III. Hvorlunde Grønland er kommen til at blive funden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
En ved nafn Gunnbiørn, Ulff Krakis Søn, effter at Gardar hafde fundet Iisland (hvilchet hand af sit nafn haver kaldet Gardars-Holm) har seiglet temmelig wiide omkring, og saa faaet een, imod Iisland at agte, lille Øe i sigte, og kaldet den samme Gunnbiørns Klippe, eller Gunnbiarnar Skeer, effter som den megit store Øe var bleven kaldet Gardars-Holm, ligesom det maatte værit kun en Holm, eller lille Øe. Dog beretter Biørn af Schardsa, at samme Gunnbiarnar Skeer, bliver udj Historier deels kaldet Land, undertiden wel ogsaa de store Øer, hvilche historier ieg dog aldrig haver seet.
Videre beretter Biørn, at Een ved nafn Hallbiørn, og anden Stirbiørn, lenge dereffter schal have seiglet did hen, i henseende at bebygge disse Øer, hvor de og een afften er anlændede; og at de ere blevne saaleedis eens med hin anden, at de iche uden til sammens schulde gaae i land; Der effter, som de havde satt ud deris baad, har alle mand lagt sig til Søfns: men om natten har den Eene hemmelig faret i land, og fundet der et dødt Mennische som nyligen var begravet; under hvis Skuldre, effter Hedningernes skick, laae en svaer paase med penger, dend tog hand med sig om bord, og lagde sig saa ned til Søfns: Om morgenen før dag, som alle mand var opstaaen, har mand ved Baaden merket, at een imod aftale om at holde last og brast, havde værit i Land paa Øerne, hvilchet blev anden af deris Skipper tiltænkt; Hvorover de først med Ord, og derpaa med hugg, ere komne sammen om dette; og endelig Pengepaasen falden ned paa Overloget. Dermed har alle mand løbet til gewæhr. Baadsfolchet fordeelet sig i tyende parter, og fegtet hver for sin Skipper, indtil de begge bleve slagne, og de faae som var i Live, og ey saa ilde saarede, seiglede tilbage igien til Iisland, hvor de dette have fortalt. Samme Biørn beretter og, effter Landnama Saga (ihuorvel det findis iche i de trøckte exemplarier) at de Østmend (saa kaldede Iislænderne de Norsche) skulde have drefvet ind i een Hafn ved disse Øer, og fundet der ingen Huuse, men selv bygt hytter der ved stranden. Herforuden anfører hand, effter Folche-Sagn, andre Sager, som stadfæster disse Øer at være till, og først Biørn Jorsalefares, som var een Høvitzmand over Iisland, hvilchen (som den samme beretter) Aº 1391. drev til disse Øer, men kom dog icke op paa landet. Saa og forteller hand om een, ved nafn Clement à Latrum i Adalvyk, som hand siger schulle have levet for et half hundret aar siden. Jeg troer ungefæhr Aº 1580.
Denne Clement, effter at hand var kommen i Fougdens ugunst, da, for at iche plagis af hannem, har hand flyed til een af Englændernis fische baader, som gierne pleyer fiske der under landet, lejede sig til arbeyde hos dem, med de forord, at de schulle sætte ham der paa Landet før de reiste bort, saa hand dis tryggere kunde skiule sig der, efftersom mand vel schulle bilde sig ind, at hand var reist af med dem til Engeland. Men dereffter schulde hand have forstucket sig i Fieldet, eller i Biergernis huuler, og værit forraad af sin egen tienner Thord, hvilchen der af blev kaldet Thord Forrædere. Denne Clement beretter Biørn at have fortalt, at de Engelske drev østen under Gunnbiarnar Skiær, men giorde sig dog ey kyndig om Landetz storhed. Omsider har de med tyende baader roed til en klippe. Den eene baad har de ladt med fugler, som mand kalder Geir-Fuglar. I det de med den anden baad vilde roe beder til lands, og fornam at all fiorden var fuld af fisk, har de ladt baaden deraf. Hand siger at have selv værit derhos, og at der er baade et deyligt feedt blomsterrigt land, og fischerigt haff, hvorvel mand schulle see det an for en klippe, og bare holme.
Ydermeere fortæller Biørn, at Hans Eliæsøn, Kiøbmand paa Iisefiord, har berettet om sig, at hand i mørke-taage har værit forsætt hen i samme haf; men har som det lysede op, seet land i taage Væir, og dynger af tørfisch staa ved stranden, til ligemed steenhytter, ligesom mand bruger i Iisland at forvare fisch udj; men paa hvad tid det er scheed, taler hand indtet om. Jeg slutter at det har værit een Dansch Kiøbmand, som har værit der i Biørns tiid.
Endelig for at bekræffte med egen Erfahrenhed, foregiver hand, at paa en stor steen, med et huul eller riff udj, som de gamle har opreist, at naar der er klart væirligt, schulle mand kunde see igiennem bern: hull fornefnde Gunnbiarnar Skiær, og det beviiser med samme Clements ord, at den yderste part lader sig iche større ansee, end et wiinfad, men landet som den ligger paa, er temmelig stort. At mand og nogle gange schal imod høsten have paa den kaas seet et Skib: men Mand siden ei er bleven det var, hvilchet har givet den tanche, at Engelske driver handel der i landet, og fører fornøden wahrer did til Indbyggerne; thi udi Augusti maaned, er der iche saa farligt for Søe-iisen. Endelig besluttis alt dette, med hr Oluf Haldorsøns, som har levet j Biørns tiid, hans beretning; ti hand siger, at sidste gang hand reiste til Iisland, er hand i et mørkt væir, seiglet disse Øer forbj, men naar det klarede op, da haver de seet disse øer achter ud; men de Dansche har staaet paa, at det var Bierger som ligger ved Fiordene wester paa Iisland, som de saae i taagen indtil den træckede op, og kom i meening overeens at det var et andet land, ihvorvel ingen af dem tilforne wedste aff Gunnbiarnar-Skiær at sige.
[Arngrim siger i Specimine Islandiæ, Sect. 35, p. 34, at det (ɔ: Gunnb. Sk.), saavidt han vidste, altid havde været ubeboet.]
