmmede eller afrettet efter de Tiders Stiil. I Foraaret 1062[3] reiste han med Thorer og sin Björn, tilbage til Norge, og vilde da strax udföre det Forsæt, at skjenke det sjeldne Dyr, som især uden for Grönland ansaaes for en stor Kostbarhed, til Kong Svend Ulfsön (ellers ogsaa kaldet Estrithsön) i Danmark; dets Udförelse var dog vovelig da den langvarige Krig mellem ham og Kong Harald Sigurdsön endnu vedvarede. Den sidstnævnte traf ogsaa Audun med sit Dyr (enten paa Hordeland eller i Oslo, efter de forskjellige Hovedrecensioner) og forlangte det tillkjöbs, men Islænderen nægtede at ville sælge det og fortalte ligefrem sin Hensigt. Kongen forestillede ham vel det Urimelige derved, men gav dog efter, maaskee af Agtelse for den Fremmedes raske og bestemte Beslutning, samt tillod ham at reise med sin Björn til Danmark, blot med den Betingelse at han, naar han kom tilbage, skulde indfinde sig hos Kongen, og underrette ham om hvorledes Reisen havde gaaet, og især hvilken Belönning han havde faaet af Kong Svend for den grönlandske Björn. Da Audun kom til Danmark, vare alle hans Penge fortærede, og han maatte nödes til at tigge om Föde for sig og Björnen. Saaledes kom han til Aage, Kong Svends Godsforvalter, som paa en lumsk Maade vilde benytte sig af Auduns Forlegenhed, og tvinge ham til at overlade sig halvparten i Björnen, for de Levnetsmidler som han overlod Audun, til hans og Dyrets Underholdning, indtil det kunde bringes til Kongen. Vilkaarene vare vel egentlig saaledes at Audun, naar han havde faaet Vederlaget for Björnen, skulde overlade Aage det Halve deraf, men denne Plan gik ganske overstyr, da Audun strax fortalte Kongen Sagens Sammenhæng, men Aage derfor faldt i hans höieste Unaade og blev forvist Riget. Kong Svend gav derimod ikke strax nogen Lön eller Betaling for Dyret, men tilböd Audun kun at blive hos sig. Noget derefter besluttede Audun sig til at foretage en Pilegrimsvandring til Rom, og bad Kongen om Tilladelse dertil, hvilken han og fik, tilligemed en betydelig Sum Sölvpenge. Denne Gave var vel af et saadant Belöb, at Kongen ansaae den for at svare til Björnens rette Værdi der paa Stedet. Da denne Handel saaledes var afgjort, som den umiddelbare Fölge af Auduns Grönlandsreise, antage vi at Resten af Fortællingen ikke egentlig vedkommer det gamle Grönlands Historie, og udelade den derfor her, paa selve Slutningen nær, som kortelig ommelder Auduns vigtigste Livsforhold og nævner hans mest berömte Efterkommer. Vi bemærke kun af Fortællingens her udeladte Deel , at Auduns Pilegrimsreise havde et saa slet Udfald, ved Sygdom og Uheld, at han ved Paasketider (formodentlig 1064) kom tilbage til Danmark som en ussel Tigger. Det lykkedes ham dog at tildrage sig paa ny Kong Svends Opmærksomhed og Yndest. Kongen mindedes nöie Auduns sjeldne Hengivenhed og vel tillige Kong Haralds yttrede Lyst til at erfare den Maade, hvorpaa Svend vilde lönne Audun for hans Gave. Da Audun, ud paa Foraaret, ikke vilde modtage hans gjorte Tilbud om en anseelig Ansættelse ved Hoffet, men agtede, over Norge, at tage tilbage til Island, skjenkede Kongen ham et vel udrustet Handelsskib med dets Ladning, en betydelig Sum Sölvpenge og en kostbar Guldring (eller Armbaand), hvilken Audun, ved Tilbagekomsten til Norge (efter Kong Svends ham givne Vink) forærede Kong Harald, som et Beviis paa den Taknemmelighed han skyldte ham, for det mod ham för viiste Ædelmod.

Fortællingen viser tydelig nok, at en klog og driftig Mand allerede i det 11te Aarhundrede kunde gjöre Lykke i Danmark ved den grönlandske Handel, uden at denne (som det var Tilfældet med Thorfinn Karlsefne) behövede at forbindes med den amerikanske. Ved Meddelelsen af de gamle chorographiske og statistiske Efterretninger om det gamle Grönland ville vi faae bedre Leilighed til at vise den höie Priis som Middelalderens nordiske Fyrster satte paa de grönlandske Hvidbjörne, samt at disse, i Fölge deraf, endog lige til vore Dage ansaaes for et Regale, först af Norges og siden af Danmarks Konger.


