Innledning (Færeyinga saga)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif


Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn
eller
Færøingernes saga


oversat af
Alexander Bugge
Kristiania 1901


Innledning


Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn eller Færøingernes saga, som den egentlig kaldes, handler om begivenheder paa Færøerne i tiden fra øernes bebyggelse af nordmændene til Trond i Gatas død omkr. 1035.
   Færøerne, d. e. Faareøerne, er en øgruppe, som ligger midt ude i Vesterhavet, omkr. 40 mil nordvest for Shetlandsøerne, 60 mil sydøst for Island og 80 mil vest for Norge. De ligger mellem 62° 24' og 61° 26' nordlig bredde; deres samlede fladeindhold er 24,2 mil². Øerne danner formen af en trekant med spidsen vendt mod syd. I nord ligger Strømø og Østerø omgit af en del mindre øer; blandt disse er længst mod øst Svinø, hvor Svinø-Bjarne leved. I syd for Strømø ligger Sandø og i syd for denne igjen den lille Skuvø (nu Skuø) samt store og lille Dimun; længst mod syd ligger Suderø. Paa sydøstsiden af Østerø i bunden af Gøtevig laa Tronds gaard Gata (Gøta), og paa Strømø laa færøingernes gamle tingsted Torshavn, som nu er en liden by med over tusen indbyggere.
   Naar den fremmede nærmer sig Færøerne, faar han først «fugl fra øerne», som det heder. Paa Færøerne har nemlig utallige sjøfugl sine reder, ytterst ude paa de bratte klipper, maager, lomvi, lunde osv. Nåar en ror under fugleværene, er det slig støi, at en maa skrige ind i øret paa sin sidemand i baaden for at bli hørt. Fuglefangsten er en af færøingernes vigtigste næringsveie, men er meget farefuld. Efter dette, men fremdeles langt ude i havet, møder den fremmede enkeltstaaende klipper, hvoriblandt den nu nedstyrtede Munken; saa kommer han til den voldsomme brænding, hvor Atlanterhavets bølger brydes. Udenfor landet er der stride strømme, som staar i forbindelse med ebbe og flod; ofte er der ogsaa sterk taage, som ganske skjuler øerne eller indhyller dem i et fantastisk slør. Selve øerne danner en slags høisletter, som ligger omtr. 1000 fod over havet og hæver sig opover i terrasser, saakaldte hamrer. Ovenover dem rager der igjen enkelte tinder. Det høieste fjeld, Slattaretindur paa Østerø, et 2809 fod. Høisletten er afbrudt af smale kløfter og dalsenkninger. Paa sletterne nede i dalene ligger bygderne, hvor folk bor; thi oppe paa fjeldsletten gjør den stadige storm det umuligt for mennesker at leve. Ud imod havet stuper fjeldet brat ned, ofte i en høide af mange hundred fod, og udenfor kysten er der utallige skjær og løsrevne klipper, de saakaldte drangar, som ofte har de underligste skikkelser, som buer, borge, taarne, porte o. l.
   Planteveksten paa øerne er fattig; der findes ingen trær; men til gjengjæld er der de frodigste græsgange og de vakreste blomster. Alt i alt er det en natur, som i storslagenhed vistnok fuldt kan maale sig med vore Lofotøers, men som ogsaa har sine yndige partier, hvor nordens lyse sommer viser sig i sin fulde skjønhed. Klimatet paa øerne er paa grund af Golfstrømmens nærhed mildt, saa sauer og hester gaar ude hele vinteren; men om sommeren er det fugtigt og ofte taaget.
   Befolkningen paa Færøerne er vel ti tusen i tal; de ernærer sig som bønder og fiskere; den eneste by paa øerne er Torshavn paa Strømø. Den vigtigste næringsvei er faareavlen; lige fra de ældste tider omtales saueflokkene paa øerne, og ordsproget siger ogsaa; «Førja ull er Førja gull» (Færø uld er Færø guid). Agerbruget har derimod liden betydning; der findes bare smaa agerflekker i nærheden af gaardene, og den eneste kornsort, som blir moden, er byg. Ved siden af faareavlen er fiskeri øernes vigtigste næringsvei, dels torsk og dels sildefiske. Desuden drives der ogsaa megen hvalfangst; det er grindhvalen (delphinus globiceps), som i store flokker kommer ind mod øerne, og hvis spek koges til tran og hvis kjød saltes og tørres. Ogsaa fuglefangsten er, som før nævnt, af stor betydning.
