I. Indledning. Zimmer om Irernes Forhold til Nordboerne i første Halvdel af 9de Aarhundred

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den ældste Skaldedigtnings Historie

Sophus Bugge
1894

Indledning. Zimmer om Irernes Forhold til Nordboerne i første Halvdel af 9de Aarhundred.

Islandske Skrifter fra Middelalderen meddele mange Vers,⁽¹⁾ om hvilke der siges, at de er forfattede af Brage den gamle. Denne Brage har, hvis Beretningerne om ham er sande, havt hjemme i det vestlige Norge og har levet en Stund før Islands Bebyggelse. Han skal have staaet i Forbindelse bl. a. med Kong Ragnar Lodbrok. Til disse Beretninger i gamle islandske Skrifter støtter sig den traditionelle Opfatning, der endnu er den herskende, hvorefter de nu bevarede og Brage tillagte Vers skal være forfattede i første Halvdel af 9de Aar hundred⁽²⁾ af en Mand, som hørte hjemme i det vestlige Norge. I Overensstemmelse hermed betragter man disse Vers af Brage som de ældste Vers, der overhoved er bevarede af nogen navngiven norsk Digter. Ja i den nyeste Tid, da de fleste Kjendere af den gamle Digtning er blevne enige om, at de ældste af de saakaldte Eddadigte ikke er synderlig ældre end 10de Aarhundred, betragter man Brages Vers som de ældste norske Vers, der er bevarede, og som de ældste nu kjendte udførlige Mindesmærker af norsk Sprog.⁽³⁾

Denne Mening har en udmærket og høit fortjent Kjender og Fremstiller af den islandske Litteraturs Historie Dr. Finnur Jónsson nylig hævdet imod mig, som paa flere Steder (navnlig i Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse S. 271 f.) har udtalt den Opfatning, at de Vers, som tillægges Brage, efter hele sin Eiendommelighed i det tidligste er fra Midten af 10de Aarhundred, og at de snarere er forfattede paa Island end i Norge. Idet Finnur Jónsson holder fast ved den Forudsætning, at Brages Vers er fra første Halvdel af 9de Aar hundred, bruger han dem som Vaaben mod min Opfatning af flere norrøne Grude- og Heltesagns Oprindelse. Se hans Af handling, som er trykt i Arkiv f. nord. Filol. VI, 141—155. Conseqvenserne af den der fremsatte Opfatning i dens Forhold til den norrøne Mythologi har F. J. draget i et Foredrag, som er holdt ved fjerde nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn 1892 og trykt i Arkiv IX, I—22.⁽⁴⁾

Han udtrykker sig her bl. a. saaledes: «De mytiske forestillinger, der findes hos Bragi, kan . . . ikke have noget med Irernes eller de kristnes tro at gøre» (S. 13). «De nye mytologiske teorier og digtenes ægthed er uforenelige, ja uforsonlige modstandere» (S. 18 f.).

Jeg skal foreløbig lade den Mening, at Brages Vers ikke er yngre end 840, blive staaende urokket og, førend jeg gaar over til mit Hovedæmne, med en anden sagkyndig Mands Udtalelser sammenstille Finnur Jónssons Paastand (Arkiv IX, 13) om, at der før 840 ikke kan have bestaaet «nogle som helst fredelige Forbindelser mellem Vikingerne og de Folk, de kom i Berøring med», mindst af en saadan Art, at en aandelig religiøs Paavirkning fra de Kristnes Side allerede dengang kan være indtraadt. Jeg skal derigjennem søge at bestemme, hvor vidt det, som F. J. mener, ligefrem følger af de historiske Forhold, at mythiske Forestillinger, der udtales i norske Digte omkring 840, ikke kan have noget med Irernes eller de Kristnes Tro at gjøre.

Den Opfatning af Forholdet mellem Nordmænd og Irlændere, som F. J. her har udtalt, staar i bestemt Strid med den Opfatning, som gjentagne Gange er bleven udførlig begrundet af en af de første nulevende Kjendere af den irske Litteraturs og det irske Sprogs Historie, Heinrich Zimmer.

Jeg skjønner vistnok ikke rettere, end at Zimmers Fremstilling ikke i alle Dele lader sig opretholde. Thi den støtter sig for en Del til irske Ord, som efter Zimmer skal være laante fra Nordisk, men ved hvilke hans Forklaringer tildels turde være tvivlsomme eller vel endog utilstedelige.⁽⁵⁾

Men Zimmers skarpsindige Udviklinger, fra hvilke de i det følgende meddelte Sammenstillinger er hentede, turde dog vise, at F. Jonssons Paastand, hvorefter der aldeles ingen aandelig Paavirkning fra Irerne paa Nordboerne har fundet Sted før 840, er uholdbar.