Isbjørn på Grønland. Tegning af Kârale Andreassen (1890-1934)

Maðr hèt Auðun[4], vestfirðski[5] ok fèlitill[6]; [hann var á vist með þeim manni er Þorsteinn hèt ok var frændí hans. Þat sumar kom skip vestr í Vaðil, hèt Þórir stýrimaðr, ok fór hann til vistar með Þorsteiní, þvíat sú var bezt vist. Auðun var stýrimanni ráðhollr, ok seldi varníng hans í góða skuldarstaði, er honum var kunnigt fyri. Stýrimaðrinn bauð honum laun fyri, en hann kaus at fara utan með honum. Þórír kvað honum heimilt at vera á skipi með honum. Auðun sagði Þorsteini ætlan sína, ok kvað mjök á endum standast, þá er hann hefði selt sauðfè sitt til bjargar móður sínni, ok þá voru eptir III merkr silfrs, ok hafði hann þat ætlat henni llI vetra björg með Þorsteinni. Þorsteinn kvað hann líkligan til gæfu, ok fór hann utan um sumarit með Þóri[7]. Ok er þeir koma um haf, þá bauð Þórir (Auðunni) til vistar með sèr á Mæri, þar sem hann átti bú, ok var þar gott at vera, ok spyrr Þórir hvat hann ætlaði fyri sik at leggja; en vita skaltu ætlan mína, at ek ætla til Grænlands, ok er þèr heimilt at fara með mèr. Auðun kveðst þat vilja, ok fara þeir nú annat sumar til Grænlands, ok kvomu í Eiríksfjörð, ok vístuðust þar allir hinir fèmeiri menn, en hinir fóru í Vestrbygðir, ok svâ gjörði Auðun , ok tók sèr þar vist. Eirekr hèt veiðimaðr þeirra Grænlendinga; hann hafðí veitt bjarndýr eitt, ákafa fagrt ok rauðkinna, ok er Auðun vissi þat, falaði hann dýrit. Veiðimaðrinn sagði honum: það er (eigi) haglegt at gefa við alla eigu sina, ok veit ek at þat mun á endum standast. Auðun lêzt það eigi hirða, ok kaupir dýrit, ok gaf þar fyri aleigu sína. Hann fór nú til Noregs með Þóri, ok bauð Þórir honum með sèr at vera, en hann lèzt fara mundu með byrðíngsmönnum suðr til Danmerkr á fund Sveíns konúngs Úlfssonar ok gefa honum dýrit. Þórír kvað þat hættumikit at fara með gersimar slíkar, svâ mikill ófriðr sem er í milli Haralds konúngs ok Sveins konúngs. Siðan fór Auðun suðr [á Hörðaland[8], ok var þar fyri Haraldr konúngr [á veizlu[9]. Konúngi var sagt at þar var komit bjarndýr, ok hin mesta gersimi; hann sendi eptir þeim er átti. Auðun fór á konúngs fund[10], ok kvaddi hann. Konúngr tók kveðju hans, ok mælti: áttu [gersemi mikla? Hann kveðst eiga gersemi ok sagði at þat væri eitt bjarndyr[11]. [Konúngr mælti[12]: [villtu selja mèr[13] við slíku verði som þú keyptir? [Hann kveðst þat eigi vilja[14]. Kónungr mælti: [þat er ok eigi rètt mælt; villtu fyri tvenn verðin þvílik sem þú keypur, ok er þá ávöxtr þèr í því, ok samir þat, ef þú gaft hér fyrir alla eigu þína, sem þú segir. Auðun lêzt þat eigi vilja. Kónungr mælti: villtu gefa mèr þá? Hann kvað eigi þat vera[15] Konúngr spyrr, hvað hann vill þá af gjöra. Auðun [mælti: ek ætla[16] suðr til Danmerkr ok gefa Sveini konúngi. Konúngr mælti: hvart er[17] at þú ert maðr svâ heimskr[18] at þú [veizt eigi ófrið hèr í[19] milli landa, eðr ætlar þú giptu þína svâ [miklu meiri en annarra manna[20] at þú munir [komast þar með gersemar, er aðrir mega varla fara lausír, þó at [aungvar hafi sakir[21] Auðun mælti: þat mun nú á yðar valdi [um mína ferð, ok opt hefi ek þat heyrt, at þíð Sveinn konúgr hafið deild illa, ok má vera, at mik saki það ekki[22]. Konúngr mælti: [ek ætla þat [23] ráð at þú farir [leiðar þínnar, ok má vera at þú verðir gæfumaðr[24], en það vil ek [at þèr eiga, at þú segir mèr frá ferð þinní. Auðun hèt því. Síðan fór hann suðr fyri land, ok austr í Vík, ok svâ til Danmerkr, ok var uppi þá fèð allt[25], ok varð hann at bíðja matar [fyri þá báða. Eitt kveld kom hann til þess manns er Áki hèt; hann var ármaðr Sveíns konúngs, ok sagði Auðun honum um ferð sína, ok beiddi hann vista nökkurra fyri dýrit, er þá var at bana komít, en hann kveðst mundu selja honum vistir. Auðun kveðst ekki hafa til fyrir at gefa: en ek vildi gjarna fá Sveíni koúngi dýrit. Ármaðr svarar: ek vil[26] eiga hálft dýrit, ok máttu [sjá at dyrit mun deyja nú, ef þú veldr einn um. En er Auðun sá, í hvert efni komit var, þá tók hann þenna kost[27], at hann seldi honum hálft dýrit, [ok fara nú þaðan á koúngs fund, ok mart manna með þeim. Ármaðr kvaddi konúginn, ok stóð fýri borðinu ok hann Auðun. Koúngr spyrr Auðun, hverr útlendr hann væri[28]. Hann svarar: ek er