Harald Gilles og Magnus den Blindes Saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Morkinskinna og Heimskringla.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 7


Kong Harald Gilles og Magnus den Blindes Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1829



1. Kapitel

Kong Sigurds Søn Magnus blev tagen til Konge i Oslo over det hele Rige efter den Ed Almuen havde aflagt hans Fader; da bleve strax mange hans svorne Mænd, saavel som Leensmænd. Magnus var den smukkeste af alle daværende Mænd i Norge; han var stolt og grusom, en dygtig Idrætsmand, men hans Faders Vennesælhed bevarede ham især Almuens Hengivenhed. Han var meget hengiven til Drik, gjerrig, umild og vanskelig at gjøre til Maade.


Kapitel 2

Harald Gille var høj og temmelig smal af Væxt, havde lang Hals og temmelig langt Ansigt, sorte Øjne, mørkt Haar, han var rask og væver i alt hvad han foretog sig, letsindet, munter og spøgefuld, ydmyg og gavmild, saa at han ikke afslog sine Venner noget, villig til at høre andres Raad, saa at han lod sine Venner raade med sig i alt hvad de vilde. Dette skaffede ham Yndest og Roes, og mange mægtige Mænd holdt fuldt saa meget af ham, som af Magnus. Harald var i Tønsberg den Gang han spurgte sin Broder Kong Sigurds død; han havde da strax Sammenkomster med sine Venner, og de aftalte, at de vilde holde Haugathing(1) der i Byen. Paa dette Thing blev Harald tagen til Konge over det halve Rige, og det erklæredes for nødtvungen Ed, at han havde frasvoret sig sin Fædrenearv; derpaa antog Harald sig en Hird, udnævnte Leensmænd, og der samlede sig snart en Hær til ham, ligesaa stor som Kong Magnuses. Der begyndtes Underhandlinger imellem dem, og dette stod saaledes hen i syv Dage. Men da Kong Magnus ikke kunde faae nær saa mange Folk samlede, saa saae han ingen anden Udvej for sig, end at dele Riget med Harald; det blev da deelt saaledes, at hver af dem skulde have Halvdelen af det Rige, Kong Sigurd havde Haft, men Skibe, Bordtøj, Kostbarheder og alle rede Penge, som havde tilhørt Kong Sigurd, beholdt Magnus, og han var dog mindst fornøjet med sin Deel. De regjerede nu nogen Tid Landet i Fred og Ro, uden dog nogensinde at stemme vel overeens. Harald avlede en Søn, ved Navn Sigurd, med Guttorm Graabardes Datter Thora. Til Ægte tog han Ingerid, en Datter af Røgnvald, der var en Søn af Kong Inge Stenkelsøn. Kong Magnus var gift med Kristine, en Datter af Knud Lavard og Søster til Danekongen Valdemar. Magnus elskede hende ikke, men sendte hende tilbage til Danmark, og siden den Tid gik alt ham mere imod; han paadrog sig derved megen Uvillie af hendes Frænder.


Kapitel 3

Da Magnus og Harald saaledes i tre Aar havde været Konger sammen i Norge, sade de begge den fjerde Vinter nord i Kjøbstaden (Nideros), og bøde Hinanden til Gjæst, men det var dog altid nær ved, at det var kommet til alvorlig Strid imellem deres Folk. Men om Foraaret sejlede Magnus med sin Flaade langsmed Landet, og samlede alle de Folk til sig, han kunde faae; han søgte at bevæge sine Venner til at yde ham Bistand til at berøve Harald Kongedømmet, og kun overlade ham saa meget af Riget, som dem syntes; han forestillede dem, at Harald endelig havde frasagt sig Regjeringen. Hertil erholdt Kong Magnus mange mægtige Mænds Samtykke. Harald drog landvejs til Oplandene og øster til Vigen; ogsaa han samlede Folk til sig, da han spurgte det om Kong Magnus, og hvor de droge frem, nedsloge de hinandens Kvæg, og ligeledes ihjelsloge de hinandens Mænd. Kong Magnus blev langt mandstærkere, thi han havde Landets bedste Provinser til at samle sine Tropper i. Harald var i Vigen østenfor Fjorden (2), hvor han drog sin Hær sammen. Begge ødelagde da hinandens Mænd og Gods. Hos Kong Harald var hans Broder Kristrød, der havde samme Moder som han; der vare ogsaa mange Leensmænd hos ham, dog langt flere hos Kong Magnus.


Kapitel 4

Kong Harald var med sin Hær paa et Sted, som hedder Fors i Ranrige (3), og de droge derfra ud mod Havet. St. Laurentii Aften spiste de deres Nadver paa et Sted, som hedder Fyrisleif, og deres Vagtmænd holdt Hestevagt den hele Nat til alle Sider fra Gaarden; de bleve da vaer, at Kong Magnuses Hær drog imod den; Magnus var da næsten sex tusende Mand stærk, men Harald havde kun femten hundrede. Der kom da en Vagtmand, og gav Kong Harald Efterretning om, at Kong Magnuses Hær var kommen nær til Gaarden. Han svarede: “Hvad mon min Frænde Magnus vil? jeg skulde dog ikke troe, han vil stride med os.” Da svarede Thjostolf Alesøn: “Herre! det er nok bedst for eder og eders Hær, at I er belavet paa, at Magnus, som har draget Krigsfolk sammen den hele Sommer, har i Sinde at stride, saasnart han træffer eder”. Da rejste Kongen sig, og sagde til sine Mænd: “Tager eders Vaaben; hvis Kong Magnus vil stride, da skulle vi ej undslaae os.” Derpaa blev blæst, og Haralds Tropper gik udenfor Gaarden paa en indhegnet Ager, hvor de opsatte deres Bannere. Kong Harald havde to Ringebrynjer paa, men hans Broder Kristrød havde ingen Brynje paa; han holdtes for en meget rask og dygtig Mand. Da Kong Magnus og hans Mænd saae Kong Haralds Hær, fylkede de deres Tropper, og gjorde Fylkingen saa lang, at de kunde overfløje Kong Haralds Hær. Saa siger Haldor Skvaldre:

Med Arme, meget længre,
Sin Fylking Magnus danned,
Af Mængden fulgt, hvor Sletten
Af Faldnes Kroppe skjultes.

