Holger Danske
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
14. Holger Danske
315. I Fovlum kjær lige ned for Sønderup og ved den nordre side af åen er der en höj, Gyrrihöj, og der er Holger Danske født. Han var lige så stor, da han blev født, som et årsgammelt barn, og de måtte have to ammer til at føde ham. Han blev også tolv fod höj som fuldvoksen mand. Der er også kjendetegn på, at der har været beboelse på höjen, for der er taget stolper og mursten op af den, og at der har været fart over til den, er der godt nok tegn til, for i åen har de fundet siden af en bro, som de dog ikke fik op. Den forhøjning er ikke uden en alen over kjæret.
Ane Marie Kristensdatter, Ørum.
316. I kjæret vel en fjerdingvej nordvest for Fovlum præstegård lige ned for gården Sønderup ligger en höj, som kaldes Kong Gyrrihöj, på hvilken den bekjendte Holger Danske siges at være født. Som drenge gravede vi i den og fandt mursten, så der må nok have stået en borg. Nede i engen er der nu to åer, den ny og den gamle å. I den gamle å öst for höjen lå der en meget tyk egebjælke et stykke under vandspejlet, og den må have hørt til en gammel bro over åen, som har været der, da borgen stod.
Pastor Brix, Skjödstrup.
317. Her ovre ved Sønderup i Vammen sogn er der en stor knold ude i kjæret, Gjörrighöj kaldes den, og der skal Holger Danske have boet. Andre siger, at han skal have boet på Fovlum kjær på en holm, de kalder Sortholm. Der har også været et slot, det har a mærket så mange gange.
Ole Mønsted, Hulbæk.
318. Holger Danske var oppe på Møgelhöj. Der fik han Urup at se og tykte, at den var for stor. Så tog han en stor sten og smed ned efter den, den ligger i Urup sø og kaldes den grå so.
Vinding højskole.
319. På herregården Bygholms mark ligger der en höj, som kaldes Lowshöj (Lushöj), og i denne höj ligger Holger Danske begravet. Uden om höjen står der en rad sten, som ingen har kunnet tælle, for ihvor tit de bliver talt, bliver der dog aldrig lige mange for hver gang, tallet bliver al tid forskjelligt. Oppe på höjen ser det ud, som om man kunde spore hans legeme der neden under; jorden er höj for hver tå, for ben, arme og hoved, og det har da også kunnet sees, hvor stor han var. Sådan lyder et sagn, som har gået der i egnen i umindelige tider.
De havde en gang fundet Holgers sværd, og det var så stort, at de måtte kjøre det hjem, men der var aldrig fred på gården, så længe det var der, derfor måtte de kjøre det tilbage igjen og lægge det, hvor de tog det.
Sören Hansen.
320. Der er en hel række höje, som begynder på Bygholms mark og strækker sig over Hornum mark helt ud til Rask skov ved Gudenå. Her har en gang stået et stort slag. Holger Danske var på höjre flöj, og han blev begravet i den höj, der kaldes Holger Danskes höj, som ligger på Bygholms mark lige oven for Teglgraven. Omkring den höj stod en runddel af sten, og derved var den mærkelighed, at de ikke kunde tælles. Flere har prøvet det, men aldrig er nogen kommen til overens om, hvor mange der var. Det kunde ikke en gang stemme imellem to mand. Der er en gang her udgravet et ualmindelig stort sværd. Det var så stort, at de havde seks heste til at trække det ind på gården. Men der kunde de ikke have det, for der var ingen rolighed hverken nat eller dag, og så måtte de have det derud igjen. Da var det blevet så meget lettere, at to heste magelig kunde trække det. I de andre höje, der har forskjellige navne, er Holger Danskes stridsmænd begravede.
Johan Mejer, Trebjærg.
321. Holger Danske skal være begravet i Viborg domkirke. Så kaldte han på nogen og vilde fornemme, om den kristne hånd var stærk. Men der var ingen, der turde byde ham deres hænder. Der går da én hen og stikker en stålgreb ind til ham. Den klemmer han lige sammen, og så siger han: Nej, den kristne hånd var for svag endnu.
Kristine Madsdatter, Havredal.
322. De siger, at Holger Danske sidder i Almind hule (hulvejen ved Almind).
Anst herred. H. V. R.