íslenzkr, ok kominn[29] af Noregi, ok áðr[30] af Grænlandi, [ok ætla ek at færa þèr[31] bjarndýr þetta, ok keypta ek þat[32] allri eigu minni. [Ek kom á fund Haralds konúngs, ok leyfði hann mèr at fara sem ek vilda, þótt hann næði eigi at kaupa; en þá, herra, er ek sótta heim Áka þenna, þá var farit fènu, en ek var at [þrotum kominn, ok svâ dýrit; en nú er orðinn galli á gjöfinni, því hann vildi hvârki við hjálpa mèr nè dýrinu, nema hann ætti hálft[33]. Konúngr mælti: er svâ[34], Áki, sem maðrinn segir? [Áki kvað hann satt eitt segja : ok vilda ek því gefa honum hálft dýrit[35]. Konúngr mælti: þótti þèr þat til liggja, þar sem ek [setta þik, mikinn mann or litlum, ok hefta þat er maðr[36] gjörðist til at færa mèr gersimi, ok gaf þar fyri[37] alla eigu sína, ok [þat ráð sá Haraldr konúngr[38], at láta hann fara í friði, ok er hann óvinr minn[39]. Nú væri þat makligt at [ek lèta drepa þik, ok far nú þegar or landi brutt[40], ok kom[41] aldri mèr i augsyn; [kann ek þèr, Auðun, slíka þökk sem þú gæfir[42] mèr allt dýrit[43] ok ver[44] með mèr [bæði lengi, ok þó vel kominn, ok þat [þekktist hann. Ok eitt sínn mælti Auðun: herra, sagði hann, brott fýsir mik nú[45]. Konúngr svarar[46] seint, [ok spyrr þó, hvað hann vilì. Hann sagðist vilja suðr gánga[47]. Konúngr mælti: ef þú [vildir eigi svâ [góð ráð[48], [þá mundi mèr [at þikja, en nú mun ek fá þèr fè ok föruneyti með pilagrímum; ok bað hann nú einkom til sin koma[49], er hann kæmi aptr...

Auðun fór [til Íslands um sumarit, ok kom út vestr í Fjörðu[50], ok varð hinn mesti gæfumaðr. Fra [honum er komin góð ætt, ok þángat átti at telja[51] Þorsteinn Gyðuson [ok margir aðrir góðir menn[52].

__________


En Mand i Vestfjordene, som var temmelig fattig, hed Audun; han opholdt sig hos sin Frænde Thorstein. Den Sommer kom et (fremmedt) Skib, vestpaa, til Vadil; Skipperen hed Thorer; han tog ogsaa sit Ophold hos Thorstein, da det Sted ansaaes for det bedste. Audun stod Skipperen bi med gode Raad, og solgte hans Varer til paalidelige Skyldnere, da han var nöie bekjendt der i Egnen. Skipperen tilböd ham Lön derfor, men han önskede at maatte reise med ham ud af Landet. Thorer svarede at han gjerne overlod ham Plads i sit Skib. Audun underrettede Thorstein om sit Forehavende, og sagde det vilde saaledes slaae til for ham, at naar han havde solgt de Faar, han eiede, til Livsophold for sin Moder hos Thorstein, efter hans Regning i tre Vintre (Aar), saa havde han selv 3 Mark[53] tilbage. Thorstein svarede at det var sandsynligt at Audun vilde have Lykken med sig, og denne tog den Sommer bort med Thorer. Da de vare komne over Havet, indböd Thorer Audun til at blive hos sig paa Möre[54], hvor han havde en Gaard, og der var det godt at være. Thorer spurgte ham, hvad han agtede at tage sig for, "men (sagde han) du skal vide hvad mit Forehavende er, det nemlig at reise til Grönland, og det staaer dig frit for at tage med derhen." Audun tog mod Tilbudet. De seilede den næste Sommer til Grönland, og ankom til Eriksfjorden, hvor alle de rigere Mænd toge sit Ophold, men de andre droge derimod til Vestbygderne[55] blandt dem var Audun, som tog sit Ophold der. Erik hed en Jæger blandt (for) Grönlænderne[56]. Han havde fanget en overmaade smuk Björn[57] med röde Kjæver[58]; da Audun fik det at vide, önskede han at faae Dyret tilkjöbs. Jægeren svarede ham : “Det er neppe raadeligt at give alt hvad man eier derfor, men dog vil Prisen (for dig) slaae saaledes til.” Audun svarede at han ikke bröd sig derom, men kjöbte Dyret, og betalte det med alle sine Eiendele. Han reiste derpaa til Norge med Thorer, som tilböd ham at blive hos sig, men han gav tilkjende, at han agtede at tage, med en Lastdrager[59], sydpaa til Danmark, for at besöge Kong Svend Ulfsön og forære ham Dyret. Thorer sagde at det var meget farligt at reise (derhen) med saadanne Kostbarheder, paa den Tid da der var den heftigste Ufred mellem Kong Harald og Kong Svend. Derpaa drog Audun sydpaa til Hördeland, hvor han traf Kong Harald ved et Gjæstebud. Det blev fortalt Kongen at en Björn, som var den störste Sjeldenhed, var kommen der. Kongen sendte Bud efter dens Eier. Audun begav sig til Kongen og hilsede ham. Kongen besvarede hans Hilsen og sagde: “Eier du noget, som er særdeles kostbart her?” Han svarede, at han eiede en Sjeldenhed, nemlig en Björn. Kongen spurgte: “Vil du sælge mig den for den samme Priis, hvorfor du kjöbte den?" Audun svarede, at det vilde han ikke. Kongen sagde: “Det var heller ikke rigtig sagt (af mig), vil du da overlade den for det dobbelte, mod hvad du selv kjöbte den for, og da har du Fordeel af Salget, og det er billigt, hvis du har givet al din Eiendom derfor.” Audun lod, som om han ikke vilde det. Kongen sagde: “Vil du da give mig den?” Audun sagde at det var ikke saae[60]. Kongen spurgte, hvad han da vilde gjöre derved. Audun svarede: “Jeg agter at reise sydpaa til Danmark, og at forære Kong Svend Björnen." Kong Harald sagde da: “Enten maa du være en saa eenfoldig Mand at du ikke veed noget om den Ufred, som er her mellem Landene, eller du tiltroer dig en saadan Lykke frem for andre Mennesker, at du kan slippe der igjennem med Kostbarheder, hvor andre neppe kunne komme löse og ledige frem, endskjönt de slet ikke ville befatte sig det mindste med Krigssager[61]. Audun sagde: “Hvad min Reise angaaer, saa er jeg nu aldeles i eders Vold; jeg har ofte hört sige, at I og Kong Svend have en slem Trætte sammen, men det kan være at jeg ikke har nogen Skade deraf." Kongen svarede: "Jeg anseer det og for raadeligst at du reiser din Vei, og det kan være at du bliver en lykkelig Mand; men det vil jeg have forskyldt af dig, at du fortæller mig Udfaldet af din Reise." Audun lovede det. Derefter reiste han sydpaa, langs med Kysten, samt österefter til Vigen, og derfra til Danmark. Da han kom der, vare alle hans Penge fortærede, og han maatte da bede om Föde til dem begge to. En Aften kom han til en Mand som hed Aage; han var Kong Svends Forvalter. Audun fortalte ham om sin Reise, og bad ham om Föde for Dyret, som da var forhungret. Aage svarede, at han var villig til at sælge ham Levnetsmidler. Audun sagde, at han intet havde at betale dem med, men (lagde han til) jeg vilde gjerne overlade Kong Svend Dyret. Forvalteren svarede: "Jeg vil have Halvparten i Dyret; du kan jo see at det maa omkomme ret snart, hvis du alene skal have Raadighed over det." Audun indsaae, i hvilken Vaande han da var kommen, og indgik derfor de Vilkaar, at han solgte Aage Halvparten i Dyret. Derefter begave de sig til Kongen, ledsagede af et stort Fölge. Forvalteren hilsede Kongen, og stod foran Bordet tilligemed Audun. Kongen spurgte Audun, fra hvilket fremmedt Land han var. Han svarede: “Jeg er en Islænder, kommen fra Norge, og forud fra Grönland. Jeg agtede at bringe eder denne Björn, som jeg har kjöbt for min hele Eiendom. Jeg kom til Kong Harald, og han tillod mig at reise, hvorhen jeg vilde, endskjönt han ikke kunde faae den tilkjöbs, men da jeg, Herre, hjemsögte denne Aage, vare Pengene fortærede, men baade jeg og Dyret næsten omkomne; nu er da Gaven bleven storlig forringet, thi han vilde hverken yde mig eller Dyret den mindste Hjælp, med mindre han fik Halvparten i det til Eiendom. Kongen sagde: “Forholder det sig saaledes, Aage, som Manden siger?” Aage svarede, at det var alt sandt hvad han sagde, “og derfor vilde jeg nok skjenke ham Halvparten i Dyret[62]. Kongen sagde da: "Ansaa du (det for vedbörligt, i det jeg har gjort dig til en stor Mand af en ringe[63], at standse den Mand paa sin Vei, som var reist hertil, for at bringe mig en Sjeldenhed, hvorfor han havde opofret sin hele Eiendom, men Kong Harald fandt det raadeligst at lade ham fare i Fred, endskjönt han er min Fjende. Nu vilde det vistnok være vel forskyldt, om jeg lod dig dræbe; pak dig nu strax ud af mit Land og kom aldrig mere for mine Öine! Dig, Audun, skylder jeg en lige stor Tak, som om du havde givet mig det hele Dyr; vær mig da velkommen og bliv længe hos mig." Audun tog mod dette Tilbud. En gang sagde Audun (til Kongen): "Herre, nu længes jeg efter at drage bort." Kongen svarede langsomt, og spurgte dog hvad han vilde. Audun svarede at han vilde gaae til de sydlige Lande[64]. Kongen svarede: “Hvis du ikke havde fattet et saa godt Forsæt, vilde sligt have mishaget mig, men nu vil jeg skaffe dig Penge og Fölgeskab med (andre) Pilegrime." Kongen bad Audun meget om, at besöge sig, naar han kom tilbage[65]...

