Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt


Hammeren hentes


1. Nu Asa-Thor
Med Loke foer
Paa Gyldenkarm
Til Fieldets Steen;
Og Loke sad
I Hiertet glad
Ved Gudens Harm,
Til Jetters Meen.

2. Saa reiste de frem, medens Klippen skialv,
Med en gabende Kløft Steenbierget sprak,
Og den Hule saa sort kun aabned sig halv,
Og en Lue med Gnist giennem Mulmet trak.

3. Da Trolden stod,
Saa sort som Sod,
Men smykt med Ild,
Saa stærk og prud;
Med Kongekrands
I takket Glands,
Og hilste mild
Sin skiønne Brud.

4. Som Drabanter i Dør Malmdrotterne stod:
Det blomstrende Sølv, Jernglandsen var ny;
Og det prægtige Guld, rødt Kobber som Blod,
Og det hvideste Tin og det sorteste Bly.

5. Da Thor steeg ud
Den høie Gud,
Man ham modtog
I Biergets Slot.
De vandred frem
I mørken Hiem,
Og Hiertet slog
I Fieldets Drot.

6. Som en Jomfru da, saa skiær og saa fiin,
Hver Ædelsteen smiilte med Straale paa Kant:
Den muntre Smaragd, den forelskte Rubin,
Den milde Saphir, og den stolte Demant.

7. I fugtig Nat,
Af Sol forladt,
Thor steeg i Bierg
Men skiælved ei;
Med Fakkelspaan
I skrumpne Haand
Gik liden Dværg
Og viste Vei.

8. Men rede til Kamp, langt fiernet fra Sol
Skioldvagterne vented i skumleste Vraa:
Og Rottekrudt bleg, suurgrøn Vitriol,
Og det Koboldbarn med Sløikiole paa.

9. Som liden Glut,
Men bleg og but,
Man Kobold saae
Paa Gulvets Steen:
Hun stirred stivt
Og aanded Gift,
Med Faldhat paa,
Men uden Been.

10. Og i hvælvede Sal var et Baal der tændt,
Og af Jetter en Sværm om Baalet sad;
Om de lodne Barme var Brynier spændt,
Og med Hielmene kneiste de, Rad ved Rad.

11. Og qvad en Sang
Der hæsligt klang:
Som Glam det lød
Af Hunden vred,
Naar, høit med Hviin,
Det vilde Sviin
Til blodig Død
Den søndersled.

12. Og fra Hel var der sendt for at hylde den Brud,
To fornemme Mænd af en Byrd saa høi:
Den arbeidsomme Pest, sortplettet af Hud,
Og den langsomme Sot, i det prægtigste Tøi.

13. Utgarde-Lok’
I Jetters Flok
Kun ei man saae
Den Bryllupsnat;
Han aned Svig,
Han lugted Liig,
I dyben Vraa
Var Sengen sat.

14. Og til Utgarde-Lok’ gik Gubberne hen
Med de Børnebørn smaae, og begav sig til Ro;
Men Ynglinger, Piger, Qvinder og Mænd
Var i Thrymurs Sal ved hans Bryllup froe.

15. Sig satte Thor
I Silke, Flor,
Med heftigt Blik
Paa Brudebænk.
Steenrunde Barm
Fik Jetten varm;
Da kom med Drik
Hans gode Skienk.

16. Og fyldte den Skaal med liflige Miød;
Da trængte de Jetter i Hallen ind,
Med Tindingers Horn gav de Stød paa Stød,
Og bespyede med Ild hverandres Kind.

17. Hver vilde see
Hvad skulde skee;
Thi Bruden stærk
Var i sin Drik.
Hvert Bæger ud
Stak Valhals Gud,
Det var et Værk
For Troldes Blik.

18. Knap fyldtes de Horn, før de tømtes strax,
Skiøndt bredfulde Maal, til funklende Rand.
En Oxe hun aad, samt otte Lax,
Tre Tønder af Miøden drak Sifias Mand.

19. Da Thrymur qvad:
"Saa megen Mad?
Saa meget Korn?
Saa meget Øl?
Det er dog sært!
Alt nu fortært?
Hun tømmer Horn
Som Fingerbøl."

20. Men da meldte Loke, den Tærne saa viist,
Ærbødig hun stod bag Bænkens Rand:
"Ei otte Nætter har Bruden spiist,
Saa længtes hun efter sin Fæstemand."