   Færøerne hører, som bekjendt, nu til Danmark. Øerne har sin egen amtmand, som igjen staar under stiftamtmanden over Sjællands stift; desuden har de sin landfoged, som er politimester og oppebørselsbetjent, sin sorenskriver. Landet er delt i seks sysler, hvert med en sysselmand, som beskikkes af amtmanden. Desuden har øerne sit eget lagting, som samles hvert aar i Torshavn paa Olavsdagen den 29de juli og ikke maa være sammen mere end fire uger. I geistlig henseende hører øerne nu til Sjællands stift og er delt i syv prestegjæld; - en af presterne er tillige provst over Færøerne.
   Færøingerne stammer fra Norge; de er vel mest kommet fra Vestlandet og taler endnu den dag idag sit gamle maal, som staar oldsproget nærmere end noget norsk bygdemaal; kirke og skolesproget er dog dansk. Gamle sæder og skikke har ogsaa holdt sig forunderlig godt paa disse afsidesliggende øer. Den dag i dag kan man paa Færøerne se bønderne danse paa samme maade, som før var brugelig rundt om i Norden. Karfolk og kvinder tar hverandre i haanden og danser rundt i ring. Og som musik bruger de ikke fele, men synger til dansen; en er forsanger, og de andre synger efter. Der er paa Færøerne en rig skat af gamle kvæder, som endnu lever paa folkets munde. Især i julen og paa søndagskvelderne kan en endnu høre almuen synge aarhundredergamle viser om Sigurd Fåvnesbane og Karl den store, Sigmund Brestessøn osv. Ogsaa gamle historiske sagn, f. eks. om Sigmund Brestessøn, findes der mange af. Livet deroppe er enkelt og simpelt; men neppe nogetsteds kan vi danne os et saa levende billede af vore forfedres liv som netop paa Færøerne.
   Færøerne synes at være blit bebygget af Nordmændene i begyndelsen af vikingetiden, ved aar 800. Den første kolonist siges at ha været Grim Kamban, hvem hans sambygdinger efter hans død skal ha vist religiøs dyrkelse. Samfundet paa øerne var vistnok fra begyndelsen af, ligesom det islandske, aristokratisk, med høvdinger i spidsen og mange smaabønder og leilændinger, som var disse undergit. Øerne synes lige fra de ældste tider at ha havt et fælles ting i Torshavn, hvor de afgjorde sine retssager og vedtog nye love. Tinget blev ledet af en lagmand, der vistnok havde væsentlig samme stilling som den islandske lovsigemand. Efterat øerne var kommet under Norge, var dog den fornemste embedsmand de norske kongers sysselmand. I den her oversatte saga fortælles Færøernes historie indtil Magnus den godes tid (omkr. 1035). Senere nævnes øerne sjelden i sagaerne. Ved aar 1100 fik Færøerne sin egen biskop. Endnu findes ved Kirkebø paa Strømø store levninger af den gamle domkirke, som er opført af trapporfyr og med udsmykninger af veksten. Hos biskop Roe paa Færøerne opfostredes, som bekjendt, kong Sverre Sigurdssøn, og her blev ogsaa Sverres søn Haakon født. Øerne vedblev at være et eget stift, indtil de efter reformationen blev lagt under Bergens stift; senere kom de - i 1607 - under Sjællands stift.