Audun reiste den Sommer (fra Norge) til lsland, og kom til Vestfjordene. Han blev en meget lykkelig Mand. Fra ham nedstammer en hæderlig Æt, og fra ham kunde Thorstein Gydesön[66] og mange andre gode Mænd udregne deres Slægtskab.


Fodnoter

  1. Hun er den förste (som födt paa Nytaarsdag) der findes anfö̈rt i det mærkelige Norsk-Islandske Obituarium, oversat og oplyst alf Hans Finsen, udgivet af Engelstoft og Werlauff i Sciipt, rer. Dan, med. ævi VIII, 552; ogsaa hendes Mand Gísle Marcussön nevnes der ved 15de Juni, Jlr. sammesteds S, 558, samt den 3die af de gcnealogiske Tabeller.
  2. See Hist, ecclssias, Isl. T. I, 117; IV. 65 o. il. St.
  3. Vor lærde Medarbeider, Egilson, antager og i sin Udsigt over det gamle Nordens Chronologíe (Forum. Sög. Xll, 9), at Audun den Vestfjordske i dette Aar havde sin förste Sammenkomst i Oslo, med Kong Harald.
  4. islenskr, till. A.
  5. at ætt, till. B, kyni, D.
  6. ok at
  7. fra [Aðun fór utan með umbráði Þorsteíns, búanda góðs, ok Þóris stýrimanna, er þá hafði þegit vist of vetrinn með Þorsteini. Auðun var þar ok starfaði með honum Þóri ok þá þessi laun af honum, utanferðina ok hans umsjá; Audun reiste ud af Landet, med Hjelp dertil af Thorstein, en brav formuende Bonde, og Skipperen Thorer, som om Vinteren havde været Thorsteins Gjest. Audun havde ogsaa været der og gaaet Thorer vel tilhaande, hvorfor han og nu til Lön erholdt af ham baade fri Reis: og hans Tilsyn, D.
  8. í land, D.
  9. fra [þá gengr hann upp af skipi ok leiðir eptír sèr dýrit, C.
  10. fra förste [Auðun fór utan á einu sumri vestr þar í Fjörðunum með norrænum manni er Þórir hèt; en áðr Auðun fór utan, lagði hann mestan hluta fjár þess, er hann átti, fyri móður sína, ok var þat eigi meira en tveggja (þríggja, C) vetra forgíft. Síðan sigldu þeir í haf, gaf þeim vel byri, ok tóku Noreg. Auðun var hjá Þóri um vetrinn. Um sumarit eptir fór Auðun með Þóri út til Grænalands (Grænlands, stedse C), ok voru þar vetr annan. Þar keypti Auðun eitt bjarndýri vel vanit; gaf hann þar við allt þat er hann átti í fènunum; var dýr þat hin mesta gersemi þess kyns. Á næsta sumri eptir fóru þeir aptr til Noregs, ok urðu vel reiðfara. Þórir stýimaðr fór þá til bús síns, en Auðun fékk sèr far austr til Víkur, ok hafði dýr sitt með sèr; en er hann kom til Oslo, gekk hann á land med dýr sitt ok leitaðist um herbergi, meðan hann dveldist þar, ætlaði síðan suðr til Danmerkr ok gefa Sveini konúngi dýrit, en þá var sem mestr agi ok úfriðr með Haraldi konúngi ok Sveini. Haraldr kónungr var þar í bænum, ok var honum skjótt sagt at þar var kominn islenzkr maðr af Grænalandi með allspakt bjarndýr. Kónungr sendi þegar eptir Auðunni, ok er hann kom fyri konúng, d. e. Audun reiste en Sommer ud af Landet, der vesterpaa i Fjardene, med en norsk Mand som hed Thorer. Förend Audun reiste bort, efterlod han det meste af det Gods, som han eiede, til sin Moders Forsörgelse, og det blev dog ikke mere end 2 (3, C,) Aars Underholdningspenge. Derpaa gik de til Söes, fik god Vind og kom til Norge. Audun var hos Thorer Vinteren over. I den næste Sommer reiste Audun med Thorer ud til Grönland, og der bleve de den paafölgende Vinter. Der kjöbte Audun en vel afrettet Björn, men gav derfor alt hvad han eiede af nogen Værdi. Det Dyr var den störsle Sjeldenhed i sit Slags. Den næste Sommer derefter seilede de tilbage til Norge og fik en god Reise, Skipperen Thorer tog da hjem til sin Gaard, men Andun fragtede Skibsrum for sig og sit Dyr österpaa Vigen. Da han kom til Oslo, gik han i Land med sit Dyr, og sögte der et Herberge, hvor han kunde opholde sig, medens han blev der, da han agtede at reise sydpaa til Danmark, for at forære Kong Svend Dyret, men da var der dog den heftigste Feide og Ufred mellem Kong Harald og Svend. Kong Harald var der i Byen, og det blev snart fortalt ham, at en islandsk Mand var kommen dertil fra Grönland med en meget tam Björn. Kongen sendte strax Bud efter Audun. Audun fremtraadte for Kongen og, B, C
  11. fra [bjarndyri þat sem mikil gersemi er? Hann sagði at svâ var, den Björn, som er en stor Kostbarhed. Han sagde at det var saa, B.