I Aaret 795 vise Vikingerne sig først ved Irlands Kyster. I dette og de følgende Aar plyndre de flere irske Øer. I 807 optræde de i Irland selv. At disse første Vikinger i Irland kom fra Hordaland i Norge, tør sluttes af det ældste irske Navn paa Norge Hiruath, der egentlig er et Folkenavn, i Gen. pl. na Hiruade, som nævnes i det gamle irske Heltesagn og tidlig forsvinder. Dette Navn Hiruath hører tydelig sammen med Hereðaland, der findes som Betegnelse for Vikingernes Hjemland i 3 Haandskrifter af den angelsaksiske Krønike ved Aar 787.⁽⁶⁾

I de følgende Aar plyndre Vikingerne paa de forskjelligste Steder af Irland. Landet er snart overfyldt af de Fremmede. Tidlig gik Flokke af Vikinger i irske Høvdingers Tjeneste. Zimmer mener,⁽⁷⁾ at dette kan have forekommet allerede fra 810 af. Vikingerne var længe borte fra sit Hjem og havde i Regelen ikke nordiske Kvinder med sig. De røvede derfor gjærne irske Kvinder. Ulsterannalerne melde ved 820, at Howth ved Dublin bliver plyndret af Hedningerne, og at et stort Bytte af Kvinder bliver slæbt bort. Samlivet med irske Kvinder maatte naturligvis paa mange Maader paavirke de nordiske Vikinger, der færdedes i det fremmede Land fjærnt fra Hjemmet.⁽⁸⁾ Allerede i første Halvdel af 9de Aarhundred faa Vikingerne fast Tilhold paa forskjellige Steder i Irland og drive fra disse Punkter etslags Røverliv. Mange Irer slutte sig til dem og føre et lignende Liv. Navnlig Mangelen paa nordiske Kvinder bevirker, at mange af disse spredte norske Vikingeflokke lidt efter lidt opgive sin nordiske Nationalitet.

Zimmer mener, at de ældste Laan fra Nordboerne, som kan paavises i irske Sagn og irsk Sprog, overførtes til Irerne før Oprettelsen af et fast nordisk Herredømme i Dublin 852,⁽⁹⁾ og at denne Paavirkning udgik fra Nordmænd, som i mindre Flokke havde sat sig fast paa mange forskjellige Punkter af Irland i første Halvdel af 9de Aarhundred, og som allerede omkring 850 tildels havde antaget halv irsk Nationalitet.⁽¹⁰⁾

Zimmer fremdrager forskjellige litterære Vidnesbyrd, som skal vise, hvor tidlig Nordboernes Indflydelse paa Irerne giorde sig gjældende.

I en sandsynlig straks efter 841 skreven Fortælling i «the book of Armagh»⁽¹¹⁾ berettes, at Patrik vækker op fra Døden en Kjæmpe, som siger, at han har været Svinehyrde hos Kongen af Hirota (d. e. Norge).

I Klosteret St. Paul i Kärnten findes et irsk Haandskrift, som ikke synes at være skrevet senere end 840.⁽¹²⁾ Deri findes et Digt om Kong Aed,⁽¹³⁾ og i dette forekommer flere Ord, som Zimmer holder for nordiske. Det heder til Slutning: «Ved Ølet synges Sange, drenga itir dreppa dæna, klangfulde Bardecompositioner (Skaldekvad) prise Aeds Navn, medens laith (Øl) drikkes».⁽¹⁴⁾ Zimmer mener, at drenga betyder «Drenge» og at dreppa er oldnorsk drepa om at slaa Strængene.⁽¹⁵⁾ Men der fremkommer en skjæv Mening ved det Udtryk, at Drenge (i Flertal) slaa Strængene, medens Sange synges. Hvis Ordene virkelig er nordiske, vilde jeg heller gjætte paa, at dreppa dæna var forvansket af oldnorsk drekka (ok) doema, der er det faste Udtryk i de episke Digte for Hyggen i et godt Lag, og som, efter hvad jeg har paavist, skylder Indflydelse fra engelske Digte sin Oprindelse.⁽¹⁶⁾ Kvædet om Aed kunde da her forud sætte et nordisk episk Digt, hvori det har hedt:

drekka ok doema
drengjaʀ (eller drengiʀ) . . . . .

Selv om det nu gjærne kan indrømmes, at Zimmer antager for stærk Blanding og gjensidig Paavirkning af Nordmænd og Irer i Irland i første Halvdel af 9de Aarhundred, saa vil man dog allerede af det foregaaende have seet, men bedre af Zimmers egne Afhandlinger lære, at man ingenlunde med Finnur Jónsson kan paastaa, at Irlænderne før 840 ikke havde nogensomhelst aandelig Indflydelse paa de nordiske Vikinger.

