Helligdagsbrøde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
7. Helligdagsbrøde
123. Findes et sted i et engemål, kaldes Kjærnen, hvor en gjerrig bonde ved navn Jörgen Tange på en søndag under gudstjenesten gjorde hø, og den høstak sank straks ned i afgrunden, og findes endnu et trindt hul på samme sted, som høstakken stod.
Tröstrup. Ole Worm.
124. Nede i Kolding-egnen var en mand bleven gift med datteren i gården, og han vilde til at kjøre korn ind om søndagen, det havde de ikke brugt för dér, men med ny herre kommer ny skik. Så var det en vanskelig höst, og der stod mange traver korn ude, da giver han en søndag ordre til, at de skal kjøre ind. Det var svigermoderen meget misfornøjet med, men han forklarede hende, at det var om at gjøre at få det under tag. Så svarte hun: «Gud har tag over dit tag!» Det brød han sig ikke om, og han begyndte at kjøre hjem. Til sidst får de det i hus, og da han kommer ind om aftenen, så siger han: «Nå, svigermoder, nu har jeg fået så mange hundrede tønder sæd under tag.» Hun svarer det samme som för. Lige i det samme trak det op til torden, og en lynstråle tændte det hele, og alt brændte. Han gik fra forstanden ovet det og kom i dårekisten, og når nogen siden sagde noget til ham, gjentog han stadig de ord, og sagde aldrig andet.
Lærer Søe, Gudum.
125. Skjærtorsdag må ingen mand plöje på sin mark. En gang var der en mand, som gjorde det; men så forvandlede Vorherre ham til straf derfor til en muldvarp, for at han alle sine dage skulde plöje og vræde i Jorden.
P. K. M.
126. Der var en bondekone, som var meget nøjeregnende med tiden. Hun spandt, og pigerne kartede eller spandt hver vinteraften til klokken elleve eller derover; de havde nemlig deres visse arbejde, de skulde være færdige med inden sengetid, som så måtte indrettes der efter. Hun havde mange kister fulde af linned og dynevår, og om sommeren havde man nok at gjøre med at sole og passe det, at hverken fugt eller møl skulde lægge det øde. Hun var påpasselig i alt, og samlede skilling til skilling, så hun havde ord for at være rig. Omsider blev hun gammel og svag og måtte lade rokken stå, men pigerne måtte fremdeles spinde, bestandig mere. Til sidst kunde hun ikke holde sig varm andre steder end i sengen, hvor hun nu måtte blive. Da hun mærkede, døden nærmede sig, lod hun pigerne bringe sig alle pengeposerne med penge, der nu kun gjorde hende mere fortvivlet. «Hvad har jeg nu for alt mit arbejde og alle mine penge!» råbte hun, «jeg skal jo alligevel dø!» Hun døde da og blev begravet. Men så var der ikke fred i gården, når spindetiden nærmede sig. Det klagede og sukkede uden for og puslede uhyggeligt i krogene. Man brugte i de tider ingen gardiner for vinduerne, og da stuen al tid vendte ud til gårdsrummet, behøvedes det heller ikke. En aften så da en af pigerne et dødningeansigt ved vinduet, der næst kom et par blodige hænder, og så hørte hun en klagende lyd, der sagde:
- «Se, se, hvad jeg vandt,
- for jeg løverdag aften spandt.»
Det kom jo snart ud mellem folk, og siden bliver der aldrig spundet løverdag aften i noget hus; den aften har pigerne til deres egen rådighed.
Chr. Weiss.
127. En gammel kon i Vole har fortalt, at der var en gang en gjerrig kone, som aldrig kunde få nok spundet, hun spandt nætterne ud, enten det så var hellige eller sögne. Men en lille-juleaften, hun sad og spandt, kom der én og rakte en blodig hånd ind ad vinduet til hende og sagde: »Der kan du se, hvad jeg vandt, fordi at jeg en lille-juleaften spandt.» Siden den tid var konen nok ikke så glubsk til at spinde, som hun för havde været.
S. P. Jensen, Vole.
128. Det er ikke godt at spinde om helligaftenerne, heller ikke løverdag aften. En pige, der spandt en sådan aften, så et spøgelse strække tre gloende fingre ind ad døren, idet det sagde: «Se, det fik jeg, fordi jeg spandt om løverdag aften!»