323. Under én af Almind banker skal Holger Danske sidde og sove, indtil en gang Danmark kommer i nød: til Tyrken vander sin hest I Kongeåen, så kommer han.
J. M.
324. Holger Danske sidder et sted i en höj. Min moder sagde, at han sad ude i en kæmpehöj i Lovns sogn, og der var også mange indgange og indretninger ned til ham. Hvert år skal de give ham hånd, for han vil føle, om der er magt i det danske blod endnu, og så rækker de en stålgreb ned til ham, de tör jo ikke række hånden ned. Han skal jo op at slå for Danmark endnu en gang.
Jens Begs enke, Sundstrup.
325. Noget i syd for Hjarnes höj, Tornby sogn, ligger pa en mark en stor flad sten. En gang vilde markens ejer have stenen bort, da den var ham i vejen sådan midt i ageren. Han sendte da fire stærke karle hen med stålstænger for at vælte stenen bort. Endelig fik de den lettet i det ene hjørne, men så med skræk, at den hvilede på fire store hjørnesten, og dækkede over en stensat stue, hvori en gammel mand med langt hvidt skjæg og et stort sværd sad ved et stenbord, som skjægget voksede helt ned på. Han så op og sagde: «Er det nu tid? ræk mig din hånd, landsmand, at jeg kan føle, hvor stærk du er.» Den ene karl rakte ham stålstangen, som han tog i og klemte ganske flad. Da sagde han: «End er der kræfter i den danske arm, end er det ej tid! Hils mine brödre og sig, at jeg er Holger Danske, og at jeg kommer til hjælp, når Danmark er stedt i den største nød.» Nu kunde de slippe stenen, ilede hjem og fortalte, hvad de havde set og hørt. Stenen ligger endnu urørt på marken.
Katr. Høeg-Höjer.
326. Holger Danske skal sidde i Bulbjærg og vil komme og frelse Danmark, når det er i stor nød og fare. En bonde gik en gang fra sit arbejde med en greb på nakken, men så gik han vild i klitten og traf omsider Bulbjærg, hvor han fandt en indgang og gik ind i bjærget. Der så han en gammel mand med et langt skjæg siddende ved et bord og stöttende hovedet på begge hænder. Det var Holger Danske, som nu spurgte den indtrådte, der næsten havde tabt bevidstheden ved synet af den frygtelig store mand, om folk endnu var stærke i hans fædreland, og forlangte, om han vilde række ham sin hånd, for at han kunde prøve hans fingre. Manden rakte ham da grenene af greben, som han straks böjede og sagde så, at i hans tid havde folket anderledes stærke fingre, end at man sådan kunde böje dem, og det gjorde ham ondt, at folk nu til dags var så lidt stærke. Manden skyndte sig nu frygtsom til sit hjem.
På Skarrektit, som står udenfor Bulbjærg i havet, skal der stå en guldskål, som Holger Danske selv har sat der.
J. C. Overgård.
327. De siger, at Holger Danske boer i Bulbjærg. Der står en sten i havet uden for bjærget, og der fortælles om den, at Holger Danske har sat den der på en guldfod, og der skal stå et guldbæger oven i den.
Kristen Jepsen, Rødehus.
328. Holger Danske skal have siddet under en vidjebusk i Øsbjærg (Hammer) bakker.
Gårdejer Andreasen, Ö.-Br.
329. Der fortælles om en gang, som skal gå fra Sorø akademi ind under Sorø sø og fremdeles under jorden til Antvorskov kloster ved Slagelse. I denne löngang sidder Holger Danske og sover med hånden under sin kind, men når Danmark er i fare, da skal han vågne op af sin søvn og stride for det. Der var en gang to forbrydere, som skulde miste deres liv; men så fik de tilbud om at tjene deres frihed ved at gå fra Sorø til Slagelse inde i denne gang. Der var både mørkt og koldt der inde, slanger og andre fæle dyr fattedes det heller ikke på. Da de nu var kommen midt vejs, så de en gammel mand med et langt skjæg, som var fast groet i et stenbord, han sad ved. Den ene af forbryderne, som var en lystig og fræk karl, sagde: «God dag, du gamle Holger Danske!» og rakte sin hånd til ham. Den gamle greb den, men knuste den, og den frække karl måtte blive stående og fortæres af slanger og kryb. Den anden gik rolig og tavs der igjennem og tjente derved sin frihed.