  12. till. B.
  13. fra [ vill þú selja oss dýrit, B.
  14. fra [eigi vil ek þat, herra! segir Auðun.
  15. fra [ vill þú at ek gefi þèr fyri ll verð slík, ok mun þat rèttara, ef þú gaft þar við alla eigu þína. Eigi vil ek þat, herra, sagði hann. Vill þú gefa mèr þá, segir konúngr. Þat vil ek ok eigi, segir Islendíngr: “Vil du at jeg da giver dig saaledes dens dobbelte Værdi, og det er vel rigtigere, hvis du har givet al din Eiendom for den!" "Det vil jeg ikke, Herre,” sagde han. "Vil du da give mig Dyret ”, sagde Kongen. " Det vil jeg ikke heller," svarede Islænderen, B.
  16. fra [svarar: þat sem ek hefi áðr ætlat, fara; svarede: “Det som jeg forhen havde foresat mig, reise, B.
  17. heldr, till. B.
  18. ófróðr, ukyndig, B;
  19. fra [ hefir eigi heyrt getið úfríðar þess sem hèr er, har ikke hört Tale om den Ufred som er her, B.
  20. fra [ mikla.
  21. fra [ uforstaaeligt i A, som. egentlig synes at have disse Ord fra næstforegaaende [ nú at færa Sveini konúngi gersimi, þar sem áðrir komast eigi klakklaust, þótt nauðsyn beri til, opnaae det, at bringe Kong Svend en Kostbarhed, da andre dog ikke kunne komme frem uden Skade, skönt de have nödvendigt Ærende, B.
  22. fra [en engu játta ek öðru, en ek hefi nú sagt ok áðr ætlat, men jeg siger ikke ja til noget andet, end hvad jeg nu har sagt og för har i Sinde, B.
  23. fra [ hví mun eigi, B.
  24. sem þèr Iíkar, som du finder for godt, B
  25. fra [til skilja, at þú komir til min, þá er þú ferr aptr, ok seg mèr hversu Sveínn konúngr launar þèr dýrit; kann vera at þú sèr gæfumaðr. Því vil ek heita yðr, segir Auðun. Fór hann þá, ok fekk sèr far suðr til Danmerkr. En er hann kom þar, þá var uppi hverr penningr fjár, sá er hann átti; betinge mig, at du kommer til mig, naar du reiser tilbage, og siger mig hvorledes Kong Svend har godtgjort dig Dyret, det kan være at du bliver en lykkelig Mand. Det vil jeg love eder at gjöre, svarede Audun. Han reiste da, og fik Plads i et Skib, som seilede syd paa til Danrnark; da han kom der, var hver Skilling fortæret af alle hans Penge.
  26. fra [ bæði fyri sik ok dýrit. Hann kom þá til ármanns Sveins konúngs þess er Aki hèt. Auðun bað hann fá áðr vistir, svâ at hann mætti fæða sik ok dýrit, þat er hann ætlaði at gefa Sveini konúngi. Áki svaraði: selja mun ek þer vistir ef þú vill. Ek hefi nú ekki til fyrir at gefa, sagði Auðun, en ek vildi þó gjarna koma því til leiðar at færa konúngi dýrit, B, C. [ því þat er skaði ef svâ goðr gripr deyr fyri mèr. Áki mælti: þit þurfit enn miklar vistir, áðr þit komit til konúngs; ek mun gera þèr þann kost, at ek mun fæða ykkr báða þartil, en ek vil þá; baade for sig og Dyret, Han kom da til Kong Svends Forvalter, som hed Aage. Audun bad ham om at overlade sig Födemidler, baade for sig og Dyret, hvilket han agtede at skjenke Kong Svend. Aage svarede: “Jeg skal sælge dig Födemidlerne, hvis du vil." “Jeg har intel at give for dem,” sagde Audun, “men jeg vilde dog gjerne udrette det, at kunne bringe Dyret til Kongen (B, C), thi det er Skade, hvis et saa herligt Dyr döer for rnig." Aage svarede: "I behöve endnu en stor Deel Levnetsmidler, inden I kommer til Kongen; jeg vil foreslaae dig den Betingelse, at jeg skal föde eder begge saa længe, men da vil jeg og, till, C.