Kong Magnus lod det hellige Kors bære foran sig i Slaget. Der holdtes en stor og skarp Træfning. Kongsbroderen Kristrød var med sin Trop gaaet midt igjennem Kong Magnuses Fylking, og hug til begge Sider, saa at man maatte vige for ham til højre og venstre; men en formuende Bonde, som havde været i Kong Haralds Hær, gik bag efter Kristrød; han tog sit Spyd fat med begge Hænder og satte det ind imellem Skuldrene paa Kristrød, saa at det kom ud paa Brystet, og han faldt død ned. Da spurgte mange ham, hvorfor han havde bedrevet denne onde Gjerning. Han svarede: “Det har han faaet, fordi de nedsloge mit Kvæg i Sommer, toge alt hvad jeg havde hjemme og førte mig nødtvungen med sig; da tiltænkte jeg ham sligt, hvis jeg kunde faae Lejlighed dertil.” Derpaa begyndte Haralds Hær at tage Flugten; baade han selv og alle hans Folk flyede. Der var da fældet en stor Deel af hans Hær; Banesaar fik Ingemar Svendsøn fra Ask, en Leensmand i Kong Haralds Hær, og henved tresindstyve Hirdmænd.


Kapitel 5

Kong Harald flyede øster i Vigen til sine Skibe; derfra sejlede han til Danmark, for at søge Hjælp hos Kong Erik Emun, som han traf i Sjælland. Kong Erik tog vel imod ham, fornemmelig fordi de havde svoret Brødrelag sammen. Han gav Harald Halland til Forlening og Bestyrelse, samt otte Langskibe, dog uden Redskaber og Udrustning. Derpaa drog Kong Harald med sine Folk igjennem Halland, og her samlede hans Hær sig til ham. Kong Magnus underlagde sig hele Norge efter Slaget. Han benaadede alle dem, som vare blevne saarede, og lod dem helbrede som sine egne, og kaldte sig nu Konge over det hele Rige. Han havde de mest udmærkede Mænd hos sig, der vare i Landet; men da de nu raadsloge med hverandre, da vilde Sigurd Sigurdsøn og Ingeridssønnerne og alle de forstandigste Mænd, at de skulde beholde deres Hær i Vigen og bie der, hvis Harald skulde komme søndenfra. Kong Magnus derimod besluttede egenraadig at drage til Bergen, hvor han blev om Vinteren, lod Hæren skilles ad, og Leensmændene drage hjem til deres Gaarde.


Kapitel 6

Kong Harald kom til Kongehelle med de Tropper, der vare fulgte med ham fra Danmark; Leensmændene og Borgerne samlede da Folk imod ham, og opstillede deres Fylking udenfor Byen, men Kong Harald gik i Land, og sendte nogle Mænd til Bondehæren, og bade dem ikke med Magt at forholde ham sit eget Land, og forestillede dem, at han forlangte ikke andet, end hvad der tilkom ham med Rette. Der droge da Underhandlere imellem dem, og omsider gik Bønderne ham tilhaande, og lod den samlede Hær gaae fra Hinanden; Harald uddeelte da Forleninger til Leensmændene, for at de skulde staae ham bi, og gav de Bønder Rettebøder, som forenede sig med ham. Der samlede sig da mange Folk til ham. Kong Harald drog østenfra igjennem Vigen, og lod alle i Fred og Ro, undtagen Kong Magnuses Mænd, som han lod udplyndre og dræbe, hvor han fik fat paa dem. Da han kom til Sarpsborg, fangede han to af Kong Magnuses Leensmænd, Asbjørn og hans Broder Næreid, og befalede, at den ene skulde hænges, den anden styrtes i Sarpfossen, og overlod dem selv Valget. Asbjørn valgte at styrtes i Sarpfossen, thi han var ældre, og denne dødsmaade ansaaes for endnu grusommere, end den anden, og det skede saaledes. Derom taler Haldor:

Den Asbjørn, som om Kongen
Kun slet sin Tale lemped,
Ham Fyrsten, Høges Nærer,
I Sarpen lod nedstige;
Og Næreid han undgjælde
Lod for Huus-Thinges Møder,
Thi højt han hænge maatte,
Lig Sigars Uven (4) fordum.

Derpaa drog Kong Harald til Tønsberg, hvor han blev vel modtaget, og ogsaa der samlede sig en stor Mængde Folk til ham.


Kapitel 7

Kong Magnus sad i Bergen, og erfarede disse Tildragelser. Han lod da dem af sine Høvdinger, der vare i Byen, kalde til Samtale, og spurgte dem til Raads, hvad man skulde gjøre. Da svarede Sigurd Sigurdsøn: „Her kan jeg give et godt Raad; lad en Skude bemande med dygtige Folk; giv mig eller en anden Leensmand Befalingen derover, og lad os drage hen til din Frænde Kong Harald, og tilbyde ham Forlig, i Overeensstemmelse med hvad retsindige Mænd her i Landet ville bestemme, dog saaledes, at han erholder det halve Rige lige med eder, og jeg haaber da, at Harald ved gode Mænds Forestillinger vil lade sig bevæge til at modtage dette Tilbud, og det vil da komme til Fred og Forlig imellem eder.” Kong Magnus svarede: „Det Forslag huer mig ikke; hvad kunde det da nytte, at vi underlagde os det hele Rige forgangen Høst, naar vi nu skulle afstaae det halve? Giv et andet Raad!” Sigurd sagde: ”Mig synes, Herre! at dine Leensmænd nu sidde hjemme, og ingen vil komme til dig af dem, som i Høst bade dig om Hjemlov; du handlede den Gang meget imod mit Raad, da du lod den anseelige Hær, vi da havde, gaae fra Hinanden; thi jeg formodede nok, at Harald og hans Folk vilde søge tilbage til Vigen, saasnart de spurgte, at der ingen Høvding var tilstede. Nu kan der gives et andet Raad, og det er ondt, men maaskee det dog er gavnligt: send dine Gjæster og andre Folk ud, lad dem fare hjem til Leensmændene og dræbe dem, som nu ikke lade sig bevæge af din Nød, men giv deres Ejendomme til andre, som ere dig hengivne, skjønt de ikke før have udmærket sig ved noget, lad saa alt Folket drive sammen, og tag mod de onde Mænd, saavel som mod de gode; drag saa øster imod Harald med den Hær, du faaer samlet, og strid med ham.” Kongen svarede; „Uvennesælt vilde det være, at lade mange Stormænd dræbe, og hæve andre af ringe Byrd, de have ofte ligesaa meget brudt Tro og Love, og ilde handlet med Landet ; lad mig høre flere af dine Raad!” Sigurd sagde: “Nu bliver det vanskeligt for mig at raade, naar du ikke vil forliges, og ikke vil stride; lad os da drage op til Throndhjem, hvor vi have Landets største Styrke for os, og tage alle de Folk vi kunne faae, maaskee da Elvegrimmene blive kjede af at sætte efter os.” Kongen svarede: “Jeg vil ikke nu flye for dem, som vi dreve paa Flugt i Sommer; giv mig et bedre Raad!” Da stod Sigurd op, og gjorde sig færdig til at gaae bort. Han sagde: “Jeg skal nu raade dig det, som jeg seer du vil have, og som virkelig vil gaae for sig: Bliv siddende her i Bergen, indtil Kong Harald kommer hid med en stor Hær, og du vil da komme til at lide død eller Vanære;” og Sigurd tog ikke mere Deel i dette Møde.