P. Kr. Madsen.
330. Fra Slagelse kloster til Sorø går der en löngang. Det blev så en gang bestemt, at en mand skulde gå derned for at se, hvor langt den nåede, og hvad der mulig kunde være der nede. Der var også én, som dristede sig til det. Da han havde gået et langt stykke med et tændt lys i hånden, kom han til en jærnport, som han med stor vanskelighed fik lukket op, men i rummet inden for var ingen ting at se. Så gik han længere ind, for gangen blev ved, og kom til en anden jærnport, der var lige så besværlig at få lukket op. Inden for den udvidede rummet sig, så der var lige som en stue, og der var et bord, som en mand sad ved med et meget langt skjæg, der var groet fast til bordet. Da manden nu kom ind, rejste han sig op og rykkede skjægget fra bordet, så det gav et stærkt brag. Manden blev forskrækket og spurgte, hvem det var. «Jeg er Holger Danske, du skal ikke være bange, jeg vil ikke gjøre dig noget, og du må nok få lov at gå igjen, da du blot er kommen her af nysgjerrighed.» Ja, så gjorde manden sig så dristig at spörge ham, hvor længe han skulde blive siddende her. Holger Danske svarede: «Så længe, indtil der ikke er flere Danske, end at de alle kan gribe om et tøndebånd, men så vil jeg komme og hjælpe Danskerne.» Så fik manden lov at gå og nåede til sidst enden af gangen ved Sorø.
Fru Sofie Nielsen, Kjöbenhavn.
331. Den Gamle, siger man, vil bruge sværdet, når Tyrken vander sin hest i Viborg sø, hvad nok en gang vil ske, og det er derfor, han ikke vil af med det.
Kr. Sörensen.
332. I krigens tid var Frue kirke i Odense tagen til depot. Der stod en nat en skildvagt på kirkegården, da en hvid skikkelse kom og befalede ham at følge. Han adlød, og hun førte ham nu hen til en grav, hvoraf hun bød ham at løfte stenen. Da han havde gjort dette, befalede hun ham at stikke sin arm derned. Da han så trak den op igjen, var den blodig til op over albuen. «Så meget blod skal udgydes, inden Danmark bliver frelst,» sagde spøgelset og forsvandt.
J. P. M.
333. Når det ser allergalest ud for Danmark, så vender Holger Danske sig i hans grav, og så skal fjenderne fly.
Peder Jensen Smed, Strandby.
334. Holger Danske skal sidde ved en stenmur et sted her i landet, og når fjenderne kommer, skal der til sidst ikke være flere mænd i Danmark, end der kan samles om et tøndebånd. Så skal der gro en torn op i Viborg sø, og den skal Holger komme og binde hans hest ved og så vande den i søen. Nu skal han samle de tolvårs drenge, og de skal drive fjenden ud af landet med flintesten.
Ane Marie Kristensdatter, Skovvejen, Århus.
335. Holger Danske skal ligge begravet nede på Toftum mark i Søvind sogn i en höj, der kaldes Skrævhöj. Han skulde binde hans hest ved et træ i Viborg sø, og så skulde han samle de tolvårs drenge og tredsårs mænd at hjælpe ham at drive fjenden ud af landet.
Niels Pedersen, Gjedved.
336. Der ligger en lille holm i Odense å tæt ved Bellinge bro, den bliver ved at nærme sig, og gamle folk kan huske, at den i deres barndom var meget længere, derfra. Sibylle har spået, at når den kommer helt hen til broen, skal der stå en broget ko på den og brøle, og så kommer Dommedag. Men för den tid skal der stå et vældigt slag ved Odense, så at ænderne kan flyde i blod ud ad Vesterport. I dette slag falder alle våbenføre danske mænd, men så står Holger Danske op af Nonnebanken ved Odense og samler de tolvårs drenge og de gamle gråhårede mænd, og med dem jager han fjenderne ud af landet.
Hun har også spået, at Odense skal forgå, når der er flest folk i byen.
D. J.
337. Der skal gro en torn op i Nordmanddal, som Holger Danske skal binde sin hest ved. A kan huske, der var aldrig et træ i den dal.
Niels Simonsen, Vejrum.
