Indledning (Grammatik for det islandske oldsprog)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925

A. Indledning

1. Det (norsk-)islandske sprog kaldes undertiden i vestnordisk som modsætning til dansk og svensk, der da kaldes østnordisk. Dette er rigtigt, når der henses til tiden ved og efter 1000. Inden den tid var sproget i Norden for det meste ens overalt. Det var fællesnordisk, dog uden tvivl med forskellige dialektiske afvigelser.
   Det ældste kendte nordiske sprog, det såkaldte urnordiske, der må betegnes som fællesnordisk, kendes hovedsagelig fra de ældste og ældre runeindskrifter i Danmark. Norge og Sverrig dels på løse genstande - af træ eller metal -, dels indhuggede i sten. Ældgamle låneord i finsk (og lappisk) er en anden, tildels ældre, kilde for dette sprog.
   Dette urnordiske sprogs tidsrum er hovedsagelig o. 400 (300)-600 e. Kr. Derefter følger et overgangstidsrum, yngre urnordisk, til o. 700.
   Fra o. 900 har man islandsk, der dog i begyndelsen i alt væsenligt var ens med vestnorsk. I løbet af det 11. og endnu mere i løbet af det 12. og 13. årh. mærkes betydeligere afvigelser mellem norsk og islandsk; det sidste holdt sig på visse punkter længere på et ældre standpunkt. Nogle af de norske sprogændringer trængte også ind i islandsk, medens islandsk på den anden side undergik ændringer, som ikke fandt sted i norsk. Fra o. 1300 bliver afvigelserne stadig större, idet norsk nu efterhånden bliver mere eller mindre påvirket af dansk (og tysk), også noget af svensk.
   2. Indenfor norsk kan der næppe påvises nogen spaltning för end ved 1100; for den tid er også mindesmærkerne få. Et gammelt modsætningsforhold på visse punkter har der dog været mellem trondhjemsk-østnorsk og vestnorsk (kysten syd for Trondhjemsfjorden), hvorom nærmere i § 20 f.
   For det ældre islandske sprogs vedkommende kan der fastslås 3 tidsrum, hvoraf det første går til o. 1100; derefter følger et tidsrum, rigt på mange overgange og ændringer, til ned i det 14. årh. Det 3. tidsrum, mellemislandsk, som det kunde kaldes, går så til o. 1550, ved hvis slutning vigtige og gennemgribende ændringer er i færd med at foregå (f. eks. helt nye kvantitetsforhold) eller - delvis - er foregåede. Se herom Uds.¹
   3. Det urnordiske lydsystem falder i alt væsenligt sammen med det urgermanske. Dettes lydforhold overfor det indoevropæiske var:
   a. vokaler:
   urg. ǎ svarer til ide. ǎ og ǒ (nord. aka, faðir, jfr. lat. ago, pater; - gestr (af gasti-), langr, jfr. lat. hostis, longus);
   urg. ĕ svarer til ide. ĕ (nord. eta, jfr. lat. edo);
   urg. ĭ svarer fil ide. ĭ (nord. vita, jfr. gr. Ƒιδεĩυ, fiskr jfr. lat. piscis);
   urg. ŭ svarer til ide. ŭ (nord. ok, ældre juka, jfr. lat. jugum);
   urg. forbindelse ul(lu), um, un, ur(ru) svarer til ide. ļ, m, ņ, ŗ, (nord. ulfr, fullr, kund f. kumð, munnr, horn, þurr, af oprl. vŗ-, pļ-, g^vm-, mņ-, kŗ-, tŗ-);
   urg. ǽ (ē), der i nord. blev ā, svarer til ide. ē (nord. dāð, got. dāþ, jfr. gr. τίδημι;
   urg. ī svarer til ide. ī (nord. síma, jfr. gr. ίμάς, urg. ī (af ii) svarer til ide. ei (nord. stíga, jfr. gr. στείχω;
   urg. ō svarer til ide. ō og ā (nord. flóð, óss, jfr. gr. πλώω, lat. os; móðir, bróðir, jfr. lat. māter, frāter);
   urg. ū svarer til ide. ū (nord. mús, jfr. lat. mus);
   urg. ai. nord, ei og ā, svarer til ide. ai og oi (nord. eir jfr. lat. æs; einn, jfr. oldlat. oino-); far af faiha-, jfr. gr. ποιχί(λος);
   urg. au svarer til ide. au og ou (nord. auka, jfr. lat. augeo; rauðr: jfr lat. rubr- af roudhr-);
   urg. eu, nord. jú (jó) svarer til ide. eu (nord, bjóða, jfr. gr. πεύδομαι;
   eller i tabellarisk form:

urg. ă = ide. ă, ŏ    -- ě = -- ě    -- ǽ (ā)= -- ē    -- ǐ = -- ǐ

urg. ī = ide. ī, ei    -- ō = -- ō, ā    -- ŭ = -- ŭ jfr. ļ,m,ņ,ŗ    -- ū = -- ū

   b. Konsonanter:
          gutturaler: k, g, b
          dentaler: t, ð [d|, þ, s, z
          labialer: p, ƀ, f [b]
          nasaler: n, m, ŋ
          likvider: r, 1
          halvvokaler: j, w.