Kapitel 8

Kong Harald drog østenfra langsmed Landet, og havde en betydelig Hær med sig; denne Vinter blev kaldet Mue-Vinteren (5). Han kom til Bergen Juleaften, og lagde med sin Flaade ind i Florevaag, thi han vilde ikke stride om Julen for Tidens Helligheds Skyld. Kong Magnus derimod beredte sig til Modstand i Byen; han lod opføre en Blide ude paa Holmen, og lod gjøre en Kjæde af Jernlænker, og paa nogle Steder af Træbomme, og lod den lægge tværsover Vaagen fra Kongebryggen til Munkebryggen paa Nordnæs. Han lod slaae Fodangler og kaste over paa St. Hans Vold, og ikke mere end tre Dage blev der holdt helligt i Julen, uden der jo blev arbejdet og bygget. Men den sidste Dag i Julen lod Kong Harald blæse, at hans Hær skulde lægge bort; ni hundrede Mand havde forenet sig med ham i Julen. Han gjorde Løfte til den hellige Kong Olaf, hvis han vandt Sejer at lade bygge Olafskirke der i Byen paa sin egen Bekostning. Kong Magnus stillede sin Fylking ude paa Kristkirkegaard, men Harald roede først til Land paa Nordnæs. Men da Magnuses Folk saae dette, vendte de tilbage til Byen, indtil de kom til Enden af Vaagen. Men idet de droge ind igjennem Gaden, løb mange af Borgerne ind i deres Gaarde til deres Hjem, og af dem, som gik over Volden, faldt mange i de udlagte Fodangler. Da saae Kong Magnuses Folk, at Kong Harald med hele sin Flaade var roet over til Hegravig, og der gik de i Land, og derpaa op ad Landvejen paa Bjerget ovenfor Byen. Da vendte Kong Magnus atter om og ud efter Gaden, men da flyede hans Folk fra ham, nogle op i Fjeldet, andre op forbi Nonneseter, andre ind i Kirkerne, eller de krøb i Skjul paa andre Steder. Kong Magnus gik ud paa sit Skib, men der var ingen Mulighed for dem at komme bort, thi Jernlænkerne udenfor hindrede dem, desuden fulgte kun faa Folk Kongen, saa de vare ikke mandstærke nok til at iværksætte noget. Saa siger Einar Skulesøn i Haraldsdrape:

I en heel Uge
Lukte de Bergens
Vaag for hver Sejler,
Bort kom slet ingen.

Kort efter kom Kong Haralds Mænd ud paa Skibet, og Kong Magnus blev tagen til Fange, da han sad bag i Forrummet paa Højsædeskisten, tilligemed Hakon Fauk, hans Morbroder, en meget smuk Mand, men som ej holdtes for synderlig forstandig; ogsaa Ivar Øssursøn og mange andre af hans Venner bleve da tagne til Fange, og nogle af dem strax dræbte.


Kapitel 9

Kong Harald holdt derpaa Stævnemøder med sine Raadgivere, og bad dem sige deres Betænkning; de fattede den endelige Beslutning, at afsætte Magnus fra Regjeringen og medhandle ham saaledes, at han aldrig efter den Tid kunde kaldes Konge. Han blev derpaa overgivet til Kongens Trælle, der lemlæstede ham, de udstak hans Øjne, og afhug hans ene Fod, og tilsidst blev han gildet. Ivar Øssursøn blev blindet, men Hakon Fauk dræbt. Derpaa underkastede hele Landet sig Kong Harald; og man anstillede mange Undersøgelser om, hvem der havde været Kong Magnuses bedste Venner, og hvem der havde nogen Kundskab om hans Liggendefæ og Kostbarheder. Det hellige Kors havde Kong Magnus ført med sig efter Slaget paa Fyrisleif, og vilde ikke bekjende, hvor det var blevet af. Biskop Reinald i Stavanger var en Engellænder, og holdtes for meget gjerrig; han var meget yndet af Kong Magnus; man formodede derfor, at han havde faaet Kong Magnuses Skat og kostbareste Smykker i Forvaring; der bleve sendte nogle Mænd efter ham, og han kom til Bergen; der gjorde man offentlig denne Beskyldning imod ham, men han nægtede det aldeles, og tilbød at rense sig derfor” (6). Det vilde Kong Harald ikke. Han paalagde Biskoppen at betale sig tolv Mark Guld. Biskoppen sagde, at han vilde ikke saaledes forarme sit Bispesæde, Heller vilde han vove sit Liv. Derpaa hængte de Biskop Reinald ude paa Holmen ved Bliden. Men da han gik til Galgen, rystede han sin Halvstøvle af Foden, og sagde: „Det sværger jeg, at jeg veed ikke til mere af Kong Magnuses Gods, end det som er her i Halvstøvlen;” der var i den een Guldring. Biskop Reinald blev begravet paa Nordnæs i Mikaelskirke, og disse Gjerninger bleve meget lastede. Siden var Kong Harald ene Konge i Norge, saalænge han levede.


Kapitel 10

Fem Aar efter Kong Sigurds Død tildroge sig vigtige Begivenheder i Kongehelle. Sysselmænd der vare den Gang Harald Fletters Søn Guttorm og Sæmund Husfrue, som var gift med Ingeborg, en Datter af Præsten Andreas Brunsøn; deres Sønner vare Povel Flip, og Gunne Fil. En uægte Søn af Sæmund hed Asmund. Andreas Brunsøn var en meget udmærket Mand; han var Sognepræst til Korskirke; hans Kone hed Solveig; hos dem var til Opfostring og Opdragelse Jon Loptsøn, den Gang elleve Aar gammel. Præsten Lopt Sæmundsøn var der ogsaa den Gang. Een af Præsten Andreases Døttre hed Helga, gift med Einar. Det hændte sig i Kongehelle Søndag Nat efter Paaskeuge (7), at der hørtes en stor Tummel ude paa Gaderne, hele Byen over, ligesom naar Kongen drog derigjennem med hele sin Hird; derhos bleve Hundene saa rasende, at man ikke kunde holde dem inde, men de brøde ud af Dørene, og alle, som kom ud, bleve galne, og bede alt hvad de traf paa, Mennesker og Kvæg, men alt hvad de bede, saa at der kom Blod, gik ligeledes fra sig selv; og alle Frugtsommelige kastede Fosteret, og gik fra sig selv. Dette Forvarsel skede næsten hver Nat fra Paaske til Kristi Himmelfartsdag. Der paakom Folk en Rædsel over disse underlige Hændelser, og mange søgte at komme bort, solgte deres Gaarde, og droge ud paa Landet eller til andre Kjøbstæder; selv alle de forstandigste Mænd i Byen fandt dette højst mærkeligt og ræddedes derfor, og sagde, som sandt var, at det maatte være Forvarsel for vigtige Begivenheder, som endnu ej vare forefaldne. Men Præsten Andreas holdt en lang og kraftig Prædiken paa Pintsedag, og vendte til Slutning sit Æmne saaledes, at, han kom til at tale om Borgernes beklagelige Tilstand, og opmuntrede dem til at fatte Mod og ikke at øde deres hellige Stad, men give Agt paa sig selv, betænke deres eget Bedste, og vogte sig ved alt hvad der maatte paakomme, Ildløs eller Ufred, og bede Gud om Barmhjertighed. Tretten Kjøbmandskibe gjorde sig færdige fra Byen, og vilde sejle til Bergen, af dem forgik elleve med Mand og Muus og alt hvad der var paa dem; det tolfte satte til, saa at Mandskabet blev reddet, men Godset forgik. Paa samme Tid rejste Lopt Præst op til Bergen med al sin Ejendom, og kom lykkelig og vel derhen; St. Laurentii Aften tilsatte Kjøbmandskibene. Danekongen Erik Emun og Ærkebislop Øssur sendte begge Bud til Kongehelle, at de skulde vogte deres Stad, thi Venderne, sagde de, havde en stor Flaade ude, hærgede rundt omkring paa de Kristne, og fik altid Sejer. Dog agtede Borgerne for lidet paa deres eget Bedste, bleve stedse mere ligegyldige og forglemte det Forefaldne, jo længere Tid der gik hen efter den Forfærdelse, der var kommen over dem.