338. Der skal gro et træ op i Viborg sø og stå et slag i nærheden, og ved det træ vil kongen binde sin hest, mens han går et andet sted hen og ser til folket i slaglinien. Der skal være en selvgroet stabel, som han binder hesten ved. Han skal slås med Tyskerne og vinde slaget med tolvårs drenge og firsårs mænd. Det træ skal allerede være groet oven ud af vandet.
Niels Kristian Jensen, Fredbjærg.
339. Tyrken skal komme til at bruge Viborg domkirke som hestestald.
E. T. K.
340. Der skulde gro en hvidtorn op i Viborg sø, som den danske konge skulde binde hans hest ved, når han kunde ikke klare sig længere, og så skulde han gå i søen og drukne sig. De siger, at tornen er groet op. Fjenderne skulde være Tyskerne. Men Danmark skulde dog vinde slaget til sidst med tolvårs drenge og tredsårs mænd, de andre der imellem skulde være bleven slagne ihjel.
Peder Jensen Smed, Strandby.
341. Holger Danske skal sidde under en sten i Norge ved et stenbord, og hans skjæg er groet fast i bordet. Når han rejser sig, revner bordet. Så kommer han igjen til Danmark, og det skal komme i sådan gylden flor igjen, som da han sidst var her.
Der skal stå et stort slag i Tårs hede med tolv-fjortenårs drenge og firsårs stoddere. Det er det sidste slag, og så skal Danskerne vinde, og så kommer den gode tid. Det har a hørt mange gange og hørt megen snak om.
Johanne Marie Kristendatter, Søheden.
342. I min bitte tid har a hørt, der skulde komme til at stå et slag mellem Viborg og Skive i Nordmanddal og tolvårs drenge og tredsårs mænd skulde vinde slaget, men enden var derfor ikke.
I det træ i Viborg sø skal der komme en skade og bygge rede, og fra det æg skal Holger Danske udstamme. Han skulde så endda endnu en gang komme til at stride for Danmark.
Jörgen Villadsen, Ramsing.
343. I Vendsyssel skulde der gro et træ ude i engene, te kongen skulde komme og binde sin hest ved og så vinde æ slag med tredsårs mænd og tolvårs drenge. For en fyrretyve år siden kom træet, og da hug de det af i slættetiden med en hjölli. Men den sprang dog ud igjen med flere grene og danner nu en hel purl buske, idet der stadig kommer spirer ud. Da de mærkede, at den groede mere end almindelig, lod de den stå.
Peder Christensen, Rottesgård.
344. Der skal være et sted, de kalder Tis enge, og der står et træ med tre grene, men det er så forfærdelig stolt, at det ser ud, som det var skyfæst. Der er spået af at der skal de tre danske konger binde deres heste, når slaget er så hårdt, at der er ikkun tolvårs drenge og kvindfolk til at kriges. Nogle siger, at det er kongerne af Danmark, Norge og Sverig, der skal binde heste ved træet.
Joh. N.
345. Når slaget står på Fjand Grönne, skal der ikke være flere mand i Danmark, end der kan sidde omkring et tøndebånd, men der skal dø tre kejsere først. Den sidste sejr skal vindes af halvfjersårs mænd og tolvårs drenge og kvindfolk. Når kejserne er døde, skal det ikke vare længe, inden det skal gå for sig. Det er Tyrkerne, der skal komme, og de har set dem inde i Udstrup hede. Der skal fiskes torsk i Torsted sande.
Marie Kirstine Kjærgård.
346. De har sagt, at i de sidste tider skulde Engelskmændene komme, og så skulde tolvårs drenge jage ham væk.
Grønfeld.
347. Der groer en torn op i Viborg sø, og den er skudt op flere gange, for de sejler ud og skjærer den af. Det er lige ud for Kloster og det ny brænderi, ikke så kort ude i vandet. Det skal komme så vidt, at tolvårs drenge skal vinde slaget, og der er spået, at der skal gro en hyld op på Nörresogns kirke, men nu er den jo brækket ned.
L. N. Vinkel.
348. Der skal vokse en hyld ud af muren på Asminderød kirke, og når den bliver så stor, at en hest kan bindes ved den, skal der blive krig, og der skal da ikke blive flere kristne mennesker tilbage i Danmark, end der kan sidde omkring et tøndebånd og få mad. Egnen skal blive fattig på sten. Da Sybille ikke vilde træde på korset, men vadede over, blev det vanskabte ben helbredet med det samme.