Heraf falder de 3 sidste rækker sammen með tilsvarende ide. lyd: det samme gælder s i dental-rækken. Hvorledes de andre lyd svarer til de ide er fremstillet i § 23.
   4. Det urnordiske alfabet eller, som det kaldes, fuþark, bestod af 24 tegn fordelte, efter et ukendt princip, på 3 rækker eller slægter (ættir, der mulig kommer af átta 8). Det lindes flere steder: på Kylfver-stenen, på Vadstena-brakteaten (her lidt ufuldstændigt på grund af pladsmangel), samt udenfor Norden, på Charnay-spændet. og ser i det hele således ud:

Her findes tegn for vokalerne a e i o u, samt tegnet der anses for at betegne en e- eller ī- lyd. snarest det sidste.
   Af konsonanter findes der:
   gutturaler: k, g, h
   dentaler: t. ð, þ, s, r (z)
   labialer: p, ƀ, f
   nasaler: n, m, ŋ
   likvider: r, 1
   halvvokaler: j, w,
hvilket svarer ret nöje til de fællesgermanske lyd.
   Af disse lyd var ƀ, ð, g vistnok allerede i urn. eksplosiver efter nasal (lanð- > land-). Nogle (Bugge) har ment, at alle 3 i urn. allevegne var eksplosiver, medens andre, vist med större ret, mener, at denne overgang først er senurn.

   Anm. 1. Denne fuþark egnede sig godt til at udtrykke det nord. sprog i det hele. I tidens løb foregik der enkelte ændringer i sprog og udtale, hvilkel medførte ændringer i fuþarken; disse blev dog af en langt mere gennemgribende art end nødvendigt og ønskeligt. Den kom da til at bestå af kun 16 tegn, der også fordeltes på 3 rækker (6 + 2 x 5), den yngre fupark. De 3 ætter kaldes Freys, Hagals og Tys æt og består af følgende tegn:
          f u þ ą r k
          h n i a s
          t b m l ʀ
Her findes kun vokaltegnene ą, a, i: u, konsonant tegnene: k. h; t, þ, s, ʀ; f, b; n, m; r, l. Her lindes to a-tegn; hvoraf det ene, den gamle jāra-rune (j forsvandt overall i forlyd, jāra-āra-ár, derfor fik tegnet betydn. af a), betegner almindeligt a, medens ansuʀ-(óss)-runen brugtes til at betegne nasaleret a (ą). i og u brugtes henholdsvis for i, e og u, o; k, t, þ, b hver for 2 lyd (k, g; t, d; þ, ð; b, p). Denne fuþark passede langt fra godt til sproget, hvorfor man i tidens løb søgte at udvide den, f. eks. ved de såkaldte stungne runer ( = e, = g osv.).
   Anm. 2. På Island begyndte man at göre optegnelser i modersmålet i slutningen af det 11. årh., måske nogel tidligere i Norge. Runealfabetet egnede sig meget dårlig dertil, og da det varde gejstlige, der begyndte med at göre litterære optegnelser, måtte det selvfølgelig blive det latinske alfabet, der nyttedes. Dette var på flere punkter fuldt så bekvemt for öjemedet. Man havde her
          vokalerne: a, e, i, o, u
          konsonanterne: b, c, d, f, g, h, k, 1, m, n, p, q, r, s, t, x. Men her manglede der tegu for de nordiske omlyd samt for ð og þ. Omkr. 1100 søgte en Torodd, kaldt "runemester". at forbedre fuþarken især ved tilføjelse af binderuner for at betegne omlyden - sikkert for bedre at bruge den til at skære i træ. En unævnt gejstlig foretog sig derimod o. 1140 at udvide det latinske alfabet (Den 1. grt. afhdl.); han føjede da til de 5 lat. vokaler tegn for de 4 omlyd: ę, ǫ, ø, y, samt konsonanten þ både for ð og þ), som han sikkert lånte fra angelsaksisk skrift, senere blev det angels. ð optaget. Den samme forfatter giver også den vigtige oplysning, at alle vokaler, foruden at være korte og lange, også var nasalerede i visse stillinger (Jfr. Uds. 14). Udtalen af disse lyd o. år 1200 har, når der ses bort fra nasaliteten, omtrent været følgende: å var en meget åben lyd, medens á var mere lukket og gik senere over til å el., på Island til a^v. ě var lukket og é den tilsvarende lange lyd; ě åbnedes dog ret tidlig og faldt sammen med ǽ (jfr. Uds. 22). ī og i var henholdsvis kort og lang i-lyd, men dog sikkert lydlig noget forskellige. Ved 1200 var i blevet konsonant foran vokal, ŏ og ó var lukkede lyd, henholdsvis kort og lang, (senere åbnedes de betydelig), u og ú ligeledes. Foran vokaler var u i visse tilfælde (især efler h og s, t og þ) en halvvokal. ǫ (u-omiyd af a) bar vistnok opr. ikke været, meget fjærnt fra grund-lyden (jfr. Uds. 2), men blev senere til å; ved 1200 var den på Island allerede bleven ö (åbent); ǭ var den tilsvarende lange lyd, men den faldt i isl. sammen med á (så at der i skrift og tryk ikke göres forskel derpå i det hele). ǣ (i-om lyd af ǎ) var oprl. en åben lyd, forskellig fra e. men den nærmede sig dette og bægge lyd var i islandsk om trent ens ved 1200. ǽ var den tilsvarende lange lyd. ǣ (ǿ) var kort (åben el. lukket) ö-lyd, ǽ (ǿ)den tilsvarende lange (lukket); når denne lyd var omlyd af ó, faldt den på Island sammen med æ ved midten af 13. årh. ŷ og y lod ligesom nu i dansk, åbent, henholdsvis kort eller langt, au udtaltes som ǫu, meget nær ved den nyisl. udtale (öj, åbent), ikke som a^v. Omlyden deraf, ey, er vanskelig nöje at bestemme (som øy). ei var åbent (æi, ikke som dansk ej).
   Konsonanterne udtales i det hele som de udtales i dansk; dette gælder især lyd som b, d, m, p, r, s, t, x. ð (det »bløde d«, stemt spirant) udtaltes som da. d i blad. f rar stemt (v) imellem vokaler og ellers, undtagen foran k, s, t samt i Forlyd. þ g var spirantisk (ǥ) i ind- og udlyd, og palatalt foran palatale vokaler. h lød som h i dansk, som en ehi-lyd foran u. k var ligesom g palatalt foran palatale vokaler. ll og nn lod i alle lilfælde ens (som l + l + og n + n), ikke som senere i isl. (ddl efter alle, ddn efter oprl. lange vokaler), þ udtaltes som eng. th (med tunge spidsen mellom tænderne), z var ensbetydende med ts. men blev i visse stillinger til s eller ss.