   I den ælste tid havde færøingerne egne skibe, hvormed de handled paa Norge, især paa Bergen. Men senere begyndte hanseater og andre fremmede kjøbmænd for fiskeriernes skyld at søge til øerne, og sjørøvere gjorde havet usikkert, saa færøingernes egen handel forfaldt. Paa Fredrik den andens tid blev handelen overdraget til et kompani af hamburgere, lybeckere og rostockere, som havde handelen, indtil Kristian den 4de i 1607 overdrog den til et selskab af Bergenskjøbmænd. Saa fik det i 1619 oprettede islandske handelskompani i Kjøbenhavn eneret til handelen paa Færøerne. Under Fredrik den 3dje fik dennes yndling Kristoffer Gabel i 1661 Færøerne i len og dermed ogsaa eneret til handelen paa øerne. Kristoffer Gabels søn Fredrik indehavde ogsaa dette privilegium; men efter hans død tog Fredrik den 4de i 1709 retten tilbage, og handelen blev nu drevet som kongeligt monopol, indtil den i 1856 blev git fri. Siden den tid er øernes handel og velstand tiltat meget. I de seneste aar har der ogsaa paa Færøerne været en litterær bevægelse, som søger at bringe Færøernes gamle maal til værdighed ogsaa som skriftsprog. Færøernes gamle skat af kvæder er ogsaa nu samlet og udgit. Ved Norges adskillelse fra Danmark i 1814 skulde Færøerne rettelig ha fulgt Norge. Men da den danske konge ved Kielerfreden frasagde sig sin ret til Norge, blev Norges gamle skatlande Island, Færøerne og Grønland udtrykkelig undtat herfra. Saaledes blev disse øer skilt fra moderlandet; men endnu den dag idag mindes færøingerne med kjærlighed det land, hvorfra deres fædre for mer end tusen aar siden udvandred, og hvortil de siden gjennem aarhundreder har været knyttet.
   Sagaen om færøingerne (Færeyingasaga) findes nu kun stykkevis optat i kongesagaerne i det gamle sagahaandskrift Flatøbogen, men har engang udgjort en selvstændig saga. Den har desværre ogsaa været udsat for omarbeidelse, og enkelte ting, som Olav Trygvessøns lange tale til Sigmund, har neppe tilhørt den oprindelige saga. Alligevel maa vi dog si, at den hører til de allerbedste af de gamle sagaer. Karakterskildringen er udmerket og fremstillingen enkel, naturlig og malende. Høiere end i skildringen af Sigmund Brestessøns ophold paa fjeldet hos Torkel tørfrost har den gamle sagaskrivning overhovedet ikke naadd; her har vi dog ikke virkelig historie, men senere, kunstnerisk udformet fortælling. Enkelte steder i sagaen er dog svagere og mere skablonmæssig fortalt, saaledes skildringen af Sigmunds vikingetog og færøingernes senere forbindelse med de norske konger; men grunden hertil er vistnok den, at sagaskriveren ikke har vist stort at fortælle om dette. I historisk paalidelighed synes sagaen ellers for det meste at staa høit.
   Sagaen er nedskrevet paa Island, sandsynligvis mellem 1210 og 1220. Hvem forfatteren er, ved vi ikke men han maa ha bygget paa mundtlig tradition, som har levet paa Færøerne selv. Og der paa Færøerne er det vel ogsaa, sagaen i mundtlig fortælling har levet og for en stor del har faat sin faste form. Sagaskriveren maa vistnok selv ha været paa Færøerne; han er ialfald godt kjendt med naturforholdene der; den eneste feil, han gjør, er, at han forveksler Skuvø med Dimun.
   Endel af sagaen er tidligere under titelen «Sigmund Brestessøns Saga» blit oversat af professor O. Rygh («Folkevennens» tillægshefte for 1861). Efter denne udmerkede oversættelse kunde man synes, det var overflødigt paany at oversætte sagaen. Men Ryghs oversættelse findes ikke længer i boghandelen, og desuden gaar han ikke længer end til Sigmund Brestessøns død og har ikke tat med slutningen af sagaen med de ypperlige stykker om Leiv Assurssøn og Trond i Gatas sidste dage. Og først derved faar vi fuld forstaaelse af de personer, som optræder i sagaen. Thi fuldt saa meget som om Sigmund Brestessøn er det om Trond, at interessen samler sig.
   For megen hjælp under arbeidet har jeg at takke min far, professor Sophus Bugge, som bl. a. har gjennemset min oversættelse.


Alexander Bugge.