Goðrúnarkviða (III)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
(III)
- Herkja hét ambótt Atla; hon hafði verit frilla hans; hon sagði Atla, at hon hefði sét Þjóðrek ok Guðrúnu bæði saman. Atli var þá allókátr. Þá kvað Guðrún:
- 1.
- Hvat ’s þér Atli
- æ Buðla sonr?
- es þér hryggt í hug,
- hví hlær þú æva?
- hitt myndi œðra
- jǫrlum Þykkja,
- at við męnn mæltir
- ok mik sæir.
1. œðra: bedre, mere passende. — jǫrlum: jfr. Guðr. I, 2. — mik sæir: så mig, tog hensyn til mig; Gudruns tale er indsmigrende og hyklerisk.
- A. kv. 2.
- Tregr mik Goðrún
- Gjúka dóttir
- þats mér i hǫllu
- Hęrkja sagði,
- at it Þjóðrekr
- und þaki svæfið
- ok léttliga
- líni vęrðizk.
2. Hęrkja: oprl. s. s. Atles første hustru, Kreka, ty. Herche el. Helche; her er hun bleven til Atles tærne og frille, der af nid bagvasker Gudrun. — Þjóðrekr: den beromte konge Dietrich, hovedpersonen i Þiðrekssaga. Ifg. denne opholdt Dietrich sig en snes år hos Attila (sål. efter tyske kilder). — und þaki: under tag (i et og samme hus, rum). — léttliga: i fryd og glæde. — vęrðizk: omgav sig; nødvendig rettelse af R’s verðit. Tjodreks levetid var 454-526.
- G. kv. 3.
- Þér munk alls þess
- ęiða vinna
- at hinum hvíta
- hęlga stęini,
- at við Þjóðrek,
- þatki áttak,
- es vǫrð né verr
- vinna knættit.
3. alls þess: forklares ved at (l. 5). — hvíta hęlga stęini: hermed sigtes der til de mærkelige stene af fallisk form, hvoraf der i det vestlige Norge er fundet ikke få, og som har været anvendte i kultus. Se herom Trondh. Vidensk. Selsk. Skr. 1905 og Maal og Minne 1915. — Þjóðrek: R har Þjóðmar her, navnet på Tjodreks fader. Det er tilvisse mærkeligt, at finde det navn her; hvis ikke det netop er det oprl., må der hos skriveren foreligge en reminiscens, hvorpå der gives andre eksempler. — vǫrð né verr: kvinde eller mand. — knættit: ikke kunde; nødvendig rettelse af R’s knatti, der giver modsat mening af, hvad smhængen kræver.
- 4.
- Nema ek halsaða
- hęrja stilli,
- jǫfur ónęisinn,
- ęinu sinni,
- aðrar vǫ́rut
- okrar spekjur,
- es hǫrmug tvau
- hnigum at rúnum.
4. halsaða: lagde armen om (hans) hals. — hęrja stilli: krigernes anfører. — vǫ́rut: nødvendig rettelse af vorv. — spekjur: et mærkeligt ord, der formodes at bet. ‘(fredelige, fortrolige) samtaler’. — hǫrmug: forklares i det følg. vers.
- 5.
- Hér kom Þjóðrekr
- með þría tøgu,
- lifa þęir né ęinir
- þriggja tega manna;
- hnǫggt mik at brœðrum
- ok at brynjuðum,
- hnǫggt mik at ǫllum
- haufuðniðjum.
5. hnǫggt: til hnǫggva, berøve; se Krit. bem. — brynjuðum: adj. f. subst.; der menes vel Gunnars følge. — haufuðniðjum: her menes brødrene; bruges også om en fader.
- 6.
- Sęntu at Saxa,
- Sunnmanna gram,
- hann kann hęlga
- hver vellanda. —
- Sjau hundruð manna
- í sal gingu,
- áðr kvæn konungs
- í kętil tœki. —
6. Sęntu at: send bud efter. — Saxa: vist et fingeret navn (afledet af Saksernes). — Sunnmanna: fra nord. standpunkt en betegnelse for Tyskere, her vel ubestemt. — hver: kedel; hun foreslår altså det ordale, der hed kętilfang’, jfr. det følg.
- 7.
- Kemra nú Gunnarr,
- kalligak Hǫgna,
- sékka síðan
- svása brœðr,
- sverði myndi Hǫgni
- slíks harms reka,
- nú verðk sjǫlf fyr mik
- synja lýta.
7. Kemra — kalligak: kan nu ikke komme — kan jeg ikke kalde på. — synja lýta: værge mig (mod beskyldningen) for brøde, bevise at jeg ikke har begået brøde.
- 8.
- Brá hón til botns
- bjǫrtum lófa,
- ok hón upp of tók
- jarknastęina —
- »sé nú sęggir,
- sykn emk orðin
- hęilagliga,
- hvé sá hverr velli.«
8. bjǫrtum: lys, hvid, for at antyde, at den bagefter var lige så hvid, jfr. hęilar hęndr (v. 9). — jarknastęina: der var bleven lagt på bunden. — hęilagliga: på hellig vis, ved en hellig afgörelse. Man behøver ikke at forudsætte, at digtet er blevet til efter kristendommens indførelse.
- 9.
- Hló þá Atla
- hugr í brjósti,
- es hęilar sá
- hęndr Goðrúnar —
- »nú skal Hęrkja
- til hvers ganga,
- sús Goðrúnu
- grandi vændi.«
9. grandi vændi: beskyldte for (at have begået) en brøde.
- 10.
- Sáat maðr armligt.
- hverr ’s sáat þat,
- hvé þar á Hęrkju
- hęndr sviðnuðu;
- lęiddu þá męy
- í mýri fúla;
- svafði Goðrún
- sína harma.
10. sviðnuðu: brændte. — mýri fúla: rådden sump, hvori den skyldige nedsænkes. Denne straf var alml. germansk og nævnes af Tacitus i Germ. som straf for forskellige synder. Jfr. fortællingen om Gunhilds endeligt og Æsa i Hálfssaga. — svafði: neddyssede; se Krit. bem.