21. Nu Thrymur fro
I Skiægget loe,
Sig bøied kiæk
Mod Asathor:
Da Ild der gik
Fra Gudens Blik,
Saa hiin med Skræk
Tilbagefoer.

22. Men da meldte Loke til Brudens Lov,
Som Tærne han stod, og qvad med Hast:
"I otte Nætter ei Freya sov,
Thi brænder nu Øiet en Kiende hvast."

23. Da treen en Qvind
I Hallen ind,
En kulsort Een
Med Haar som Uld;
Men ung og glat,
Med Guldbliks-Hat,
Og Ædelsteen
Paa Barmen fuld:

24. "Min Søster! nu kom; det er Tid at gaae
Med din Brudgom til Sengs paa de bløde Siv!
Jeg giemmer dig alle de Smykker smaae,
I Morgen gienhilser jeg Thrymurs Viv."

25. Da Thrymur bød:
"I Freias Skiød
Læg Hamren brat!
Den er ei fiern.
Forelskte to
Maae sværge Tro
Ved Midienat
Paa Miølnirs Jern."

26. Knap Ordet var sagt, før en Dvergeflok
Indslæbte Miølner, paa Skuldre den bar;
Skiøndt mange de var, var der dog ei nok,
De pusted og stønned med Byrden svar.

27. Da Miølnir laa
Nu blank og blaa
Med stærke Skin
I Gudens Skiød,
Da saae han op
Til Fieldets Top,
Da blev hans Kind
Ham mørkerød.

28. Fra den blinkende Hielm faldt flagrende Flor,
Om hans Mund stod Skiæg, paa hans Barm stod Arr;
Bredskuldret reiste sig Asa-Thor,
Da mærkte de først, hvem Bruden var.

29. Og høit i Harm
Han svang sin Arm,
Da blev hans Mod
Bersærkegang.
Ved Miølners Fald
Mod Jettens Skal
Rødt Straaleblod
Fra Panden sprang.

30. Da Thrymur var dræbt, da Jetterne foer
Med Spyd og med Sværd fra Kløft og fra Vold;
Men da hamred som Vaulundur Asa-Thor,
Naar Knapper han slaaer i et Kobberskiold.

31. Frem Hrugner treen,
En Mand af Steen,
Og kold som Flint,
Med Trods og Bram.
I Brystet stod,
Dødt uden Blod,
Trekantet Klint
Som Hierte ham.

32. Og af Leer var der skabt til Jetternes Trøst
En forfærdelig Mand og levendegiort:
Ham et Hoppehierte var lagt i hans Bryst,
For at Hiertet ret skulde være stort.

33. Mod Hrugner Thor
Med Miølnir foer,
Da traf han vred
Hans Kølle graa.
Den sprang itu
Med Larm og Gru,
Og regned ned
I Stykker smaae.

34. Men Manden af Leer heed Mokkurkalf,
Han stirred og tirred, slog paa Skiold.
Da traf med Sværdet ham Asa-Thialf’,
Saa vrinskende styrted den Hoppetrold.

35. Nu blev der Skrig
Blandt tusind Liig,
Thi Thor var stærk
Med opbragt Siæl:
Han seired alt,
Hans Hammer faldt,
Som Stampeværk
Med tunge Pæl.

36. Men Loke den Niding, af Blodet rød,
Sprang mellem de Slagne med Spottesang,
Og fandt han en Jette som ralled i Død,
Saa loe han, og stak ham endnu engang.

37. Nu blev det tyst
Som paa en Kyst,
Hvor Storm og Hav
Sank hen til Ro;
Thor stirred mørk
Som i en Ørk,
Og alt var dødt
I skumle Bo.

38. Der laae de nu hver, de svømmed i Blod
De mægtige Riiser, som knækkede Siv.
Forsvundet af Bierget var ældgamle Mod,
Forsvundet af Dybet det kraftige Liv.

39. Som Løven, naar
Dens Harm forgaaer,
Den seer ei grum
Paa Ligets Blod;
Sagtmodig, fri
For Raseri,
Den sørger stum
Med Ædelmod:

40. Saa stirred nu Thor, han fatted sig først,
Tungsindig han stod og grubled en Stund.
Men Loke, som Lossen, med grusomme Tørst
Sig slikked med Griin om den blodige Mund.