  27. fra [ á þat líta, at þú hefir þess ekki, ef þat sveltr til bana fyri þèr. Auðunni þótti þúngr þessi kostr, en sá þó eigi annan fyri liggja líkara, þar sem þá var komit; urðu þeir á þat sáttir, tage det i Betragtning, at du faaer intet for det, hvis det sulter ihjel. Audun fandt disse Vilkaar svære, men saae dog ingen rimelígere Udvei i den Forfatning han var kommen, B, C.
  28. fra [ með því skilorði at þeir skyldu þá þegar báðir fara á konúngs fund, ok skyldi (skal hann, C) virða hvartveggja, vístir þær sem Áki fekk honum, ok dýrit, en Áki bæta Auðuni svâ mikit sem vert er, ef konúngi þætti betra hálft dýrit. Þeir fóru báðir samt, þartil er þeir fundu Svein konúng. Hann fagnaði vel Áka ármanni, en spuröi þann, er fór með honum, hverr sá maðr væri, er hann kendi hann eigi; med den Betingelse, at de begge strax skulde begive sig til Kongen, og skulde man (Kongen, C) da vurdere baade de Levnetsmidler, som. Aage havde overladt ham, og Dyret, men dog erstatte Audun hvad Værdien kunde være, hvis Kongen syntes bedre om Halvparten af Dyret. De reiste begge sammen, indtil de traf Kong Svend, Han tog vel imod sin Forvalter Aage, men spurgte den som var med ham, hvad han var for en Mand, da han ikke kjendte ham, B, C.
  29. nýkominn, nylig kommen, B, O.
  30. utan, till. B, C.
  31. fra [ var þat eyrindi mitt higat, at gefa yðr, det var mit Ærinde hertil at give eder, B, C.
  32. þar á Grænlandi með, B, C.
  33. fra [en nú er þó á vorðit mikit fyri mer; ek á nú eigi meir en hálft dýrit; sagði hann siðan kónungi allt upp, hversu farit hafði með þeim Áka; men nu har et stort Uheld rammet mig; jeg eier nu ikke mere end det halve Dyr; derefter fortalte han Kongen alt hvad der var foregaaet mellem ham og Aage, B, C.
  34. þat satt, B, C,
  35. fra [ Satt er þat, segir Áki, B, C,
  36. fra [hafði þik sottan yfir minn varnað, ok fengit þèr mikit lèn, at telja ok tálma þat, er útlendr maðr ok mèr úkunnr; havde sat dig over mit Gods (Vorned) og givet dig et stort Lehn at du skulde opholde og forhindre det, at en udenlandsk og mig ubekjendt Mand, B, C.
  37. til, B, C.
  38. fra [ vàrir hinir mestu úvinir sá þat at ráði; vore störste Uvenner ansaae det for raadeligst, B, C.
  39. hygg at þá, hversu sannlikt (ósannligt, C) þèr var slikt at gera, ok er þat vânlikt, at mart ok mikit skili ykkr Harald konúng, er hann gaf honum frið; betænk da, hvor billigt (ubilligt, C) det var for dig at handle saaledes, og det var at vente at der i meget og paa mange Maader er stor Forskjel paa dig og Kong Harald, t. B, C.
  40. fra [þá lètír eigi at eins alla eigu þína, heldr ok lifit rneð, en þott ek láti eigi drepa þik at sinni, þá skal þú allt at einu þegar í stað brottu verða fèlauss or minu ríki, ikke alene mistede din hele Eiendom, men desuden ogsaa Livet, men skjönt jeg ikke lader dig dræbe denne Gang, da skal du dog alligevel have forbrudt al din Formue og nu strax forvises af mit Rige, B, C.
  41. koma, B, C.
  42. fra [en ek kalla, Íslendingr , sem þú hafir gefit, B, C.
  43. ok því öllu betr, sem vist sú er verð, sem Áki seldi þèr en hann álli at gefa, og det saa meget des snarere, naar man tillægger Værdien af de Levnetsrnidler, hvilke Aage solgte dig, men som han burde hare givet, t .B, C.
  44. hèr, t. B, C.
  45. fra [Auðun þakkaði konúngi orð sin ok boð, var þar um hrið, en Áki fór á brott úfeginn, ok týndi miklu göðu fyri þat, er hann ágirntist þat er honum heyrði ekki til. Auðun var litla stund með Sveini konúngi, áðr hann sagði sik fýsast á brott; Audun takkede Kongen for hans Ord og Tilbud, han blev der for det förste, men Aage gik sörgende bort, og mistede meget Godt, fordi han higede efter det som ikke hörte ham til. Audun var en kort Tid hos Kong Svend, inden han sagde, at han længtes efter at komme bort, B, C.