   5. De urnord. sprogformer, der med nogenlunde sikkerhed kan fastslås, er:
   a) Stærke masc. a-st.:
        nom. sg. holtiŋaʀ, ðagaʀ, halaʀ, þewaʀ osv.
        acc. sg. staina, wol(a)fa (a i end. nasaleret)
        dat. sg. wōðurīðe, hitē, wagē
        gen. sg. ǥōðaǥas, ǥis(a)las, asuǥas
        nom. pl. endte sikkert på ōʀ, men findes kun i formen -aʀ i yngre urn. stainaʀ.
   b) Ntr. a-st:
        [nom.] -acc. sg. hlaiwa, horna (a i end. nasaleret); dat. sg. kurnē.
   c) Masc. ia-st.:
        nom. sg. hroʀēʀ, -wol(a)fiʀ (el. -īʀ.
   d) Fem. ō-st.:
        nom. acc. sg. giƀu, laþu, runo (yngre urn. sba.) osv.
        gen. sg. þuiŋōʀ (ordet omtvistet)
        nom. pl. runōʀ
        gen pl. runōnō.
   e) Masc. i-st.:
        nom. sg. ǥastiʀ, wiliʀ, þaliʀ
        dat. pl. yngre urn. ǥestumʀ, ƀorumʀ.
   f) Masc. u-st.:
        nom. sg. haukōþuʀ, waruʀ
        acc. sg. magu, sunu (u i end. nasaleret)
        dat. sg. -muðiu, magiu.
   g) Fem. r-st.:
        nom. pl. ðohtriʀ.
   h) Masc. an-st.:
        nom. sg. niuwila, hariŋa, erla, wiwila, swaƀa, osv. (a i end. nasaleret)
        dat. sg. -h(a)laiƀan, þrawiŋan
        gen. sg. keþan.
   i) Fem. ōn-st.:
        nom. sg. finō, harisō, leþrō osv. (ō nasaleret)
        gen. sg. iǥingōn
        gen. pl. arƀiŋanō (ikke sikker).
   k) Adjektiver:
        nom. sg. masc. a-st.: leubaʀ, wilaǥaʀ
        nom. sg. masc. i-st.: mariʀ
        nom. sg. fem. ō-st.: liubu
        nom. pl. masc. a-st.: siŋōstēʀ (ordet omtvistet).
   l) Pronominer:
        1. pers. nom. sg. eka, ek (ik, 'k);
        -- dat. -- meʀ
            dual. -- wit(?)
        poss. nom. sg. fem.: mīnu
        acc. sg. masc.: mīninō
        demonstr. acc. pl. fem. þāʀ
   m) Stærke verber:
        præs. 1. pers. sg.: aihek
        --        3. -- -- : b(a)riutiþ (yngre urn. b(a)rutʀ)
        impf.  1. -- --: fal(a)hak
        --        3. -- -- ; wrait, nam, was, gaf
                   3. -- dual: w(a)ritu.
        part. pass.: haitinaʀ, slaginaʀ
   n) Svage verber:
        impf. 1. pers. sg.: tawiðō. hlaaiwiðō, satiðō, faihiðō. wur(a)htō (ō i end. nasaleret)
        -- 3. pers. sg.: saltē, wurtē
        -- 3. -- pl.: ðaliðum (f. ðailiðun).
   6. Uagtet dette stof er ret mangelfuldt, giver det dog et vist begreb om udviklingen fra ide. former (jfr. § 3), især hvad navneordene angår. Med bensyn til disse bemærkes følgende:
   mask. a-st.:
   nom. sg. -aʀ (got. -s: fisks) beror på ide. -o-s (gr.- lat; ος, us).