Hertil kommer, at vi har al Grund til at antage, at de norske Vikinger paa de nordskotske Øer tidligere, stadigere og nærmere end i Irland kom i Berørelse med Irlændere eller andre keltiske Mænd og blev paavirkede af dem.

---

Jeg antager dog ingenlunde, at al den Paavirkning fra Vesten, som efter min Mening kan spores i Brages Vers, har gjort sig gjældende hos Nordmændene før 840, og at Brages Vers ikke er senere end denne Tid.

Brages Vers forudsætter efter min Mening, at mangfoldige aandelige Impulser fra Vestens Folk ikke alene er optagne af Nordmændene, men ogsaa har skabt sig selvstændige Former hos dem. Ja i Brages Vers fremtræde, tror jeg, mange af de fra Vestens Folk optagne Motiver og Forestillinger ikke i den Form, hvori de tidligst fandt Udtryk hos Nordmændene, men i en ny, secundær Behandling. Dette kan ikke have været Tilfældet i den Grad og paa den Maade allerede ved Midten af 9de Aarhundred.

Jeg anerkjender derfor gjærne Sandheden af Finnur Jónssons Ord, at mine mythologiske Theorier og Ægtheden af Brages Vers er uforsonlige Modstandere, og jeg skal i det følgende søge at opfylde det Krav, som han stiller til mig og hvis Opfyldelse efter hans Mening er umulig, nemlig at bevise, klart og utvetydigt at bevise, at de Brage tillagte Vers ikke er saa gamle som fra c. 840.

Jeg vil udtrykkelig fremhæve, at det ikke er min Opfatning af den norrøne Mythologis Udviklingshistorie, der hos mig har vakt Tvivlen om Ægtheden af Brages Digte. De ældre Skrifter om den norsk-islandske Digtnings Historie forudsætte,⁽¹⁷⁾ at de Brage tillagte Digte er ægte, som noget, der følger af sig selv og ikke behøver at støttes ved Grunde. Tidligst har jeg fundet Ægtheden af Brages Vers benegtet, men uden nærmere Begrundelse, af Rosselet Isl. Lit. (1855) S. 270. Vigtigere er det, at den store Kjætter E. Jessen har erklæret Brages Digte for ikke authentiske.⁽¹⁸⁾

Jeg har saa i Zeitschr. f. deutsche Philol. VII, 391 f. paa en Tid, da min nuværende Opfatning af nordisk Mythologi endnu ikke var dukket frem hos mig, ligeledes bestemt udtalt mig mod Authentien af Brages Digte, men i Overensstemmelse med Gustav Storm og i Modsætning til Jessen anerkjendt, at der ikke er nogen Grund til at tvivle om, at der har levet en norsk Digter af Navnet Brage.

Min nuværende Opfatning af den norrøne Mythologi har dog naturligvis i høi Grad bestyrket mig i min Overbevisning om, at Brages Digte ikke er authentiske.

Man vil have seet, at Finnur Jónsson har tillagt Spørgsmaalet, om Brages Vers virkelig er norske Vers, der ikke er yngre end Aar 840, en gjennemgribende Betydning for Bestemmelsen af de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse. Heri har han havt Ret. Dette Spørgsmaal bliver ogsaa et Hoved spørgsmaal for Undersøgelsen af det norske Sprogs Historie forud for den skrevne Litteraturs Tid og af den norrøne Digtnings ældste Udvikling samt for Værdsættelsen af den islandske Traditions Betydning for de Tider, som ligge forud for Islands Bebyggelse.

Det gjælder her overhoved at faa fastslaaet det Princip, hvorefter Alderen af de i islandske Skrifter meddelte Digte, som siges at være fra Tiden før eller kort efter Islands Bebyggelse, skal bestemmes; om man ved en saadan Aldersbestemmelse kan med fuld Tryghed følge den islandske Traditions Udsagn, eller om man først og fremst maa undersøge, hvad der fremgaar af Digtenes egen Eiendommelighed, sammenholdt med Kjendsgjærninger, som er uafhængige af den islandske Tradition.

Det synes mig derfor nødvendigt at underkaste Spørgsmaalet om Ægtheden af Brages Digte en udførlig og indgaaende Undersøgelse.

