Hermann Pálsson biografi
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Hermann Pálsson
(1921-2002)
Hermann Pálsson (1921-2002)
Islandsk sprogforsker og oversætter, født i Sauðanes á Ásum, en gård nær Blönduós på Island d. 26, maj 1921; lektor i islandske studier ved Edinburgh University 1950-82, professor i islandske studier 1982-88 (emeritus); gift 1953 med Stella Þorvarðardóttir (en datter); døde i Bourgas, Bulgarien, d. 11. august, 2002.
Hvis det er sandt, at det engelsk-talende læserpublikum opdagede værdien af den islandske middelalderlitteratur i 19. årh., er der ingen som Hermann Pálsson, der har virket for, at de ikke glemte den i det 20. årh. og videre frem. Pálsson udsendte, nogle gange alene men mere ofte i samarbejde med så kvalificerede kræfter som Magnus Magnusson og Paul Edwards, en stribe af engelske oversættelser. Det begyndte med Njals Saga i 1960 og gennem de følgende årtier blev det til en sand strøm af henved 40 længere eller kortere tekster fra alle hjørner af stoffet.
I modsætning til sine viktorianske forgængere var Hermann ikke tilhænger af behornede hjelme og naiv nordisk heltedyrkelse. Hans oversættelser er karakteriseret ved sund fornuft og læsbarhed – med et fagudtryk fra moderne oversættelsesstudier var han mere en domesticator end en foreigniser.
At bøje det engelske sprog efter den islandske syntaks, eller at skabe et pseudo-engelsk ordforråd efter William Morris’ model, virkede på ham som et fremmedgørende forstyrrende element i forholdet mellem tekst og tilhører. Både i sine oversættelser og i de indledninger og noter, som altid fulgte, ville han have den moderne tilhører til at forstå og dele saga-konteksten med de oprindelige tilhørere, snarere end at høre den som fremmedartet underholdning.
Hermann Pálsson var dog mere og andet end oversætter, han var en af sin generations mest fremtrædende forskere indenfor islandske studier, selv om han aldrig selv ville have foretaget denne skelnen mellem oversætter og forsker.
Født på en gård nær Húnafjördur i det nordlige Island i 1921 som nummer seks ud af 12 børn, var hans opvækst alt andet end prangende. Ikke destomindre rejste han ud for at tage sin første eksamen i islandske studier ved Islands Universitet i Reykjavik i 1947. Derfra flyttede han videre for at tage endnu en eksamen, denne gang i irske studier ved The National University of Ireland i Dublin i 1950.
Det var hans keltiske interesser, som førte til de første udgivelser – et bind med gamle irske sagn, Irskar fornsögur (1953), og en anden om gælisk digtning på Hebriderne: Söngvar frá Sudureyjum (1955), begge oversat til islandsk ligesom hans bog fra 1996 om kelterne og den keltiske indflydelse på Island: Keltar á Islandi.
I 1950 blev Pálsson udnævnt til lektor i islandsk ved Edinburgh University’s ”Department of English Language” (islandske studier har traditionelt haft til huse i denne afdeling på britiske universiteter). Her forblev han, indtil han gik på pension i 1988. Efter at være trådt tilbage, blev han udnævnt til ”Honorary Fellow of Scandinavian Studies” i Edinburgh.
Måske kan man sige, at det centrale i Hermann Pálssons forskningsmæssige bidrag, var det tema, som gennemstrømmede den lille og efter hans mening undervurderede bog Art and Ethics in Hrafnkel's Saga (1971), hvori hans argument var, at ”det kristne samfund i 13. årh.’s Island . . . havde mere til fælles med den europæiske middelalderkultur end med den hedenske verden og dens primitive heltedyrkelse” ("the Christian society of 13th-century Iceland . . . had a closer affinity with medieval European culture than with the pagan world of primitive heroism".) Ifølge Pálsson havde sagaskriveren som mål at undervise læserne om dem selv, snarere end om deres hedenske forfædre, derfor ”har historien et alvorligt moralistisk motiv og skal tolkes i lyset af middelalderlig etik.” ("the story has a serious moralistic purpose and must be interpreted in terms of medieval ethics".)
En sådan tilgang til sagaerne bragte ham i kollision med ”naivisterne”, hvis opfattelse var, at sagaerne var troværdige skildringer af det hedenske Island og fatalistisk nordisk heltedyrkelse. Såvel i dette spørgsmål som i hans argumenter for keltisk og samisk indflydelse på islandsk kultur var hans synspunkter ikke ukontroversielle.
At gå på pension er selvfølgelig relativt, og i Pálssons tilfælde fortsatte strømmen af bøger, artikler og udgaver – heriblandt vigtige udgaver af de store Edda-digte Hávamál og Völuspá – med uformindsket styrke lige til det sidste. Det gjorde også hans engagement for og støtte til unge forskere både i Storbritannien og i udlandet. Hans seneste bøger Sólarljód og vitranir annarlegra heima, et 1400-tals vissionsdigt, blev udgivet i sommeren 2001 efterfulgt af et værk om Gretters saga i efteråret 2002. Da han i 2002 omkom i et tragisk biluheld, var han i gang med endnu et manuskript.
Sammen med den tyske filolog Rudolf Simek udgav han Lexikon der altnordische Literatur, (1987), der siden er udkommet i flere oplag. Desuden har han skrevet indledning og noter til en række værker, bl.a. Liv Kjørsvik Scheis Landnåmsboken og sammen med Paul Edward's har han bl.a. udgivet Seven Viking Romances, Orkneyinga Saga, Egil's Saga, Eyrbyggja Saga, Knytlinga Saga, The Book of Settlement, Magnus' Saga, Hrolf Gautreksson's Saga og Göngu-Hrolfs Saga.
Kilde: Engelsk Wikipedia (overs.: clm)