Fortællingen om Toke Tokeson

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes í flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Udvalgte fornaldersagaer


Fortællingen om Toke Tokeson [1]

Tóka þáttr Tókasonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


Dengang da kong Olav[2] sad i Sarpsborg, trådte en stor og ukendt mand en dag frem for kongen og hilste ham, og kongen tog vel imod ham og spurgte om hans navn. Og han sagde, at han hed Toke og var søn af Toke, der var søn af Toke den Gamle. Han bad kongen om ophold ved hirden en tid. Kongen tilstod ham dette og anviste ham en behørig plads. Toke holdt sig mest for sig selv og drak længe kun lidt. Han var betænksom og imødekommende og vellidt af alle. Kongen fandt, at Toke var både klog og vidende, og han svarede godt og begavet på alt, hvad han blev spurgt om. Kongen havde stor fornøjelse af hans fortællinger. Folk kunne se, at Toke var gammel, men de kunne dog også se, at han havde været en overordentlig stor og flot mand.

En dag da kongen talte med Toke, spurgte han ham, hvor gammel han var. Han sagde, at han ikke vidste det ganske nøje, »— men jeg véd, at det er min skæbne, at jeg skal leve i to menneskealdre, og med den alder, som de fleste mennesker opnår, tror jeg snart, at de er til ende.« Kongen sagde: »Så må du kunne huske kong Half og hans hærmænd og Rolf Krake og dennes krigere.« Toke svarer: »Ja, jeg husker dem, for jeg har været hos den begge.« Kongen spurgte: »Hvem af dem finder du mest navnkundig?« Toke svarer: »Det er op til dig at bedømme — herre! — men lad mig fortælle dig et eventyr: Dengang jeg var i min bedste alder, rejste jeg rundt mellem landene, og med mig havde jeg en sådan skare af udvalgte mænd, som jeg syntes var passende og tjenligt for mig, for jeg mente at skulle regnes blandt de modigste mænd. Det er også sandt, at jeg dengang ikke anså meget for at være umuligt. Jeg kom da vidt omkring, og jeg ønskede at efterprøve, hvor gavmilde høvdingene var, og hvor fremragende deres krigere var. Jeg havde også fået den skæbne, at jeg ikke kunne trives mere end tolv måneder på samme sted, og jeg vidste, at det ville blive således.

Så hørte jeg om Rolf Krake, og hvor rundhåndet og venlig han var, og om hans krigeres ry og deres mod og bedrifter, og at de overgik alle med hensyn til styrke og duelighed. Og jeg fik da lyst til at træffe denne konge og hans krigere. Jeg tog min skare af mænd med og kom til Danmark og opsøgte kong Rolf. Jeg trådte frem for ham og hilste ham. Og han tog vel imod mig og spurgte mig, hvem jeg var, og det fortalte jeg ham. Han spurgte om mit ærinde, og jeg sagde, at jeg ville anmode ham om vinterophold. Han sagde, at han aldrig havde nægtet en mand mad, og jeg og mine mænd skulle heller ikke blive de første. Så spurgte jeg ham, hvor jeg skulle sidde. Han sagde, at jeg kunne sætte mig dér, hvor jeg fik et ledigt sæde ved at hale en mand bort fra pladsen. Jeg takkede ham. Jeg stolede dengang meget på mine egne evner. Jeg tog straks fat dér, hvor Bødvar Bjarke[3] sad. Kongen bestemte, at de ikke måtte kæmpe imod. Så tog jeg fat i Bødvars arme og stemte fødderne imod fodskamlen. Jeg sænkede skuldrene, mens jeg spændte musklerne i armene. Jeg prøvede da af alle kræfter, men han sad roligt, og jeg kunne ikke rokke ham af stedet. Men indimellem blev han rød som blod eller hvid som bast eller sort som Hel eller bleg som et lig, og han antog disse forskellige farver, sådan påvirkede det ham. Så greb jeg fat i armene på Hjalte den Modige, og vi gjorde os begge de største anstrengelser. Jeg kunne trække ham frem til det yderste af sædet, men hver gang fik han rettet sig op og sat sig ned igen foran mig. Sådan gik det nogen tid, før jeg gav op. Derpå vendte jeg mig mod Hvidsærk den Raske, og jeg anstrengte mig alt, hvad jeg orkede. Så fik jeg ham halet væk og derefter den ene efter den anden. Sådan gik jeg hallen rundt, og fra da af måtte de alle opgive deres sæder. Derefter satte jeg mig sammen med mine mænd, hvor det passede mig. Og vi sad alle på de mest hæderfulde pladser. Alt dér på stedet var storslået, og det er det sted, jeg har været, hvor jeg syntes bedst om alt. Men da sommeren kom, gik jeg for kong Rolf og takkede ham for vinteropholdet og sagde, at jeg ville drage bort. Han tilbød mig at blive dér hos ham, men det havde jeg ikke lyst til.