---

Min Argumentation i det følgende rettes oftest mod Finnur Jónsson. Dette er naturlig blevet saa, fordi han klarest og udførligst har udviklet og i bestemt Modsætning til min Opfatning har forsvaret den traditionelle Opfatning, som jeg bekjæmper. Men netop fordi jeg oftest vender mig mod ham, vil jeg her udtale min varme og oprigtige Anerkjendelse af, at han har bidraget overmaade meget til fyldigere Kundskab om den norrøne Olddigtning. Navnlig er efter mit Skjøn hans endnu ufuldendte Værk «Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie» den grundigste og lærerigeste hidtil udgivne sammenhængende Fremstilling af den gamle Digtnings Historie. Denne Fremstilling er holdt klar, rolig og besindig; den nøgterne og dog varme Opfatning fremgaar overalt af egne Undersøgelser, og velgjørende virker den Kjærlighed til Stoffet, af hvilken Fremstillingen helt igjennem er beaandet. Hvad særlig de i nærværende Afhandling undersøgte Forhold angaar, vil jeg udtrykkelig udtale Anerkjendelsen af, at det ikke blot var berettiget, men nødvendigt at stille det Spørgsmaal, som Finnur Jónsson har søgt at besvare: Lader den Mening, at de norrøne Gude- og Heltesagn er stærkt paavirkede af Nordboernes Samfærsel med kristne Folk i Britannien, sig forlige med de Digte, som efter den islandske Tradition er forfattede af de ældste navngivne Skalde, og lader den sig særlig forlige med Brages Digte?

---

Fotnoter:

(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)

1. Kvæþa-brot Braga ens gamla Boddasonar . . . herausgegeben von Hugo Gering. Halle 1886.
      I det følgende skriver jeg Ord, som forekommer i Brages Vers og i andre gamle Kvæder, i Former, som ikke (uden hvor det af særlige Grunde er nødvendigt) er mere antike end de i Haandskrifterne brugte. Jeg skriver saaledes f. Ex. Rán, ikke Rǫ́n. ▲
2. Efter G. Brynjulfsson (Annaler f. n. Oldk. 1869 S. 6) maaské i det 8de Aarhundred. Rosenberg (Nordboernes Aandsliv I, 416) henfører Brages Digte til Tiden nærmest før eller efter 800. ▲
3. Alle norske Runeindskrifter, som er ældre, er jo meget korte. ▲
4. Jfr. Forhandlinger paa det fjerde nordiske Filologmøde S. 239—242; «Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie», første Bind. ▲
5. Irsk gilla «ung Mand» skal efter Zimmer være Laanord fra nord. gildʀ «kraftig (stout, brawny)». Men denne Betydning har gildr neppe i det gamle Sprog. Det betyder snarere «fuldgod» og anvendes aldrig som Substantiv, medens det irske Ord bestandig anvendes saaledes.
      Keltologer har modsagt Zimmers etymologiske Forklaringer af irsk diberc, fiann, teinm lægda. Fra nordisk Standpunkt kan jeg ikke finde disse hans Forklaringer sandsynlige. Jeg fremhæver exempelvis irsk teinm lægda, der er en Betegnelse for en Tryllesang. Dette skal være urnord. teinoʀ lagiðeʀ. Men i Begyndelsen af 9de Aarhundred havde nordiske a-Stammer Endelsen — aʀ, ikke — oʀ, og den ældre Endelse — oʀ udtaltes visselig med langt å eller langt aabent o, der i Irsk vel ikke kunde gjengives ved m. Desuden svarer til nord. ei (ai) regelret irsk ai, ikke ei. Ogsaa Betydningsforholdene tale mod den nævnte Combination. ▲
6. Jfr. Zimmer Kelt. Beitr. I, 205 f.; III, 131; III, 161 f. Mine Bemærkninger hos Taranger «Den angelsaksiske Kirkes Indflyd. paa den norske» S. 19 f. ▲
7. Kelt. Beitr. III, 54. ▲
8. Hermed fortjener at sammenholdes Finnur Jónssons Bemærkning (Arkiv IX, 13, Anm. 2): «At vikingerne skulde have ladet sig belære af deres — formentlig existerende — fanger og forlede til at forlade deres gamle tro, er saa utænkeligt og naturstridigt, at jeg ikke behøver at opholde mig derved.» ▲
9. Kelt. Beitr. III, 161. ▲
10. Zimmer Kelt. Beitr. III, 171. ▲
11. Zimmer Kelt. Beitr. III, 53 f., 95, jfr. I, 231 ▲
12. Zimmer Kelt. Beitr. III, 85. ▲
13. Windisch Irische Texte S. 319 f. ▲
14. Zimmer Kelt. Beitr. I, 280 ff.▲
15. itir er den irske Partikel: «imens». ▲
16. Se mine Studier I, 5. 542. ▲
17. Saaledes f. Ex. endnu Keyser «Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur» S. 273 f.; Jón Sigurðsson i Sn. Edda ed. A. M. III, 307 ff. ▲
18. Undersøgelser til nordisk oldhistorie (1862), S. 10 Anmærkn. I stærkere Udtryk og med udførligere Begrundelse «Über die Eddalieder» (i Zeitschr. f. deutsche Fhilol. Bd. III, 1871), S. 20 f. ▲