Kapitel 11

St. Laurentii Aften, da Prædiken holdtes før Højmesse, kom Vendernes Konge Rettibur (Ratibor) til Kongehelle; han havde halvtredie hundrede vendiske Snekker. Paa hver Snekke vare fire og fyrretyve Mand og to Heste. Kongens Søstersøn hed Dunimiz, og en anden af Høvdingerne Unibur, som befalede over en stor Deel af Hæren. Disse to Høvdinger roede op ad den østre Arm af Elven, op forbi Hising, og kom saaledes ned til Byen, men en anden Deel af Hæren sejlede op til Byen ad den vestre Flodarm. De lagde til ved Pælene, og lode Hestfolkene gaae i Land der; disse rede landvejs over Bratsaas, og saaledes oven omkring til Byen. Andreases Svoger Einar bragde Efterretningen herom til Kastelskirken (8), thi der vare Borgerne samlede, som vare gangne hen at høre Højmesse. Einar kom, medens Præsten Andreas prædikede. Einar sagde til Borgerne, at en Hær nærmede sig Byen paa en stor Flaade, men en Deel red den anden Vej over Bratsaas. Da meente mange, det maatte være Danekongen Erik, og man haabede at erholde Fred af ham. Alle Folk løb da ned i Byen til deres Ejendom, og væbnede sig, og gik ned paa Bryggen; da saae de strax, at der var Ufred forhaanden, og en utallig Hær. Ni Skibe, som fore paa Østerleden, laae i Elven ved Bryggen, de tilhørte nogle Kjøbmænd; der lagde Venderne først til, og strede med Kjøbmændene. Disse grebe til Vaaben, og værgede sig i lang Tid mandigen. Der holdtes en haard Træfning, førend Kjøbmandskibene bleve tagne. I denne Strid mistede Venderne halvandet hundrede Skibe med al deres Besætning. Imedens Fægtningen var paa det hæftigste, stode Borgerne paa Bryggen, og skjøde paa Hedningerne. Men da Striden sagtnedes, flygtede Borgerne op i Byen, og derfra til Kastellet alle tilhobe; de toge alle deres Kostbarheder med sig, og alt andet Gods, som de kunde føre med. Solveig og hendes Døttre og to andre Kvinder flyede op i Landet.


Kapitel 12

Da Venderne havde taget Kjøbmandskibene, gik de paa Land, og mønstrede deres Folk, og saae nu, hvilken Skade de havde lidt. Da løb nogle af dem op i Byen, andre ud paa Kjøbmandskibene, og borttoge alt det Gods, de vilde tage med sig; derpaa satte de Ild paa Byen, og afbrændte den ganske, saavel som Skibene. Derpaa droge de med hele Hæren imod Kastellet, og gjorde sig færdige til at anfalde det. Kong Rettibur lod dem, som vare i Kastellet, tilbyde fri Bortgang, saa at de maatte beholde Liv, Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men alle satte sig med Skrig derimod, og gik ud paa Muren, nogle skjøde, andre kastede med Stene, andre med Stavre; der begyndte da en hæftig Træfning, og mange faldt paa begge Sider, dog flest af Venderne. Solveig kom op til den Gaard, som hedder Solbjerg (9), og bragde Efterretning om det Forefaldne; da blev der opskaaren en Budstikke, og sendt til Skurhage (10), hvor der holdtes et fælles Drikkelav og mange Folk vare samlede. Der var iblandt andre en Bonde, som hed Ølver den stormundede; han sprang strax op, og greb Skjold, Hjelm og tog en stor Øxe i Haanden, og sagde: “Staaer op, brave Mænd! tager eders Vaaben, og lader os komme Borgerne til Undsætning; thi det vil tykkes en Skam for hver Mand, som spørger det, at vi sidde her og fylde os med Øl, imedens brave Mænd maae lade deres Liv i Byen for vor Skyld.” Mange svarede, og talte derimod, og sagde, at de vilde ødelægge sig selv, uden at være til nogen Hjælp for Borgerne. Da sprang Ølver op, og sagde: “Om end alle tøve her, saa vil jeg dog gaae allene, og i det mindste skal een eller to Hedninger lade deres Liv for mig, førend jeg falder.” Han løb derpaa ned mod Byen til. Man foer efter ham, forat see hans Færd, og om han kunde udrette noget. Men da han kom Kastellet saa nær, at Hedningerne fik Øje paa ham, løb otte fuldtvæbnede Mænd imod ham, og da de mødtes, omringede Hedningerne ham fra alle Sider. Ølver løftede sin Øxe, og slog med dens forreste Hjørne ind under Hagen paa den, som stod bag ved ham, saa at den sønderskar Struben og Kjæbebenet, og Manden styrtede baglænds over; i samme Hug svang han Øxen frem for sig, hug en anden i Hovedet, og kløvede ham ned i Skuldrene. Derpaa stredes han med de andre, og dræbte endnu to til, men blev selv saaret; de fire, som vare tilbage, flyede. Ølver løb efter dem, men der var en Grav foran dem, hvor Hedningerne bleve siddende fast, og Ølver dræbte dem da begge, og blev da ligeledes selv siddende fast i Graven; men kun to undkom af alle de otte Hedninger. De, som havde fulgt efter Ølver, toge ham og førte ham tilbage med sig til Skurhage; han blev fuldkommen helbredet, og det er menig Mands Mening, at aldrig har een Mand øvet en myndigere Færd. Tvende Leensmænd, Sigurd Gyrdsøn, en Broder til Filippus, og Sigard kom med sex hundrede Mand til Skurhage, men Sigurd vendte tilbage med fire hundrede Mand, blev fra den Tid af foragtet, og levede kun en kort Tid derefter; men Sigard drog til Byen med to hundrede Mand, stred med Hedningerne, og faldt der tilligemed alle sine Folk.