Da drog jeg igen vidt omkring, indtil jeg hørte om kong Half og hans hærmænd. Der forlød meget om, hvor modige disse mænd var. Jeg fortsatte min rejse, indtil jeg kom her til Norge og opsøgte kong Half. Jeg trådte frem for ham og hilste ham, og han tog særdeles godt imod mig. Og jeg bad ham om vinterophold, og han sagde, at jeg kunne blive der, så længe som jeg ville. Jeg spurgte da, hvor jeg og mine mænd skulle sidde. Han bad mig sætte mig dér, hvor jeg kunne hale en mand bort fra pladsen på de samme vilkår som hos Rolf Krake. Jeg gik hen, hvor jarl Ud-Stein sad ved kongens side. Jeg greb ham i armene og agtede at hale ham ud af sædet. Jeg anstrengte mig af alle kræfter, men kunne intet stille op. Siden gik jeg hen til Ind-Stein[4] og derefter til Hrok den Sorte og så til Bjørn og til Bård. Jeg formåede ikke at hale nogen af dem bort. Sådan fortsatte jeg gennem hele hallen, men jeg kunne ikke få nogen trukket væk fra deres plads. Og sandt at sige — herre! — så lod den mindste mand på det yderste sæde sig ikke påvirke mere end Bødvar Bjarke. Jeg gik derefter tilbage for kongen og spurgte ham, hvor jeg skulle sidde, når nu jeg ikke formåede at rydde mig en plads. Han sagde da, at jeg måtte sætte mig et trin lavere end hans mænd. Jeg og mine mænd gik hen på de pladser, vi havde fået anvist. Der var ingen mangel på passende forplejning, og jeg havde ingen indvendinger mod noget, bortset fra, at jeg måtte se op på de andre, mens de kunne se ned på mig — ellers havde jeg syntes bedst om det dér. Nu er det op til dig — herre! — at vurdere, hvem af dem, der har fortjent det bedste ry.«

»Det fremgår tydeligt,« sagde kongen, »— at kong Halfs hærmænd var langt de stærkeste, men ingen samtidig konge forekommer mig at have været mere gavmild og fremragende end Rolf Krake. Men er du døbt eller ej?« Toke svarer: »Jeg er primsignet, men ikke døbt, for jeg har skiftevis opholdt mig blandt hedninge og kristne, men jeg tror dog på Hvidekrist. Og nu har jeg også opsøgt dig her i den hensigt at modtage dåben og antage den tro, som du forkynder, for jeg mener ikke, at nogen bedre mand kan give mig dette.« Det glædede kongen, at han ønskede at blive døbt og tjene Gud. Toke blev siden døbt af kong Olavs hirdbiskop og døde i de hvide klæder[5].




Noter:

  1. Teksten findes overleveret i Flateyjarbók som en del af Olav den Helliges saga. Fortællingen er en parallel til Norna-Gests þáttr.
  2. Olav Haraldson, kong Olav den Hellige (995-1030).
  3. Norrønt bjarki = lille bjørn.
  4. Se Hálfs saga ok Hálfsrekka vedr. tilnavnene Ud- og Ind-.
  5. Dåbsklæder, som nydøbte bar.