J. P. Jörgensen, Hedsbjærg. Der går et lignende sagn om Hald sø og hylden på Sal kirketårn.
349. Der skal gro et træ op i Viborg sø, og det skal Tyrken komme og binde hans hest ved, og så skal der komme en hvid ravn og bygge rede på et af Velling kirketårne. (Ö.- eller V.-V.) Det er tegnene, der skal gå forud for den sidste krig, og da skal tredsårs mænd og tolvårs drenge vinde slaget, de andre er gåede til.
Rasmus Nielsen m. fl, Vinkel.
350. Træet i Viborg sø er allerede kommet, og uår det bliver så stort, at Tyrken kan binde hans hest ved det i sølandingen, skal det gå løs med krigen.
Vinkel.
351. I Brud-sø ved Brædstrup skal der gro en birk op, hvor den tyrkiske konge skal binde hans hest. Nogle siger, at birken er kommen.
Vinding højskole.
352. Her nede i Kappensdal, som ligger mellem Hammel og Anbæk, skal der en gang stå et stort slag, som skal vindes med tolvårs drenge.
Kjöbmand Andersen, Hammel.
353. Der skulde gro en gren op her nord nede, og der skulde kongen blive sådan forjaget til, at han på flugten skulde binde hans hest ved den. De har kappet den af to gange, men den skulde gro op tre gange, og tredje gang kunde de ikke hugge den om, da skal den være så hård som sten.
Peder Svendsgård, Fabjærg.
354. Sybille har spået, at der skal gro en torn op i Skanderborg sø, og den skal en fugl — vist en due — komme og bygge rede i og lægge tre æg deri. Af disse tre æg skal der blive tre heste, og én af dem skal Holger Danske ride på, når der bliver så stor en krig, at alle de unge mænd er slåede ihjel, og der ikke er andet end firsårs mænd og tolvårs drenge tilbage. De skal så samle sig og førte af Holger Danske slå fjenderne og frelse landet. Dette skal vist ske, når Tyrkerne vander deres heste i Viborg sø.
A. N.
355. Sybille har spået, at Skanderborg skal blive så lang, at den kan nå ud til Skanderup kirke. Hun har fremdeles spået, at der skal gro et elletræ midt i Mos sø, og der skal Tyrkerne komme og binde deres heste. Så skal Holger Danske komme og samle tolvårs drenge og gamle mænd på treds og drive dem ud. Det skal blive ved den tid, når der bliver født en jenne hvid kalv med røde øren, og hendes spådom skal være så sikker, at hvis kjærnen vender sig i æblet, så gjælder hendes spådom ikke. Danmark skal sådan blive tumlet af fjenderne, når den kalv fødes. Sybille har spået, at Mos sø skal blive så lille, te de kan sejle (ride) over den på en asenskjæft. Hun har også spået, at jorden skal blive stykket ud så småt, at der skal blive et hus på hver agerende.
J. B. og M. H., Lille Tåning.
356. Der går et sagn om Mos sø, at den skal forsvinde og blive til en lille bæk, og derefter skal den atter blive til sø igjen. Når så det er sket, at Mos-sø-bæk er bleven til sø, så skal Tyrken vande hans bæster i den. Og nårentid de væi (vad) elle de bliver til stor skov, så bliver verden ikke længe. Væi elle er der, hvor a boer.
Peder Johansen, Mos sø.
357. Holger Danske var en gang inde i en kro og havde bundet sin hest udenfor. Men lidt efter kom hans fjende, og da han så den velbekjendte hest, skar han ørene af den. Derpå gik han ind til Holger Danske og sagde til ham: «Det er da skrækkeligt, så stærk en storm det er, den har endogså blæst ørene af din hest.» — «Det var da underligt,» sagde Holger Danske, «det må jeg ud og se.» Da han så, at ørene var skårne af, tog han sin kniv og skar modstanderens hest således, at munden nåede til ørene. Derpå gik han ind og sagde: «Det må du sige, at ørene blæste af min hest, men din er så forundret og glad derover, at munden går op til begge dens øren.»
Nik. Christensen.