Kapitel 13

Venderne anfaldt Kastellet, men deres Konge og Befalingsmænd stode udenfor Slagordenen. Paa eet af de Steder, hvor Venderne stode, var en Mand, der skjød med Bue, og med hver Pill, han skjød, fældtes en Mand; der stode to Mænd foran ham, og dækkede ham med Skjolde. Da sagde Sæmund til sin Søn Asmund, at de begge paa een Gang skulde skyde mod Bueskytten; “men jeg,” sagde han, „vil tage Sigte paa den, som holder Skjoldet.” Han gjorde det; Manden skjød Skjoldet for sig; og i det samme skjød Asmund ind imellem Skjoldene, og traf med sin Pill Bueskytten i Panden, saa at Pilen gik ud af Nakken, og han faldt død baglænds over. Men da Venderne saae det, tudede de alle som Hunde eller Ulve. Derpaa lod Kong Rettibur raabe til dem, og tilbød dem Fred, men Mændene i Kastellet afsloge det; derpaa gjorde Hedningerne et haardt Anfald. Der var een af Hedningerne, som stred saa djærvelig, at han gik heelt hen til Kastelsporten, og gjennemborede en Mand, som stod indenfor Porten; man anfaldt ham med Pile og Spyd, han havde ingen Dækvaaben, men var derimod saa troldkyndig, at intet Vaaben bed paa ham. Da tog Præsten Andreas viet Ild, skar Tønder dertil, stak Ild deri, og velsignede det, satte Tønderet paa Spidsen af en Pill, og gav Asmund den, som derpaa skjød denne Piil med Tønderet mod hin troldkyndige Mand. Dette Skud bed saaledes paa ham, at han fik hvad han behøvede, og faldt død til Jorden. Da teede Hedningerne sig gale som før, tudede og skare Tænder; alt Folket gik hen til Kongen, og de Kristne haabede nu paa, at de vel vilde drage bort. Da hørte en Tolk, som forstod det vendiske Sprog, den Tale, een af Høvdingerne, ved Navn Unibur, holdt. Han sagde: „Dette Folk er meget stridbart, og om vi end bemægtige os alt det Gods, som findes i denne Stad, saa maatte vi dog give ligesaa meget til, at vi ikke vare komne herhid, saa mange Folk og Høvdinger, som vi her have mistet. I Førstningen i Dag, da vi begyndte at stride med Kastelsmændene, brugte de Pile og Spyd til Forsvar; derpaa anfaldt de os med Stene; nu slaae de os med Kjeppe og Stavre, som Hunde; deraf seer jeg, at deres Forraad af Forsvarsvaaben aftager, vi skulle derfor gjøre endnu et haardt Anfald, og prøve deres Styrke.” Det forholdt sig ogsaa virkelig, som han sagde, at den Gang skjøde de med Stavre, men i den Første Træfning havde de noget uforsigtig brugt deres Skudvaaben og Stene; men da de saae, at Forraadet paa Stavrene mindskedes, hug de hver Stavre midt over; men Hedningerne søgte imod dem, og gjorde et haardt Anfald, og hvilede imellem; begge Parter bleve da mødige og saarede; og ved ethvert Ophold lod Kongen dem endnu tilbyde Fred, og at de maatte tage deres Vaaben og Klæder med og hvad de selv kunde bære ud af Kasteltet.


Kapitel 14

Da var Sæmund Husfrue falden; de, som, vare tilbage i Kastellet, bleve da enige om, at overgive det til Hedningerne, hvilket var den ulykkeligste Beslutning, de kunde fatte, da Hedningerne ikke holdt deres Ord. De toge alle til Fange, Mænd, Karle, Kvinder og Børn, og dræbte alle de Saarede og Unge, og dem de troede vanskelig at kunne føre med sig, og bemægtigede sig alt det Gods, der var i Kastellet. De gik ind i Korskirken. og berøvede den al sin Prydelse. Præten Andreas gav Kong Nettibul et sølvbeslaget og forgyldt Scepter, og hans Søstersøn Dunimiz en Guldring, hvoraf de sluttede, at han maatte være een af Magthaverne i Staden, og agtede ham høiere, end andre. De toge det hellige Kors, og førte det bort med sig; ligeledes Altertavlen, der stod foran Alteret, hvilken Kong Sigurd havde ladet gjøre i Grækenland og ført hjem med sig. De lagde den ned paa Trinet foran Alteret; hvorpaa Hedningerne gik ud af Kirken. Da sagde Kong Rettibur: „Dette Huus har med stor Omhu været smykket for den Gud, det er helliget til; men jeg troer, at man ikke noksom har taget vare paa Staden og Huset, da jeg seer, at Guden er vred paa dem, som skulle forsvare det.” Kong Rettibur overleverede Præsten Andreas Skrinet, det hellige Kors, Bogen (11), Plenariet (12) og fire Klerke (13); men Hedningerne satte Ild paa Kirken og alle Husene i Kastellet; dog slukkedes den Ild, de havde sat paa Kirken, to Gange. Da gave de sig til at nedbryde den, hvorpaa den kom i fuld Brand indvendig, og afbrændte tilligemed de andre Huse. Derpaa droge Hedningerne ned til deres Skibe med Byttet, og eftertalte deres Folk; men da de saae, hvilket Tab de havde lidt, gjorde de alle Indbyggerne til Krigsfanger, og fordeelte dem omkring paa Skibene. Præsten Andreas og hans Klerke gik da ombord paa Kongeskibet med det hellige Kors. Da paakom der Hedningerne en Rædsel formedelst det Varsel, der kom over Kongeskibet, nemlig saadan en Hede, at alle troede, de skulde brænde op. Kongen befalede Tolken, at spørge Præsten, hvad der var Grunden dertil. Han sagde, at den almægtige Gud, som de Kristne troede paa, sendte dem dette Tegn paa sin Vrede over, at de, som ikke troede paa deres Skaber, havde vovet at lægge Haand paa Mindet om hans Lidelse (14); “thi,” sagde han, “saa stor Kraft besidder Korset, at slige Jærtegn, og endnu aabenbarligere, ofte have viist sig for Hedninger, som vovede at røre det.” Da lod Kongen Præsterne flytte over i en Baad, og Andreas bar Korset paa Armen. De trak Baaden frem langsmed den ene Side af Skibet og frem foran forstavnen, og derpaa igjen paa det andet Skibsbord til Lyftingen, hvor de skjøde den fra sig med Stager, og stødte den op mod Bryggen til. Andreas drog om Natten med Korset til Solbjerg i Uvejr og Regn, og fik det bragt i god Forvaring. Kong Rettibur sejlede med de Tilbageblevne til Vindland; og mangfoldige af dem, som vare tagne til Fanger i Kongehelle, levede længe efter i Trældom i Vindland; men de som bleve udløste, og kom tilbage til deres Odel i Norge, kom dog aldrig saaledes til Kræfter, som før. Heller ikke Kjøbstaden Kongehelle kom nogensinde til den Velstand, som den før havde haft.


