I. Anlangende Nafned
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Mand finder i de gamle tiids Sager nochsom, at fleere end et Landskab, har værit kaldetGrønland: Og har et af oplænderne udj Norge, hvilchet Peder Clausen Undalin, vil at schal have stræcket sig wester hen til det wand Miøes, værit det første saaleedis kaldet. Der haver Harald St Ollufs Fader Kong Gudriods af Vest-Folden hans Søn værit opfødt, som effter sin Fader Kong Gudriods bane flyde did, og siden af Stædet blev kaldet dend Grænske eller Grønlandske. Hvoraf lettelig sluttes, at det schal have heedet saaleedis fra Arilds tiid.
Om et andet tales i den Digt, om Ørvar Odds liv og levnet, hvilchet schulde værit et ødeland, og naar alt hen til Spitzberg, og Norder siden af Helleland, under den 73. bredes, og 5. længdes grad. Og kand det samme naar mand ligner Joen Gudmundsens og Thord Thorlaksens Landkort sammen, lettelig forstaais at ligge allerlængst borte i Norder-Hafved; Did hen siges Oddur at have seiglet, tagende Kaasen i sønder, og siden noget westliger. Saa Hellu-Lands Field har ligget meere udj syden hen endsom det sted, hvor hand seiglede fra: Men det regner ieg kuns for Æventür, og saadant som uden grund er opdigtet af nogle, der ej har videt noget vist om vort Grønland, inden det videre blev bekiendt, at berette, men har da, omskiønt kun med liden ære, saa villet bilde Folch noget ind, thi det synes iche rimeligt at Folch af saadan grund, schulle have givet Spitzberg og omliggende Orter, Grønlands nafn. Men fordj de hafver tencht bemte ort schulle grændse til det Grønland, som ieg her haver foretaget at beskrive.
Nafnet er kommen av det ord, som baade paa gammeldags og endnu brugelige maade, heeder grønt, men af somme siges grænt, efftersom sproget falder iche over alt lige eens udj sin udmælle; og de Danske saavelsom Norske, paa disse tider, bruger vel ø for o. Men Iislænderne tvert imod ordetz oprindelse, udsige det med et blotte e, saasom de udtale ord grænt, og andre deraf udspringende Ord, med een aaben mund, saa at begge bogstaver, baade det a og det e, hvoraf det er sammensætt, bliver udført: Maaskee paa græcische maade (saasom blandt andre) i de ord χαί og άιδως; hvilchen maade de Engelske ogsaa bruger, heraf schulde og kunde bevisis, at denne dobbeltliudende bogstav æ, retteligere udtales som et e. Saa er nu da Grønland, saa megit som et grønt Land; thi det ord land, er (som mand siger i Skoelerne) neutrius generis, burde derfor skrivis Græntland, eller Grøntland, mens efftersom den bogstav T tagis bort, af en brugelig maade til at schrive paa, som de Latinsche kalder Ellipsis, saa skriver mand Grønland eller Grænland; Ordet haver sin udspring af det ord Jeg græ, (heder paa Latin vireo) der aff kommer det ord Grode, eller Grønhed; og det qvindfolchs nafn Groa, Grødur, en Green, item Profit, Baade, og Grøinn, helbredet, lægt: og andre fleere som ere u-fornøden at opregnes. Heraf er nafnet Grønland eller Grænland kommen, fordj baade mark og Skouge stoede der saa deilige og grønne.
Mand har dog vel giort noget meer af Landetz gode Natur, end det i sig selv var, for at locke ved saadandt yndeligt nafn, fremmede did hen at bygge og boe. Denne Nafnetz oprindelse har Adam Bremer ogsaa hørt, dog hand iche har fattet den rette aarsag, thi hand i de Norske Øers beschrivelse meener de vare kaldede grønne af den grønne Søe, der hand saa siger. Folkene der ere af Søen Søe-grønne, hvoraf det landskab har faaet sit nafn, og disse samme lever paa samme maadesom Iislænderne, undtagend at de ere grimmere, og den Søefarendis mand, med deris Røfverie megit schadelige. Der siges at Guds Ord schal for nysens været kommet til dem.
Dette siger Adam Bremer sig have af andris Sagn: der hand dog i den 4de Bog, 42de Capitel schriver, at de har sendt Gesandtere till Erckebisp Adalbert, begiærendes at hand ville skiche dem nogle Præster, som og strax skal vere scheed, og det i hans egen levende livstiid.