   acc. sg. -a var uden tvivl nasaleret, f. -am af -om (gr. ου, lat. um). Det samme var tilfældet med nom. -acc. ntr. (horna f. hornom).
   dat. sg. -ē f. ældre ai af oi (gr. λύχφ, lal. lupo). Samme gælder for ntr.
   gen. sg. -as af ældre -asa f. -oso (en sideform til -osio i gr, ÿŷϊπποσιο). Samme gælder for utr.
   nom. pl. var sikkert -oʀ f. ōs af -o-es.
   acc. pl. endte sikkert på -ans f. -ons (gr. λύχονς), der måtte blive -an(n), -ą.
   dal. pl. må have endt på -om(i)s, der blev -omʀ (-umʀ), jfr. (ǥestumʀ, ƀorums (Stentoften).
   gen. pl. må have endt på -ą(m) f. ōm (jfr. gr. λνχών).
   Fem. ō -st.:
   Nom. sg. endte på -u(o) af ældre ō (gr. -a) jfr. § 21 c.
   acc. sg. skulde egl. have haft end. -ą f. ældre -ōm (lat. -ām), men har fået nom.s form.
   dat. sg. har vel endt på u (af ō, en gammel instrumentalis-endelse).
   gen. sg. endte sikkert på -ōʀ, ligesom også nom. pl., af ō-es.
   acc. pl. skulde vel have haft end. -ą (f. -ōnn af ōns), men blev omdannet efter nom.
   Masc. i-st. er kun repræsenterede ved nom. sg., der naturligvis endte på -iʀ (af -is, lat. piscis). De øvrige former kan analogisk dannes. Gen. sg. (got. -ais) må snarest have endt på -ēr (eʀ), der næppe lydret kan være udviklet til āʀ (aʀ); -aʀ i fem. hidrører snarest fra ō-sl., - i masc. fra masc. a-st. og u-st (henholdsvis -s og -ar). Dat. pl. endte på -imR. der blev - lydret eller ej er et omtvistet spörsmål - umʀ.
   Masc. u -st.:
   nom. sg. endte på -uʀ.
   acc. - endte på -u f. (ældre) -um.
   dat. sg. endte på -iu, af ældre -iwi (gr. άστευι)
   gen. sg. har haft end ōr (vel af -auʀ, got. -aus).
   nom. pi. endte vel på -juh, der blev -in (got. sunjus).
   acc. pl. endte på -uns, der blev -unn, -ų (got. sununs).
   dat. pl. har endt på -umiʀ, der blev -um (got. sunum).
   gen, pl., der på got. endte på -iwe, blev omdannet efter a-st; hvordan endelsen i urn. har lydt, er uvist.
   Fem. r-st. havde i nom. sg. end. -ar af ældre -ēr; om a var langt eller kort er usikkert. Nom. pl. endte på -iʀ (jfr. gr. -ες).
   Masc. an-st. endte i nom. sg. på -a, opstået af -ēn (jf. gr. .-ποιμήν), acc. på -an (af -on); denne endelse trængte ind i dat. -gen. (f. -i(n). jfr. got.). Nom. pl. skulde ende på ą (af -ann f. aniʀ), acc. pl. på -ą (af -ann f. ans), men nom. omdannedes efter de stærke subst. Noget lignende gælder for ntr. og fem.

Noter:

1) Hermed sigtes til den vedföjede "Udsigt over det isl. sprogs historie".