Kapitel 15

Magnus, som var bleven blindet, drog op til Nideros, og gav sig i Kloster paa Holmen, og indklædtes som Munk. Til hans Underholdning blev Hærnæsmagle paa Froste skjødet til Klosteret; men Harald regjerede allene over Landet den næste Vinter, og gav alle dem Fred, der forlangte det; ogsaa optog han mange blandt sin Hird, som havde været hos Magnus. Einar Skulesøn siger, at Harald holdt to Træfninger i Danmark, den ene ved Hveen, den anden ved Læsø:

Udholdende Hærfører!
Du Klingens æg lod rødne
Af troløs Skares Vunder,
Ved høje Hveen i Slaget;
Og end en anden Fægtning
Ved Læssøs flakke Strande
Du holdt, mens Strøm og Storme
Omsuste Krigerflokken.


Kapitel 16

Kong Harald Gille var overmaade gavmild. Der fortælles, at Magnus Einarsøn kom ude fra Island, for at vies til Biskop. Kong Harald tog med Pragt imod ham, og viste ham megen Ære. Og da det Skib, som Biskoppen skulde sejle paa til Island, var ganske færdigt til Afrejsen, gik Biskoppen ind i Stuen, hvor Kongen sad og drak, og hilste ham. Kongen tog vel og venlig imod ham. Dronningen sad hos Kongen. Kongen sagde: „Herr Biskop! er I nu rejsefærdig?” Biskoppen sagde Ja. Kongen vedblev: “I har ikke truffet den rette Tid at komme til os, da Bordene nu ere borttagne, og vi har nu intet at opvarte eder med saa sømmeligt, som vi burde; hvad har vi vel, som vi kan give Biskoppen?” Hans Skatmester svarede: “Jeg troer, at alle eders Kostbarheder ere allerede givne bort.” Kongen sagde: „Der er dog endnu noget tilbage, seer jeg, Drikkekarret der; modtag det, Herre! det er dog noget værd.” Biskoppen takkede ham for denne Gave og al den Hæder, han havde beviist ham. Da sagde Dronningen: “Rejs vel og lykkelig, Herr Biskop!” Kongen sagde: “Du sagde: Rejs vel og lykkelig, Herr Biskop! men naar hørte du højbaaren Kvinde tale saa til sin Biskop, uden at give ham noget?” Hun sagde: ”Min Herre! hvad har jeg at give ham?” Kongen svarede: “Hyndet har du, som du sidder paa.” Det blev overrakt Biskoppen; det var overdraget med nyt Peld (15), og i sit Slags en sjelden Kostbarhed. Men førend Biskoppen vendte sig for at gaae, lod Kongen tage det Hynde, han selv sad paa, og sagde: „Tag ogsaa dette Hynde, Herr Biskop, de have længe været sammen.” Derpaa gik Biskoppen, og kom ud til Island til sin Bispestol. Han overlagde derpaa hvad man vel skulde lade gjøre af Bordkarret, som kunde være til mest Held for Kongen; nogle meente da, man skulde sælge det, og uddele Pengene til de Fattige; men Biskoppen sagde: “Jeg foretrækker en anden Anvendelse: jeg vil lade gjøre en Kalk her til Kirken, og derhos bede derom, at alle de Helgener, af hvilke her ere Helligdomme i denne Kirke, ville lade Kong Harald nyde Godt af sin Gave, hver Gang der over denne Kalk synges Messe.” Saa skede; og denne Kalk har siden bestandig tilhørt Bispestolen i Skalholt, men af det Silketøj eller Peld, hvormed Hynderne vare overtrukne, bleve syede Forsangskapper der til Kirken. Af slige Træk kan man skjønne, hvor højmodig Kong Harald Gille var. Kong Harald tog Guttorm Graabardes Datter Thora til sin Frille, og avlede med hende en Søn Sigurd; han havde ogsaa en Søn, ved Navn Inge, med Dronning Ingerid; Kong Haralds Datter hed Brigitte, og en anden Maria. Hans Datter Brigitte var først gift med den svenske Konge Inge Halsteensøn, siden med Magnus Henriksøn, sidst med Birger Brose. Kong Harald var særdeles gavmild imod sine Venner.


Kapitel 17 (16)

Der var en Mand ved Navn Sigurd, som var opfødt i Norge. Han holdtes for en Søn af Præsten Adalbrikt. Sigurds Moder var Thora, en Datter af Saxe fra Vigen, og Søster til Sigrid, der var Moder til Kong Olaf Magnussøn og Kaare Kongsbroder, som var gift med Borghild, Dag Erlingsøns Datter. Deres Sønner vare Sigurd paa Østeraat og Dag; Sigurds Sønner vare Thorsteen, Andreas Døve og Jon, som var gift med Sigrid, en Søster til Kong Inge og Hertug Skule. Kong Magnuses Venner og Fortrolige lagde Dølgsmaal paa Sigurds rette Herkomst, formedelst det forbudne Slægtskabsled, hvori han var bleven avlet. Da Sigurd var bleven opfostret sydpaa hos hin Præst, som hed Albrikt, saa gav dette nogle Anledning til at troe, at han var Præstens Søn, saaledes som Ivar Ingemundsøn siger i det Kvæde, han digtede om Sigurd:

Som Barn han opvoxte
Hos Adalbrekt.

Han blev i sin Barndom holdt til Bogen, blev Klerk, og viet til Degn (17); men da han var kommen til fuld Alder og Styrke, blev han den raskeste Mand, stor og stærk, og i alle Slags Legemsøvelser overgik han alle sine Jævnaldrende, ja næsten enhver anden Mand i Norge. Han viste sig tidlig som en stolt, overmodig og urolig Mand; man kaldte ham Sigurd Slemmedegn; han var af Udseende en meget dejlig Mand, havde temmelig tyndt, men dog smukt Haar. Det kom da til Sigurds Kundskab, at hans Moder udgav Magnus Barfod for hans Fader, og saasnart han blev sin egen Værge, forlod han Klerkesædet, og drog bort fra Landet. Paa disse sine Rejser tilbragde han en lang Tid; han drog først til Rom, rejste saa ud til Jerusalem, kom til Jordan, og besøgte mange ubekjendte Steder, saaledes som Pillegrimmene i Jorsalaland pleje at gjøre. Som Ivar siger:

Vejen til Rom
Thrønders Konning
Daadrig med
Fødder traadte;
Hærens Anfører
Hjemsøgte (18) dernæst
Helligdomme, og
Udryddede Synder.