  46. honum heldr, till. B,C.
  47. <hvat vill þú þá, sagði hann, ef þú vill eigi með os vera. Ek vil gánga suðr til Róms, segir hann, hvad vil du, sagde Kongen, hvis du ikke vil være hos os? Jeg vil gaae syd paa til Rom, svarede Audun
  48. fra [ gott ráð fyri þèr gjöra, C; fra næstforríge [tækír eigi svâ gott ráð upp, B.
  49. fra [hafa mjök mislíkat, ef þú fýsist á brott hèðan, en nú skal þetta með eingu móti tálma. Gaf konúngr honum þá silfr mikit, ok skipaði til umferðir hans; kom honumí föruneyti með öðrum Rómferðum, ok bað hann vitja sín, þá, B, C.
  50. fra [til til Íslands þegar hit sarna sumar, B, C.
  51. fra [þessuni Auðunni var kominn, B, C.
  52. fra [v. B, C.
  53. Efter vor Vægt og Mynt 48 Lod Sölv, 24 Specier eller 48 Rigsbankdaler.
  54. Her uden Tvivl det samme som Mærafýlki, för som nu inddeelt i Söndmör og Nordmör.
  55. Denne Benævnelse er mærkelig, da Vesterbygden selv, af dette Udtryk her at slutte, allerede tidlig har været inddelt i forskjellige Hovedafdelinger, til hvilke vi mene at de saakaldte Midfjorde ogsaa, i sin Tid, have været regnede. Man seer ellers af dette Sted, at formuende Handels- og Sömænd om Vinteren pleiede at opholde sig i Österbygden, vistnok fordi den var rigere, folkerigere og morsommere, vel og fordi den laae under en mildere Himmelegn, men af de samme Aarsager har Opholdet der og været dyrere; alt det Modsatte har da vel fundet Sted i Vestbygderne.
  56. Af Textens Udtryk lader det til at Grönlænderne paa den Tid (midt i det llte Aarhundrede) have paa fælles Bekostning udrustet eller underholdt visse Jægere, for at fange eller udrydde Björne og andre skadelige Dyr.
  57. Det er rimeligt at de store Björnefælder, som endnu skal være til i Grönland fra de gamle Nordboers Tid (see f. Ex. Ant. Ann. IV, 332-333) have, i det mindste tildeels, været indrettede til at fange Björnene levende, maaskee endog til i Förstningen at tæmme og afrette dem i, indtil de havde aflagt den ubændigste Vildhed.
  58. Egentlig ordret “med röde Kinder” men dette Udtryk bruges nu ikke længer om Dyr.
  59. Denne nu brugelige Benævnelse for visse Skibe, svarer ganske til det gamle byrðíngr (som maaskee endnu rettest burde oversættes ved Byrding, Börtfartöi). See ellers ovenfor I, 668, 732.
  60. Auduns Benægtelse kan her have en dobbelt Betydning, nemlig, at deels havde Björnens Underholdning og Bevogtning paa Reisen kostet ham saa meget, at han alligevel ingen Fordeel havde af Salget til den Priis, og deels den, at han paa ingen Maade vilde sælge Kong Harald Björnen.
  61. Her er Textens Mening utydelig, formodentlig formedelst dens Originals Misforstaaelse eller feilagtige Læsning. Fölgende Oversættelse synes at nærme sig mere til Ordene: skjönt de ikke ville tage til en (fjendtlig) Hær (for at gaae i Krigstjenste der).
  62. Aage var maaskee da saa forblöffet, at han ikke ret kunde belægge sine Ord; i det mindste synes deres Mening her at være tvetydig, da man ikke af dem kan vide, om Aage meente, at han, ved at frelse Audun og Dyret fra Hungerdöden, var bleven dets retmæssige Besidder, og at det fölgelig var ædelmodigt nok af ham at lade Audun beholde Halvparten som sin Eiendom, eller og at han nu, da han mærkede, hvilken Vending Sagen vilde tage, anstillede sig som om han nu var til Sinds at skjenke Audun den Halvpart i Dyret, som denne allerede havde solgt ham.
  63. Godsforvaltere bleve her i Norden i den tidligere Middelalder (som tildeels ogsaa sildigere) som oftest tagne af Trælle- eller Vornedstanden, da de vare blevne opdragne ved Jordbruget fra Barndomsslderen af.
  64. Efter Ordene og den i Middelalderen gjeldende Talebrug sydpaa, nemlig (især) til Rom, som det helligste Sted, hvortil Pilegrimme pleiede at söge; Jfr. Varianten 3.
  65. Om denne Auduns Tilbagereise til Danmark, hans Ophold der og Tilbagekomst til Norge, er det vigtigste uddraget ovenfor (S. 637) i Indledningen.
  66. Om denne i sin Tid mærkværdige Rigmand have vi anfört det lidet, som de gamle historiske optegnelser om ham have levnet os, i Indledningen til nærværende Brudstykke.