P. Jensen, Kværndrup.
129. Fra ældgammel tid haves det sagn, at en kone til visse ubestemte tider skal sidde i en fenne nær ved Skanderup by og spinde under sus og brus. Broder Brodersen fra Bredebro, en vældig jæger, som i sin ungdom strejfede gjennem mark og eng ved nattetid, fortæller: En gang kom jeg i klart måneskin over bemældte fenne på harejagt. Uden at jeg tænker på andet end de harer, jeg håber at skyde i de Skanderup kålhaver, hører jeg med ét en susen og brusen rundt omkring og ser da lige for mig en skikkelse dreje en rok med et voldsomt brum og følte mig selv hvirvlet omkring et öjeblik. Straks efter var alt forbi.
A. L.
130. I Skanderup ligger Rilyngdal. En aften kom en mand der igjennem dalen og så da en kone komme farende med en gloende rok. Manden blev så forskrækket, at han besvimede, og kom først længe efter til sin bevidsthed.
S. J.
131. Nordvest for Vester- Vedsted by ligger på præstegårdens mark en höj, Spindenbank eller Spindelbanke kaldet. Når man ved nattetid kommer forbi denne, ses ikke sjælden en hvid kone, som spinder på en rok. Enhver vejfarende, som ser hende, farer vild. Præstens karl Jörgen forsikrede, at synet af hende var skyld i, at han var gået rent vild og kommet til Sønder-Fardrup i steden for Vester-Vedsted. (Sml. Afdel. I, nr. 241.)
H. F. Feilberg.
132. Der var en kone, som var så begjæriig, at både hun og hendes piger spandt løverdag aften. Da hun var død, kunde hun ingen ro finde i graven, men måtte hver nat sidde oppe i kirken og spinde foran alteret. Præsten gik da en nat derop og spurgte hende, hvorfor hun sad der og spandt, hvortil hun svarede:
- «Her skal jeg lide stor möje og tvang,
- fordi jeg en løverdag aften spandt.»
Han læste da «fadervor» for hende og lyste fred over hende, og fra den tid fik hun ro i sin grav.
H. B. Schak.
133. En mand havde advaret sin kone mod at spinde de helligdage, men det hjalp ikke, hun blev lige godt ved med arbejdet. Det gik endog så vidt, at hun satte sig til at spinde en juleaften. Da rækker der en blodig hånd ind ad døren og siger:
- «Der skal du se, hvad a vandt,
- sidste juleaften a spandt.»
Det var altså en kone, der havde været ligesindet med hende, "Öster-Hornum.
134. Ved Ryssensten stod der et hus, jeg kan endnu mindes, ruinerne blev ført bort. De kaldte det slottet. Der skulde en kone have sjunket, fordi hun spandt om juleaften. På det sted var der al tid et bul, som der hvert år blev ført mange læs jord i, for de vilde have det under plov med det øvrige land, men det blev hvert år ved at synke, hvor meget de end fyldte i det, og der voksede aldrig andet på det end følfod der og tidsler.
J. M.
135. En gammel dame nede på Gammel-Estrup havde hørt, at det var slemt at spinde lille-juleaften; men hun troede ikke, det havde noget at betyde. For nu at trodse overtroen, gjorde hun det så, men blev straffet hårdt derfor. Hun blev nemlig dömt til at skulle efter hendes død gå omkring på hele det store gods og se efter, om nogen spandt den aften. På et sted, hvor sådant skete, kom hun, rakte armene, som hænderne var huggede af, så at blodet dryppede ud af stumperne, ind ad vinduet, i det hun sang:
- «Her kan I se, hvad jeg har vundet,
- for det jeg lille-juleaften har spundet.»
Det skal hun blive ved med til dommedag.
N. Ehrenreich.
136. A gik fra mit hjem i Hylling skov og vilde til Veigels eng at hente min farbroder, han skulde hen at spille, og der rendte a for en kone, der sad og spandt på en rok. Hun var sort og havde hvide öjne og spandt sorte tæjer. A tænkte ingen ting på og rendte lige så tæt på hende, men så vendte a lige straks og rendte tilbage, så a kom ingen farbroder til.
(Sml. afdl. I. nr. 238-241.)
137. En gjerrig kone kunde aldrig få nok spundet, men spandt hver aften til langt ud på natten, enten det så var helligt eller sögnt. Hun plejede hver aften at sætte sin rok ind i et afsides kammer, men en søndag aften, da hun havde spundet længe og var meget træt, lod hun rokken stå i sovekammeret. Om natten blev hun vækket ved en stærk snurren. Hun ser ud og ser da en lille mand sidde ved rokken og spinde, som om der skulde gå ild i den. Konen blev her over meget forskrækket, og siden den tid spandt hun aldrig mere om helligaftener.
S. J.