Han taler ogsaa om, at Sigurd rejste til Jerusalem, besøgte Herrens Grav, og erhvervede sig Guds Miskundhed og megen verdslig Hæder:

Gavmild Hærfører
I fjærne Lande
Besøgte den vide
Jorsals Stad;
For i det Vand,
Som Gud indvied (19),
Sigurd af sig
Synder to'de (20).

Derpaa drog Sigurd ude fra Jorsalaland af igjennein Grækenland, Frankland og Saxland; som Ivar siger:

Skibe siden
De udrusted
Fra Grækers Land
Over Havet;
Ypperlig Fyrste
Franker besøgte,
Sigurd, før han drog
Til Saxers Rige.

og dernæst fortælles i Kvædet, at han da kom til Øerne (21):

Med een Snekke,
Over Sø, mod Vest,
Drog krigersk Konning
Hurtig til Øer.

Thi da han kom tilbage, tilbragde han nogle Aar med Kjøbmandsrejser; og opholdt sig den Gang ogsaa nogen Stund paa Ørkenøerne hos Harald Jarl, og deeltog med ham i Drabet paa Thorkel Fostre Sumarlidsøn (22). Saa siger Ivar:

Vesterpaa Kæmpen
Var paa Øer,
Med haardsindet
Jarl i følge,
Til de tapper
Fostre dræbte
…… (23)

Sigurd var ogsaa oppe paa Skotland hos Skottekongen David, og var der meget anseet. Saa siger Ivar:

Siden fra Øer
Sigurd tyede
Herlig til Konning
Davids Raad;
Fem halve Aar
Vilhelmsbane,
Billig til Kamp,
Var hos Fyrsten.

Han stod i stor Anseelse hos Kongen og andre Høvdinger, og han opholdt sig der en Tid med megen Hæder, som Skalden sagde:

Davids vakkre
Følge syntes:
Ingen større Mand
Did var kommen;
Ædlingen pryded
Livvagtens Trop,
Ung vandt han da
Almindelig Ros.

Der omtales ogsaa, at medens Sigurd opholdt sig hos Kongen, holdt han nogle Træfninger, og vandt altid Sejer; saa siger Ivar:

Hærføreren fødte
Fjordenes Ravne,
Skudvaaben skjalv
I Skotters Blod:
Hvor for Kongen,
Kommen fra Øst,
Fyrige Svende
Faner bare.

Og fremdeles:

Inden for Stør (24)
Holdtes Slaget,
Hvor Sigurd
Sejer gaves.

Og endvidere siger han:

Feldtslag fire
Fyrsten holdt,
Ypperst i alt,
I de Skotters Rige.

Derpaa reiste han til Danmark, og saavel han som hans Mænd paastode, at der havde han bestaaet Jernbyrd, forat bevise sin Fædreneherkomst og godtgjort i fem Biskoppers Nærværelse, at han var en Søn af Kong Magnus. Saa siger Ivar Ingemundsøn i Sigurds-Balk:

Jernbyrds Forklaring
Om Fyrstens Æt
Aflagde fem
De ypperste Bisper;
Prøven det viste,
At den gjæve Magnus
Var Fader til denne
Vældige Konge.

Men Kong Haralds Venner sagde, at dette var kun Svig og Bedrag af de danske.


Kapitel 18

Da Harald Gille havde været Konge i sex Aar, kom Sigurd til Norge, begav sig til Kong Harald, og traf ham i Bergen. Han gik strax for Kongen, og gav ham sin Fædreneslægt tilkjende, og bad ham antage sig som sin Frænde. Kongen tog ikke strax nogen Beslutning i denne Sag; han forestillede sine Venner den, og holdt Stævner og Samtale med dem, hvoraf Slutningen blev, at Kongen gav Sigurd Sag, fordi han havde deeltaget i Thorkel Fostres Drab paa Ørkenøerne. Thorkel havde fulgt Kong Harald til Norge, første Gang da han kom til Landet, og været een af Kongens bedste Venner. Denne Sag blev dreven saa hæftig, at man gav Sigurd dødssag derfor (25), hvilket efter Overlæg med Leensmændene blev fuldbyrdet saaledes, at en Aften silde gik nogle Gjæster (26) hen til det Sted, hvor Sigurd var, og bade ham gaae med sig; de toge en Skude og roede bort med ham fra Byen, sønderpaa til Nordnæs. Sigurd sad bag paa Kisten, overtænkte sin Stilling, og fattede Mistanke om at der var Svig under. Han var klædt saaledes, at han havde blaae Beenklæder paa, en Skjorte og derover en Kofte med Baand i, der tjente ham for Kappe; han sad og saae ned for sig, og havde sine Hænder ved Baandene i Koften, som han snart trak op over Hovedet, snart igjen lod synke ned. Da de nu kom ud for Næsset, vare de lystige og drukne, roede stærkt, og gave kun liden Agt paa hvad der gik for sig. Da stod Sigurd op, og gik hen til Skibsbord; men de to Mænd, som vare tagne med til at bevogte ham, stode ligeledes op, fulgte ham til Skibsbordet, toge begge hans Kofte og holdt den op, som man har for Skik ved mægtige Mænd. Men da han frygtede for, at de holdt i flere af hans Klæder, saa greb han dem hver med sin Haand, og styrtede sig overbord med dem begge. Skuden var i stærk Fart, saa de andre havde Vanskelighed ved at dreje, og det varede nogen Stund, førend de kunde optage de Mænd, som vare i søen. Sigurd svømmede saa langt bort under Vandet, at han allerede var kommen paa Land, førend de fik Skibet vendt om, for at sætte efter ham. Han var overmaade rask til Fods, og løb op i Landet. Kongens Mænd satte efter ham, og søgte ham hele Natten, men uden at finde ham. Han lagde sig i en Bjergkløft, og da han begyndte at fryse, trak han sine Beenklæder af, stak Hul paa Bagstykket, og smøgede dem saaledes over sig, at han stak Hovedet derigjennem, og Armene ud af begge Buxehullerne; saaledes frelste han sit Liv for den Gang. Kongens Mænd vendte tilbage, og kunde ikke lægge Skjul paa deres Uheld.


Kapitel 19

Nu kunde Sigurd nok indsee, at det kun lidet vilde nytte ham at søge tilbage til Kong Harald; han holdt sig derfor i Skjul hele Høsten og næste Vinter. Han opholdt sig hemmelig i Byen Bergen hos en Præst, og pønsede paa, hvorledes han skulde faae Kong Harald taget af Dage; i dette Forræderi havde han mange Deeltagere, hvoriblandt endog nogle af Kong Haralds Hirdmænd og Herbergesmænd, af dem, som før havde været Kong Magnuses Hirdmænd; disse stode nu i saadan Yndest hos Kong Harald, at nogle af dem sade ved Kongens Bord. Luciæmesse (27) om Aftenen talte to saadanne Mænd med Hinanden, hvorpaa den ene henvendte sig til Kongen: “Herre!” sagde han, “vi ere nu blevne enige om at overgive vor Trætte til eders Kjendelse, og vi have væddet hver om en Ask (28) Honning; jeg siger, at du vil sove i Nat hos din Kone, Dronning Ingerid, men han siger, at I vil sove hos Thora Guttormsdatter (29).” Kongen havde ikke den ringeste Anelse om, at der laae saa megen Underfundighed skjult under dette Spørgsmaal, og svarede leende: “Du vinder ikke Væddemaalet.” Af dette Svar kunde de nu vide, hvor han var at finde den Nat, men Hovedvagten holdtes den Gang udenfor det Herberg, som de fleste troede Kongen var i, og hvor Dronningen sov.


Kapitel 20

Sigurd Slemme med nogle flere Mænd kom til det Herberge, hvor Kongen sov, brøde Døren op, og gik derind bevæbnede. Ivar Kolbeensøn bar først Vaaben paa Kong Harald. Kongen var gaaet drukken til Sengs, og sov haardt; han vaagnede ved at man kvæstede ham, og sagde i Vildelse: “Haardt handler du nu med mig, Thora!” Hun sprang op, og sagde: “De handle haardt med dig, som ville dig værre, end jeg.” Kong Harald lod der sit Liv. De Mænd, som havde overfaldet ham tilligemed Sigurd, vare: Øgmund, en Søn af Thrand Skage, Kolbjørn Thorljotsøn fra Batalder og Islænderen Erlend. Sigurd og hans Mænd gik bort, og han lod da de Mænd kalde til sig, som havde lovet ham deres Bistand, hvis han fik Kong Harald taget af Dage. Derpaa toge Sigurd og hans Mænd en Skude, satte Mænd til Aarerne, og roede over Vaagen ind under Kongsgaarden. Da begyndte det at dages. Sigurd stod op, og holdt en Tale til de Mænd, som stode paa Kongebryggen, tillyste, at det var ham, som havde dræbt Kong Harald, og forlangte af dem, at de skulde tage ham til Konge i følge hans Fødselsret. Da strømmede der en stor Mængde Mænd ned paa Bryggen fra Kongsgaarden, og svarede alle, som med een Mund, og sagde, at det skulde aldrig skee, at de skulde bevise den Mand Lydighed og Tjeneste, som havde myrdet sin Broder; “men hvis han ikke er din Broder,” sagde de, “saa har du ingen Fødselsret til at være Konge.” De sloge deres Vaaben sammen, og erklærede dem alle landflygtige og fredløse. Derpaa blev der blæst i Kongens Luur, og alle Leensmænd og Hirdmænd stævnede sammen, men Sigurd og hans Mænd fandt det da tjenligst for sig at skynde sig derfra. Han sejlede derpaa nordpaa til Hørdeland, og holdt der Thing med Bønderne; de gik ham tilhaande, og gave ham Kongenavn. Derfra drog han ind i Sogn, hvor han ligeledes thingede, og blev tagen til Konge. Saa drog han op i Fjordene, og blev der modtaget vel. Saa siger Ivar Ingemundsøn (30).

Hørder og Sognboer
Efter Haralds Fald
Modtoge mild
Magnussøn;
Konningens Arving,
I hans Broders Sted,
Hyldede mange
Mænd paa Thinge (31).

Harald blev begraven i den gamle Kristkirke.




Noter:

1. Højthing, et Thing eller almindeligt Folkemøde paa Kongshøjene.
2. Oslofjorden.
3. Bahusleen.
4. Den for sin Elskov og Ulykke i Oldtiden berømte Hagbard (eller Habor), Signes Ven, men hendes Fader Sigars Uven.
5. Mue- eller Mængdes-Vinter.
6. Ved Ed eller ved Jernbyrd.
7. Den stille uge.
8. Eller Slotskirken.
9. Solbjärga.
10. Skurhage senere ogsaa kaldet Skurdhaug, nuværende Skjurte.
11. Bibelen
12. Alterbogen
13. Maaskee rettere, naar man for Klerka læser Kaleika: Alterkalke.
14. Det hellige kors.
15. Kostbart Silketøj. Hyndet har vel tillige været kunstig baldyret.
16. I det følgende er ved Fortællingen om Sigurd Slemmedegn for Tydeligheds og Fuldstændigheds Skyld det mærkeligste af Saga Sigurðar Slembidjákns tillige her optaget.
17. Diaconus
18. Kan og betyde: hentede, afhentede, hvilket dog neppe kan være Meningen her.
19. Eller: som indviedes af Gud.
20. Den særskilte Saga om Sigurd Slemmedegn anfører her ellers Beretningen om de fem Biskopper, som modtoge af ham en Forklaring (ved Jernbyrd, eller en anden Art af de saakaldte Ordalier eller Guds Domme som i Hovedværket (her nedenfor) saavel som og i Heimskringla siges at være gaaet for sig i Danmark.
21. Ørkenøerne
22. Derom læses en udførligere Beretning i Orkneyinga Saga s. 140 o. f. Der fortælles og at Sigurd før dette Drab blev der dømt til landflygtighed m. m.
23. Disse to Linier er næsten gandske ulæselige i det gamle Haandskrift Morkinskinna.
24. Formodentlig Stair i det nuværende Ayr-Shire Kong David maatte (efter de skotske Historieskrivere) kæmpe mod sine oprørske Undersaatter anførte af Angus; han dæmpede endelig oprøret i et Hovedslag Aar 1130.
25. Jævnfør ovenfor S. 172 i Anmærkningen
26. Saaledes kaldtes en Deel af Kongens Huustropper, som ikke stode i fast Tjeneste, men blot vare antagne paa et halvt eller heelt Aar eller og paa ubestemt Tid.
27. Den 13de December efter den gamle eller Julianske Stil.
28. En Bøtte, et vist Maal.
29. Eller Gudbrandsdatter.
30. Eller: Ingjaldsøn.
31. Dette kan ogsaa oversættes saaledes: Mange fore sig, paa Thingene, i Broderskab med Kongens Søn, d.e. at være ham hulde og troe, som om de vare hans Brødre.